Kejser og Galilæer
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
et skridt nærmere og siger):
derpå hører man båden ro bort med dem.)
hovedet og kysser ham.)
tier pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.)
forgården. Musik og dans under det følgende.)
fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger:)
holder i hånden.)
ser han op og siger:)
tula, som blir stående ved døren.)
hende.)
Cæsars pande.)
KEJSER OG GALILÆER.
ET VERDENSHISTORISK SKUESPIL
FØRSTE DEL.
FJERDE OPLAG.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
GRÆBES BOGTRYKKERI.
1892.
-
- I.
- CÆSARS FRAFALD,
- SKUESPIL I FEM HANDLINGER.
-
- II.
- KEJSER JULIAN,
- SKUESPIL I FEM HANDLINGER.
INDHOLD:
CÆSARS FRAFALD,
SKUESPIL I FEM HANDLINGER.
DE OPTRÆDENDE:
Kejser Konstanzios.
Kejserinde Eusebia.
Fyrstinde Helena, kejserens søster.
Fyrst Gallos, kejserens fætter.
Fyrst Julian, Gallos's yngre halvbroder.
Memnon, en Æthiopier, kejserens livslave.[HIS: Kun rester av punktum.]
Guldsmeden Potamon.
Farveren Fokion
Hårskæreren Eunapios.
En frugthandler.
En vagtfører
En soldat.
En sminket kvinde.[HIS: Kun rester av punktum.]
En værkbruden mand.[HIS: Kun rester av punktum.]
En blind betler.
Agathon, en vingårdsmands søn fra Kappadokia.
Visdomslæreren Libanios.[HIS: Kun rester av punktum.]
Gregor fra Nazianz.
Basilios fra Cæsaræa.
Sallust fra Perusia.
Skriftlæreren Hekebolios.
Mystikeren Maximos.
Husmesteren Eutherios.[HIS: Kun rester av punktum.]
Quæstoren Leontes.[HIS: Kun rester av punktum.]
Slavinden Myrrha.
Tribunen Decentius.
Staldmesteren Sintula.
Hærføreren Florentius.
Hærføreren Severus.
Lægen Oribases.
Underføreren Laipso.
Underføreren Varro.
Fanebæreren Mauros.
Soldater, kirkegængere, hedenske tilskuere, hoffolk, prester,
lærlinger ved visdoms-skolerne, danserinder, tjenere,
quæstorens følge, galliske krigsfolk.
Syner og røster.
(1ste handling foregår i Konstantinopel, 2den handling i Athen,
3die handling i Efesos, 4de handling ved Lutetia i Gallien, og
5te handling i Vienna sammesteds. Tiden omfatter mellem-
rummet mellem året 351 og året 361.)
3die handling i Efesos, 4de handling ved Lutetia i Gallien, og
5te handling i Vienna sammesteds. Tiden omfatter mellem-
rummet mellem året 351 og året 361.)
FØRSTE HANDLING.
(Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent
anlæg med træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden
af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken.
Til højre et marmorrækværk, hvorfra en trappe fører ned til
vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt til Bosporus og den
asiatiske kyst.)
anlæg med træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden
af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken.
Til højre et marmorrækværk, hvorfra en trappe fører ned til
vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt til Bosporus og den
asiatiske kyst.)
(Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kirketrappen. Store
skarer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og
blinde ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere
og vandsælgere, opfylder pladsen.)
skarer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og
blinde ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere
og vandsælgere, opfylder pladsen.)
Lovsang
(inde i kirken).
(inde i kirken).
Evindeligt være
korset pris og ære!
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg;
lammet har sejret;
på jorden er helg!
Guldsmeden Potamon
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne
paa akslen og spørger):
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne
paa akslen og spørger):
Pst, gode ven, – når kommer kejseren?
Soldaten.
Véd ikke.
s. 12
Farveren Fokion
(vender hovedet i trængselen).
(vender hovedet i trængselen).
Kejseren? Jeg synes der var nogen, som
spurgte om kejseren? Kejseren kommer lidt
før midnat. Ganske lidt før. Jeg har det fra
Memnon selv.
spurgte om kejseren? Kejseren kommer lidt
før midnat. Ganske lidt før. Jeg har det fra
Memnon selv.
Hårskæreren Eunapios
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugthandler til side).
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugthandler til side).
Af vejen, hedning!
Frugthandleren.
Sagte, herre!
Guldsmeden Potamon.
Svinet mukker!
Hårskæreren Eunapios.
Hund, hund!
Farveren Fokion.
Mukke imod en velklædt kristen; – imod
en mand af kejserens egen tro!
en mand af kejserens egen tro!
Hårskæreren Eunapios
(støder frugthandleren omkuld).
(støder frugthandleren omkuld).
I smudset med dig!
Guldsmeden Potamon.
Ret så! Søl dig der, ligesom dine guder.
Farveren Fokion
(slår ham med sin stok).
(slår ham med sin stok).
Tag det, – og det, – og det!
s. 13
Hårskæreren Eunapios
(sparker ham).
(sparker ham).
Og der; og der! Jeg skal mygne dit guds-
forhadte skind.
forhadte skind.
(Frugthandleren skynder sig ud.)
Farveren Fokion
(med den øjensynlige hensigt, at det skal høres af vagt-føreren).
(med den øjensynlige hensigt, at det skal høres af vagt-føreren).
Jeg vilde højligen ønske, at en eller anden
bragte dette optrin for vor velsignede kejsers øren.
Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med, at vi
kristne borgere holder samkvem med hedningerne,
ret ligesom om intet skilte imellem os –
bragte dette optrin for vor velsignede kejsers øren.
Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med, at vi
kristne borgere holder samkvem med hedningerne,
ret ligesom om intet skilte imellem os –
Guldsmeden Potamon.
Du sigter til hint opslag på torvene? Det
har jeg også læst. Og jeg synes, at ligesom der
findes både ægte og uægte guld i verden –
har jeg også læst. Og jeg synes, at ligesom der
findes både ægte og uægte guld i verden –
Hårskæreren Eunapios.
Man bør ikke skære alle over en kam; det
er min mening. Der gives dog, Gud være lovet,
endnu ivrige sjæle iblandt os.
er min mening. Der gives dog, Gud være lovet,
endnu ivrige sjæle iblandt os.
Farveren Fokion.
Vi er langtfra ikke ivrige nok, I kære brødre!
Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller
tror I det er mange af disse lurvede, som bærer
korsets og fiskens tegn på armen?
Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller
tror I det er mange af disse lurvede, som bærer
korsets og fiskens tegn på armen?
Guldsmeden Potamon.
Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr foran
selve hofkapellet –
selve hofkapellet –
s. 14
Farveren Fokion.
– i slig en høj-hellig nat –
Hårskæreren Eunapios.
– spærrer vejen for kirkens rene lemmer –
En sminket kvinde
(i trængselen).
(i trængselen).
Er Donatister rene?
Farveren Fokion.
Hvad? Donatist! Er du en Donatist?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad nu? Er ikke du det samme?
Farveren Fokion.
Jeg? Jeg! Gid lynet slå din tunge!
Guldsmeden Potamon
(gør korsets tegn).
(gør korsets tegn).
Gid pest og bylder –!
Farveren Fokion.
En Donatist! Du ådsel; du rådne træ!
Guldsmeden Potamon.
Ret så; ret så!
Farveren Fokion.
Spån på Satans ildsted!
Guldsmeden Potamon.
Ret så! Skæld ham; skæld ham, kære broder!
Farveren Fokion
(støder guldsmeden bort).
(støder guldsmeden bort).
Hold mund; vig langt ifra mig. Nu kender
jeg dig; – du er Manikæeren Potamon!
jeg dig; – du er Manikæeren Potamon!
s. 15
Hårskæreren Eunapios.
En Manikæer? En stinkende kætter! Tvi, tvi!
Guldsmeden Potamon
(holder sin papirlygte frem).
(holder sin papirlygte frem).
Eja! Det er jo farveren Fokion fra Antiokia!
Kainiten!
Kainiten!
Hårskæreren Eunapios.
Ve mig, som er kommen i løgnens samkvem!
Farveren Fokion.
Ve mig, som hjalp en djævelens søn!
Hårskæreren Eunapios
(slår ham på øret).
(slår ham på øret).
Tag det, som løn for hjælpen!
Farveren Fokion[HIS: Siste 'o' i 'Fokion' er skadet.]
(slår igen).
(slår igen).
O, du ryggesløse køter!
Guldsmeden Potamon.
Forbandet, forbandet være I begge!
(Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem tilskuerne.)[HIS: Kun rester av punktum.]
Vagt-føreren
(råber til soldaterne).
(råber til soldaterne).
Kejseren kommer!
(De stridende skilles ad og strømmer med de øvrige andægtige
ind i kirken.)
ind i kirken.)
Lovsang
(fra højaltret).
(fra højaltret).
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg; –
lammet har sejret, –
på jorden er helg!
s. 16
(Hoffet kommer i stort optog fra venstre. Prester med røgelse-
kar går foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd
og livvagt. I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig
mand af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans
øjne har et mørkt og mistroisk udtryk; hans gang og hele hold-
ning forråder uro og svækkelse. Ved hans venstre side går
kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af samme
alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian,
en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er
sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne
med et pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader
er kejtede, påfaldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde
Helena, en yppig femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget
af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og drabanter slutter
toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget, prægtigt
klædt Æthiopier, er iblandt følget.)
kar går foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd
og livvagt. I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig
mand af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans
øjne har et mørkt og mistroisk udtryk; hans gang og hele hold-
ning forråder uro og svækkelse. Ved hans venstre side går
kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af samme
alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian,
en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er
sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne
med et pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader
er kejtede, påfaldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde
Helena, en yppig femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget
af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og drabanter slutter
toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget, prægtigt
klædt Æthiopier, er iblandt følget.)
Kejser Konstanzios
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian og spørger
hvast):
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian og spørger
hvast):
Hvor er Gallos?
Fyrst Julian
(blegner).
(blegner).
Gallos? Hvad vil du Gallos?
Kejser Konstanzios.
Der greb jeg dig!
Fyrst Julian.
Herre –!
Kejserinde Eusebia
(fatter kejserens hånd).
(fatter kejserens hånd).
Kom; kom!
Kejser Konstanzios.
Samvittigheden skreg. Hvad pønser I to på?
Fyrst Julian.
Vi?
Kejser Konstanzios.
Du og han!
s. 17
Kejserinde Eusebia.
O, kom; kom, Konstanzios!
Kejser Konstanzios.
Så sort en dåd! Hvad svar gav oraklet?
Fyrst Julian.
Oraklet? Ved min hellige frelser –
Kejser Konstanzios.
Lyver nogen jer på, så skal han bøde på
bålet. (drager fyrsten tilside.) O, lad os holde sammen,
Julian! Dyre frænde, lad os det!
bålet. (drager fyrsten tilside.) O, lad os holde sammen,
Julian! Dyre frænde, lad os det!
Fyrst Julian.
Alt ligger i dine hænder, elskede herre!
Kejser Konstanzios.
Mine hænder –!
Fyrst Julian.
O, stræk dem i nåde over os!
Kejser Konstanzios.
Mine hænder? Hvad tænkte du om mine
hænder?
hænder?
Fyrst Julian
(griber hans hænder og kysser dem).
(griber hans hænder og kysser dem).
Kejserens hænder er hvide og kølige.
Kejser Konstanzios.
Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte
du? Nu greb jeg dig igen!
du? Nu greb jeg dig igen!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
2
s. 18
Fyrst Julian
(kysser dem atter).
(kysser dem atter).
De er som rosenbladene her i måneskins-
natten.
natten.
Kejser Konstanzios.
Ja, ja, ja, Julian!
Kejserinde Eusebia.
Fremad; det er på tiden.
Kejser Konstanzios.
At skulle ind for Herrens åsyn! Jeg, jeg!
O, bed for mig, Julian! De vil byde mig den
hellige vin. Jeg ser den! Den spiller, som slange-
øjne i guldkalken –. (skriger.) Blodige øjne –!
O, Jesus Kristus, bed for mig!
O, bed for mig, Julian! De vil byde mig den
hellige vin. Jeg ser den! Den spiller, som slange-
øjne i guldkalken –. (skriger.) Blodige øjne –!
O, Jesus Kristus, bed for mig!
Kejserinde Eusebia.
Kejseren er syg –!
Fyrstinde Helena.
Hvor er Cæsarios? Livlægen, livlægen, –
hent ham!
hent ham!
Kejserinde Eusebia
(vinker).
(vinker).
Memnon, gode Memnon!
(hun taler sagte med slaven.)
Fyrst Julian
(dæmpet).
(dæmpet).
Herre, hav barmhjertighed, og skik mig
langt herfra.
langt herfra.
Kejser Konstanzios.
Hvor vilde du helst hen?
s. 19
Fyrst Julian.
Til Ægypten. Helst did, hvis du så synes.
Der går jo så mange did, – ind i den store
ensomhed.
Der går jo så mange did, – ind i den store
ensomhed.
Kejser Konstanzios.
Ind i ensomheden? Så? I ensomheden
grubler man. Jeg forbyder dig at gruble.
grubler man. Jeg forbyder dig at gruble.
Fyrst Julian.
Jeg skal ikke gruble, hvis du blot vilde til-
lade mig –. Her vokser min sjælenød med
hver dag. Onde tanker flokkes om mig. I ni
døgn har jeg båret hårskjorte, og den har ikke
værget mig; i ni nætter har jeg pisket mig med
bodssvøben, men det fordriver dem ikke.
lade mig –. Her vokser min sjælenød med
hver dag. Onde tanker flokkes om mig. I ni
døgn har jeg båret hårskjorte, og den har ikke
værget mig; i ni nætter har jeg pisket mig med
bodssvøben, men det fordriver dem ikke.
Kejser Konstanzios.
Vi må være standhaftige, Julian! Djævelen
er såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –
er såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –
Slaven Memnon
(til kejseren).
(til kejseren).
Nu er det på tiden –
Kejser Konstanzios.
Nej, nej, jeg vil ikke –
Slaven Memnon
(tager ham om håndledet).
(tager ham om håndledet).
Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg.
Kejser Konstanzios
(retter sig ivejret og siger med værdighed):
(retter sig ivejret og siger med værdighed):
Ind i Herrens hus!
2*
s. 20
Slaven Memnon
(sagte).
(sagte).
Og siden det andet –
Kejser Konstanzios
(til Julian).
(til Julian).
Gallos skal møde frem for mig.
Fyrst Julian
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden).
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden).
Kejserinde Eusebia
(hurtigt og dæmpet).
(hurtigt og dæmpet).
Frygt ikke!
Kejser Konstanzios.
Bliv udenfor. Ikke ind i kirken med det
sind, du nu har. Når du beder for alteret, så
er det for at nedbede ondt over mig. – O, læss
ikke slig skyld på dig, min elskede frænde!
sind, du nu har. Når du beder for alteret, så
er det for at nedbede ondt over mig. – O, læss
ikke slig skyld på dig, min elskede frænde!
(Toget går imod kirken. På trappen flokkes betlere, krøblinge
og blinde om kejseren.)
og blinde om kejseren.)
En værkbruden.
O, verdens mægtigste hersker, lad mig røre
ved din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.
ved din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.
En blind.
Bed for mig, du Herrens salvede, at jeg
får mit syn igen!
får mit syn igen!
Kejser Konstanzios.
Vær trøstig, søn! – Memnon, strø sølvpenge
for dem. Ind, ind!
for dem. Ind, ind!
(Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes; menneske-
sværmen adspreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver
tilbage i en af alléerne.)
sværmen adspreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver
tilbage i en af alléerne.)
s. 21
Fyrst Julian
(ser mod kirken).
(ser mod kirken).
Hvad vil han Gallos? I denne hellige nat
kan han da ikke tænke på at –! O, den, som
vidste – – (vender sig og støder imod den bortgående blinde.)
Se dig for, ven!
kan han da ikke tænke på at –! O, den, som
vidste – – (vender sig og støder imod den bortgående blinde.)
Se dig for, ven!
Den blinde.
Jeg er blind, herre!
Fyrst Julian.
Endnu? Kan du virkelig ikke se så meget
som hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet
troende. Lovte ikke Guds salvede at bede for
dit syn?
som hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet
troende. Lovte ikke Guds salvede at bede for
dit syn?
Den blinde.
Hvo er du, som spotter en blind broder?
Fyrst Julian.
En broder i vantro og blindhed.
(han vil gå ud ad vejen til venstre.)
En stemme
(sagte, bag ham, mellem buskerne).
(sagte, bag ham, mellem buskerne).
Julian, Julian!
Fyrst Julian
(med et skrig).
(med et skrig).
Ah!
Stemmen
(nærmere).
(nærmere).
Julian!
Fyrst Julian.
Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel.
s. 22
En ung mand,
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer tilsyne mellem
træerne).
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer tilsyne mellem
træerne).
Stille; det er mig –
Fyrst Julian.
Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, men-
neske!
neske!
Den unge mand.
O, mindes du da ikke Agathon –?
Fyrst Julian.
Agathon! Hvad siger du? Agathon var jo
en dreng –
en dreng –
Agathon.
For sex år siden. – Jeg kendte dig straks.
(kommer nærmere.)
Fyrst Julian.
Agathon; – ja, ved det hellige kors, tror
jeg ikke det er dig!
jeg ikke det er dig!
Agathon.
Se på mig; se rigtig –
Fyrst Julian
(omfavner og kysser ham).
(omfavner og kysser ham).
Barndomsven! Legebroder! Du kæreste af
dem alle! Og du er her? Hvilket under! Du
har rejst den lange vej over bergene, og siden
over havet, – hele den lange vej fra Kappadokia!
dem alle! Og du er her? Hvilket under! Du
har rejst den lange vej over bergene, og siden
over havet, – hele den lange vej fra Kappadokia!
Agathon.
Jeg kom for to dage siden med et skib fra
Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig
i disse to dage. Ved slots-portene vilde ikke
vagten lade mig slippe ind og –
Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig
s. 23
i disse to dage. Ved slots-portene vilde ikke
vagten lade mig slippe ind og –
Fyrst Julian.
Nævnte du mit navn for nogen? eller at du
søgte mig?
søgte mig?
Agathon.
Nej, sligt turde jeg slet ikke nævne, thi –
Fyrst Julian.
Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade
nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
Hid, Agathon; frem i det fulde måneskin,
at jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er
vokset, Agathon; – hvor du ser stærk ud.
at jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er
vokset, Agathon; – hvor du ser stærk ud.
Agathon.
Og du er blegere.
Fyrst Julian.
Jeg kan ikke tåle luften i slottet. Jeg tror
her er usundt. – Det er ikke her, som i Ma-
kellon. Makellon ligger højt. Der ligger ingen
anden stad så højt i hele Kappadokia; ah, hvor
stryger ikke den friske snevind fra Tauros hen-
over –! Er du træt, Agathon?
her er usundt. – Det er ikke her, som i Ma-
kellon. Makellon ligger højt. Der ligger ingen
anden stad så højt i hele Kappadokia; ah, hvor
stryger ikke den friske snevind fra Tauros hen-
over –! Er du træt, Agathon?
Agathon.
O, ingenlunde.
Fyrst Julian.
Lad os dog sætte os. Her er så stilt og
ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en
bænk ved rækværket.) – «Kan der komme noget godt
fra Kappadokia», siges der. Ja, – venner kan
komme. Gives der noget bedre?
(ser længe på ham.)
ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en
bænk ved rækværket.) – «Kan der komme noget godt
s. 24
fra Kappadokia», siges der. Ja, – venner kan
komme. Gives der noget bedre?
Ufatteligt, at jeg ikke straks kendte dig.
O du, min elskede ejendom, er det ikke som i
børne-årene –?
O du, min elskede ejendom, er det ikke som i
børne-årene –?
Agathon
(ned foran ham).
(ned foran ham).
Jeg for dine fødder, ligesom da.
Fyrst Julian.
Nej, nej, nej –!
Agathon.
O, lad mig ligge så!
Fyrst Julian.
Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at
knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyld-
betynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyre-
bare lærer, har megen sorg af mig, Agathon.
Han kunde fortælle dig – – –
knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyld-
betynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyre-
bare lærer, har megen sorg af mig, Agathon.
Han kunde fortælle dig – – –
Hvor dit hår er vorden fyldigt og fugtigt.
Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, –
hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten
hvidhåret?
Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, –
hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten
hvidhåret?
Agathon.
Han er ganske hvidhåret.
Fyrst Julian.
Agathon.
Dengang stod dit sind til at vorde en stor
og lykkelig kriger.
og lykkelig kriger.
Fyrst Julian.
Det var glade år, hine seks i Kappadokia.
Var årene længere i den tid, end nu? Det tykkes
så, når jeg drages til minde alt, hvad de rum-
mer. – –
Var årene længere i den tid, end nu? Det tykkes
så, når jeg drages til minde alt, hvad de rum-
mer. – –
Ja, det var glade år. Vi ved vore bøger,
og Gallos på sin persiske hest. Som skyggen af
en sky jog han over sletten. – O, men et må
du dog sige mig. Kirken –?
og Gallos på sin persiske hest. Som skyggen af
en sky jog han over sletten. – O, men et må
du dog sige mig. Kirken –?
Agathon.
Kirken? Over den hellige Mamas's grav?
Fyrst Julian
(smiler svagt).
(smiler svagt).
Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin
fløj færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret
lykkes. – Hvorledes er det gåt siden?
fløj færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret
lykkes. – Hvorledes er det gåt siden?
Agathon.
Det gik ikke. Bygfolkene sagde, at det var
ugørligt på den måde.
ugørligt på den måde.
Fyrst Julian
(tankefuld).
(tankefuld).
Ja visst; ja visst. Jeg gjorde dem uret, da
jeg mente, at de var ukyndige. Nu véd jeg,
hvorfor det ikke kunde gå. Jeg skal sige dig
det, Agathon; – Mamas var en falsk helgen.
jeg mente, at de var ukyndige. Nu véd jeg,
s. 26
hvorfor det ikke kunde gå. Jeg skal sige dig
det, Agathon; – Mamas var en falsk helgen.
Agathon.
Var den hellige Mamas?
Fyrst Julian.
Hin Mamas har aldrig været noget blodvidne.
Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse.
Hekebolios har med overmåde megen lærdom
udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har
for nylig affattet et ringe skrift om denne sag,
et skrift, min Agathon, som visse visdoms-venner,
ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i
læresalene. –
Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse.
Hekebolios har med overmåde megen lærdom
udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har
for nylig affattet et ringe skrift om denne sag,
et skrift, min Agathon, som visse visdoms-venner,
ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i
læresalene. –
Herren holde mit hjerte rent for al forfænge-
lighed! Den onde frister har talløse snigveje;
en kan aldrig vide –.
lighed! Den onde frister har talløse snigveje;
en kan aldrig vide –.
At det skulde lykkes for Gallos, men ikke
for mig! Ak, min Agathon, når jeg tænker på
hin kirkebygning, så ser jeg Kains alter –.
for mig! Ak, min Agathon, når jeg tænker på
hin kirkebygning, så ser jeg Kains alter –.
Agathon.
Julian!
Fyrst Julian.
Gud vil ikke vide af mig, Agathon!
Agathon.
O, tal ikke så! Var ikke Gud stærk i dig,
da du ledte mig ud af hedenskabets mørke og
gav mig lys for alle tider, – du, et barn, som
du dengang var!
da du ledte mig ud af hedenskabets mørke og
gav mig lys for alle tider, – du, et barn, som
du dengang var!
s. 27
Fyrst Julian.
Ja, den sag er mig som en drøm.
Agathon.
Og dog så livsalig en sandhed.
Fyrst Julian
(tungt).
(tungt).
Det skulde været nu! – Hvor tog jeg ordets
ild fra? Der var lovsang i luften, – en stige
mellem himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den?
ild fra? Der var lovsang i luften, – en stige
mellem himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den?
Agathon.
Hvilken?
Fyrst Julian.
Stjernen, som faldt; der, bag de to cypresser.
(tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg fortalt dig,
hvad min moder drømte natten før jeg blev født?
(tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg fortalt dig,
hvad min moder drømte natten før jeg blev født?
Agathon.
Det mindes jeg ikke.
Fyrst Julian.
Nej, nej, det er sandt, jeg erfor det først
senere.
senere.
Agathon.
Hvad drømte hun?
Fyrst Julian.
Min moder drømte, at hun fødte Akilleus.
Agathon
(levende).
(levende).
Tror du endnu lige stærkt på drømme?
s. 28
Fyrst Julian.
Hvorfor spørger du?
Agathon.
Du skal få høre; thi det hænger sammen
med hint, som drev mig over havet –
med hint, som drev mig over havet –
Fyrst Julian.
Du har et særligt ærend her? Det har jeg
sletikke tænkt på at spørge dig om –
sletikke tænkt på at spørge dig om –
Agathon.
Et sælsomt ærend; og just derfor nøler jeg
i tvil og uro. Der er så meget, jeg gad vide
først, – om livet i staden, – om dig selv, –
om kejseren –
i tvil og uro. Der er så meget, jeg gad vide
først, – om livet i staden, – om dig selv, –
om kejseren –
Fyrst Julian
(ser visst på ham).
(ser visst på ham).
Sig sandheden, Agathon; – hvem har du
talt med her, før du traf mig?
talt med her, før du traf mig?
Agathon.
Ikke med nogen.
Fyrst Julian.
Hvad tid kom du?
Agathon.
Det sagde jeg dig før, – for to dage siden.
Fyrst Julian.
Og straks vil du vide –? Hvad er det for
ting, du vil vide om kejseren? Er der nogen,
som har bedt dig –? (slår armene om ham.) O, tilgiv
mig, Agathon, ven!
ting, du vil vide om kejseren? Er der nogen,
som har bedt dig –? (slår armene om ham.) O, tilgiv
mig, Agathon, ven!
s. 29
Agathon.
Hvad? Hvilket?
Fyrst Julian
(rejser sig og lytter).
(rejser sig og lytter).
Hyss! – Nej, det var intet; det var kun
en fugl i buskene. – –
en fugl i buskene. – –
Jeg er såre lykkelig her. Hvorfor tror du
det ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig?
Har jeg ikke her al min slægt samlet? ja, jeg
mener – alle dem, som en nådig frelser har
holdt sin hånd over.
det ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig?
Har jeg ikke her al min slægt samlet? ja, jeg
mener – alle dem, som en nådig frelser har
holdt sin hånd over.
Agathon.
Og kejseren er dig jo i faders sted?
Fyrst Julian.
Kejseren er over al måde vis og god.
Agathon
(som også har rejst sig).
(som også har rejst sig).
Julian, er det rygte sandt, at du engang
skal være kejserens efterfølger?
skal være kejserens efterfølger?
Fyrst Julian
(hastigt).
(hastigt).
Tal ikke om de farlige ting. Jeg véd ikke,
hvad tåbelige rygter fortæller. – Hvorfor fritter
du mig så meget? Ikke et ord får du ud, før
du siger mig, hvad du vil i Konstantinopel.
hvad tåbelige rygter fortæller. – Hvorfor fritter
du mig så meget? Ikke et ord får du ud, før
du siger mig, hvad du vil i Konstantinopel.
Agathon.
Jeg kommer på Gud Herrens vegne.
s. 30
Fyrst Julian.
Har du din frelser og din frelse kær, så
drag hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sagte;
der lægger en båd til. –
(han drager ham over mod den anden side.)
drag hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sagte;
der lægger en båd til. –
Hvad vil du her? Kysse splinten af det
hellige kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Véd
du, hvad Konstantinopel er blevet i de sidste
femten måneder? Et bespottelsens Babylon. –
Har du ikke hørt det, – véd du ikke, at Liba-
nios er her?
hellige kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Véd
du, hvad Konstantinopel er blevet i de sidste
femten måneder? Et bespottelsens Babylon. –
Har du ikke hørt det, – véd du ikke, at Liba-
nios er her?
Agathon.
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios.
Fyrst Julian.
Du ensomme Kappadokier! Lykkelige egn,
hvor hans røst og lære ikke har slåt ned.
hvor hans røst og lære ikke har slåt ned.
Agathon.
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –?
Fyrst Julian.
Den farligste af dem alle.
Agathon.
Dog ikke farligere end Ædesios i Pergamon?
Fyrst Julian.
Ej, hvad; – hvem tænker længere på Ædesios
i Pergamon? Ædesios er affældig –
i Pergamon? Ædesios er affældig –
Agathon.
Er han også farligere, end hin gådefulde
Maximos?
Maximos?
s. 31
Fyrst Julian.
Maximos! Tal ikke om denne gøgler. Hvem
véd noget pålideligt om Maximos?
véd noget pålideligt om Maximos?
Agathon.
Han siger sig at have sovet tre år i en hule
hinsides Jordan.
hinsides Jordan.
Fyrst Julian.
Hekebolios holder ham for en bedrager, og
deri har han visselig ikke megen uret. – –
deri har han visselig ikke megen uret. – –
Nej, nej, Agathon, – Libanios er den far-
ligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig
under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans
ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker
for fode i staden. Og så, da den var over, i
November måned, regned her ild hver nat fra
himlen. Du må ikke tvile, Agathon! Jeg har
selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale
ned imod jorden og slukne undervejs. –
ligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig
under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans
ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker
for fode i staden. Og så, da den var over, i
November måned, regned her ild hver nat fra
himlen. Du må ikke tvile, Agathon! Jeg har
selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale
ned imod jorden og slukne undervejs. –
Siden har han lært her, han, visdomselskeren,
taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes
konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han
er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om
ham; han binder deres sjæle, så de må følge
ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber,
lig digt og sang om Trojanere og Grækere –
taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes
konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han
er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om
ham; han binder deres sjæle, så de må følge
ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber,
lig digt og sang om Trojanere og Grækere –
Agathon
(i skræk).
(i skræk).
O, du har også søgt ham, Julian!
s. 32
Fyrst Julian
(viger tilbage).
(viger tilbage).
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde
visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid
til dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Li-
banios om natten eller i forklædning. Hans nærhed
vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden
forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtræn-
gende. – Alle troende, som kommer denne spids-
findige mand nær, de falder fra og bliver spottere.
Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund
til mund lige ind i kejser-slottet. Hans legende
hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte
slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for
mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum
tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg
føler stundom med forfærdelse at jeg ækles ved
troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed.)
Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig
Libanios's hoved på et sølvfad!
visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid
til dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Li-
banios om natten eller i forklædning. Hans nærhed
vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden
forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtræn-
gende. – Alle troende, som kommer denne spids-
findige mand nær, de falder fra og bliver spottere.
Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund
til mund lige ind i kejser-slottet. Hans legende
hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte
slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for
mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum
tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg
føler stundom med forfærdelse at jeg ækles ved
troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed.)
Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig
Libanios's hoved på et sølvfad!
Agathon.
Men hvor er det muligt, at kejseren tåler
dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –?
dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –?
Fyrst Julian.
Kejseren? Priset være kejserens tro og from-
hed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end
den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind.
Ingen agter den krig, som her føres imod Gol-
gatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu
som for to år siden. Dengang måtte mystikeren
Maximos's tvende brødre bøde med livet for sine
vrange lærdomme. Du véd ikke, hvilke mægtige
støtter Libanios har. En eller anden af de rin-
gere visdomslærere udjages stundom af staden.
Ham vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet,
jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden
om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! –
Hvad hjælper det, at de andre fjernes? Dette ene
menneske forgifter luften for os alle. O, du min
frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske
vederstyggelighed! At leve her, er at leve i
løvens hule –
hed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end
den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind.
Ingen agter den krig, som her føres imod Gol-
gatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu
s. 33
som for to år siden. Dengang måtte mystikeren
Maximos's tvende brødre bøde med livet for sine
vrange lærdomme. Du véd ikke, hvilke mægtige
støtter Libanios har. En eller anden af de rin-
gere visdomslærere udjages stundom af staden.
Ham vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet,
jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden
om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! –
Hvad hjælper det, at de andre fjernes? Dette ene
menneske forgifter luften for os alle. O, du min
frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske
vederstyggelighed! At leve her, er at leve i
løvens hule –
Agathon
(livfuldt).
(livfuldt).
Julian, – hvad sagde du der!
Fyrst Julian.
Jo, jo; kun et under kan fri os.
Agathon.
O, så hør! Det under er sket.
Fyrst Julian.
Hvad mener du vel?
Agathon.
Du skal høre det, Julian; thi nu tør jeg ikke
længer tvile på, at det er dig, det gælder. Hvad
der drev mig til Konstantinopel var et syn –
længer tvile på, at det er dig, det gælder. Hvad
der drev mig til Konstantinopel var et syn –
Fyrst Julian.
Et syn, siger du!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
3
s. 34
Agathon.
En hellig åbenbaring –
Fyrst Julian.
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal
ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske
ligegyldig; – lad som intet.
(de blir begge stående ved rækværket.)
ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske
ligegyldig; – lad som intet.
(En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdoms-
lærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra
venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede
klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer
og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kom-
mende.)
lærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra
venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede
klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer
og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kom-
mende.)
Visdomslæreren.
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk
på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
Fyrst Julian
(som står lige ved ham).
(som står lige ved ham).
Med tilladelse, – gives der noget håndfast
gode, som er mere værd, end guld?
gode, som er mere værd, end guld?
Visdomslæreren.
Kan du købe dit livs frugter igen for guld?
Fyrst Julian.
Sandt; sandt. Men når så er, skulde du ikke
lide på de troløse vande.
lide på de troløse vande.
Visdomslæreren.
Menneskegunst er troløsere.
Fyrst Julian.
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så
hen med dine skatte?
hen med dine skatte?
s. 35
Visdomslæreren.
Til Athen.
(han vil gå forbi.)
Fyrst Julian
(med undertrykt latter).
(med undertrykt latter).
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke
din egen rigdom.
din egen rigdom.
Visdomslæreren
(standser).
(standser).
Hvi så?
Fyrst Julian.
Er det vismands værk at føre ugler til Athen?
Visdomslæreren.
Mine ugler forliges ikke med kirkelyset i
kejserstaden. (til en af de unge mænd.) Ræk mig hån-
den, Sallust!
(han vil stige ned.)
kejserstaden. (til en af de unge mænd.) Ræk mig hån-
den, Sallust!
Lærlingen Sallust
(halvt nede på trappen, sagte).
(halvt nede på trappen, sagte).
Ved guderne, det er ham!
Visdomslæreren.
Ham –?
Lærlingen Sallust.
Så sandt jeg lever! Jeg kender ham! – jeg
har set ham gå sammen med Hekebolios.
har set ham gå sammen med Hekebolios.
Visdomslæreren.
Ah!
(han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han
et skridt nærmere og siger):
Du smilte nys. Hvad smilte du ad?
3*
s. 36
Fyrst Julian.
Da du klaged over kirkelyset, tænkte jeg
på, om det ikke snarere var kongelyset i lære-
salen, som skar dig for stærkt i øjnene.
på, om det ikke snarere var kongelyset i lære-
salen, som skar dig for stærkt i øjnene.
Visdomslæreren.
Misundelse rummes ikke under den korte
kappe.
kappe.
Fyrst Julian.
Hvad ikke rummes, det stikker frem.
Visdomslæreren.
Du har en spids tunge, høje Galilæer!
Fyrst Julian.
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæer-
mærke?
mærke?
Visdomslæreren.
Hofklædningen.
Fyrst Julian.
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer
en såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger
du i Athen?
en såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger
du i Athen?
Visdomslæreren.
Hvad søgte Pontius Pilatus?
Fyrst Julian.
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor
Libanios er?
Libanios er?
Visdomslæreren
(ser stivt på ham).
(ser stivt på ham).
Hm! – Libanios, ja! Libanios vil snart
forstumme. Libanios er ked af kampen, herre!
forstumme. Libanios er ked af kampen, herre!
s. 37
Fyrst Julian.
Ked? Han, – den usårlige, den altid sej-
rende –?
rende –?
Visdomslæreren.
Han er ked af at vente på sin ligemand.
Fyrst Julian.
Nu spøger du, fremmede? Hvor kan Libanios
tænke at finde sin ligemand?
tænke at finde sin ligemand?
Visdomslæreren.
Hans ligemand findes.
Fyrst Julian.
Hvem? Hvor? Nævn ham!
Visdomslæreren.
Det turde være farligt.
Fyrst Julian.
Hvorfor?
Visdomslæreren.
Er du ikke hofmand?
Fyrst Julian.
Og hvad så?
Visdomslæreren
(sagtere).
(sagtere).
Har du selv den forvovenhed at prise kej-
serens efterfølger?
serens efterfølger?
Fyrst Julian
(gennemrystet).
(gennemrystet).
Ah!
s. 38
Visdomslæreren
(hurtigt).
(hurtigt).
Forråder du mig, så nægter jeg alt!
Fyrst Julian.
Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke!
– Kejserens efterfølger, siger du? Jeg véd ikke,
hvem du mener; – kejseren har ingen kåret.
– Men hvorfor hin spøg? Hvorfor talte du om
Libanios's ligemand?
– Kejserens efterfølger, siger du? Jeg véd ikke,
hvem du mener; – kejseren har ingen kåret.
– Men hvorfor hin spøg? Hvorfor talte du om
Libanios's ligemand?
Visdomslæreren.
Ja eller nej, – lever der ved kejserhoffet en
yngling, som med magt og hårde bud, gennem
bønner og overtalelser, holdes fjernt fra lære-
salens lys?
yngling, som med magt og hårde bud, gennem
bønner og overtalelser, holdes fjernt fra lære-
salens lys?
Fyrst Julian
(med hast).
(med hast).
Sligt sker for at holde hans tro ren!
Visdomslæreren
(smiler).
(smiler).
Har denne unge mand så ringe tro til sin
tro? Hvad véd han om sin tro? Hvad véd en
kriger om sit skjold, før det har skærmet ham?
tro? Hvad véd han om sin tro? Hvad véd en
kriger om sit skjold, før det har skærmet ham?
Fyrst Julian.
Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder
og lærere, hører du –
og lærere, hører du –
Visdomslæreren.
Talemåder, herre! Jeg vil sige dig det. Det
er for kejserens skyld, at hans unge slægtning
holdes borte fra visdomsvennerne. Kejseren har
ikke ordets guddommelige gave. Kejseren er
stor forresten; men han tåler ikke, at hans efter-
følger lyser over riget –
er for kejserens skyld, at hans unge slægtning
holdes borte fra visdomsvennerne. Kejseren har
s. 39
ikke ordets guddommelige gave. Kejseren er
stor forresten; men han tåler ikke, at hans efter-
følger lyser over riget –
Fyrst Julian
(forvirret).
(forvirret).
Og det vover du –!
Visdomslæreren.
Ja, ja, du vredes på din herskers vegne,
men –
men –
Fyrst Julian.
Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – –
Hør, jeg står denne unge fyrste så temmelig
nær. Det skulde være mig kært at erfare –
(vender sig.)
nær. Det skulde være mig kært at erfare –
Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i
enrum med denne mand.
(fjerner sig nogle skridt med den fremmede.)
enrum med denne mand.
Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad véd
du, hvad véd I alle om fyrst Julian?
du, hvad véd I alle om fyrst Julian?
Visdomslæreren.
Kan Sirios dølges af en sky? Vil ikke den
drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen,
så at den –
drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen,
så at den –
Fyrst Julian.
Lige til; jeg beder dig.
Visdomslæreren.
Slottet og kirken er som et dobbelt bur,
hvori fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt
nok. Stundom lader han et sælsomt ord falde;
– hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene
bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke
til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de
fleste af dem er den ikke til.
hvori fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt
s. 40
nok. Stundom lader han et sælsomt ord falde;
– hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene
bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke
til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de
fleste af dem er den ikke til.
Fyrst Julian.
For ingen. Du kan trygt sige, for ingen.
Visdomslæreren.
For dig synes det dog. Og i al fald for
os. – –
os. – –
Ja, han kunde lyse over riget! Går der ikke
sagn om ham fra hans barne-år i Kappadokia,
da han under ordkamp med sin broder Gallos
tog gudernes sag og forsvarede dem mod Ga-
lilæeren?
sagn om ham fra hans barne-år i Kappadokia,
da han under ordkamp med sin broder Gallos
tog gudernes sag og forsvarede dem mod Ga-
lilæeren?
Fyrst Julian.
Det var spøg, taleøvelser –
Visdomslæreren.
Hvad har ikke Mardonios optegnet om ham?
Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ikke
allerede i drengens tale, – hvad skønhed, hvad
ynde i tankernes lette leg!
Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ikke
allerede i drengens tale, – hvad skønhed, hvad
ynde i tankernes lette leg!
Fyrst Julian.
Og det tykkes dig?
Visdomslæreren.
Ja, vel kunde han vorde os en modstander,
som vi både måtte frygte for og længes efter.
Hvad fattes der ham for at nå en så ærefuld
højde. Fattes der ham andet, end at gå den
samme skole igennem, som den Paulus gik igen-
nem, og som han gik så uskadt igennem, at han
bagefter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende
mere, end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi
han havde viden og veltalenhed! Hekebolios
frygter for sin lærlings tro. O, jeg véd det godt;
det er fra ham det kommer. Men glemmer han
da, denne overvættes samvittighedsfulde mand,
at han selv i sin ungdom har drukket af de
kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling?
Eller er det ikke hos os, at han har lært at
bruge de sprogets våben, som han nu med en
så højt lovprist færdighed svinger imod os?
som vi både måtte frygte for og længes efter.
s. 41
Hvad fattes der ham for at nå en så ærefuld
højde. Fattes der ham andet, end at gå den
samme skole igennem, som den Paulus gik igen-
nem, og som han gik så uskadt igennem, at han
bagefter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende
mere, end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi
han havde viden og veltalenhed! Hekebolios
frygter for sin lærlings tro. O, jeg véd det godt;
det er fra ham det kommer. Men glemmer han
da, denne overvættes samvittighedsfulde mand,
at han selv i sin ungdom har drukket af de
kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling?
Eller er det ikke hos os, at han har lært at
bruge de sprogets våben, som han nu med en
så højt lovprist færdighed svinger imod os?
Fyrst Julian.
O, sandt, ustridig sandt!
Visdomslæreren.
Og hvad gaver har så denne Hekebolios i
sammenligning med de gaver, der så underfuldt
åbenbared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter
hvad der siges, i Kappadokia, på de henrettede
Galilæeres grave, forkyndte en lære, hvilken jeg
holder for vildfarende og som derfor desto vanske-
ligere vinder indgang, men som han dog for-
kyndte med en sådan åndens henrevethed, at –
ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mang-
foldige børn af hans egen alder gav sig under
ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Heke-
bolios er, som I andre, – mere nidsyg end nid-
kær; derfor har Libanios ventet forgæves.
sammenligning med de gaver, der så underfuldt
åbenbared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter
hvad der siges, i Kappadokia, på de henrettede
Galilæeres grave, forkyndte en lære, hvilken jeg
holder for vildfarende og som derfor desto vanske-
ligere vinder indgang, men som han dog for-
kyndte med en sådan åndens henrevethed, at –
ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mang-
foldige børn af hans egen alder gav sig under
ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Heke-
s. 42
bolios er, som I andre, – mere nidsyg end nid-
kær; derfor har Libanios ventet forgæves.
Fyrst Julian
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Hvad har Libanios sagt? For Gud – jeg
besværger dig, lad mig vide det!
besværger dig, lad mig vide det!
Visdomslæreren.
Han har sagt alt, hvad du nys har hørt.
Og han har sagt mere end det. Han har sagt:
se hin fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.
Og han har sagt mere end det. Han har sagt:
se hin fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.
Fyrst Julian.
Akilleus! (sagtere.) Min moders drøm.
Visdomslæreren.
Hist inde i de åbne læresale står kampen.
Dag og glæde er over striden og over de stri-
dende. Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd
knittrer i slaget; de salige guder sidder smilende
i skyen –
Dag og glæde er over striden og over de stri-
dende. Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd
knittrer i slaget; de salige guder sidder smilende
i skyen –
Fyrst Julian.
O, vig fra mig med dit hedenskab –
Visdomslæreren.
– og heltene går hjem til lejren, armom-
slyngede, uden nag, med blussende kinder, med
blodets svulmende strøm i alle årer, med erken-
delsens bytte og med løv om panden. Ah, hvor
er Akilleus? Jeg ser ham ikke. Akilleus er vred –
slyngede, uden nag, med blussende kinder, med
blodets svulmende strøm i alle årer, med erken-
delsens bytte og med løv om panden. Ah, hvor
er Akilleus? Jeg ser ham ikke. Akilleus er vred –
s. 43
Fyrst Julian.
Akilleus er ulykkelig! – Men kan jeg tro
det! O, sig mig –; jeg svimler –; alt det har
Libanios sagt?
det! O, sig mig –; jeg svimler –; alt det har
Libanios sagt?
Visdomslæreren.
Hvi kom Libanios til Konstantinopel? Kom
han hid af anden grund, end for at søge en
viss ynglings hædrende venskab?
han hid af anden grund, end for at søge en
viss ynglings hædrende venskab?
Fyrst Julian
(spændt).
(spændt).
Tal sandhed! Nej, nej, dette kan ikke være
sandt. Hvorledes skulde det forliges med al den
hån og spot, som –? Man håner ikke den, hvis
venskab man søger.
sandt. Hvorledes skulde det forliges med al den
hån og spot, som –? Man håner ikke den, hvis
venskab man søger.
Visdomslæreren.
Galilæer-rænker, for at tårne en mur af had
og vrede imellem de to kæmper.
og vrede imellem de to kæmper.
Fyrst Julian.
Du vil dog vel ikke nægte, at det var Li-
banios –?
banios –?
Visdomslæreren.
Jeg vil nægte alt sligt til det yderste.
Fyrst Julian.
Spottedigtene skulde ikke komme fra ham?
Visdomslæreren.
Ikke et eneste. De er alle tilhobe blevne til
i kejserslottet og udspredte under hans navn –
i kejserslottet og udspredte under hans navn –
s. 44
Fyrst Julian.
Ah, hvad siger du der –?
Visdomslæreren.
Hvad jeg tør vedstå for hvem det skal være.
Du har en hvas tunge; – hvo véd, om ikke du
selv –
Du har en hvas tunge; – hvo véd, om ikke du
selv –
Fyrst Julian.
Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios
skulde ikke have skrevet dem? Ingen af dem?
skulde ikke have skrevet dem? Ingen af dem?
Visdomslæreren.
Nej, nej!
Fyrst Julian.
Ikke engang det skændige digt om Atlas
med de skrå skuldre?
med de skrå skuldre?
Visdomslæreren.
Nej, nej, siger jeg.
Fyrst Julian.
Heller ikke hint tåbelige og højst uforskam-
mede vers om abekatten i hofklæder?
mede vers om abekatten i hofklæder?
Visdomslæreren.
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i
læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det
er Hekebolios –
læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det
er Hekebolios –
Fyrst Julian.
Hekebolios!
Visdomslæreren.
Ja, Hekebolios; Hekebolios selv, som for at
lægge ondt imellem sin uven og sin lærling –
lægge ondt imellem sin uven og sin lærling –
s. 45
Fyrst Julian
(med knyttede hænder).
(med knyttede hænder).
Ah, om så var!
Visdomslæreren.
Havde denne forblindede og bedragne yng-
ling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke
handlet så hårdt imod os.
ling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke
handlet så hårdt imod os.
Fyrst Julian.
Hvad taler du om?
Visdomslæreren.
Nu er det for sent. Lev vel, herre!
(han vil gå.)
Fyrst Julian
(griber hans hånd).
(griber hans hånd).
Ven og broder, – hvem er du?
Visdomslæreren.
En mand, som sørger fordi han ser det
guddoms-bårne gå under.
guddoms-bårne gå under.
Fyrst Julian.
Hvad kalder du det guddoms-bårne?
Visdomslæreren.
Det uskabte i det skiftende.
Fyrst Julian.
Lige mørkt for mig.
Visdomslæreren.
Der gives en hel og herlig verden, som I
Galilæere er blinde for. I den er tilværelsen en
højtid mellem billedstøtter og under tempelsange,
med fyldte skummende skåler og med roser i
håret. Svimlende broer spænder sig mellem ånd
og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. –
Galilæere er blinde for. I den er tilværelsen en
højtid mellem billedstøtter og under tempelsange,
s. 46
med fyldte skummende skåler og med roser i
håret. Svimlende broer spænder sig mellem ånd
og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. –
Jeg kender den, som kunde være hersker i
dette store solfulde rige.
dette store solfulde rige.
Fyrst Julian
(angst).
(angst).
Ja, med salighedens forlis!
Visdomslæreren.
Hvad er salighed? Genforening med ophavet.
Fyrst Julian.
Ja, i medvidende liv; genforening for mig,
som den jeg er!
som den jeg er!
Visdomslæreren.
Genforening, som regndråbens med havet,
som det smuldrende løvs med den jord, der
fostred det.
som det smuldrende løvs med den jord, der
fostred det.
Fyrst Julian.
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at
løfte mod dig!
løfte mod dig!
Visdomslæreren.
Hent dig våben, unge mand! Læresalen er
en tankernes og evnernes fægtesal –
en tankernes og evnernes fægtesal –
Fyrst Julian
(vigende).
(vigende).
Ah!
Visdomslæreren.
Se hine glade ynglinge derborte. Der er
Galilæere iblandt dem. Vildfarelser i de gud-
dommelige ting volder ingen splid imellem os. –
Galilæere iblandt dem. Vildfarelser i de gud-
dommelige ting volder ingen splid imellem os. –
s. 47
Lev vel! I Galilæere har gjort sandheden
landflygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæb-
nens slag. Se os med løv om de løftede pander.
Således går vi bort, – kortende natten med
sang, og forventende Helios.
(han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham;
landflygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæb-
nens slag. Se os med løv om de løftede pander.
Således går vi bort, – kortende natten med
sang, og forventende Helios.
derpå hører man båden ro bort med dem.)
Fyrst Julian
(ser længe ud over vandet).
(ser længe ud over vandet).
Hvem var han, den gådefulde mand?
Agathon
(kommer nærmere).
(kommer nærmere).
Hør mig, Julian –!
Fyrst Julian
(i livfuld bevægelse).
(i livfuld bevægelse).
Han forstod mig! Og Libanios selv; den
store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Aga-
thon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt
må dog ikke det hedenske øje være!
store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Aga-
thon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt
må dog ikke det hedenske øje være!
Agathon.
Dette var et fristelsens værk, tro mig!
Fyrst Julian
(uden at agte på ham).
(uden at agte på ham).
Jeg holder det ikke længer ud imellem disse
mennesker. Fra dem kom altså hine vederstygge-
lige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag
min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg
bærer i mig. De går efter mig; de vrænger ad
mine lader og min tale; Hekebolios selv –!
O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg
bliver ond her.
mennesker. Fra dem kom altså hine vederstygge-
lige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag
min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg
bærer i mig. De går efter mig; de vrænger ad
mine lader og min tale; Hekebolios selv –!
s. 48
O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg
bliver ond her.
Agathon.
O, du véd det ikke, – just du er særlig
under nåden.
under nåden.
Fyrst Julian
(går op og ned ved rækværket).
(går op og ned ved rækværket).
Jeg er den, som Libanios gad kæmpe med.
Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig
for sin ligemand. Det er mig, han venter på –
Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig
for sin ligemand. Det er mig, han venter på –
Agathon.
Hør og lyd; Kristus venter på dig!
Fyrst Julian.
Ven, hvad mener du?
Agathon.
Synet, som drev mig til Konstantinopel –
Fyrst Julian.
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt.
En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
Agathon.
Det var hjemme i Kappadokia for en måned
siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at
hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige
sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel –
siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at
hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige
sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel –
Fyrst Julian.
De dumdristige! Det er dem jo strængt
forbudt –
forbudt –
Agathon.
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrig-
heden lod Templet bryde ned, og vi sønderslog
de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære
iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre.
Under salmesang, og med hellige faner foran,
drog vi gennem staden og faldt som vredens
sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbar-
heder fra dem; mange huse blev stukne i brand;
mange hedninger omkom i ilden; end flere flyg-
tende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor
tid til Guds ære!
heden lod Templet bryde ned, og vi sønderslog
s. 49
de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære
iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre.
Under salmesang, og med hellige faner foran,
drog vi gennem staden og faldt som vredens
sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbar-
heder fra dem; mange huse blev stukne i brand;
mange hedninger omkom i ilden; end flere flyg-
tende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor
tid til Guds ære!
Fyrst Julian.
Og så? Synet, min Agathon!
Agathon.
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre
stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbe-
lighed længer holde skridt med åndens iver, og
vi afstod fra forfølgelsen. –
stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbe-
lighed længer holde skridt med åndens iver, og
vi afstod fra forfølgelsen. –
Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge
eller sove. Det tyktes mig, at jeg var hul ind-
vendig, og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i
brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd,
jeg bad, jeg sang; – jeg véd ikke mere, hvor-
ledes det var. –
eller sove. Det tyktes mig, at jeg var hul ind-
vendig, og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i
brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd,
jeg bad, jeg sang; – jeg véd ikke mere, hvor-
ledes det var. –
Da, med et, så jeg foran mig ved væggen
et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en
mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra
hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted
sine øjne mildt på mig.
et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en
mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra
hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted
sine øjne mildt på mig.
Fyrst Julian.
Det så du!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
4
s. 50
Agathon.
Jeg så det. Og da talte han og sagde: stat
op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd
ham gå ind i hulen og brydes med løverne.
op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd
ham gå ind i hulen og brydes med løverne.
Fyrst Julian.
Brydes med løverne? O, sælsomt, sælsomt! –
Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –.
En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde
være under udvælgelsen?
Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –.
En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde
være under udvælgelsen?
Agathon.
Det er du visselig.
Fyrst Julian.
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; –
således er det, min Agathon! Det er Guds vilje,
at jeg skal søge Libanios –
således er det, min Agathon! Det er Guds vilje,
at jeg skal søge Libanios –
Agathon.
Nej, nej, hør mig tilende!
Fyrst Julian.
– liste ham hans kunst og hans lærdom
af, – fælde de vantro med deres egne våben, –
slå, slå, som Paulus, – sejre, som Paulus, i
Herrens sag!
af, – fælde de vantro med deres egne våben, –
slå, slå, som Paulus, – sejre, som Paulus, i
Herrens sag!
Agathon.
Nej, nej, det er ikke således ment.
Fyrst Julian.
Kan du tvile? Libanios, – er ikke han
vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
s. 51
Agathon.
Jeg siger dig, det er ikke så; thi skikkelsen
føjed til: forkynd den kårne, at han skal ryste
kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig mere
gå ind ad dens porte.
føjed til: forkynd den kårne, at han skal ryste
kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig mere
gå ind ad dens porte.
Fyrst Julian.
Og det er du viss på, Agathon?
Agathon.
Ja, tilfulde.
Fyrst Julian.
Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor,
hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
(Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år,
med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på
venstre side.)
med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på
venstre side.)
Fyrst Julian
(imod ham).
(imod ham).
Gallos!
Fyrst Gallos.
Hvad godt? (peger på Agathon.) Hvem er det men-
neske?
neske?
Fyrst Julian.
Agathon.
Fyrst Gallos.
Hvilken Agathon? Du søger omgængelse
med så mange slags –. Ah, for Gud, det er jo
Kappadokieren! Du er bleven en hel mand –
med så mange slags –. Ah, for Gud, det er jo
Kappadokieren! Du er bleven en hel mand –
Fyrst Julian.
Véd du det, Gallos, – kejseren har spurgt
efter dig.
efter dig.
4*
s. 52
Fyrst Gallos
(spændt).
(spændt).
Nu? I nat?
Fyrst Julian.
Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes
at være i den yderste vrede.
at være i den yderste vrede.
Fyrst Gallos.
Hvoraf véd du det? Hvad sagde han?
Fyrst Julian.
Jeg forstod det ikke. Han vilde vide, hvad
et orakel havde svaret.
et orakel havde svaret.
Fyrst Gallos.
Ah!
Fyrst Julian.
Dølg intet for mig. Hvad gælder det?
Fyrst Gallos.
Det gælder død eller landsforvisning.
Agathon.
Nådige frelser!
Fyrst Julian.
Hvad aned jeg ikke! Dog nej, kejserinden
var trøstig. O, men tal, tal!
var trøstig. O, men tal, tal!
Fyrst Gallos.
Hvad skal jeg tale? Véd jeg mere, end du?
Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst
sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt
mig –
Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst
sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt
mig –
s. 53
Fyrst Julian.
Sendebud? – Gallos, hvad er det, du har
vovet!
vovet!
Fyrst Gallos.
O, kunde jeg da længer leve dette liv i
uvisshed og angst? Lad ham handle med mig,
som han vil; alt andet er bedre, end dette –
uvisshed og angst? Lad ham handle med mig,
som han vil; alt andet er bedre, end dette –
Fyrst Julian
(sagte, fører ham nogle skridt tilside).
(sagte, fører ham nogle skridt tilside).
Varsom, Gallos! Hvad er det med sende-
budet?
budet?
Fyrst Gallos.
Jeg har rettet et spørgsmål til Osiris-presterne
i Abydos –
i Abydos –
Fyrst Julian.
Ah, oraklet! Og dette hedenskab –!
Fyrst Gallos.
Hedenskabet skulde man nok sætte sig ud
over; men – ja, nu kan du gerne vide det –
jeg har spurgt om Udfaldet af Perser-krigen –
over; men – ja, nu kan du gerne vide det –
jeg har spurgt om Udfaldet af Perser-krigen –
Fyrst Julian.
Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på
dig; du har spurgt om mere!
dig; du har spurgt om mere!
Fyrst Gallos.
Hold op; jeg har ikke spurgt –
Fyrst Julian.
Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands
liv eller død!
liv eller død!
s. 54
Fyrst Gallos.
Og om nu så var? Hvad ligger os begge
mere på hjerte, end dette?
mere på hjerte, end dette?
Fyrst Julian
(falder ham i armene).
(falder ham i armene).
Ti stille, du rasende!
Fyrst Gallos.
Væk fra mig! Kryb du for ham, som en
hund; – jeg er ikke tilsinds at tåle det længer.
Jeg vil skrige det ud på alle torve – (råber til Agathon.)
Har du set ham, Kappadokier? Har du set mor-
deren?
hund; – jeg er ikke tilsinds at tåle det længer.
Jeg vil skrige det ud på alle torve – (råber til Agathon.)
Har du set ham, Kappadokier? Har du set mor-
deren?
Fyrst Julian.
Gallos! Broder!
Agathon.
Morderen!
Fyrst Gallos.
Morderen i den røde kåbe; min faders morder,
min stedmoders, min ældste broders –
min stedmoders, min ældste broders –
Fyrst Julian.
O, du kalder fordærvelse over os!
Fyrst Gallos.
Elleve hoveder i en eneste nat; elleve lig;
vor hele slægt. – Ah, men du kan tro, sam-
vittigheden tumler med ham; den risler ham gen-
nem benpiberne som en orme-mylder.
vor hele slægt. – Ah, men du kan tro, sam-
vittigheden tumler med ham; den risler ham gen-
nem benpiberne som en orme-mylder.
Fyrst Julian.
Hør ikke på ham! Bort, bort!
s. 55
Fyrst Gallos
(griber Julian i skulderen).
(griber Julian i skulderen).
Stå; – du ser så bleg og forstyrret ud; er
det kanske dig, som har forrådt mig?
det kanske dig, som har forrådt mig?
Fyrst Julian.
Jeg! Din egen broder –!
Fyrst Gallos.
Ah, hvad broder, broder! Broderskabet skær-
mer ingen i vor slægt. Har du lønligt eftersporet
mine veje, så sig det! Hvem anden skulde det
være? Tror du ikke jeg véd, hvad her hviskes
om? Kejseren tænker jo på dig til sin efterfølger.
mer ingen i vor slægt. Har du lønligt eftersporet
mine veje, så sig det! Hvem anden skulde det
være? Tror du ikke jeg véd, hvad her hviskes
om? Kejseren tænker jo på dig til sin efterfølger.
Fyrst Julian.
Aldrig! Jeg sværger dig, elskede Gallos, det
skal aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har
kåret mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er
mærket. Jeg går ikke did, siger jeg. O, du hær-
skarernes Gud, – jeg på kejsersædet; – nej,
nej, nej!
skal aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har
kåret mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er
mærket. Jeg går ikke did, siger jeg. O, du hær-
skarernes Gud, – jeg på kejsersædet; – nej,
nej, nej!
Fyrst Gallos.
Ha-ha; godt spillet, gøgler!
Fyrst Julian.
Ja, du kan vel spotte, du, som ikke véd,
hvad der er hændt. Jeg véd det knapt selv.
O, Agathon, – om dette hoved skulde salves!
Var det ikke et frafald, – en synd til døden?
Vilde ikke Herrens hellige olje brænde mig som
dryppende bly!
hvad der er hændt. Jeg véd det knapt selv.
O, Agathon, – om dette hoved skulde salves!
Var det ikke et frafald, – en synd til døden?
Vilde ikke Herrens hellige olje brænde mig som
dryppende bly!
s. 56
Fyrst Gallos.
Da måtte vor høje frænde være mere skaldet,
end Julius Cæsar.
end Julius Cæsar.
Fyrst Julian.
Forbryd dig ikke –! Giv kejseren, hvad
kejserens er –
kejserens er –
Fyrst Gallos.
Min faders blod, – din faders og din mo-
ders –!
ders –!
Fyrst Julian.
O, hvad véd vi om hine rædsler? Vi var jo
små dengang. Det meste var soldaternes skyld;
det var oprørerne, – onde rådgivere –
små dengang. Det meste var soldaternes skyld;
det var oprørerne, – onde rådgivere –
Fyrst Gallos
(ler).
(ler).
Efterfølgeren øver sig!
Fyrst Julian
(i gråd).
(i gråd).
O, Gallos, gid jeg fik dø eller forjages i dit
sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde
tilgive, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser
i mig; had og hævn hvisker –
sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde
tilgive, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser
i mig; had og hævn hvisker –
Fyrst Gallos
(hurtigt, ser imod kirken).
(hurtigt, ser imod kirken).
Nu kommer han!
Fyrst Julian.
Vær sindig, dyrebare broder! – Ah, Heke-
bolios!
bolios!
(Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer
ud; nogle går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet
drage forbi. Mellem de kommende er skriftlæreren Heke-
bolios; han bærer prestelig klædning.)
ud; nogle går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet
drage forbi. Mellem de kommende er skriftlæreren Heke-
bolios; han bærer prestelig klædning.)
s. 57
Skriftlæreren Hekebolios
(idet han vil gå forbi til venstre).
(idet han vil gå forbi til venstre).
Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter
havt en tung stund for din skyld.
havt en tung stund for din skyld.
Fyrst Julian.
Desværre; det har du visst altfor ofte.
Skriftlæreren Hekebolios.
Kristus er fortørnet på dig, min søn! Det
er dit trodsige sindelag, som han vredes over;
det er dine kærlighedsløse tanker, al denne verds-
lige forfængelighed –
er dit trodsige sindelag, som han vredes over;
det er dine kærlighedsløse tanker, al denne verds-
lige forfængelighed –
Fyrst Julian.
Jeg véd det, min Hekebolios! Du siger mig
det så tidt.
det så tidt.
Skriftlæreren Hekebolios.
Nys løfted jeg mig i bøn for din bedring.
O, det var som om vor ellers så nåderige frelser
slog det hen, – som om han ikke vilde høre
på mig; han lod tant og spredthed snige sig ind
i mine tanker –
O, det var som om vor ellers så nåderige frelser
slog det hen, – som om han ikke vilde høre
på mig; han lod tant og spredthed snige sig ind
i mine tanker –
Fyrst Julian.
Du bad for mig? O, du kærlighedsfulde
Hekebolios, – du beder selv for os umælende
dyr, – at sige, når vi går i hofklæder!
Hekebolios, – du beder selv for os umælende
dyr, – at sige, når vi går i hofklæder!
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvad siger du, min søn!
Fyrst Julian.
Hekebolios, hvorledes kunde du skrive hint
forsmædelige digt?
forsmædelige digt?
s. 58
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg! Jeg sværger dig ved alt, hvad højt og
helligt er –!
helligt er –!
Fyrst Julian.
Det står i dine øjne, at du lyver! Jeg véd
med fuld visshed, at du har skrevet det. Hvor-
ledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og
det til og med i Libanios's navn?
med fuld visshed, at du har skrevet det. Hvor-
ledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og
det til og med i Libanios's navn?
Skriftlæreren Hekebolios.
Nu vel, min inderlig kære, når du véd det,
så –
så –
Fyrst Julian.
Ah, Hekebolios! Svig og løgn og falskhed –
Skriftlæreren Hekebolios.
Se, du dyrebare, så højt elsker jeg dig! Alt
kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren
engang skal salve. Har jeg sveget og løjet af
omhu for dig, så véd jeg, at en nådefuld Gud
har med velbehag skuet ned på min færd og
udstrakt sin billigende hånd derover.
kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren
engang skal salve. Har jeg sveget og løjet af
omhu for dig, så véd jeg, at en nådefuld Gud
har med velbehag skuet ned på min færd og
udstrakt sin billigende hånd derover.
Fyrst Julian.
Jeg blinde! Lad mig trykke disse mensvorne
fingre –
fingre –
Skriftlæreren Hekebolios.
Kejseren!
(Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken.
Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem
buskerne på højre side.)
Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem
buskerne på højre side.)
Kejser Konstanzios.
O, denne livsalige himmelfred over mig!
s. 59
Kejserinde Eusebia.
Du føler dig styrket, min Konstanzios?
Kejser Konstanzios.
Ja ja! Jeg så duen dale levende ned over
mig. Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør
jeg vove meget, Memnon!
mig. Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør
jeg vove meget, Memnon!
Slaven Memnon
(sagte).
(sagte).
Vov straks, herre!
Kejser Konstanzios.
Der står de begge.
(han går hen imod dem.)
Fyrst Gallos
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst):
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst):
Gør mig ikke noget ondt!
Kejser Konstanzios
(med udstrakte arme).
(med udstrakte arme).
Gallos! Frænde!
(han omfavner og kysser ham.)
Se, i lys af påskenattens stjerner vælger jeg
den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle
til jorden. Hils Cæsar Gallos!
den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle
til jorden. Hils Cæsar Gallos!
(Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.)
Kejserinde Eusebia
(med et skrig).
(med et skrig).
Konstanzios!
Fyrst Gallos
(fortumlet).
(fortumlet).
Cæsar!
s. 60
Fyrst Julian.
Ah!
(han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.)
Kejser Konstanzios
(slår afværgende imod ham).
(slår afværgende imod ham).
Nærm dig ikke! Hvad vil du? Er ikke
Gallos den ældste? Hvad håb har du gjort dig?
Hvilke rygter har du i dit forblindede hovmod –?
Bort; bort!
Gallos den ældste? Hvad håb har du gjort dig?
Hvilke rygter har du i dit forblindede hovmod –?
Bort; bort!
Fyrst Gallos.
Jeg – jeg Cæsar!
Kejser Konstanzios.
Min arving og min efterfølger. Inden tre
dage drager du til hæren i Asien. Perser-krigen
ligger dig jo stærkt på hjerte –
dage drager du til hæren i Asien. Perser-krigen
ligger dig jo stærkt på hjerte –
Fyrst Gallos.
O, min nådigste herre –!
Kejser Konstanzios.
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong
Sapores står vest for Eufrat. Jeg véd jo, hvor
bekymret du er for mit liv; lad det altså være
dit hverv at slå ham.
(han vender sig om, griber Julian med begge hænder om
Sapores står vest for Eufrat. Jeg véd jo, hvor
bekymret du er for mit liv; lad det altså være
dit hverv at slå ham.
hovedet og kysser ham.)
Og du, Julian, fromme ven og broder, –
det måtte så være.
det måtte så være.
Fyrst Julian.
Velsignelse over kejserens vilje!
s. 61
Kejser Konstanzios.
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også
tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde
frit i Konstantinopel –
tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde
frit i Konstantinopel –
Fyrst Julian.
Ja, lovet være Kristus og kejseren!
Kejser Konstanzios.
Du véd det allerede? Hvem har sagt dig det?
Fyrst Julian.
Hvilket, herre?
Kejser Konstanzios.
At Libanios er forvist?
Fyrst Julian.
Libanios – forvist!
Kejser Konstanzios.
Jeg har forvist ham til Athen.
Fyrst Julian.
Ah!
Kejser Konstanzios.
Der ude ligger skibet; han sejler inat.
Fyrst Julian
(sagte).
(sagte).
Ham selv; ham selv!
Kejser Konstanzios.
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke
kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være
dig et ringe vederlag, min Julian –
kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være
dig et ringe vederlag, min Julian –
s. 62
Fyrst Julian
(griber raskt hans hånd).
(griber raskt hans hånd).
Herre, vis mig en nåde til!
Kejser Konstanzios.
Kræv alt, hvad du vil.
Fyrst Julian.
Lad mig rejse til Pergamon. Du véd, den
gamle Ædesios lærer der –
gamle Ædesios lærer der –
Kejser Konstanzios.
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hed-
ningerne –?
ningerne –?
Fyrst Julian.
Ædesios er ikke farlig; han er en højsindet
olding og derhos affældig –
olding og derhos affældig –
Kejser Konstanzios.
Og hvad vil du ham, broder?
Fyrst Julian.
Jeg vil lære at brydes med løverne.
Kejser Konstanzios.
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes
ikke –; du tror dig stærk nok –?
ikke –; du tror dig stærk nok –?
Fyrst Julian.
Gud Herren har råbt på mig med høj røst.
Lig Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.
Lig Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.
Kejser Konstanzios.
Julian!
Fyrst Julian.
I denne nat var du selv hans redskab uden
at vide det. O, lad mig gå og rense verden!
at vide det. O, lad mig gå og rense verden!
s. 63
Fyrst Gallos
(sagte til kejseren).
(sagte til kejseren).
Føj ham, herre; det vil holde ham fra at
pønse på større ting.
pønse på større ting.
Kejserinde Eusebia.
Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne
dragende længsel imod.
dragende længsel imod.
Skriftlæreren Hekebolios
(sagte).
(sagte).
Høje kejser, lad ham rejse til Pergamon. Jeg
mistviler om at bøje ham her, og nu ligger der
jo ikke så megen magt på –
mistviler om at bøje ham her, og nu ligger der
jo ikke så megen magt på –
Kejser Konstanzios.
Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i
denne stund? Gå med Gud, Julian!
denne stund? Gå med Gud, Julian!
Fyrst Julian
(kysser hans hænder).
(kysser hans hænder).
O, tak, – tak!
Kejser Konstanzios.
Og nu til glædesmåltid! Min kapuanske kok
har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-nakker
i Kios-vin og –. Fremad; – næst efter mig,
Cæsar Gallos!
har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-nakker
i Kios-vin og –. Fremad; – næst efter mig,
Cæsar Gallos!
(Toget sætter sig i bevægelse.)
Fyrst Gallos
(sagte).
(sagte).
Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!
Fyrstinde Helena.
O, Gallos, nu dages det over vort håb.
s. 64
Fyrst Gallos.
Jeg kan knapt tro det! Hvem er skyld i
dette?
dette?
Fyrstinde Helena.
Hyss!
Fyrst Gallos.
Du, elskede? Eller hvem – hvem?
Fyrstinde Helena.
Memnons spartanske hund.
Fyrst Gallos.
Hvad mener du?
Fyrstinde Helena.
Memnons hund. Julian har givet den et fod-
spark; det er det, som hævnes.
spark; det er det, som hævnes.
Kejser Konstanzios.
Hvorfor så taus, Eusebia?
Kejserinde Eusebia
(sagte, i gråd).
(sagte, i gråd).
O, Konstanzios, – at du kunde vælge så!
Kejser Konstanzios.
Elleve skygger kræved det.
Kejserinde Eusebia.
Ve os; dette besværger ikke skyggerne.
Kejser Konstanzios
(råber).
(råber).
Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs,
blæs!
blæs!
(Alle, undtagen
Fyrst Julian, går ud til venstre. Agathon
kommer frem mellem træerne.)
kommer frem mellem træerne.)
s. 65
Fyrst Julian.
Gallos hans efterfølger; og jeg – fri, fri, fri!
Agathon.
Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret.
Fyrst Julian.
Hørte du, hvad her gik for sig?
Agathon.
Ja, alt.
Fyrst Julian.
Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen!
Agathon.
Til Athen? Du går jo til Pergamon.
Fyrst Julian.
Agathon.
Farvel, min ven og herre!
Fyrst Julian.
Vil du følge mig, Agathon?
Agathon.
Det kan jeg ikke. Jeg må hjem; jeg har
min lille broder at sørge for.
min lille broder at sørge for.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
5
s. 66
Fyrst Julian
(ved rækværket).
(ved rækværket).
Der letter de anker. – God bør, du vingede
løve; Akilleus følger dig i kølvandet.
(råber dæmpet:)
løve; Akilleus følger dig i kølvandet.
Ah!
Agathon.
Hvad var det?
Fyrst Julian.
Hist faldt en stjerne.
ANDEN HANDLING.
(I Athen. En åben plads, omgiven af søjlegange. På pladsen
billedstøtter og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, ud-
munder en trang gade. Solnedgang.)
billedstøtter og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, ud-
munder en trang gade. Solnedgang.)
(Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung mand, sidder læsende
ved en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens
lærlinger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene.
En større flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm
langt borte.)
ved en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens
lærlinger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene.
En større flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm
langt borte.)
Basilios fra Cæsaræa
(ser op fra sin bog).
(ser op fra sin bog).
Hvad betyder hine vilde skrig?
Gregor fra Nazianz.
Der er landet et skib fra Efesos.
Basilios fra Cæsaræa.
Med nye lærlinger?
Gregor fra Nazianz.
Ja.
Basilios fra Cæsaræa
(rejser sig).
(rejser sig).
Så får vi en larmfuld nat. Kom, Gregor;
lad os ikke se al den utérlighed.
lad os ikke se al den utérlighed.
5*
s. 68
Gregor fra Nazianz
(peger ud til venstre).
(peger ud til venstre).
Se did. Er det et lysteligere syn?
Basilios fra Cæsaræa.
Fyrst Julian –; med roser i håret, med
blussende ansigt –
blussende ansigt –
Gregor fra Nazianz.
Ja, og bag efter ham denne ravende tinøjede
flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af vin!
De har siddet hele dagen i Lykons skænkestue.
flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af vin!
De har siddet hele dagen i Lykons skænkestue.
Basilios fra Cæsaræa.
Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor;
det er kristne ynglinge –
det er kristne ynglinge –
Gregor fra Nazianz.
Så kalder de sig. Kaldte ikke Lampon sig
kristen, – han, som krænkede oljehandleren Ze-
nons datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to
andre, der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne –
kristen, – han, som krænkede oljehandleren Ze-
nons datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to
andre, der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne –
Fyrst Julian
(høres råbende udenfor til venstre).
(høres råbende udenfor til venstre).
Eja, se, se, – Kastor og Pollux fra Kappa-
dokia!
dokia!
Basilios fra Cæsaræa.
Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler
ikke at se ham således.
ikke at se ham således.
Gregor fra Nazianz.
Jeg bliver; han trænger vel til en ven.
(Basilios fra Cæsaræa går ud til højre. I det samme kommer
fyrst Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade.
Han har uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre.
Blandt lærlingerne er Sallust fra Perusia.)
fyrst Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade.
Han har uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre.
Blandt lærlingerne er Sallust fra Perusia.)
s. 69
Mange i skaren.
Leve Athens lys! Leve visdommens og vel-
talenhedens elsker!
talenhedens elsker!
Fyrst Julian.
Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får
I idag.
I idag.
Sallust fra Perusia.
Når vor fører tier, får vi det tomt, som
morgenen efter et natligt gilde.
morgenen efter et natligt gilde.
Fyrst Julian.
Skal det være, så lad det være noget nyt.
Lad det være en rettergangs-leg.
Lad det være en rettergangs-leg.
Hele flokken.
Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!
Fyrst Julian.
Væk med fyrsten, I venner –
Sallust fra Perusia.
Stig op, du uforlignelige!
Fyrst Julian.
Jeg skulde formaste mig –? Hist står
manden. Hvo er vel dreven i retslæren, som
Gregor fra Nazianz?
manden. Hvo er vel dreven i retslæren, som
Gregor fra Nazianz?
Sallust fra Perusia.
Det er sandt!
Fyrst Julian.
På dommersædet, min vise Gregor; jeg er
en anklaget.
en anklaget.
s. 70
Gregor fra Nazianz.
Jeg beder dig, ven, lad mig være udenfor.
Fyrst Julian.
På dommersædet, siger jeg! På dommer-
sædet! (til de andre.) Hvad har jeg forbrudt?
sædet! (til de andre.) Hvad har jeg forbrudt?
Nogle stemmer.
Ja, hvad skal det være? Vælg selv!
Sallust fra Perusia.
Lad det være noget galilæisk, som vi ugude-
lige kalder det.
lige kalder det.
Fyrst Julian.
Rigtig; noget galilæisk. Nu har jeg det.
Jeg har nægtet at svare kejseren skat –
Jeg har nægtet at svare kejseren skat –
Mange stemmer.
Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!
Fyrst Julian.
Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med
sammensnørte hænder –
sammensnørte hænder –
Sallust fra Perusia
(til Gregor).
(til Gregor).
Blinde dommer – ja jeg mener, såsom ret-
færdigheden er blind –, se denne forvovne mand;
han har vægret sig for at yde kejseren skat.
færdigheden er blind –, se denne forvovne mand;
han har vægret sig for at yde kejseren skat.
Fyrst Julian.
Tillad mig at kaste et ord i overvejelsens
vægtskål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget
er en græsk borger kejseren skyldig?
vægtskål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget
er en græsk borger kejseren skyldig?
s. 71
Gregor fra Nazianz.
Hvad kejseren kræver.
Fyrst Julian.
Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som
om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor
meget tør kejseren kræve?
om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor
meget tør kejseren kræve?
Gregor fra Nazianz.
Alt.
Fyrst Julian.
Det var sandelig svaret, som om kejseren
selv var tilstede. Men nu er der en knude; thi
der står skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er,
– og Gud, hvad Guds er.
selv var tilstede. Men nu er der en knude; thi
der står skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er,
– og Gud, hvad Guds er.
Gregor fra Nazianz.
Og hvad så?
Fyrst Julian.
Så sig mig, o kløgtige dommer, – hvor
meget af mit hører Gud til?
meget af mit hører Gud til?
Gregor fra Nazianz.
Alt.
Fyrst Julian.
Og hvor meget af Guds ejendom har jeg
lov til at give kejseren?
lov til at give kejseren?
Gregor fra Nazianz.
Kære venner, ikke mere af denne leg.
Lærlingerne
(under støj og latter).
(under støj og latter).
Jo, jo; svar ham!
s. 72
Fyrst Julian.
Hvor meget af Guds ejendom tør kejseren
kræve?
kræve?
Gregor fra Nazianz.
Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både
imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
Mange stemmer.
Slå ring om ham!
Fyrst Julian.
Hold ham fast! Hvad, du højst uheldige
dommer, du har forplumret kejserens sag, og nu
vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen,
hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig! Svar
mig, I kejserens og visdommens vordende tjenere,
– har han ikke villet unddrage sig kejserens
magt?
dommer, du har forplumret kejserens sag, og nu
vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen,
hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig! Svar
mig, I kejserens og visdommens vordende tjenere,
– har han ikke villet unddrage sig kejserens
magt?
Lærlingerne.
Jo, jo!
Fyrst Julian.
Og hvad straf sætter I for slig en ugerning?
Stemmer.
Døden! Døden i et vinkar!
Fyrst Julian.
Lad os tænke efter. Lad os svare, som om
kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for
kejserens magt?
kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for
kejserens magt?
Nogle i skaren.
Kejserens magt er uden grænse.
s. 73
Fyrst Julian.
Det skulde jeg mene. Men at ville unddrage
sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid?
sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid?
Lærlingerne.
Jo, jo; Kappadokieren er gal!
Fyrst Julian.
Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore
forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyp-
tiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos
og de andre visdomsvenner i østerlandene? De
siger, at den himmelske gåde åbenbarer sig i den
vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig
op imod kejseren – er altså i særligt forbund
med det himmelske. – Udgyd vin for Kappa-
dokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en
æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyp-
tiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos
og de andre visdomsvenner i østerlandene? De
siger, at den himmelske gåde åbenbarer sig i den
vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig
op imod kejseren – er altså i særligt forbund
med det himmelske. – Udgyd vin for Kappa-
dokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en
æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
Lærlingerne
(under latter og jubel).
(under latter og jubel).
Priset være Kappadokieren! Priset være Kap-
padokierens dommer!
padokierens dommer!
(Visdomslæreren Libanios, omgiven af lærlinger, kommer
over pladsen.)
over pladsen.)
Visdomslæreren Libanios.
Ej, se, – jeg tror, min broder Julian for-
kynder visdom på åbent torv!
kynder visdom på åbent torv!
Fyrst Julian.
Sig dårskab, min dyrebare; visdommen er
jo vandret ud.
jo vandret ud.
Visdomslæreren Libanios.
Er visdommen vandret ud?
s. 74
Fyrst Julian.
Eller i færd med at vandre ud; thi, ikke
sandt, også du agter dig ned til Piræos?
sandt, også du agter dig ned til Piræos?
Visdomslæreren Libanios.
Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?
Fyrst Julian.
Vor Libanios er altså den eneste lærer, som
ikke véd, at der nys er landet et skib fra Efesos?
ikke véd, at der nys er landet et skib fra Efesos?
Visdomslæreren Libanios.
Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!
Fyrst Julian.
Det er lastet til randen med lærdomsspirer –
Visdomslæreren Libanios
(hånligt).
(hånligt).
Det kommer jo fra Efesos!
Fyrst Julian.
Er ikke guldet lige vægtigt, hvor det kom-
mer fra?
mer fra?
Visdomslæreren Libanios.
Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos
for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det
for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra
Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres første-
fødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger
mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg
udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guld-
mynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en
gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en
sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en
fuldvægtig guldmynt? –
for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det
for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra
Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres første-
fødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger
mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg
udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guld-
mynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en
gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en
s. 75
sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en
fuldvægtig guldmynt? –
Hør da, hvis det så synes eder. Her blev
sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos?
Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra
mig at nævne navne; selv kalder de sig visdoms-
elskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken
ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne
stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende
klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig.
Hine mænd, som holder sig selv for at elske og
at forkynde visdommen, de stimler sammen på
landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides,
glemmer al sømmelighed og sætter al anstand
tilside. Og hvorfor? For at være den første på
tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge
til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri,
håbende, siden at skulle drage fordel af dem på
allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken
opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det
om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine
ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at
betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor
ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe
det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger
udenfor sandheden.
sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos?
Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra
mig at nævne navne; selv kalder de sig visdoms-
elskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken
ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne
stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende
klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig.
Hine mænd, som holder sig selv for at elske og
at forkynde visdommen, de stimler sammen på
landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides,
glemmer al sømmelighed og sætter al anstand
tilside. Og hvorfor? For at være den første på
tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge
til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri,
håbende, siden at skulle drage fordel af dem på
allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken
opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det
om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine
ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at
betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor
ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe
det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger
udenfor sandheden.
Fyrst Julian.
O, min Libanios, når jeg hører dig med luk-
kede øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om
at Diogenes er genfødt iblandt os.
kede øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om
at Diogenes er genfødt iblandt os.
s. 76
Visdomslæreren Libanios.
Din mund er fyrstelig ødsel, min inderlig kære!
Fyrst Julian.
Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at
bryde min tale af; thi denne gang vil i al fald
en af dine medbrødre neppe føle sig skuffet.
bryde min tale af; thi denne gang vil i al fald
en af dine medbrødre neppe føle sig skuffet.
Visdomslæreren Libanios.
Min ven spøger.
Fyrst Julian.
Din ven forsikrer dig, at statholderen Milons
to sønner er ombord.
to sønner er ombord.
Visdomslæreren Libanios
(griber ham i ærmet).
(griber ham i ærmet).
Hvad siger du?
Fyrst Julian.
Den Diogenes's efterfølger, som får dem at
opdrage, vil neppe have nødig, for armods skyld,
at drikke af den hule hånd.
opdrage, vil neppe have nødig, for armods skyld,
at drikke af den hule hånd.
Visdomslæreren Libanios.
Statholderen Milons sønner! Hin ædle Milon,
som sendte kejseren syv persiske heste med sadel-
tøj, syet med perler –
som sendte kejseren syv persiske heste med sadel-
tøj, syet med perler –
Fyrst Julian.
Mange fandt, at det var for ringe gave for
Milon.
Milon.
Visdomslæreren Libanios.
Meget sandt. Milon burde sendt et digt;
eller han skulde sendt en vel affattet tale eller
et brev. Milon er en rigt udrustet mand; hele
statholderen Milons slægt er rigt udrustet.
eller han skulde sendt en vel affattet tale eller
s. 77
et brev. Milon er en rigt udrustet mand; hele
statholderen Milons slægt er rigt udrustet.
Fyrst Julian.
Mest de to ynglinge.
Visdomslæreren Libanios.
Det vil jeg tro. Guderne give, for den vel-
gørende og gavmilde faders skyld, at de må falde
i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian;
skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er
ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har
ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er
i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget
af, hvem der først får fat i dem. Mine unge
venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse
to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at
træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og –
gørende og gavmilde faders skyld, at de må falde
i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian;
skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er
ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har
ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er
i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget
af, hvem der først får fat i dem. Mine unge
venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse
to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at
træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og –
Sallust fra Perusia.
Jeg er med!
Lærlingerne.
Til Piræos! Til Piræos!
Sallust fra Perusia.
Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!
(De går alle med Libanios ud til højre; kun fyrst Julian og
Gregor fra Nazianz blir tilbage i søjlegangen.)
Gregor fra Nazianz blir tilbage i søjlegangen.)
Fyrst Julian
(følger dem med øjnene).
(følger dem med øjnene).
Se, hvor de boltrer sig, lig en flok fauner.
Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed
efter det måltid, som vil vanke inat. (vender sig til
Gregor.) Havde de i denne stund et suk til Gud,
skulde det være, at han vilde tømme deres maver
for frokosten.
Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed
s. 78
efter det måltid, som vil vanke inat. (vender sig til
Gregor.) Havde de i denne stund et suk til Gud,
skulde det være, at han vilde tømme deres maver
for frokosten.
Gregor fra Nazianz.
Julian –
Fyrst Julian.
Se kun på mig; jeg er ædru.
Gregor fra Nazianz.
Jeg véd det. Du er mådeholden i alle ting.
Og dog lever du dette liv med.
Og dog lever du dette liv med.
Fyrst Julian.
Hvorfor ikke? Véd du eller jeg, når lynet
slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag?
Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barn-
dom og mine første ungdomsår i et gyldent sla-
veri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg
kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse
skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra
kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg
forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kej-
seren taug til det. Jeg drog på egen hånd til
Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Ni-
kokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg
kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren
havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til
denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette!
slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag?
Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barn-
dom og mine første ungdomsår i et gyldent sla-
veri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg
kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse
skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra
kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg
forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kej-
seren taug til det. Jeg drog på egen hånd til
Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Ni-
kokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg
kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren
havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til
denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette!
Gregor fra Nazianz.
Du skal tyde det i kærlighed, Julian!
s. 79
Fyrst Julian.
O, du véd ikke –! Jeg hader denne magt
udenfor mig, forfærdende, når den handler, –
end mere forfærdende, når den hviler.
udenfor mig, forfærdende, når den handler, –
end mere forfærdende, når den hviler.
Gregor fra Nazianz.
Vær ærlig, ven, og sig mig, om det er blot
dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
Fyrst Julian.
Hvad mener du med sælsomme veje?
Gregor fra Nazianz.
Er det sandt, hvad rygtet siger, – at du
tilbringer dine nætter med at udforske de he-
denske hemmeligheder i Eleusis?
tilbringer dine nætter med at udforske de he-
denske hemmeligheder i Eleusis?
Fyrst Julian.
Ah, hvad! Jeg kan forsikre dig, der er ringe
udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere.
Lad os ikke tale mere derom.
udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere.
Lad os ikke tale mere derom.
Gregor fra Nazianz.
Altså dog sandt! O, Julian, hvor kunde du
søge dette skændselsfulde samkvem!
søge dette skændselsfulde samkvem!
Fyrst Julian.
Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved
visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios!
Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så
højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten
ydmyg og skælvende af glæde frem for det men-
neske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte
ham min store broder.
visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios!
Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så
højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten
ydmyg og skælvende af glæde frem for det men-
neske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte
ham min store broder.
s. 80
Gregor fra Nazianz.
Ja, det var alle kristnes mening, at du drev
det for vidt.
det for vidt.
Fyrst Julian.
Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen.
Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, –
verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds
sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios
har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har
aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil
kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios
er ingen stor mand.
Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, –
verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds
sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios
har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har
aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil
kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios
er ingen stor mand.
Gregor fra Nazianz.
Da råber dog hele det oplyste Grækenland,
at han er det.
at han er det.
Fyrst Julian.
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg
dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor;
det var hin nat i Konstantinopel. Da var han
stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi
en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad
har jeg ikke her været vidne til! Libanios har
stor lærdom, men han er ingen stor mand. Li-
banios er grisk; han er forfængelig; han er op-
tændt af misundelse. Eller tror du, han har kunnet
tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del
ved mine venners overbærenhed – har været så
heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios,
så kan han regne dig op alle dyders væsen og
kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom
han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han
disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han
en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha!
Smigred han ikke kejseren, inden han blev for-
jaget? Smigred han ikke mig ved vort sammen-
træf i Konstantinopel, dette sammentræf, som
han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på
at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham
nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar
Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til
lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt
denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og
skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved
lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. –
Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde
for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke
nægte, at dette harmer mig. Jeg troede dog,
sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe
et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt
mere på de visdommens og veltalenhedens dyr-
kere, som i de senere år –
dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor;
det var hin nat i Konstantinopel. Da var han
stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi
en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad
har jeg ikke her været vidne til! Libanios har
stor lærdom, men han er ingen stor mand. Li-
banios er grisk; han er forfængelig; han er op-
tændt af misundelse. Eller tror du, han har kunnet
tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del
ved mine venners overbærenhed – har været så
heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios,
så kan han regne dig op alle dyders væsen og
s. 81
kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom
han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han
disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han
en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha!
Smigred han ikke kejseren, inden han blev for-
jaget? Smigred han ikke mig ved vort sammen-
træf i Konstantinopel, dette sammentræf, som
han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på
at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham
nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar
Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til
lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt
denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og
skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved
lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. –
Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde
for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke
nægte, at dette harmer mig. Jeg troede dog,
sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe
et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt
mere på de visdommens og veltalenhedens dyr-
kere, som i de senere år –
Basilios fra Cæsaræa
(kommer fra højre side).
(kommer fra højre side).
Breve! Breve fra Kappadokia!
Gregor fra Nazianz.
Også til mig?
Basilios fra Cæsaræa.
Se her; fra din moder.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
6
s. 82
Gregor fra Nazianz.
Min fromme moder!
(han åbner papiret og læser.)
Fyrst Julian
(til Basilios).
(til Basilios).
Er det din søster, som skriver?
Basilios fra Cæsaræa
(der er kommen med sit eget brev åbent).
(der er kommen med sit eget brev åbent).
Ja, det er Makrina. Hun melder både tunge
og sælsomme tidender.
og sælsomme tidender.
Fyrst Julian.
Hvilke; hvilke?
Basilios fra Cæsaræa.
Først om din høje broder Gallos. Han øver
et strængt herredømme i Antiokia.
et strængt herredømme i Antiokia.
Fyrst Julian.
Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina
«strængt herredømme»?
«strængt herredømme»?
Basilios fra Cæsaræa
(ser på ham).
(ser på ham).
Makrina skriver «blodigt» –
Fyrst Julian.
Ah, jeg tænkte det! Hvorfor gav dog kej-
seren ham denne ryggesløse enke, denne Kon-
stantina, til ægte!
seren ham denne ryggesløse enke, denne Kon-
stantina, til ægte!
Gregor fra Nazianz
(læsende).
(læsende).
O, hvad uhørt skændighed?
s. 83
Fyrst Julian.
Hvad er det, ven?
Gregor fra Nazianz
(til Basilios).
(til Basilios).
Nævner Makrina intet om, hvad der går for
sig i Antiokia?
sig i Antiokia?
Basilios fra Cæsaræa.
Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg –
Gregor fra Nazianz.
Du kendte dog den ædle Klemazios, Alexan-
drineren?
drineren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, ja; hvad er der med ham?
Gregor fra Nazianz.
Han er myrdet, Basilios!
Basilios fra Cæsaræa.
Hvad siger du! Myrdet?
Gregor fra Nazianz.
Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet
ham uden lov og dom.
ham uden lov og dom.
Fyrst Julian.
Hvem? Hvem har henrettet ham?
Gregor fra Nazianz.
Ja, hvem? Hvor kan jeg sige, hvem? Min
moder fortæller sammenhængen således: Klema-
zios's svigermoder var bleven optændt af en uren
elskov til sin datters mand; men da hun ingen
vej kunde komme med ham, skaffede hun sig
gennem en bagdør adgang til slottet –
moder fortæller sammenhængen således: Klema-
zios's svigermoder var bleven optændt af en uren
elskov til sin datters mand; men da hun ingen
6*
s. 84
vej kunde komme med ham, skaffede hun sig
gennem en bagdør adgang til slottet –
Fyrst Julian.
Hvilket slot?
Gregor fra Nazianz.
Min moder skriver kun slottet.
Fyrst Julian.
Nu? Og så –?
Gregor fra Nazianz.
Man véd kun, at hun der har skænket en
fornem og mægtig kvinde et meget kostbart
smykke for at udvirke en dødsdom –
fornem og mægtig kvinde et meget kostbart
smykke for at udvirke en dødsdom –
Fyrst Julian.
Ah, men den fik de ikke!
Gregor fra Nazianz.
De fik den, Julian!
Fyrst Julian.
O, Jesus!
Basilios fra Cæsaræa.
Forfærdeligt! Og Klemazios –?
Gregor fra Nazianz.
Dødsdommen blev sendt til statholderen Ho-
noratos. Denne svage mand voved ikke at mod-
sætte sig så høj befaling. Klemazios blev fængslet
og henrettet tidligt næste morgen, uden at han,
som min moder skriver, fik åbne sin mund til
forsvar.
noratos. Denne svage mand voved ikke at mod-
sætte sig så høj befaling. Klemazios blev fængslet
og henrettet tidligt næste morgen, uden at han,
som min moder skriver, fik åbne sin mund til
forsvar.
s. 85
Fyrst Julian
(sagte og bleg).
(sagte og bleg).
Brænd disse farlige breve; de kan bringe
os alle i ulykke.
os alle i ulykke.
Basilios fra Cæsaræa.
Så åbenbar vold midt i en stor stad! Hvor
er vi; hvor er vi?
er vi; hvor er vi?
Fyrst Julian.
Ja, du må vel spørge, hvor er vi! En kristen
morder, en kristen bolerske, en kristen –
morder, en kristen bolerske, en kristen –
Gregor fra Nazianz.
Klager bøder ikke på denne sag. Hvad
agter du at gøre?
agter du at gøre?
Fyrst Julian.
Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg
vil afbryde alt samkvem med hedningerne, og
takke Herren min Gud, at han tog magtens fri-
stelse fra mig.
vil afbryde alt samkvem med hedningerne, og
takke Herren min Gud, at han tog magtens fri-
stelse fra mig.
Gregor fra Nazianz.
Godt; men så?
Fyrst Julian.
Jeg forstår dig ikke –
Gregor fra Nazianz.
Så hør. Du må ikke tro det er nok med
mordet på Klemazios. Denne uhørte skændsels-
dåd har slåt ned som en pest over Antiokia.
Alt ondt vågner op og myldrer frem af sine
smuthuller. Min moder skriver, at det er som
om en stinkende afgrund havde åbnet sig. Hu-
struer angiver sine mænd, sønner angiver sine
fædre, presterne sine egne menigheds-lemmer –
mordet på Klemazios. Denne uhørte skændsels-
dåd har slåt ned som en pest over Antiokia.
Alt ondt vågner op og myldrer frem af sine
smuthuller. Min moder skriver, at det er som
s. 86
om en stinkende afgrund havde åbnet sig. Hu-
struer angiver sine mænd, sønner angiver sine
fædre, presterne sine egne menigheds-lemmer –
Fyrst Julian.
Dette vil gribe videre om sig. Vederstygge-
ligheden vil fordærve os alle. – O, Gregor, om
jeg kunde flygte til verdens grænse –!
ligheden vil fordærve os alle. – O, Gregor, om
jeg kunde flygte til verdens grænse –!
Gregor fra Nazianz.
Din plads er på verdens navle, fyrst Julian!
Fyrst Julian.
Hvad kræver du?
Gregor fra Nazianz.
Du er denne blodige Cæsars broder. Træd
frem for ham, – han kalder sig jo en kristen.
Kast ham hans gerning i ansigtet; slå ham til
jorden i rædsel og nag –
frem for ham, – han kalder sig jo en kristen.
Kast ham hans gerning i ansigtet; slå ham til
jorden i rædsel og nag –
Fyrst Julian
(vigende).
(vigende).
Afsindige, hvad tænker du!
Gregor fra Nazianz.
Har du din broder kær? Vil du frelse ham?
Fyrst Julian.
Jeg havde Gallos kær som ingen anden.
Gregor fra Nazianz.
Du havde –?
Fyrst Julian.
Gregor fra Nazianz.
Hvorfor kom du til Athen? Du lod for-
kynde med stor bram over landene: fyrst Julian
rejser fra Konstantinopel for at kæmpe imod den
falske visdom, – for at hævde den kristne
sandhed imod hedenskabets løgn. Hvad har du
virket i så måde?
kynde med stor bram over landene: fyrst Julian
rejser fra Konstantinopel for at kæmpe imod den
falske visdom, – for at hævde den kristne
sandhed imod hedenskabets løgn. Hvad har du
virket i så måde?
Fyrst Julian.
O, det var heller ikke her slaget skulde stå.
Gregor fra Nazianz.
Nej, det var ikke her; – ikke med tale-
måde imod talemåde, ikke med bog imod bog,
ikke med ordets fægtende leg i læresalen! Nej,
Julian, det er ude i livet, du skal møde frem,
med livet i hænderne –
måde imod talemåde, ikke med bog imod bog,
ikke med ordets fægtende leg i læresalen! Nej,
Julian, det er ude i livet, du skal møde frem,
med livet i hænderne –
Fyrst Julian.
Jeg ser det; jeg ser det!
Gregor fra Nazianz.
Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du.
Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men
læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit
hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men
læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit
hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
Fyrst Julian.
Du sagde selv, det var bespottelse –
s. 88
Gregor fra Nazianz.
Mod hvem? Mod Gud eller kejseren?
Fyrst Julian
(rask).
(rask).
Nu vel; skal vi følges?
Gregor fra Nazianz
(afvisende).
(afvisende).
Jeg har min lille kreds; jeg har min slægt
at værge om. Videre går hverken min magt
eller mine evner.
at værge om. Videre går hverken min magt
eller mine evner.
Fyrst Julian
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber):
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber):
Til bakkanal!
Basilios fra Cæsaræa.
Julian!
Fyrst Julian.
Til bakkanal, I venner!
(Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham; derpå går han bort
gennem søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lær-
linger, med de nyankomne mellem sig, stormer under larm og
skrig ind på torvet.)
gennem søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lær-
linger, med de nyankomne mellem sig, stormer under larm og
skrig ind på torvet.)
Basilios fra Cæsaræa
(nærmere).
(nærmere).
Julian, vil du høre mig?
Fyrst Julian.
Se, se! De har ført sine nye venner i bad,
– salvet deres hår. Se, hvor de svinger knip-
lerne; hvor de hyler og slår i brostenene. Hvad
siger du, Perikles? Jeg synes jeg fornemmer din
vrede skygge –
– salvet deres hår. Se, hvor de svinger knip-
lerne; hvor de hyler og slår i brostenene. Hvad
siger du, Perikles? Jeg synes jeg fornemmer din
vrede skygge –
s. 89
Basilios fra Cæsaræa.
Kom, kom!
Fyrst Julian.
Ah, se ham, som de driver nøgen imellem
sig. Nu kommer danserinder. Ah, ser du, hvad –!
sig. Nu kommer danserinder. Ah, ser du, hvad –!
Basilios fra Cæsaræa.
Fy, fy; – vend dit øje bort!
(Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på torvet ved vand-
springet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser
ved fakkelskin.)
springet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser
ved fakkelskin.)
Fyrst Julian
(efter en kort taushed).
(efter en kort taushed).
Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske
synd så skøn?
synd så skøn?
Basilios fra Cæsaræa.
Du fejler, ven; der er digtet og berettet
skønt om den hedenske synd; men den var
ikke skøn.
skønt om den hedenske synd; men den var
ikke skøn.
Fyrst Julian.
O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn,
når han, hed af vin, som en ung gud stormed
gennem Athens gader ved nattetid? Var han
ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes
og hamred på borgernes døre, – når han råbte
på deres hustruer og døtre, mens kvinderne der-
inde skalv og i sukkende åndeløs taushed intet
heller ønsked sig end at –
når han, hed af vin, som en ung gud stormed
gennem Athens gader ved nattetid? Var han
ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes
og hamred på borgernes døre, – når han råbte
på deres hustruer og døtre, mens kvinderne der-
inde skalv og i sukkende åndeløs taushed intet
heller ønsked sig end at –
Basilios fra Cæsaræa.
O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre.
s. 90
Fyrst Julian.
Var ikke Sokrates skøn i symposiet? Og
Platon og alle de glade svælgende brødre! Og
dog bedrev de ting, som hine kristne halv-svin
derborte skulde sværge sig fra Gud på, om nogen
beskyldte dem for det. Og tænk dig derhos
Ødipos, Medea, Leda –
Platon og alle de glade svælgende brødre! Og
dog bedrev de ting, som hine kristne halv-svin
derborte skulde sværge sig fra Gud på, om nogen
beskyldte dem for det. Og tænk dig derhos
Ødipos, Medea, Leda –
Basilios fra Cæsaræa.
Digt, digt; – du blander digt og sandhed
sammen.
sammen.
Fyrst Julian.
Har ikke de digtede sind og viljer de skabtes
vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både
de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma
og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad
Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg
lever dette levnet i storm og sværm, så tænker
jeg tidt på, om sandheden skulde være skøn-
hedens fiende.
vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både
de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma
og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad
Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg
lever dette levnet i storm og sværm, så tænker
jeg tidt på, om sandheden skulde være skøn-
hedens fiende.
Basilios fra Cæsaræa.
Og i en slig stund kan du sukke efter skøn-
hed? Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?
hed? Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?
Fyrst Julian
(holder sig for ørerne).
(holder sig for ørerne).
Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det
fra Antiokia vil vi ryste af os. – –
fra Antiokia vil vi ryste af os. – –
Sig mig, hvad skriver Makrina videre? Der
var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad
kaldte du de øvrige tidender?
var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad
kaldte du de øvrige tidender?
s. 91
Basilios fra Cæsaræa.
Sælsomme.
Fyrst Julian.
Ja, ja; – hvad var det?
Basilios fra Cæsaræa.
Hun skriver om Maximos i Efesos –
Fyrst Julian
(levende).
(levende).
Mystikeren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, denne gådefulde mand. Nu er han
dukket op igen; denne gang i Efesos. Alle de
omliggende landskaber er i gæring. Maximos
nævnes på alles læber. Enten er han en gøgler,
eller han står i en uheldsvanger pagt med visse
ånder. Selv kristne drages underlig hen af hans
bespottelige tegn og gerninger.
dukket op igen; denne gang i Efesos. Alle de
omliggende landskaber er i gæring. Maximos
nævnes på alles læber. Enten er han en gøgler,
eller han står i en uheldsvanger pagt med visse
ånder. Selv kristne drages underlig hen af hans
bespottelige tegn og gerninger.
Fyrst Julian.
Mere, mere; jeg beder dig!
Basilios fra Cæsaræa.
Der er ikke mere om ham. Makrina skriver
kun, at hun i Maximos's atterkomst ser et vidnes-
byrd om, at vi er under Herrens vrede. Hun
tror, at der forestår os store trængsler for vore
synders skyld.
kun, at hun i Maximos's atterkomst ser et vidnes-
byrd om, at vi er under Herrens vrede. Hun
tror, at der forestår os store trængsler for vore
synders skyld.
Fyrst Julian.
Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig
være en sjelden kvinde, din søster.
være en sjelden kvinde, din søster.
s. 92
Basilios fra Cæsaræa.
I sandhed, det er hun.
Fyrst Julian.
Når du meddeler mig af hendes breve, da
er det, som om jeg fornam noget helt og fuldt,
jeg længe havde sukket efter. Sig mig, står
endnu hendes tanke til at vende sig bort fra
verden og at leve i en øde egn?
er det, som om jeg fornam noget helt og fuldt,
jeg længe havde sukket efter. Sig mig, står
endnu hendes tanke til at vende sig bort fra
verden og at leve i en øde egn?
Basilios fra Cæsaræa.
Den tanke står altid fast hos hende.
Fyrst Julian.
Virkelig? Hun, som alle gaver synes at
være drysset ned over? Hun, som jo skal være
både ung og skøn; hun, som har rigdom ivente
og som råder over en – for en kvinde at være
– højst uvanlig lærdom! Véd du vel, Basilios,
at jeg brænder efter at få se hende? – Hvad
vil hun i ensomheden?
være drysset ned over? Hun, som jo skal være
både ung og skøn; hun, som har rigdom ivente
og som råder over en – for en kvinde at være
– højst uvanlig lærdom! Véd du vel, Basilios,
at jeg brænder efter at få se hende? – Hvad
vil hun i ensomheden?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg har jo fortalt dig, hendes brudgom døde.
Hun holder ham for sin ventende husbond, hvem
hun skylder alle sine tanker og hvem hun pligter
at møde ren.
Hun holder ham for sin ventende husbond, hvem
hun skylder alle sine tanker og hvem hun pligter
at møde ren.
Fyrst Julian.
Sælsomt, hvor mange der drages imod ensom-
heden i disse tider. – Når du skriver til Makrina,
kan du sige hende, at også jeg –
heden i disse tider. – Når du skriver til Makrina,
kan du sige hende, at også jeg –
Basilios fra Cæsaræa.
Hun véd det, Julian; men hun tror det ikke.
s. 93
Fyrst Julian.
Hvorfor ikke? Hvad skriver hun?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg beder dig, ven, forskån mig –
Fyrst Julian.
Har du mig kær, så dølger du ikke et ord
af, hvad hun skriver!
af, hvad hun skriver!
Basilios fra Cæsaræa
(rækker ham brevet).
(rækker ham brevet).
Du vil det; – læs; det begynder der.
Fyrst Julian
(læser).
(læser).
«Hver gang du skriver om kejserens unge
slægtning, som er din ven, da fyldes mit sind
af en stor og strålende glæde –». O, Basilios,
vær du mit øje; læs videre for mig.
slægtning, som er din ven, da fyldes mit sind
af en stor og strålende glæde –». O, Basilios,
vær du mit øje; læs videre for mig.
Basilios fra Cæsaræa
(læser).
(læser).
«Din fortælling om al den tillidsfulde viss-
hed, hvormed han kom til Athen, var mig som
et billed fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror
han er den genfødte David, som skal nedslå
hedningernes kæmper. Guds ånd være over ham
i striden og alle dage».
hed, hvormed han kom til Athen, var mig som
et billed fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror
han er den genfødte David, som skal nedslå
hedningernes kæmper. Guds ånd være over ham
i striden og alle dage».
Fyrst Julian
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Lad det være nok med dette? Hun også?
Hvad er det, I alle, ligesom med en mund,
kræver af mig? Har jeg givet eder noget skyld-
brev på at brydes med magtens løver –?
Hvad er det, I alle, ligesom med en mund,
kræver af mig? Har jeg givet eder noget skyld-
brev på at brydes med magtens løver –?
s. 94
Basilios fra Cæsaræa.
Hvoraf kommer det, at alle troende i ånde-
løs forventning ser imod dig?
løs forventning ser imod dig?
Fyrst Julian
(går et par gange op og ned i søjlegangen, standser og rækker
efter brevet).
(går et par gange op og ned i søjlegangen, standser og rækker
efter brevet).
Giv hid; lad mig se. (læser) «Guds ånd være
over ham i striden og alle dage». –
over ham i striden og alle dage». –
O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg
føler mig som hin Dædalos mellem himmel og
hav. En svimlende højde og et svælgende dyb –.
Hvad mening er der i disse røster, som råber til
mig fra øst og vest, at jeg skal frelse kristen-
dommen? Hvor er den, denne kristendom, som
skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar?
Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej!
Er den hos de mægtige og fornemme, – hos
disse hoffets lystne halvmænd, som folder hæn-
derne over den mætte bug og piber: mon Guds
søn er skabt af intet? Eller er den hos de op-
lyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har drukket
skønhed og lærdom af de hedenske kilder? Hælder
ikke de fleste af disse vore brødre til det arianske
kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for?
Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de,
som raser mod templerne, som myrder hedninger
og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld?
Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes
efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina, om
kristendommen er at søge i ensomheden, – på
søjlen, hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller
er den i stæderne? Kanske hos hine bagere i
Konstantinopel, som nys kæmped med næverne
for at klare det spørgsmål, om treenigheden be-
står af tre personer eller af tre hypostaser! –
Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i
sin mund, om han steg ned til jorden igen? –
Frem med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i
dette nattemulm. – Hvor er kristendommen?
føler mig som hin Dædalos mellem himmel og
hav. En svimlende højde og et svælgende dyb –.
Hvad mening er der i disse røster, som råber til
mig fra øst og vest, at jeg skal frelse kristen-
dommen? Hvor er den, denne kristendom, som
skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar?
Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej!
Er den hos de mægtige og fornemme, – hos
disse hoffets lystne halvmænd, som folder hæn-
derne over den mætte bug og piber: mon Guds
søn er skabt af intet? Eller er den hos de op-
lyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har drukket
skønhed og lærdom af de hedenske kilder? Hælder
ikke de fleste af disse vore brødre til det arianske
kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for?
Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de,
som raser mod templerne, som myrder hedninger
og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld?
Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes
efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina, om
kristendommen er at søge i ensomheden, – på
søjlen, hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller
s. 95
er den i stæderne? Kanske hos hine bagere i
Konstantinopel, som nys kæmped med næverne
for at klare det spørgsmål, om treenigheden be-
står af tre personer eller af tre hypostaser! –
Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i
sin mund, om han steg ned til jorden igen? –
Frem med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i
dette nattemulm. – Hvor er kristendommen?
Basilios fra Cæsaræa.
Søg svaret der, hvor det var at finde i alle
skrøbelige tider.
skrøbelige tider.
Fyrst Julian.
Stæng ikke din kundskabs brønd! Læsk
mig, hvis du kan. Hvor skal jeg søge og finde?
mig, hvis du kan. Hvor skal jeg søge og finde?
Basilios fra Cæsaræa.
I de hellige mænds skrifter.
Fyrst Julian.
Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, –
altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det:
bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger,
bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke
bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter,
samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus
seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der
slog ham imøde, et syn, en røst –!
altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det:
bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger,
bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke
bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter,
samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus
seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der
slog ham imøde, et syn, en røst –!
Basilios fra Cæsaræa.
Glemmer du synet og røsten, som hin Aga-
thon fra Makellon –?
thon fra Makellon –?
s. 96
Fyrst Julian.
Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke
kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving,
hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend
tvil over den sag. Det véd jeg kun: i Athen
er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg
famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig
noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i nagle-
såret –
kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving,
hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend
tvil over den sag. Det véd jeg kun: i Athen
er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg
famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig
noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i nagle-
såret –
Basilios fra Cæsaræa.
Og dog står der skrevet –
Fyrst Julian
(slår ud med hånden).
(slår ud med hånden).
Jeg véd alt, hvad der står skrevet. Dette
med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet.
Føler du ikke ækkelhed og kvalme, ligesom om-
bord på et skib i vindstille, omtumlet mellem
liv, skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må
komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring
af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er
inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde
du bede den ned over mig! Bloddøden, om så
skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i
dens sødme; tornekronen om min tinding –!
(han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosen-
kransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte:)
Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort.)
Et eneste har jeg lært i Athen.
med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet.
Føler du ikke ækkelhed og kvalme, ligesom om-
bord på et skib i vindstille, omtumlet mellem
liv, skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må
komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring
af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er
inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde
du bede den ned over mig! Bloddøden, om så
skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i
dens sødme; tornekronen om min tinding –!
(han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosen-
kransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte:)
Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort.)
Et eneste har jeg lært i Athen.
Basilios fra Cæsaræa.
Hvilket, Julian?
s. 97
Fyrst Julian.
Den gamle skønhed er ikke længer skøn,
og den nye sandhed ikke længer sand.
og den nye sandhed ikke længer sand.
(Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen
fra højre side.)
fra højre side.)
Visdomslæreren Libanios
(endnu i frastand).
(endnu i frastand).
Nu har vi ham; nu har vi ham!
Fyrst Julian.
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.
Visdomslæreren Libanios.
Hvilke begge?
Fyrst Julian.
Milons sønner.
Visdomslæreren Libanios.
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har
ham, min Julian!
ham, min Julian!
Fyrst Julian.
Hvem, dyrebare broder?
Visdomslæreren Libanios.
Han har fanget sig i sit eget garn!
Fyrst Julian.
Aha, – en vismand altså?
Visdomslæreren Libanios.
Al visdoms modstander.
Fyrst Julian.
Hvem, hvem, spørger jeg?
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
7
s. 98
Visdomslæreren Libanios.
Véd du det virkelig ikke? Har du ikke hørt
nyheden om Maximos?
nyheden om Maximos?
Fyrst Julian.
Om Maximos? O, hav dog den godhed –
Visdomslæreren Libanios.
Fyrst Julian.
Med andre ord: ind i den højeste visdom.
Visdomslæreren Libanios.
Ja, sådant kan siges. Men nu gælder det at
handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede
Julian, du er manden. Du er kejserens nære
slægtning. Alle sande visdomsvenners håb er
rettet på dig, både her og i Nikomedia –
handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skattede
Julian, du er manden. Du er kejserens nære
slægtning. Alle sande visdomsvenners håb er
rettet på dig, både her og i Nikomedia –
Fyrst Julian.
Hør, o fortræffelige Libanios, – såsom jeg
ikke er alvidende –
ikke er alvidende –
Visdomslæreren Libanios.
Så erfar da, at Maximos nys er trådt åben-
lyst frem med det, som ligger på bunden af
hans lære.
lyst frem med det, som ligger på bunden af
hans lære.
Fyrst Julian.
Og det laster du ham for?
Visdomslæreren Libanios.
Han har udsagt, at han kan byde over
ånder og skygger.
ånder og skygger.
s. 99
Fyrst Julian
(fatter hans kappe).
(fatter hans kappe).
Libanios!
Visdomslæreren Libanios.
Alle på skibet var opfyldte af de forunder-
ligste fortællinger, og her (viser et brev frem) her
skriver min medbroder Eusebios udførligt om
sagen.
ligste fortællinger, og her (viser et brev frem) her
skriver min medbroder Eusebios udførligt om
sagen.
Fyrst Julian.
Ånder og skygger –
Visdomslæreren Libanios.
I Efesos har Maximos nylig, i en stor for-
samling, både af tilhængere og af modstandere,
øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte.
Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver,
at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra
først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem.
Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå af-
sang han en hymne, som ingen forstod. Da
tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –
samling, både af tilhængere og af modstandere,
øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte.
Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver,
at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra
først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem.
Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå af-
sang han en hymne, som ingen forstod. Da
tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –
Basilios fra Cæsaræa.
Ugudeligt værk!
Fyrst Julian
(åndeløs).
(åndeløs).
Og så –?
Visdomslæreren Libanios.
Og i det stærke blålige lys så de alle, at
støttens ansigt tog liv og smilte imod dem.
støttens ansigt tog liv og smilte imod dem.
7*
s. 100
Fyrst Julian.
Hvad mere?
Visdomslæreren Libanios.
Forfærdelse greb de flestes sind. Alle styr-
ted imod udgangen. Mange har ligget i sygdom
eller vildelse bagefter. Men han selv, – skulde
du tro det, Julian? – til trods for den skæbne,
som ramte begge hans brødre i Konstantinopel,
turer han frem på sin farlige og forargelige vej.
ted imod udgangen. Mange har ligget i sygdom
eller vildelse bagefter. Men han selv, – skulde
du tro det, Julian? – til trods for den skæbne,
som ramte begge hans brødre i Konstantinopel,
turer han frem på sin farlige og forargelige vej.
Fyrst Julian.
Forargelig? Kalder du denne vej en for-
argelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i
dette? Samkvem mellem ånd og ånd –
argelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i
dette? Samkvem mellem ånd og ånd –
Basilios fra Cæsaræa.
O, dyrebare, forvildede ven –!
Visdomslæreren Libanios.
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er
Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de
opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog
ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos
burde dog vide bedre, end som så. Har ikke
Platon – og efter ham vi andre – kastet for-
tolkningens lys over det hele? Er det ikke for-
argeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville
hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne
beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel
sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb
og af udtydning, som vi, som visdommens elskere,
som skolen, som –
Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de
opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog
ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos
burde dog vide bedre, end som så. Har ikke
Platon – og efter ham vi andre – kastet for-
tolkningens lys over det hele? Er det ikke for-
argeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville
hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne
beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel
sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb
s. 101
og af udtydning, som vi, som visdommens elskere,
som skolen, som –
Fyrst Julian
(stormende).
(stormende).
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!
Basilios fra Cæsaræa
(slår armene om ham).
(slår armene om ham).
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!
Fyrst Julian
(snor sig fra ham).
(snor sig fra ham).
Ingen holder mig; – stamp ikke mod brod-
den –
den –
Visdomslæreren Libanios.
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, med-
broder, hvor vil du hen?
broder, hvor vil du hen?
Fyrst Julian.
Did, did hen, hvor fakler tændes og hvor
støtter smiler!
støtter smiler!
Visdomslæreren Libanios.
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolt-
hed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til
dette forblindede Efesos for at give dig i en
gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du
fornedrer dig så dybt, i samme stund har du
afført dig det herlige ry for lærdom og for vel-
talenhed, som du i disse år både i Pergamon og
i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje
skole –
hed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til
dette forblindede Efesos for at give dig i en
gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du
fornedrer dig så dybt, i samme stund har du
afført dig det herlige ry for lærdom og for vel-
talenhed, som du i disse år både i Pergamon og
i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje
skole –
s. 102
Fyrst Julian.
O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; –
nu har du pegt på den mand, jeg ledte efter.
(han går ilsomt ud gennem søjlegangen til venstre.)
nu har du pegt på den mand, jeg ledte efter.
Visdomslæreren Libanios
(ser en tid efter ham).
(ser en tid efter ham).
Denne fyrstelige yngling er farlig for viden-
skaben.
skaben.
Basilios fra Cæsaræa
(halvt hen for sig).
(halvt hen for sig).
Fyrst Julian er farlig for mere.
TREDJE HANDLING.
(I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra for-
hallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket
af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets
indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg,
udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket
med små statuer.)
hallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket
af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets
indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg,
udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket
med små statuer.)
(Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om
bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder
under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios
fra Cæsaræa at træde ind.)
bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder
under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios
fra Cæsaræa at træde ind.)
Husmesteren Eutherios.
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt.
Gregor fra Nazianz.
Umuligt! Driv dog ikke spot med os.
Basilios fra Cæsaræa.
Du spøger, ven! Hvor kan din herre vente
os? Intet menneske har vidst vor afrejse fra
Athen; intet ophold har sinket os undervejs; vi
har sejlet ikap med skyerne og de vilde traner.
os? Intet menneske har vidst vor afrejse fra
Athen; intet ophold har sinket os undervejs; vi
har sejlet ikap med skyerne og de vilde traner.
Husmesteren Eutherios.
Se eder om; se bordet der. Til daglig lever
han af urter og brød.
han af urter og brød.
s. 104
Gregor fra Nazianz.
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; –
vinkanderne, omvundne med blomster og grønt;
lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen
med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –
vinkanderne, omvundne med blomster og grønt;
lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen
med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –
Husmesteren Eutherios.
Tidligt imorges lod han mig kalde. Han
lod til at være uvanligt glad; thi han gik op og
ned ad gulvet og gned sig i hænderne. «Bered
et rigeligt måltid,» sagde han, «thi inden aften
kommer to venner fra Athen –»
(han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre,
lod til at være uvanligt glad; thi han gik op og
ned ad gulvet og gned sig i hænderne. «Bered
et rigeligt måltid,» sagde han, «thi inden aften
kommer to venner fra Athen –»
tier pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.)
Basilios fra Cæsaræa.
Er han der?
Husmesteren Eutherios
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bort-
fjerne sig; de går ud gennem den større dør til højre; selv
følger han efter).
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bort-
fjerne sig; de går ud gennem den større dør til højre; selv
følger han efter).
(Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført
en lang østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og
forråder en stærk indre spænding.)
en lang østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og
forråder en stærk indre spænding.)
Fyrst Julian
(går hen imod dem og hilser dem med stor hæftighed).
(går hen imod dem og hilser dem med stor hæftighed).
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at
eders ånd fløj forud for eders legemer!
eders ånd fløj forud for eders legemer!
Gregor fra Nazianz.
Julian!
Basilios fra Cæsaræa.
Min ven og broder!
s. 105
Fyrst Julian.
Jeg har været som en forsmægtende elsker
efter eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende
visse folks bifald, kaldte mig en abe; – o, havde
jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde kryste
eders fire på en gang!
efter eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende
visse folks bifald, kaldte mig en abe; – o, havde
jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde kryste
eders fire på en gang!
Gregor fra Nazianz.
Men forklar dog –; dine tjenere møder os
med fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil
salve vort hår og smykke os med roser –
med fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil
salve vort hår og smykke os med roser –
Fyrst Julian.
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne,
véd I, – og da er ånden altid så forunderlig
virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i
bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner,
så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes
huset som af et stormvejr; forhænget løftedes
flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over
havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen
kom fra, var to store fugle med kvindeansigter.
De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled
de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en
hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så
jeg eder to.
véd I, – og da er ånden altid så forunderlig
virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i
bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner,
så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes
huset som af et stormvejr; forhænget løftedes
flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over
havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen
kom fra, var to store fugle med kvindeansigter.
De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled
de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en
hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så
jeg eder to.
Gregor fra Nazianz.
Er du viss på alt dette?
Fyrst Julian.
Tænkte I på mig; talte I om mig inat?
s. 106
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, ja, – foran i skibet –
Fyrst Julian.
Hvad tid på natten var det?
Gregor fra Nazianz.
Hvad tid på natten havde du hint syn?
Fyrst Julian.
En time efter midnat.
Gregor fra Nazianz
(med et blik til Basilios).
(med et blik til Basilios).
Forunderligt.
Fyrst Julian
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet).
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet).
Ser I! Ha-ha; ser I vel?
Basilios fra Cæsaræa
(følger ham med øjnene).
(følger ham med øjnene).
O, så er det dog sandt –
Fyrst Julian.
Hvilket? Hvad er sandt?
Basilios fra Cæsaræa.
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du
her øver.
her øver.
Fyrst Julian.
Ej, hvad kan rygtet ikke overdrive? – Men
hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har
ladet mig fortælle, at der skal gå mange rygter
om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses for-
sikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd i
riget, om hvem der tales så meget, som om mig.
hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har
ladet mig fortælle, at der skal gå mange rygter
om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses for-
s. 107
sikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd i
riget, om hvem der tales så meget, som om mig.
Gregor fra Nazianz.
Det kan du trygt tro.
Fyrst Julian.
Og hvad siger så Libanios til alt dette?
Det var ham altid ukært, at mængden sysselsatte
sig med andre, end med ham. Og hvad siger
de mange uforglemmelige venner i Athen for
øvrigt? Man véd vel, at jeg er både i kejserens
og i hele hoffets unåde?
Det var ham altid ukært, at mængden sysselsatte
sig med andre, end med ham. Og hvad siger
de mange uforglemmelige venner i Athen for
øvrigt? Man véd vel, at jeg er både i kejserens
og i hele hoffets unåde?
Gregor fra Nazianz.
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hof-
lejren; men derom skriver min broder Cæsarios
intet.
lejren; men derom skriver min broder Cæsarios
intet.
Fyrst Julian.
Jeg kan ikke tyde det anderledes, gode
Gregor! Fra alle kanter agter de det rådeligt at
holde øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos
sin husprest Aëzios hid for at udforske, om jeg
holder fast ved den uforfalskede lære.
Gregor! Fra alle kanter agter de det rådeligt at
holde øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos
sin husprest Aëzios hid for at udforske, om jeg
holder fast ved den uforfalskede lære.
Basilios fra Cæsaræa.
Og så –?
Fyrst Julian.
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen morgen-
andagt i kirken. Også henregner jeg blodvid-
nerne til de udmærkede mennesker; thi det er i
sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter,
ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det
hele tror jeg nok, at Aëzios var vel tilfreds med
mig, da han rejste.
andagt i kirken. Også henregner jeg blodvid-
nerne til de udmærkede mennesker; thi det er i
sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter,
s. 108
ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det
hele tror jeg nok, at Aëzios var vel tilfreds med
mig, da han rejste.
Basilios fra Cæsaræa
(griber hans hånd).
(griber hans hånd).
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld,
– tal åbent om din stilling.
– tal åbent om din stilling.
Fyrst Julian.
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner!
Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med
rette, – Maximos er den største, som nogen tid
har levet.
Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med
rette, – Maximos er den største, som nogen tid
har levet.
Gregor fra Nazianz
(bereder sig til at gå).
(bereder sig til at gå).
Vi vilde kun se dig, herre!
Fyrst Julian.
Kan dette gøre broder så fremmed imod
broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja,
det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før
jeg blev seende og før jeg aned det, som er
livets kerne.
broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja,
det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før
jeg blev seende og før jeg aned det, som er
livets kerne.
Basilios fra Cæsaræa.
Hvad kalder du livets kerne?
Fyrst Julian.
Maximos véd det. I ham er den ny åben-
baring.
baring.
Basilios fra Cæsaræa.
Og den er bleven dig til del?
s. 109
Fyrst Julian.
Næsten. Jeg står lige ved det. Endnu i
denne nat har Maximos lovet mig –
denne nat har Maximos lovet mig –
Gregor fra Nazianz.
Maximos er en sværmer eller han bedrager
dig –!
dig –!
Fyrst Julian.
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting?
Dette er ikke for din lærdom, min Gregor!
Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig.
Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette
spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved
hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter.
Et tungt sumpet vand var ved min venstre side;
– jeg tror det var en strøm, som havde glemt
at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludse-
ligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og
til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser
strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens
rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Dette er ikke for din lærdom, min Gregor!
Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig.
Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette
spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved
hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter.
Et tungt sumpet vand var ved min venstre side;
– jeg tror det var en strøm, som havde glemt
at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludse-
ligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og
til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser
strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens
rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har
med dette mit til ånd forvandlede legeme været
langt inde i paradisets egne; englene har sunget
sine lovsange for mig; jeg har skuet det mid-
terste lys –
med dette mit til ånd forvandlede legeme været
langt inde i paradisets egne; englene har sunget
sine lovsange for mig; jeg har skuet det mid-
terste lys –
Gregor fra Nazianz.
Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over
denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!
denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!
s. 110
Fyrst Julian.
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin for-
udgangne broder; han hylder begge hine store
brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra
Nazareth – –
udgangne broder; han hylder begge hine store
brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra
Nazareth – –
Véd du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte
mig? – Det skede en nat under bøn og faste.
Da fornam jeg, at jeg blev rykket vidt – vidt
ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj
sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på
et skib med slappe sejl midt i det blanke strå-
lende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette
fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt,
som om det sov, på den vinblå flade. –
mig? – Det skede en nat under bøn og faste.
Da fornam jeg, at jeg blev rykket vidt – vidt
ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj
sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på
et skib med slappe sejl midt i det blanke strå-
lende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette
fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt,
som om det sov, på den vinblå flade. –
Se, da blev denne flade mere og mere gennem-
sigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke
mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt
dyb. Intet grønt, ingen sol dernede – kun den
døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige
nøgenhed. –
sigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke
mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt
dyb. Intet grønt, ingen sol dernede – kun den
døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige
nøgenhed. –
Men ovenover, i det uendelige hvælv, som
før havde syntes mig tomhed, – der var livet;
der tog det usynlige former og stilheden tog
toner. – Da fatted jeg den store forløsende er-
kendelse.
før havde syntes mig tomhed, – der var livet;
der tog det usynlige former og stilheden tog
toner. – Da fatted jeg den store forløsende er-
kendelse.
Gregor fra Nazianz.
Hvilken erkendelse mener du?
Fyrst Julian.
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke
er, det er.
er, det er.
s. 111
Basilios fra Cæsaræa.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af
lys og tåger.
lys og tåger.
Fyrst Julian.
Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke
både varsler og visse sælsomme forekomster imel-
lem stjernerne, at den guddommelige vilje har
noget endnu uopklaret i sinde med mig?
både varsler og visse sælsomme forekomster imel-
lem stjernerne, at den guddommelige vilje har
noget endnu uopklaret i sinde med mig?
Gregor fra Nazianz.
Tro ikke deslige tegn; du kan ikke vide,
hvis værk de er.
hvis værk de er.
Fyrst Julian.
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn,
der allerede har bekræftet sig?
(han drager dem nærmere til sig og siger sagte:)
der allerede har bekræftet sig?
Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor
omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg
skal inden føje tid komme til at dele herredøm-
met over verden, – han som kejser, og jeg som
– ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte kan
jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet. Altså
ikke mere om dette før tidens fylde. Men om
Cæsar tør jeg vel tale. – Véd I noget om hint
syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren
Apollinaris i Sidon?
omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg
skal inden føje tid komme til at dele herredøm-
met over verden, – han som kejser, og jeg som
– ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte kan
jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet. Altså
ikke mere om dette før tidens fylde. Men om
Cæsar tør jeg vel tale. – Véd I noget om hint
syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren
Apollinaris i Sidon?
Basilios fra Cæsaræa.
Nej, nej, hvor kan vi vide –?
Fyrst Julian.
Apollinaris har udsagt, at han hørte nogen
banke gentagne gange på døren ved nattetid.
Han stod da op og gik udenfor huset; og se, –
der ude fik han øje på en skikkelse, – mand
eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skik-
kelsen talte til ham og bød ham skaffe tilveje
en purpurklædning, således, som nyvalgte herskere
bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde
vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der
ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apolli-
naris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
banke gentagne gange på døren ved nattetid.
s. 112
Han stod da op og gik udenfor huset; og se, –
der ude fik han øje på en skikkelse, – mand
eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skik-
kelsen talte til ham og bød ham skaffe tilveje
en purpurklædning, således, som nyvalgte herskere
bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde
vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der
ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apolli-
naris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
Gregor fra Nazianz.
Var det dette tegn, du nys sagde, havde
bekræftet sig?
bekræftet sig?
Fyrst Julian
(nikker langsomt).
(nikker langsomt).
Syv dage senere døde Cæsars hustru i Bi-
thynia. Konstantina har altid været hans onde
engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge det om-
slag, som er sket i den guddommelige vilje. Tre
uger efter Konstantinas død kom kejserens ud-
sending, tribunen Skudilo, med stort følge til
Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og
bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren
i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres
tog gennem landene. I Konstantinopel har han
holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled
højt, da han, skønt endnu kun Cæsar af navn,
stod frem på de fordums kejseres vis og rakte
kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vid-
underligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var
sunken under synd og forfølgelse.
thynia. Konstantina har altid været hans onde
engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge det om-
slag, som er sket i den guddommelige vilje. Tre
uger efter Konstantinas død kom kejserens ud-
sending, tribunen Skudilo, med stort følge til
Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og
bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren
i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres
tog gennem landene. I Konstantinopel har han
holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled
højt, da han, skønt endnu kun Cæsar af navn,
stod frem på de fordums kejseres vis og rakte
kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vid-
underligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var
sunken under synd og forfølgelse.
s. 113
Gregor fra Nazianz.
Sælsomt. I Athen gik andre rygter.
Fyrst Julian.
Jeg har sikker kundskab. Det haster med
purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg så
tvile på de ting, Maximos har bebudet som nær
forestående for mig? I nat falder det sidste slør.
Her inde skal den store gåde vorde åbenbaret.
O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig
i disse angstens og forventningens natte-timer!
Når Maximos kommer, skal I være vidne til –
purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg så
tvile på de ting, Maximos har bebudet som nær
forestående for mig? I nat falder det sidste slør.
Her inde skal den store gåde vorde åbenbaret.
O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig
i disse angstens og forventningens natte-timer!
Når Maximos kommer, skal I være vidne til –
Basilios fra Cæsaræa.
Aldrig!
Gregor fra Nazianz.
Kan ikke ske; vi er på hjemrejsen til
Kappadokia.
Kappadokia.
Fyrst Julian.
Og hvad har så brat forjaget jer fra Græken-
land?
land?
Basilios fra Cæsaræa.
Min moder er enke, Julian!
Gregor fra Nazianz.
Min fader er svag både af helbred og af
sind; han trænger vel til en støtte.
sind; han trænger vel til en støtte.
Fyrst Julian.
O, men bliv i herberget; blot til imorgen –!
Gregor fra Nazianz.
Umuligt; vort rejsefølge bryder op ved daggry.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
8
s. 114
Fyrst Julian.
Ved daggry? Før midnat kunde dagen gry
for eder.
for eder.
Basilios fra Cæsaræa.
Julian, lad mig ikke drage bort i altfor stor
angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle
gåder for dig, – hvad så?
angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle
gåder for dig, – hvad så?
Fyrst Julian.
Mindes du hin flod, Strabon skriver om, –
hin flod, som har sine kilder på det libyske berg?
Den vokser og vokser i sit løb; men når den er
som størst, siver den ud i ørkensanden og be-
graver sig selv i det jordens moderskød, hvoraf
den fremgik.
hin flod, som har sine kilder på det libyske berg?
Den vokser og vokser i sit løb; men når den er
som størst, siver den ud i ørkensanden og be-
graver sig selv i det jordens moderskød, hvoraf
den fremgik.
Basilios fra Cæsaræa.
Du higer dog ikke mod døden, Julian!
Fyrst Julian.
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden,
det er det just den store hemmeligheds mål at
forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv.
Det er genoprejsning, som Maximos og hans lær-
linge søger, – det er den forspildte lighed med
guddommen. Hvorfor så tvilende, I brødre?
Hvorfor står I der, ligesom foran noget uover-
stigeligt? Jeg véd, hvad jeg véd. I hvert af de
skiftende slægts-led har der været en sjæl, hvori
den rene Adam genfødtes; han var stærk i lov-
giveren Moses; han havde evnen til at gøre sig
jorden underdanig i den makedoniske Alexander;
han var næsten fuldkommen i Jesus fra Nazareth.
Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle fat-
tedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
det er det just den store hemmeligheds mål at
forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv.
Det er genoprejsning, som Maximos og hans lær-
linge søger, – det er den forspildte lighed med
guddommen. Hvorfor så tvilende, I brødre?
Hvorfor står I der, ligesom foran noget uover-
stigeligt? Jeg véd, hvad jeg véd. I hvert af de
skiftende slægts-led har der været en sjæl, hvori
den rene Adam genfødtes; han var stærk i lov-
giveren Moses; han havde evnen til at gøre sig
jorden underdanig i den makedoniske Alexander;
han var næsten fuldkommen i Jesus fra Nazareth.
s. 115
Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle fat-
tedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
Basilios fra Cæsaræa
(river sig løs).
(river sig løs).
Julian, Julian!
Gregor fra Nazianz.
Du bespottelige, – did hen har dit hjertes
hovmod trukket dig!
hovmod trukket dig!
Basilios fra Cæsaræa.
O, Gregor, han er syg og forvildet!
Fyrst Julian.
Hvorfor al denne hånlige tvil? Er det min
spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg
siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå.
Det vordende skal mere undfanges af ånden, end
af legemet. I den første Adam var der ligevægt,
som i hine billeder af guden Apollon. Siden har
der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en
stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes, da
han skulde holde dem manende oprakte hist ved
den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren
jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke
drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus
fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt
legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens
dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke
under korset, hint kors, som Jøden Simon bar
med lethed? De to røvere segned ikke. – I
kalder eder troende, og har dog så liden tro til
det vidunderliges åbenbarings-magt. Vent, vent,
– I skal få se; – bruden skal visselig skænkes
mig, og da –, hånd i hånd vil vi gå imod øst,
did hen, hvor nogle siger at Helios fødes, –
ind i ensomheden, skjule os, som guddommen
skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bredder,
finde den, og der –, o, forherligelse – derfra
skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå ud
over jorden; der, I skriftbundne tvilere, der
skal åndens kejser-rige grundes!
spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg
siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå.
Det vordende skal mere undfanges af ånden, end
af legemet. I den første Adam var der ligevægt,
som i hine billeder af guden Apollon. Siden har
der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en
stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes, da
han skulde holde dem manende oprakte hist ved
den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren
jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke
drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus
fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt
legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens
dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke
under korset, hint kors, som Jøden Simon bar
med lethed? De to røvere segned ikke. – I
kalder eder troende, og har dog så liden tro til
8*
s. 116
det vidunderliges åbenbarings-magt. Vent, vent,
– I skal få se; – bruden skal visselig skænkes
mig, og da –, hånd i hånd vil vi gå imod øst,
did hen, hvor nogle siger at Helios fødes, –
ind i ensomheden, skjule os, som guddommen
skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bredder,
finde den, og der –, o, forherligelse – derfra
skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå ud
over jorden; der, I skriftbundne tvilere, der
skal åndens kejser-rige grundes!
Basilios fra Cæsaræa.
O, jeg må vel vride mine hænder i sorg
over dig. Er du hin samme Julian, som for tre
år siden drog fra Konstantinopel!
over dig. Er du hin samme Julian, som for tre
år siden drog fra Konstantinopel!
Fyrst Julian.
Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte
kun den vej, der standser ved læren.
kun den vej, der standser ved læren.
Gregor fra Nazianz.
Véd du, hvor din vej standser?
Fyrst Julian.
Hvor vejen og målet er et. – For sidste
gang, Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder,
bliv hos mig. Det syn, jeg havde sidste nat, –
både det og meget andet, tyder på et gådefuldt
bånd imellem os. Dig, min Basilios, havde jeg
så meget at sige. Du er jo din slægts hoved;
og hvo véd, om ikke alt det lokkende, der er
mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit
hus –
gang, Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder,
bliv hos mig. Det syn, jeg havde sidste nat, –
både det og meget andet, tyder på et gådefuldt
bånd imellem os. Dig, min Basilios, havde jeg
så meget at sige. Du er jo din slægts hoved;
og hvo véd, om ikke alt det lokkende, der er
mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit
hus –
s. 117
Basilios fra Cæsaræa.
Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind
i dit afsind og i dine vilde drømme.
i dit afsind og i dine vilde drømme.
Fyrst Julian.
Ah, hvad taler du om vilje? Jeg øjner en
skrivende hånd på væggen; snart skal jeg tyde
skriften.
skrivende hånd på væggen; snart skal jeg tyde
skriften.
Gregor fra Nazianz.
Kom, Basilios!
Fyrst Julian
(med udstrakte arme).
(med udstrakte arme).
O, I venner; I venner!
Gregor fra Nazianz.
Mellem os er et skille fra denne dag.
(han drager Basilios med sig; begge går ud til højre.)
Fyrst Julian
(ser en stund efter dem).
(ser en stund efter dem).
Ja, gå! Gå, gå! – Hvad véd I to lærde
mænd! Hvad bringer I med fra visdommens
stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og
du, Basilios, mere pige end mand, – I kender
kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden
til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre,
den kender I ikke, og end mindre –. Ah!
mænd! Hvad bringer I med fra visdommens
stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og
du, Basilios, mere pige end mand, – I kender
kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden
til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre,
den kender I ikke, og end mindre –. Ah!
(Forhænget på højre side drages til side. To tjenere i øster-
landske klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de
stiller i hjørnet bag bordet. Lidt efter kommer mystikeren
Maximos gennem den samme dør. Han er en mager middelshøj
mand med et brunt høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er stærkt
gråsprængt med undtagelse af de tykke øjenbryn og skægget over
munden, der endnu har sin begsorte farve. Han bærer en spids
hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid stav.)
landske klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de
stiller i hjørnet bag bordet. Lidt efter kommer mystikeren
Maximos gennem den samme dør. Han er en mager middelshøj
mand med et brunt høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er stærkt
gråsprængt med undtagelse af de tykke øjenbryn og skægget over
munden, der endnu har sin begsorte farve. Han bærer en spids
hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid stav.)
s. 118
Mystikeren Maximos
(går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand,
standser og giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst).
(går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand,
standser og giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst).
Fyrst Julian
(sagte).
(sagte).
Endelig!
Mystikeren Maximos
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod;
derefter fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i
lampeskålen. Lampen tænder sig af sig selv og brænder med
et stærkt rødligt skær).
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod;
derefter fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i
lampeskålen. Lampen tænder sig af sig selv og brænder med
et stærkt rødligt skær).
Fyrst Julian
(i spændt forventning).
(i spændt forventning).
Er tiden inde?
Mystikeren Maximos
(uden at se på ham).
(uden at se på ham).
Er dit sind og dit legem rent?
Fyrst Julian.
Jeg har fastet og salvet mig.
Mystikeren Maximos.
Så kan nattens højtid begynde!
(han giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i
forgården. Musik og dans under det følgende.)
Fyrst Julian.
Maximos, – hvad er dette?
Mystikeren Maximos.
Roser i håret! Perlende vin! Se, se hist de
skønne lemmer i leg!
skønne lemmer i leg!
Fyrst Julian.
Og midt under denne sansernes tummel vil
du –?
du –?
s. 119
Mystikeren Maximos.
Synden er kun i dit syn på det syndige.
Fyrst Julian.
Roser i håret! Perlende vin!
(han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en
fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger:)
Ah, hvad var der i vinen?
Mystikeren Maximos.
En glød af den ild, som Prometheus stjal.
(han lægger sig ned på den anden side af bordet.)
Fyrst Julian.
Mine sanser bytter virksomhed; jeg hører
klarhed og jeg ser toner.
klarhed og jeg ser toner.
Mystikeren Maximos.
Vinen er druens sjæl. Den frigjorte, fri-
villige fange. Logos i Pan!
villige fange. Logos i Pan!
De dansende piger
(synger i forgården).
(synger i forgården).
Frigør dig, tømmende
Bakki blod; –
vug dig på strømmende
rythmers flod!
Fyrst Julian
(drikker).
(drikker).
Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du
tyde denne salighed?
tyde denne salighed?
Mystikeren Maximos.
Rusen er dit bryllup med naturens sjæl.
s. 120
Fyrst Julian.
Søde gåde; fristende lokkende –! Hvad
var det? Hvi lo du?
var det? Hvi lo du?
Mystikeren Maximos.
Jeg?
Fyrst Julian.
Det hvisker ved min venstre side! Silke-
hyndet knittrer –
(bleg; springer halvt ivejret:)
hyndet knittrer –
Maximos, vi er ikke alene!
Mystikeren Maximos
(råber).
(råber).
Vi er fem tilbords!
Fyrst Julian.
Symposion med ånderne!
Mystikeren Maximos.
Med skyggerne.
Fyrst Julian.
Nævn mine gæster!
Mystikeren Maximos.
Ikke nu. Hør, hør!
Fyrst Julian.
Hvad er det? Det bruser som en storm
gennem huset –
gennem huset –
Mystikeren Maximos
(skriger).
(skriger).
Julian! Julian! Julian!
Fyrst Julian.
Tal, tal! Hvad sker med os?
s. 121
Mystikeren Maximos.
Bebudelsens time er over dig!
Fyrst Julian
(springer op og viger langt tilbage fra bordet).
(springer op og viger langt tilbage fra bordet).
Ah!
(Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den store bronce-
lampe hæver sig en blåligt lysende kreds.)
lampe hæver sig en blåligt lysende kreds.)
Mystikeren Maximos
(kaster sig helt ned).
(kaster sig helt ned).
Øjet mod lyset!
Fyrst Julian.
Hist?
Mystikeren Maximos.
Ja, ja!
Pigernes sang
(dæmpet fra forgården).
(dæmpet fra forgården).
Natten, den seende,
spænder sit spind;
lysten, den leende,
lokker dig ind.
Fyrst Julian
(stirrer mod lysskæret).
(stirrer mod lysskæret).
Maximos! Maximos!
Mystikeren Maximos
(sagte).
(sagte).
Ser du noget?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvad ser du?
s. 122
Fyrst Julian.
Jeg ser et skinnende ansigt i lyset.
Mystikeren Maximos.
Mand eller kvinde?
Fyrst Julian.
Jeg véd ikke.
Mystikeren Maximos.
Tal til det.
Fyrst Julian.
Tør jeg?
Mystikeren Maximos.
Tal; tal!
Fyrst Julian
(nærmere)
(nærmere)
Hvi blev jeg?
En stemme i lyset.
For at tjene ånden.
Mystikeren Maximos.
Svarer det?
Fyrst Julian.
Ja, ja.
Mystikeren Maximos.
Spørg mere.
Fyrst Julian.
Hvad er min gerning?
Stemmen i lyset.
Du skal grundfæste riget.
s. 123
Fyrst Julian.
Hvilket rige?
Stemmen i lyset.
Riget.
Fyrst Julian.
Og på hvilken vej?
Stemmen i lyset.
På frihedens.
Fyrst Julian.
Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej?
Stemmen i lyset.
Nødvendighedens vej.
Fyrst Julian.
Og ved hvilken magt?
Stemmen i lyset.
Ved at ville.
Fyrst Julian.
Hvad skal jeg ville?
Stemmen i lyset.
Hvad du må.
Fyrst Julian.
Det blegner; det svinder –!
(nærmere.)
Tal, tal! Hvad må jeg?
Stemmen i lyset
(veklagende).
(veklagende).
Julian!
(Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder som før.)
s. 124
Mystikeren Maximos
(ser op).
(ser op).
Borte?
Fyrst Julian.
Borte.
Mystikeren Maximos.
Er du nu vidende?
Fyrst Julian.
Nu mindst. Jeg hænger over det svælgende
dybs befæstning – midt imellem lys og mørke.
(han lægger sig atter ned.)
dybs befæstning – midt imellem lys og mørke.
Hvad er riget?
Mystikeren Maximos.
Der er tre riger.
Fyrst Julian.
Tre?
Mystikeren Maximos.
Først er hint rige, som grundlagdes på kund-
skabens træ; så hint rige, der grundlagdes på
korsets træ –
skabens træ; så hint rige, der grundlagdes på
korsets træ –
Fyrst Julian.
Og det tredje?
Mystikeren Maximos.
Det tredje er den store hemmeligheds rige,
det rige, som skal grundlægges på kundskabens
og på korsets træ tilsammen, fordi det hader og
elsker dem begge, og fordi det har sine levende
kilder under Adams lund og under Golgata.
det rige, som skal grundlægges på kundskabens
og på korsets træ tilsammen, fordi det hader og
elsker dem begge, og fordi det har sine levende
kilder under Adams lund og under Golgata.
Fyrst Julian.
Og det rige skal komme –?
s. 125
Mystikeren Maximos.
Det står for døren. Jeg har regnet og
regnet –
regnet –
Fyrst Julian
(bryder hvast af).
(bryder hvast af).
Det hvisker igen! Hvem er mine gæster?
Mystikeren Maximos.
De tre hjørnestene under nødvendighedens
vrede.
vrede.
Fyrst Julian.
Hvem, hvem?
Mystikeren Maximos.
De tre store hjælpere i fornægtelse.
Fyrst Julian.
Nævn dem!
Mystikeren Maximos.
Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke;
– men jeg kunde vise dig dem –
– men jeg kunde vise dig dem –
Fyrst Julian.
Så vis mig dem! Straks, Maximos –!
Mystikeren Maximos.
Vogt dig –!
Fyrst Julian.
Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale
med dem, en for en.
med dem, en for en.
Mystikeren Maximos.
Over dig selv komme skylden.
(han svinger sin stav og råber:)
Tag skikkelse og lad dig tilsyne, du udvæl-
gelsens første offerlam!
gelsens første offerlam!
s. 126
Fyrst Julian.
Ah!
Mystikeren Maximos
(med tilhyllet ansigt).
(med tilhyllet ansigt).
Hvad ser du?
Fyrst Julian
(dæmpet).
(dæmpet).
Der ligger han; lige for hjørnet. – Han
er stor, som Herakles, og skøn –, dog nej,
ikke – –
(nølende.)
er stor, som Herakles, og skøn –, dog nej,
ikke – –
Kan du, så tal til mig!
En stemme.
Hvad vil du vide?
Fyrst Julian.
Hvad var dit hverv i livet?
Stemmen.
Min brøde.
Fyrst Julian.
Hvi forbrød du dig?
Stemmen.
Hvi blev jeg ikke min broder!
Fyrst Julian.
Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig?
Stemmen.
Hvi blev jeg mig selv?
Fyrst Julian.
Og hvad vilde du, som dig selv?
s. 127
Stemmen.
Hvad jeg måtte.
Fyrst Julian.
Og hvorfor måtte du?
Stemmen.
Jeg var mig.
Fyrst Julian.
Du er ordknap.
Mystikeren Maximos
(uden at se op).
(uden at se op).
In vino veritas.
Fyrst Julian.
Du traf det, Maximos!
(han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde.)
Bad dig i vinduften, min blege gæst! Kvæg
dig. Kend, kend, – den stiger tilvejrs som en
offerrøg.
dig. Kend, kend, – den stiger tilvejrs som en
offerrøg.
Stemmen.
Offerrøg stiger ikke altid.
Fyrst Julian.
Hvi rødmer hin stribe på panden? Nej,
nej, – stryg ikke håret over. Hvad er det?
nej, – stryg ikke håret over. Hvad er det?
Stemmen.
Tegnet.
Fyrst Julian.
Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt
har din brøde båret?
har din brøde båret?
Stemmen.
Den herligste.
s. 128
Fyrst Julian.
Hvad kalder du den herligste.
Stemmen.
Livet.
Fyrst Julian.
Og livets grund?
Stemmen.
Døden.
Fyrst Julian.
Og dødens?
Stemmen
(taber sig, som i et suk).
(taber sig, som i et suk).
Ja, det er gåden!
Fyrst Julian.
Borte!
Mystikeren Maximos
(ser op).
(ser op).
Borte?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Kendte du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvem var det?
Fyrst Julian.
Kain.
Mystikeren Maximos.
Den vej altså! Forsk ikke mere!
s. 129
Fyrst Julian
(slår ud med hånden).
(slår ud med hånden).
Den anden, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke!
Fyrst Julian.
Den anden, siger jeg! Du har tilsvoret mig
at komme tilbunds i visse ting. Den anden,
Maximos! Jeg vil se ham; jeg vil kende mine
gæster!
at komme tilbunds i visse ting. Den anden,
Maximos! Jeg vil se ham; jeg vil kende mine
gæster!
Mystikeren Maximos.
Du har villet det, ikke jeg.
(han svinger staven.)
Her frem og lad dig tilsyne, du villende
slave, du, som hjalp ved den næste store verdens-
vending!
slave, du, som hjalp ved den næste store verdens-
vending!
Fyrst Julian
(stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han
hånden afværgende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger
dæmpet):
(stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han
hånden afværgende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger
dæmpet):
Ikke nærmere!
Mystikeren Maximos
(bortvendt).
(bortvendt).
Ser du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvorledes ser du ham?
Fyrst Julian.
Jeg ser ham som en rødskægget mand. Han
har forrevne klæder og et reb om halsen. – –
har forrevne klæder og et reb om halsen. – –
Tal til ham, Maximos!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
9
s. 130
Mystikeren Maximos.
Du må tale.
Fyrst Julian.
Hvad var du i livet?
En Stemme
(lige ved ham).
(lige ved ham).
Verdens-vognens tolvte hjul.
Fyrst Julian.
Det tolvte? Det femte regnes alt for unyttigt.
Stemmen.
Hvor var vognen rullet hen uden mig?
Fyrst Julian.
Hvor rulled' den hen ved dig?
Stemmen.
Ind i forherligelsen.
Fyrst Julian.
Hvi hjalp du?
Stemmen.
Fordi jeg var villende.
Fyrst Julian.
Hvad vilde du?
Stemmen.
Hvad jeg måtte ville.
Fyrst Julian.
Hvem kåred dig?
Stemmen.
Mesteren.
s. 131
Fyrst Julian.
Var mesteren forud-vidende, da han kåred dig?
Stemmen.
Ja, det er gåden!
(kort stilhed.)
Mystikeren Maximos.
Du tier?
Fyrst Julian.
Han er her ikke mere.
Mystikeren Maximos
(ser op).
(ser op).
Kendte du ham?
Fyrst Julian.
Ja.
Mystikeren Maximos.
Hvad hed han i livet?
Fyrst Julian.
Judas Ischariotes.
Mystikeren Maximos
(springer op).
(springer op).
Afgrunden skyder blomster; natten forråder
sig selv!
sig selv!
Fyrst Julian
(skriger til ham).
(skriger til ham).
Den tredje frem!
Mystikeren Maximos.
Han skal komme!
(svinger staven.)
9*
s. 132
Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem,
du tredje store frigivne under nødvendigheden!
(kaster sig atter ned på hyndet og vender sit ansigt bort.)
du tredje store frigivne under nødvendigheden!
Hvad ser du?
Fyrst Julian.
Jeg ser intet.
Mystikeren Maximos.
Og dog er han her.
(svinger staven igen.)
Ved Salomons segl, ved øjet i trekanten, –
jeg besværger dig, – lad dig tilsyne! – –
jeg besværger dig, – lad dig tilsyne! – –
Hvad ser du nu?
Fyrst Julian.
Intet; intet!
Mystikeren Maximos
(svinger atter staven).
(svinger atter staven).
Her frem, du –! – –
(holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer op fra bordet.)
Ah, lyn i natten! Jeg ser det; – al kunst
er forgæves.
er forgæves.
Fyrst Julian
(rejser sig).
(rejser sig).
Hvorfor? Tal, tal!
Mystikeren Maximos.
Den tredje er ikke iblandt skyggerne endnu.
Fyrst Julian.
Han lever?
Mystikeren Maximos.
Ja, han lever.
s. 133
Fyrst Julian.
Og her, sagde du –!
Mystikeren Maximos.
Her, eller hist, eller blandt de ufødte; –
jeg véd ikke –
jeg véd ikke –
Fyrst Julian
(trænger ind på ham).
(trænger ind på ham).
Du lyver! Du bedrager mig! Her, her,
sagde du –!
sagde du –!
Mystikeren Maximos.
Slip min kappe!
Fyrst Julian.
Altså du eller jeg! Men hvem af os?
Mystikeren Maximos.
Slip kappen, Julian!
Fyrst Julian.
Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene!
Mystikeren Maximos.
Du er mere vidende end jeg. Hvad for-
kyndte røsten i lyset?
kyndte røsten i lyset?
Fyrst Julian.
Røsten i lyset –?
(med et skrig.)
Riget! Riget? Grundfæste riget –!
Mystikeren Maximos.
Det tredje rige!
Fyrst Julian.
Nej; og tusende gange nej! Vig, fordærver!
Jeg siger mig løs fra dig og fra alt dit værk –
Jeg siger mig løs fra dig og fra alt dit værk –
s. 134
Mystikeren Maximos.
Fra nødvendigheden?
Fyrst Julian.
Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke
tjene den. Jeg er fri, fri, fri!
tjene den. Jeg er fri, fri, fri!
(Larm udenfor: danserinderne og fløjtespillerne flygter.)
Mystikeren Maximos
(lytter mod højre).
(lytter mod højre).
Hvad skræk og skrig –?
Fyrst Julian.
Der trænger fremmede mennesker ind i huset –
Mystikeren Maximos.
Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os!
Fyrst Julian.
Vær rolig; os kan ingen ramme.
Husmesteren Eutherios
(kommer ilsomt over forgården).
(kommer ilsomt over forgården).
Herre, herre!
Fyrst Julian.
Hvem volder hin larm udenfor?
Husmesteren Eutherios.
Fremmede mænd har omringet huset; de
har sat vagt ved alle udgange; de bryder ind –
næsten med vold. Der kommer de, herre! Der
er de!
har sat vagt ved alle udgange; de bryder ind –
næsten med vold. Der kommer de, herre! Der
er de!
(Quæstoren Leontes med et stort og pragtfuldt følge kommer
ind fra højre.)
ind fra højre.)
Quæstoren Leontes.
Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min
nådigste herre –
nådigste herre –
s. 135
Fyrst Julian
(et skridt tilbage).
(et skridt tilbage).
Hvad ser jeg!
Quæstoren Leontes.
Dine tjenere vilde formene mig at slippe ind;
og da det var mig så højst magtpåliggende –
og da det var mig så højst magtpåliggende –
Fyrst Julian.
Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes!
Quæstoren Leontes.
Jeg har rejst nætter og dage som kejserens
udsending.
udsending.
Fyrst Julian
(bleg).
(bleg).
Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er
mig sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg,
Leontes! Denne mand (tyder mod Maximos) er hos
mig som læge.
mig sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg,
Leontes! Denne mand (tyder mod Maximos) er hos
mig som læge.
Quæstoren Leontes.
Tillad mig, nådige herre –!
Fyrst Julian.
Hvi trænger man voldsomt ind til mig?
Hvad er det kejseren vil?
Hvad er det kejseren vil?
Quæstoren Leontes.
Han vil glæde dig, herre, med et stort og
vigtigt budskab.
vigtigt budskab.
Fyrst Julian.
Jeg beder dig, lad mig vide, hvad budskab
du bringer.
du bringer.
s. 136
Quæstoren Leontes
(knæler).
(knæler).
Min allerhøjeste herre, – prisende din og
min egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.
min egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.
Ouæstorens følge.
Længe leve Cæsar Julian!
Mystikeren Maximos.
Cæsar!
Fyrst Julian
(viger med et udråb tilbage).
(viger med et udråb tilbage).
Cæsar! Stå op, Leontes! Hvad afsind taler du!
Quæstoren Leontes.
Jeg bringer kejserens bud.
Fyrst Julian.
Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos?
Quæstoren Leontes.
O, spørg ikke.
Fyrst Julian.
Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor
er Gallos?
er Gallos?
Quæstoren Leontes
(står op).
(står op).
Cæsar Gallos er hos sin elskede hustru.
Fyrst Julian.
Død!
Quæstoren Leontes.
Salig hos sin hustru.
Fyrst Julian.
Død; død! Gallos død! Død midt på sit
sejrstog! Men når, – og hvor?
sejrstog! Men når, – og hvor?
s. 137
Quæstoren Leontes.
O, dyrebare herre, forskån mig –
Gregor fra Nazianz
(brydes med vagten ved indgangen).
(brydes med vagten ved indgangen).
Jeg må ind til ham! Tilside, siger jeg. –
Julian!
Julian!
Fyrst Julian.
Gregor, broder, – så kom du dog igen!
Gregor fra Nazianz.
Er det sandt, hvad rygtet kaster som en
pileregn over staden?
pileregn over staden?
Fyrst Julian.
Jeg er selv som rammet af rygtets pile. Tør
jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?
jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?
Gregor fra Nazianz.
For Kristi skyld, vis fristeren fra dig!
Fyrst Julian.
Kejserens bud, Gregor!
Gregor fra Nazianz.
Du vil træde på din broders blodige lig –
Fyrst Julian.
Blodige –?
Gregor fra Nazianz.
Véd du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet.
Fyrst Julian
(med sammenslagne hænder).
(med sammenslagne hænder).
Myrdet!
Quæstoren Leontes.
Ah, hvo er denne forvovne –?
s. 138
Fyrst Julian.
Myrdet; myrdet! (il Leontes.) Han lyver dog?
Quæstoren Leontes.
Cæsar Gallos er falden på sine gerninger.
Fyrst Julian.
Myrdet! – hvo myrded ham?
Quæstoren Leontes.
Hvad der er sked, var en nødvendighed,
høje herre! Cæsar Gallos har misbrugt magten
som en rasende her i Østerlandene. Hans stilling
som Cæsar var ham ikke længer nok. Hans
færd, både i Konstantinopel og andetsteds under-
vejs, viste tilfulde, hvad han pønsed på.
høje herre! Cæsar Gallos har misbrugt magten
som en rasende her i Østerlandene. Hans stilling
som Cæsar var ham ikke længer nok. Hans
færd, både i Konstantinopel og andetsteds under-
vejs, viste tilfulde, hvad han pønsed på.
Fyrst Julian.
Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet
vil jeg vide.
vil jeg vide.
Quæstoren Leontes.
O, lad mig skåne dine broderlige øren.
Fyrst Julian.
Mine broderlige øren kan tåle, hvad mine
sønlige øren har tålt. Hvo dræbte ham?
sønlige øren har tålt. Hvo dræbte ham?
Quæstoren Leontes.
Tribunen Skudilo, som ledsaged ham, fandt
det rådeligt at lade ham henrette.
det rådeligt at lade ham henrette.
Fyrst Julian.
Hvor? Dog ikke i Rom?
s. 139
Quæstoren Leontes.
Nej, herre, det skede på rejsen did, – i
staden Pola i Illyrien.
staden Pola i Illyrien.
Fyrst Julian
(bøjer sig).
(bøjer sig).
Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af
slægten, Gregor! Kejser Konstanzios er stor.
slægten, Gregor! Kejser Konstanzios er stor.
Quæstoren Leontes
(tager en purpurkåbe fra en af følget).
(tager en purpurkåbe fra en af følget).
Høje Cæsar, værdiges at iføre dig –
Fyrst Julian.
Rød! Væk med den! Var det den, han bar
i Pola –?
i Pola –?
Quæstoren Leontes.
Den er kommen ny fra Sidon.
Fyrst Julian
(med et blik til Maximos).
(med et blik til Maximos).
Fra Sidon! Purpurklædningen –!
Mystikeren Maximos.
Apollinaris's syn!
Gregor fra Nazianz.
Julian; Julian!
Quæstoren Leontes.
Se, den sendes dig af din frænde, kejseren.
Han lader dig sige, at han, barnløs som han er,
håber, at du vil læge dette hans livs dybeste sår.
Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det
hans vilje, at du går som Cæsar til Gallien. De
alemanske grænsefolk har sat over Rhin-strømmen
og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger
trygt på dit held og din fremgang imod barbarerne.
I drømme har visse ting åbenbaret sig for ham,
og hans sidste ord til mig ved afrejsen var, at
det sikkerlig skulde lykkes dig at grundfæste riget.
Han lader dig sige, at han, barnløs som han er,
håber, at du vil læge dette hans livs dybeste sår.
Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det
hans vilje, at du går som Cæsar til Gallien. De
s. 140
alemanske grænsefolk har sat over Rhin-strømmen
og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger
trygt på dit held og din fremgang imod barbarerne.
I drømme har visse ting åbenbaret sig for ham,
og hans sidste ord til mig ved afrejsen var, at
det sikkerlig skulde lykkes dig at grundfæste riget.
Fyrst Julian.
Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Tegn imod tegn.
Quæstoren Leontes.
Hvorledes, høje Cæsar?
Fyrst Julian.
Også mig er visse ting varslet; men dette –
Gregor fra Nazianz.
Sig nej, Julian! Det er fordærvelsens vinger
de vil hæfte til dine skuldre.
de vil hæfte til dine skuldre.
Quæstoren Leontes.
Hvo er du, som trodser kejseren?
Gregor fra Nazianz.
Mit navn er Gregor; jeg er søn af biskoppen
i Nazianz; – gør med mig, hvad I vil.
i Nazianz; – gør med mig, hvad I vil.
Fyrst Julian.
Han er min ven og broder; ingen røre ham!
(En stor menneskesværm har imidlertid opfyldt forgården.)
Basilios fra Cæsaræa
(baner sig vej gennem mængden).
(baner sig vej gennem mængden).
Tag ikke purpuret, Julian!
s. 141
Fyrst Julian.
Du også, min trofaste Basilios!
Basilios fra Cæsaræa.
Tag det ikke! For Gud Herrens skyld –
Fyrst Julian.
Hvad forfærder dig ved dette?
Basilios fra Cæsaræa.
De rædsler, som vil komme.
Fyrst Julian.
Ved mig skal riget grundfæstes.
Basilios fra Cæsaræa.
Kristi rige?
Fyrst Julian.
Kejserens store skønne rige.
Basilios fra Cæsaræa.
Var det kejserens rige, som stod i lys for
dit syn, da du som barn forkyndte læren fra de
kappadokiske blodvidners grave? Var det kejserens
rige, du drog fra Konstantinopel for at grundfæste
på jorden? Var det kejserens rige –
dit syn, da du som barn forkyndte læren fra de
kappadokiske blodvidners grave? Var det kejserens
rige, du drog fra Konstantinopel for at grundfæste
på jorden? Var det kejserens rige –
Fyrst Julian.
Tåger, tåger; – alt hint ligger bag mig som
en vild drøm.
en vild drøm.
Basilios fra Cæsaræa.
Dig var det bedre, at du selv, med en mølle-
sten om din hals, lå på havets bund, end at
denne drøm skulde ligge bag dig. – Ser du
ikke fristerens værk? Al jordens herlighed lægges
for dine fødder.
sten om din hals, lå på havets bund, end at
denne drøm skulde ligge bag dig. – Ser du
s. 142
ikke fristerens værk? Al jordens herlighed lægges
for dine fødder.
Mystikeren Maximos.
Tegn imod tegn, Cæsar!
Fyrst Julian.
Et ord, Leontes!
(griber hans hånd og drager ham tilside.)
Hvor fører du mig hen?
Quæstoren Leontes.
Til Rom, herre!
Fyrst Julian.
Det spørger jeg ikke om. Hvor fører du
mig hen; til lykken og magten, – eller til slagter-
bænken?
mig hen; til lykken og magten, – eller til slagter-
bænken?
Quæstoren Leontes.
O, herre, en så hånende mistro –
Fyrst Julian.
Gallos's legeme er knapt rådnet endnu.
Quæstoren Leontes.
Jeg kan hæve alle tvil. (tager et papir frem.) Dette
brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig
i enrum –
brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig
i enrum –
Fyrst Julian.
Et brev? Hvad skriver han? –
(han åbner papiret og læser.)
Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, –
Helena til mig!
Helena til mig!
s. 143
Quæstoren Leontes.
Kejseren skænker dig hende, herre! Han
skænker dig denne elskede søster, som Cæsar
Gallos forgæves bad om.
skænker dig denne elskede søster, som Cæsar
Gallos forgæves bad om.
Fyrst Julian.
Helena til mig! Det uopnålige vundet! –
Men hun, Leontes –?
Men hun, Leontes –?
Quæstoren Leontes.
Ved afskeden tog han fyrstinden ved hånden
og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt
blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog
sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde,
og lad ham vide, at han altid har været den
mand, som – –
og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt
blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog
sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde,
og lad ham vide, at han altid har været den
mand, som – –
Fyrst Julian.
Videre, Leontes!
Quæstoren Leontes.
Med de ord taug hun, den tugtige og rene
kvinde.
kvinde.
Fyrst Julian.
Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyr-
des alt!
(han råber højt.)
des alt!
Purpurkappen om mig!
Mystikeren Maximos.
Du har valgt?
Fyrst Julian.
Valgt, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Valgt, trods tegn imod tegn?
s. 144
Fyrst Julian.
Her står ikke tegn imod tegn. Maximos,
Maximos, du har været blind, du seende! –
Purpurkåben om mig!
Maximos, du har været blind, du seende! –
Purpurkåben om mig!
(Quæstoren Leontes ifører ham kåben.)
Basilios fra Cæsaræa.
Det er sked!
Mystikeren Maximos
(mumler for sig selv, med oprakte hænder).
(mumler for sig selv, med oprakte hænder).
Sejr og lys over den villende!
Quæstoren Leontes.
Og nu til statholderens bolig; folket vil hilse
Cæsar.
Cæsar.
Fyrst Julian.
Cæsar bliver i sin ophøjelse, hvad han var,
– den fattige visdomselsker, der tog alt af kej-
serens nåde. – Til statholderens bolig, I venlige
herrer!
– den fattige visdomselsker, der tog alt af kej-
serens nåde. – Til statholderens bolig, I venlige
herrer!
Stemmer blandt quæstorens følge.
Plads, plads for Cæsar Julian!
(Alle går ud gennem forgården under mængdens bifaldsråb; kun
Gregor og Basilios blir stående.)
Gregor og Basilios blir stående.)
Basilios fra Cæsaræa.
Gregor! I hvad der så kommer, – lad os
holde sammen.
holde sammen.
Gregor fra Nazianz.
Her er min hånd.
FJERDE HANDLING.
(Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats «De varme bade»
udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden
mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.)
udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden
mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.)
(Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i
en armstol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står
ovenfor hende og holder forhænget tilside.)
en armstol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står
ovenfor hende og holder forhænget tilside.)
Fyrstinde Helena.
Hvilken stimmel! Hele staden strømmer
dem imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke
fløjter og trommer?
dem imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke
fløjter og trommer?
Slavinden Myrrha.
Jo, jeg synes visst –
Fyrstinde Helena.
Du lyver! Larmen er for stærk; du kan
intet høre. (springer op.) O, denne marterfulde usik-
kerhed! Ikke at vide, om han kommer som sejer-
herre eller som flygtning.
intet høre. (springer op.) O, denne marterfulde usik-
kerhed! Ikke at vide, om han kommer som sejer-
herre eller som flygtning.
Slavinden Myrrha.
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er
jo altid kommen som sejerherre.
jo altid kommen som sejerherre.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
10
s. 146
Fyrstinde Helena.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød.
Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige
slag. Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar
var kommen som sejerherre, hvorfor skulde han
da have skikket hint brev til stadsforstanderne
og forbudt dem at møde ham med æresbevis-
ninger udenfor portene?
Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige
slag. Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar
var kommen som sejerherre, hvorfor skulde han
da have skikket hint brev til stadsforstanderne
og forbudt dem at møde ham med æresbevis-
ninger udenfor portene?
Slavinden Myrrha.
O, du véd jo, herskerinde, hvor lidet din
høje husbond tragter efter slige ting.
høje husbond tragter efter slige ting.
Fyrstinde Helena.
Ja, ja, det er vel sandt. Og hvis han havde
lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide
det – mon kejseren da havde skikket os denne
udsending, som må kunne være her endnu idag,
og hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smyk-
ker og gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?
lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide
det – mon kejseren da havde skikket os denne
udsending, som må kunne være her endnu idag,
og hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smyk-
ker og gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at er-
fare noget pålideligt –
fare noget pålideligt –
Fyrstinde Helena.
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv
må dog vide –
må dog vide –
Husmesteren Eutherios.
Det er kun barbariske hjælpetropper, som
rykker ind, – Bataver og andre, – og de véd
intet.
rykker ind, – Bataver og andre, – og de véd
intet.
s. 147
Fyrstinde Helena
(vrider sine hænder).
(vrider sine hænder).
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hel-
lige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og
dag –
(lytter og skriger ud.)
lige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og
dag –
Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian;
min elskede!
min elskede!
Cæsar Julian
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden).
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden).
Helena!
Husmesteren Eutherios.
Min høje Cæsar!
Cæsar Julian
(favner fyrstinden med voldsomhed).
(favner fyrstinden med voldsomhed).
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios!
Fyrstinde Helena.
Slagen! Forfulgt!
Husmesteren Eutherios.
Herre!
Cæsar Julian.
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe
ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra
kejseren?
ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra
kejseren?
Husmesteren Eutherios.
Nej, herre; men der er en udsending ivente.
Cæsar Julian.
Gå, gå! (til slavinden.) Væk med dig.
(Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.)
10*
s. 148
Fyrstinde Helena
(synker ned i armstolen).
(synker ned i armstolen).
Så er det da ude med os!
Cæsar Julian
(trækker forhænget sammen).
(trækker forhænget sammen).
Hvem véd. Blot varsom, så kan uvejret
endnu –
endnu –
Fyrstinde Helena.
Efter et sådant nederlag –?
Cæsar Julian.
Nederlag? Hvad taler du om, min elskede?
Fyrstinde Helena.
Har ikke Alemanerne slåt dig?
Cæsar Julian.
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig
levende igen.
levende igen.
Fyrstinde Helena
(springer op).
(springer op).
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt?
Cæsar Julian
(sagte).
(sagte).
Det værste, Helena; – en umådelig sejr.
Fyrstinde Helena.
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har
sejret, og dog –?
sejret, og dog –?
Cæsar Julian.
Du kan ikke fatte, hvorledes jeg står. Du
kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars
elendighed.
kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars
elendighed.
s. 149
Fyrstinde Helena.
Julian!
Cæsar Julian.
Kan du fortænke mig i, at jeg har dulgt sligt
for dig? Bød ikke både pligt og skam, at –?
Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –!
for dig? Bød ikke både pligt og skam, at –?
Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –!
Fyrstinde Helena.
Hvad? Hvad?
Cæsar Julian.
Hvilken forandring med dig i disse måneder!
Helena, har du været syg?
Helena, har du været syg?
Fyrstinde Helena.
Nej, nej; men sig mig –?
Cæsar Julian.
Jo, du har været syg! Du må være syg
endnu; – disse feberhede tindinger, disse blå-
brune ringe om øjnene –
endnu; – disse feberhede tindinger, disse blå-
brune ringe om øjnene –
Fyrstinde Helena.
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian!
Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende
bønner til den højt velsignede på korsets træ –
Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende
bønner til den højt velsignede på korsets træ –
Cæsar Julian.
Skån dig, du dyrebare; det er jo dog hel
usikkert, om denne nidkærhed frugter så meget.
usikkert, om denne nidkærhed frugter så meget.
Fyrstinde Helena.
Fy; dit sind er ikke fromt. – Men tal om
dine egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg
intet for mig.
dine egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg
intet for mig.
s. 150
Cæsar Julian.
Der kan intet dølges længer. Siden kejser-
indens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt
her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde
ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Ale-
manerne, så hed det, at jeg var frygtagtig og
uvirksom. Man spottede over visdomselskeren,
som ikke ret kunde vænne sig til at bære krigs-
rustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne,
så måtte jeg høre, at jeg burde kunnet opnå mere.
indens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt
her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde
ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Ale-
manerne, så hed det, at jeg var frygtagtig og
uvirksom. Man spottede over visdomselskeren,
som ikke ret kunde vænne sig til at bære krigs-
rustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne,
så måtte jeg høre, at jeg burde kunnet opnå mere.
Fyrstinde Helena.
Men alle dine venner i hæren –
Cæsar Julian.
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke
en, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin
perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryl-
lupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig
bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren,
har mindet mig om vort gamle venskab i Athen
og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men
hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han
er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han
kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigs-
øversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg
lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus,
som tynges under følelsen af sin egen udygtighed,
og som dog ikke kan forlige sig med min nye
krigsførsel! Eller tror du, jeg kan støtte mig til
Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig,
denne urolige mand tragter efter de højeste ting.
en, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin
perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryl-
lupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig
bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren,
har mindet mig om vort gamle venskab i Athen
og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men
hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han
er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han
kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigs-
øversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg
lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus,
som tynges under følelsen af sin egen udygtighed,
og som dog ikke kan forlige sig med min nye
krigsførsel! Eller tror du, jeg kan støtte mig til
s. 151
Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig,
denne urolige mand tragter efter de højeste ting.
Fyrstinde Helena.
Ah, Julian!
Cæsar Julian
(går op og ned).
(går op og ned).
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor!
Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til
Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet
og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden
som Cæsar. Véd du vel, Helena, at den spise-
seddel, min kok har at rette sig efter, den er
sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til
at ændre noget deri, hverken lægge til eller
tage fra!
Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til
Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet
og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden
som Cæsar. Véd du vel, Helena, at den spise-
seddel, min kok har at rette sig efter, den er
sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til
at ændre noget deri, hverken lægge til eller
tage fra!
Fyrstinde Helena.
Og alt dette har du båret hemmeligt –!
Cæsar Julian.
Alle véd det, uden du. Alle spotter over
Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg
vil ikke bære det!
Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg
vil ikke bære det!
Fyrstinde Helena.
Men det store slag –? Fortæl mig dog, –
har rygtet overdrevet –?
har rygtet overdrevet –?
Cæsar Julian.
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss;
hvad var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes
kun –.
hvad var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes
kun –.
s. 152
Jeg tør sige, at jeg i disse måneder har ud-
rettet alt, hvad der stod i menneskelig magt.
Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min
egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den
østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen
i ryggen, trak kong Knodomar alle sine strids-
kræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster
stødte til ham. Men forinden han havde fåt
samlet de nødvendige både til overgang i nøds-
fald, lod jeg min hær rykke frem til angreb.
rettet alt, hvad der stod i menneskelig magt.
Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min
egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den
østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen
i ryggen, trak kong Knodomar alle sine strids-
kræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster
stødte til ham. Men forinden han havde fåt
samlet de nødvendige både til overgang i nøds-
fald, lod jeg min hær rykke frem til angreb.
Fyrstinde Helena.
Min helt, min Julian!
Cæsar Julian.
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede
omgik fienden i nord; de gamle legioner under
Severus drev barbarerne mere og mere østligt
imod floden; Bataverne, vore bundsforvandte,
under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne
ærligt bi, og da Knodomar mærked, at der var
al fare, søgte han at undkomme imod syd for at
nå over til øerne. Men før det kunde ske, lod
jeg Florentius møde ham med prætorianerne og
hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt,
men visst er det, at forræderi eller misundelse
nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske
ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som
kasted sig til jorden og stak hestene i bugen.
Jeg så vort nederlag for øjnene –
omgik fienden i nord; de gamle legioner under
Severus drev barbarerne mere og mere østligt
imod floden; Bataverne, vore bundsforvandte,
under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne
ærligt bi, og da Knodomar mærked, at der var
al fare, søgte han at undkomme imod syd for at
nå over til øerne. Men før det kunde ske, lod
jeg Florentius møde ham med prætorianerne og
hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt,
men visst er det, at forræderi eller misundelse
nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske
ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som
kasted sig til jorden og stak hestene i bugen.
Jeg så vort nederlag for øjnene –
s. 153
Fyrstinde Helena.
Men slagenes Gud var med dig!
Cæsar Julian.
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hus-
tropper med mine tilråb, holdt i al skynding en
tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have
været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske
uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb
havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den
tætteste kamptummel.
tropper med mine tilråb, holdt i al skynding en
tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have
været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske
uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb
havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den
tætteste kamptummel.
Fyrstinde Helena.
Julian! O, du elsker mig ikke!
Cæsar Julian.
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg
vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det
kom, min elskede! Det var som om en lyn-
slående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser.
Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja,
du har jo selv set ham – jeg så ham flygte til-
fods af slaget, og med ham flygtede hans broder
Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle,
som ikke lå under for vore sværd.
vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det
kom, min elskede! Det var som om en lyn-
slående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser.
Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja,
du har jo selv set ham – jeg så ham flygte til-
fods af slaget, og med ham flygtede hans broder
Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle,
som ikke lå under for vore sværd.
Fyrstinde Helena.
O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede
frelser; det var dig, som atter udsendte mord-
englene fra den mulviske bro!
frelser; det var dig, som atter udsendte mord-
englene fra den mulviske bro!
Cæsar Julian.
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig
har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i,
der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten;
de druknende kæmped indbyrdes til de vælted
rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne
faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde
søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere
røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind
imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom
han frivilligt frem og overgav sig.
har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i,
s. 154
der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten;
de druknende kæmped indbyrdes til de vælted
rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne
faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde
søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere
røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind
imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom
han frivilligt frem og overgav sig.
Fyrstinde Helena.
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle
dig tryg?
dig tryg?
Cæsar Julian
(nølende).
(nølende).
Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et
tilfælde, en ubetydelighed –
tilfælde, en ubetydelighed –
Fyrstinde Helena.
Et tilfælde?
Cæsar Julian.
Jeg vil helst kalde det så. I Athen grubled
vi så meget over Nemesis. – Min sejr var så
overvældende stor, Helena; min stilling var lige-
som kommen ud af ligevægt; jeg véd ikke –
vi så meget over Nemesis. – Min sejr var så
overvældende stor, Helena; min stilling var lige-
som kommen ud af ligevægt; jeg véd ikke –
Fyrstinde Helena.
O, tal dog; du ængster mig!
Cæsar Julian.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg
lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens
påsyn. Før slaget havde han truet med, at jeg
skulde flåes levende, når jeg faldt i hans hænder.
Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skæl-
vende over hele legemet; knækket af ulykken,
således, som det er barbarers vis, kasted han sig
ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer
og bad for livet.
lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens
påsyn. Før slaget havde han truet med, at jeg
s. 155
skulde flåes levende, når jeg faldt i hans hænder.
Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skæl-
vende over hele legemet; knækket af ulykken,
således, som det er barbarers vis, kasted han sig
ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer
og bad for livet.
Fyrstinde Helena.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde
Lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. –
Dræbte du ham, min elskede?
Lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. –
Dræbte du ham, min elskede?
Cæsar Julian.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg til-
sagde ham sikkerhed og loved at sende ham
som fange til Rom.
sagde ham sikkerhed og loved at sende ham
som fange til Rom.
Fyrstinde Helena.
Uden at pine ham?
Cæsar Julian.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men
da, – jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, –
i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine
læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne
hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i
vort sprog, råbte han med høj røst: priset være
du, Julian, du mægtige kejser!
da, – jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, –
i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine
læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne
hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i
vort sprog, råbte han med høj røst: priset være
du, Julian, du mægtige kejser!
Fyrstinde Helena.
Ah!
Cæsar Julian.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbar-
kongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt
soldaternes klynger. «Leve kejser Julian», råbte
de omstående; og råbet forplanted sig i videre
og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det
var som om en Titan havde slynget et berg ud
i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig
denne hedenske lignelse, men –
kongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt
s. 156
soldaternes klynger. «Leve kejser Julian», råbte
de omstående; og råbet forplanted sig i videre
og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det
var som om en Titan havde slynget et berg ud
i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig
denne hedenske lignelse, men –
Fyrstinde Helena.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian!
Cæsar Julian.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios,
hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder,
var for ham den største –
hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder,
var for ham den største –
Fyrstinde Helena.
Ja, ja; men soldaterne –?
Cæsar Julian.
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det
godt, – Florentius, Severus og visse andre stod
stille omkring, hvide af skræk og vrede.
godt, – Florentius, Severus og visse andre stod
stille omkring, hvide af skræk og vrede.
Fyrstinde Helena.
Ja, ja – de, men ikke soldaterne.
Cæsar Julian.
Der var knapt gåt en nat tilende, før mine
hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar
har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed
det, og til gengæld har han skænket barbar-
kongen livet. – Således, vendt op og ned, er
det også bleven meldt til Rom.
hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar
har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed
det, og til gengæld har han skænket barbar-
kongen livet. – Således, vendt op og ned, er
det også bleven meldt til Rom.
s. 157
Fyrstinde Helena.
Er du viss på det? Og af hvem?
Cæsar Julian.
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev
skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele,
men –
skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele,
men –
Fyrstinde Helena.
Nu, – og hvad har han svaret?
Cæsar Julian.
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående
taushed, når han vil ramme nogen.
taushed, når han vil ramme nogen.
Fyrstinde Helena.
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er
umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart
bringe dig sikkerhed for, at –
umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart
bringe dig sikkerhed for, at –
Cæsar Julian.
Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit
bryst gemmer jeg opsnappede breve, som –
bryst gemmer jeg opsnappede breve, som –
Fyrstinde Helena.
O, Herre min Gud, lad mig se!
Cæsar Julian.
Siden, siden.
(han går op og ned.)
Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist
ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til
jorden for lange tider, mens han selv har lidt
nederlag på nederlag ved Donau, og mens hæren
i Asien ikke synes at vinde et skridts fremgang
imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter,
undtagen her, hvor man satte en modstræbende
visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes
jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste
store sejr har man gjort et spottedigt over mig
og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til
jorden for lange tider, mens han selv har lidt
nederlag på nederlag ved Donau, og mens hæren
i Asien ikke synes at vinde et skridts fremgang
s. 158
imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter,
undtagen her, hvor man satte en modstræbende
visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes
jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste
store sejr har man gjort et spottedigt over mig
og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
Fyrstinde Helena.
Ja, jeg tror det også.
Cæsar Julian.
Hvad er en Cæsars værdighed på deslige
vilkår!
vilkår!
Fyrstinde Helena.
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive
stående ved dette.
stående ved dette.
Cæsar Julian
(standser).
(standser).
Helena, kunde du følge mig?
Fyrstinde Helena
(sagte).
(sagte).
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage.
Cæsar Julian.
Så bort fra al denne utaksomme møje; bort
til den så længe eftertragtede ensomhed –!
til den så længe eftertragtede ensomhed –!
Fyrstinde Helena.
Hvad siger du? Ensomhed!
Cæsar Julian.
Med dig, min elskede; og med mine kære
bøger, dem jeg her så sjelden har kunnet åbne,
og dem jeg kun har turdet vie mine hvileløse
nætter.
bøger, dem jeg her så sjelden har kunnet åbne,
s. 159
og dem jeg kun har turdet vie mine hvileløse
nætter.
Fyrstinde Helena
(ser nedad ham).
(ser nedad ham).
Ah, således!
Cæsar Julian.
Hvad ellers?
Fyrstinde Helena.
Nu ja; hvad ellers?
Cæsar Julian.
Ja, ja, – jeg spørger, hvad ellers?
Fyrstinde Helena
(nærmere).
(nærmere).
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig?
Cæsar Julian
(vigende).
(vigende).
Helena!
Fyrstinde Helena
(atter nærmere).
(atter nærmere).
Hvad var det for et navn, som gav genlyd
i soldaternes rækker?
i soldaternes rækker?
Cæsar Julian.
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor
hver dør!
hver dør!
Fyrstinde Helena.
Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds
nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige
i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser;
jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej
for min fader, da han kasted Maxentius i Tiberen!
nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige
i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser;
jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej
for min fader, da han kasted Maxentius i Tiberen!
s. 160
Cæsar Julian.
Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker!
Fyrstinde Helena.
Kun imod dem, som står imellem eder. O,
gå, gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende
på dette tærende glædeløse liv! Gallien er en
udørk. Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen,
til solvarmen, til Rom og Grækenland.
gå, gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende
på dette tærende glædeløse liv! Gallien er en
udørk. Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen,
til solvarmen, til Rom og Grækenland.
Cæsar Julian.
Hjem igen til din broder?
Fyrstinde Helena
(sagte).
(sagte).
Konstanzios er affældig.
Cæsar Julian.
Helena!
Fyrstinde Helena.
Jeg holder det ikke længer ud, siger jeg dig.
Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme
sæde står vinkende til hæder og herlighed, mens
jeg ældes –
Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme
sæde står vinkende til hæder og herlighed, mens
jeg ældes –
Cæsar Julian.
Du ældes ikke; du er ung og skøn!
Fyrstinde Helena.
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære
dette med tålmod; livet går fra mig!
dette med tålmod; livet går fra mig!
Cæsar Julian
(ser på hende).
(ser på hende).
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er
du ikke!
du ikke!
s. 161
Fyrstinde Helena
(klynger sig til ham).
(klynger sig til ham).
Er jeg det, Julian?
Cæsar Julian
(favner hende).
(favner hende).
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, –
den eneste, som har elsket mig.
den eneste, som har elsket mig.
Fyrstinde Helena.
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes
mere. Når alt er over, så –
mere. Når alt er over, så –
Cæsar Julian
(river sig løs).
(river sig løs).
Stille! Jeg vil ikke høre mere.
Fyrstinde Helena
(går efter ham).
(går efter ham).
Konstanzios dør lidt hver dag; han hænger
i et hår over graven. O, min elskede Julian, du
har jo soldaterne for dig –
i et hår over graven. O, min elskede Julian, du
har jo soldaterne for dig –
Cæsar Julian.
Ti, ti!
Fyrstinde Helena.
Han tåler ingen sindsrystelser. Hvad er det
så at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget
blodigt. Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken
vil være nok; den vil tage ham i favn og kær-
lighedsfuldt ende hans lidelser.
så at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget
blodigt. Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken
vil være nok; den vil tage ham i favn og kær-
lighedsfuldt ende hans lidelser.
Cæsar Julian.
Glemmer du den usynlige livvagt om den
salvede?
salvede?
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
11
s. 162
Fyrstinde Helena.
Kristus er god. O, vær from, Julian, så til-
giver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal
opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd!
Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone
alting siden. Skænk mig Alemanerne til omven-
delse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de
skal bøje sig ind under korsets nåde.
giver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal
opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd!
Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone
alting siden. Skænk mig Alemanerne til omven-
delse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de
skal bøje sig ind under korsets nåde.
Cæsar Julian.
Alemanerne bøjer sig ikke did under.
Fyrstinde Helena.
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet
stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil
øge hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved
os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder
for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres!
Og da, min Julian, – når du ser mig igen –;
forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvin-
derne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord,
og middelet skal være usvigeligt –, et bad i
ungt jomfrublod –
stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil
øge hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved
os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder
for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres!
Og da, min Julian, – når du ser mig igen –;
forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvin-
derne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord,
og middelet skal være usvigeligt –, et bad i
ungt jomfrublod –
Cæsar Julian.
Helena, du forbryder dig!
Fyrstinde Helena.
Er det en brøde at forbryde sig for din skyld!
Cæsar Julian.
Du skønne, du eneste!
s. 163
Fyrstinde Helena
(bøjer sig ned over hans hænder).
(bøjer sig ned over hans hænder).
Min herre for Gud og mennesker! – Vig
ikke dennegang, Julian! Min helt, min kejser!
Jeg ser himlen åben. Presterne skal lovsynge
Kristus; mine kvinder skal samles i bøn. (med op-
rakte arme.) O, du velsignede! O, du hærskarernes
Gud, – du, som har nåden og sejren i din
hånd –
ikke dennegang, Julian! Min helt, min kejser!
Jeg ser himlen åben. Presterne skal lovsynge
Kristus; mine kvinder skal samles i bøn. (med op-
rakte arme.) O, du velsignede! O, du hærskarernes
Gud, – du, som har nåden og sejren i din
hånd –
Cæsar Julian
(med et blik mod døren, råber):
(med et blik mod døren, råber):
Helena!
Fyrstinde Helena.
Ah!
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Herre, kejserens sendebud –
Cæsar Julian.
Er han kommen?
Husmesteren Eutherios.
Ja, herre!
Cæsar Julian.
Hans navn? Hvem er han?
Husmesteren Eutherios.
Tribunen Decentius.
Fyrstinde Helena.
Virkelig? Den fromme Decentius!
Cæsar Julian.
Hvem har han talt med?
11*[HIS: Første 1-tall skadet.]
s. 164
Husmesteren Eutherios.
Med ingen, herre; han kom i dette øjeblik.
Cæsar Julian.
Jeg vil se ham straks. Og hør; endnu et.
Hærførerne og krigsøversterne skal indfinde sig
hos mig.
Hærførerne og krigsøversterne skal indfinde sig
hos mig.
Husmesteren Eutherios.
Godt, nådigste herre!
(han går ud i baggrunden.)
Cæsar Julian.
Nu, min Helena, nu vil det vise sig –
Fyrstinde Helena
(sagte).
(sagte).
Hvad der end viser sig, så glem ikke, at du
kan stole på soldaterne.
kan stole på soldaterne.
Cæsar Julian.
Ah, stole, stole –; jeg véd ikke, om jeg
kan stole på nogen.
kan stole på nogen.
(Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.)
Fyrstinde Helena
(imod ham).
(imod ham).
Velkommen, ædle Decentius! Et romersk
ansigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det
lægger et livende solskær over vort umilde Gallien.
ansigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det
lægger et livende solskær over vort umilde Gallien.
Tribunen Decentius.
Kejseren møder din længsel og dit håb på
halvvejen, høje fyrstinde! Vi tør tro, at Gallien
ikke ret længe skal lænke dig.
halvvejen, høje fyrstinde! Vi tør tro, at Gallien
ikke ret længe skal lænke dig.
s. 165
Fyrstinde Helena.
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren
tænker da altid med kærlighed på mig? Hvor-
ledes er det med hans sundhed?
tænker da altid med kærlighed på mig? Hvor-
ledes er det med hans sundhed?
Cæsar Julian.
Gå, gå, min elskede Helena!
Tribunen Decentius.
Kejserens sundhed har ingenlunde forvær-
ret sig.
ret sig.
Fyrstinde Helena.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste.
Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset,
at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du
fromme Decentius! Og vær selv takket. Med
hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst!
Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i
sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du
skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem
bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svul-
mende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i
guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig; –
frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset,
at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du
fromme Decentius! Og vær selv takket. Med
hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst!
Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i
sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du
skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem
bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svul-
mende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i
guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig; –
frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
Cæsar Julian.
Et glædes-måltid skal ende dagen; men for-
retninger først. Gå, min dyrebare hustru!
retninger først. Gå, min dyrebare hustru!
Fyrstinde Helena.
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder
og for alle håb.
(hun går ud til højre.)
og for alle håb.
s. 166
Cæsar Julian
(efter et øjebliks ophold).
(efter et øjebliks ophold).
Bud eller brevskaber?
Tribunen Decentius.
Brevskaber.
(han rækker ham en papirrulle.)
Cæsar Julian
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud).
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud).
Mere!
Tribunen Decentius.
Høje Cæsar, det er omtrent alt.
Cæsar Julian.
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den
lange vej kun for at –?
(han brister i en kort latter; derpå går han op og ned.)
lange vej kun for at –?
Var Alemanerkongen Knodomar kommen til
Rom før din afrejse?
Rom før din afrejse?
Tribunen Decentius.
Ja, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Og hvorledes hjælper han sig i det fremmede
land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han
er højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem
til latter for mine soldater. Tænk dig, han for-
veksled så gængse ord som kejser og Cæsar.
land, ukyndig i sproget, som han er? Ja, han
er højst ukyndig, Decentius! Han var ligefrem
til latter for mine soldater. Tænk dig, han for-
veksled så gængse ord som kejser og Cæsar.
Tribunen Decentius
(trækker på skuldrene).
(trækker på skuldrene).
En barbar. Hvad skal man vel sige?
s. 167
Cæsar Julian.
Nej, hvad skal man vel sige? Men kejseren
er ham dog nådig?
er ham dog nådig?
Tribunen Decentius.
Knodomar er død, herre!
Cæsar Julian
(standser).
(standser).
Knodomar er død?
Tribunen Decentius.
I fremmed-lejren på den cøliske bakke.
Cæsar Julian.
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund.
Tribunen Decentius.
Alemanerkongen døde af hjemve, herre!
Længselen efter slægt og frihed –
Længselen efter slægt og frihed –
Cæsar Julian.
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg véd det.
– Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom;
jeg burde ladet ham dræbe her.
– Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom;
jeg burde ladet ham dræbe her.
Tribunen Decentius.
Cæsars sind er mildt.
Cæsar Julian.
Hm –! Hjemve? Ja så!
(til staldmesteren Sintula, som kommer fra baggrunden.)
Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere.
(til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum taler
han altid til mig om sejrs-vognen og det hvide
forspand. (til Sintula.) Det blev Phaëtons færd med
de lybske solheste. Hvorledes endte det? Har
du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde
jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg
sårer dit fromme øre.
(til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum taler
han altid til mig om sejrs-vognen og det hvide
forspand. (til Sintula.) Det blev Phaëtons færd med
s. 168
de lybske solheste. Hvorledes endte det? Har
du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde
jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg
sårer dit fromme øre.
Tribunen Decentius.
Cæsar kildrer sin tjeners øre; men han sårer
det ikke.
det ikke.
Cæsar Julian.
Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger.
Jeg véd virkelig ikke at tage det på anden måde.
– Der har vi dem.
Jeg véd virkelig ikke at tage det på anden måde.
– Der har vi dem.
(Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Florentius,
samt flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kom-
mer fra baggrunden.)
samt flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kom-
mer fra baggrunden.)
Cæsar Julian
(går dem imøde).
(går dem imøde).
God morgen, I våbenbrødre og venner! Har-
mes ikke formeget over, at jeg kalder eder lige
hid fra landevejens smuds og møje; jeg burde
visselig undt eder nogle timers ro; men –
mes ikke formeget over, at jeg kalder eder lige
hid fra landevejens smuds og møje; jeg burde
visselig undt eder nogle timers ro; men –
Prætorianhøvdingen Florentius.
Er der hændt noget særdeles, herre?
Cæsar Julian.
Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig,
– hvad fattedes i Cæsars lykke?
– hvad fattedes i Cæsars lykke?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke?
Cæsar Julian.
Nu ingenting. (til Decentius.) Hæren har forlangt,
at jeg skulde holde sejrs-indtog i staden. I spidsen
for legionerne vilde man, at jeg skulde drage ind
gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster
med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene;
kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag
skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved
ved hoved – (bryder pludselig af.) Glæd eder, mine
tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius,
kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom
denne morgenstund med gaver og hilsninger fra
Rom.
at jeg skulde holde sejrs-indtog i staden. I spidsen
s. 169
for legionerne vilde man, at jeg skulde drage ind
gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster
med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene;
kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag
skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved
ved hoved – (bryder pludselig af.) Glæd eder, mine
tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius,
kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom
denne morgenstund med gaver og hilsninger fra
Rom.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke.
Hærføreren Severus
(sagte til Florentius).
(sagte til Florentius).
Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst!
Prætorianhøvdingen Florentius
(sagte).
(sagte).
O, denne vankelmodige kejser!
Cæsar Julian.
Det synes, som om en forundringsfuld stum-
hed havde slåt eder alle. – Man finder, at kej-
seren har gjort formeget, gode Decentius!
hed havde slåt eder alle. – Man finder, at kej-
seren har gjort formeget, gode Decentius!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke?
Hærføreren Severus.
Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde
ikke kejseren vide at vælge de rette grænser for
sin nåde?
ikke kejseren vide at vælge de rette grænser for
sin nåde?
s. 170
Prætorianhøvdingen Florentius.
Tilvisse er dette en stor og sjelden udmær-
kelse –
kelse –
Hærføreren Severus.
Jeg vil kalde den overmåde stor og sjelden.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og navnlig giver den et lysende vidnesbyrd
for, at vor ophøjede kejsers sind er frit for al
misundelse –
for, at vor ophøjede kejsers sind er frit for al
misundelse –
Hærføreren Severus.
Et vidnesbyrd uden forbillede; det tør jeg
nok sige.
nok sige.
Prætorianhøvdingen Florentius.
Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet
i disse få år i Gallien?
i disse få år i Gallien?
Cæsar Julian.
En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har
slet intet udrettet. Intet, intet!
slet intet udrettet. Intet, intet!
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og det regner din beskedenhed for intet?
Hvad var hæren, da du overtog den? En uordnet
hob –
Hvad var hæren, da du overtog den? En uordnet
hob –
Hærføreren Severus.
– uden sammenhæng, uden lydighed, uden
ledelse –
ledelse –
Cæsar Julian.
Overdrivelse, Severus!
s. 171
Prætorianhøvdingen Florentius.
Og var det ikke med denne utøjlede hob,
at du gik imod Alemanerne; slog du dem ikke
med disse bander, som du gennem sejrvindinger
omskabte til en hær af sejrherrer; tog du ikke
Colonia Agrippina tilbage –?
at du gik imod Alemanerne; slog du dem ikke
med disse bander, som du gennem sejrvindinger
omskabte til en hær af sejrherrer; tog du ikke
Colonia Agrippina tilbage –?
Cæsar Julian.
Ej, ej, du ser med venskabets øje, min Flo-
rentius! – Eller er det virkelig sandt? Er det
så, at jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin?
At jeg satte det forfaldne Tres Tabernæ i for-
svarstilstand til fromme for rigets sikkerhed? Er
det virkelig så?
rentius! – Eller er det virkelig sandt? Er det
så, at jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin?
At jeg satte det forfaldne Tres Tabernæ i for-
svarstilstand til fromme for rigets sikkerhed? Er
det virkelig så?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Hvorledes, herre? Kan du tvile om så
store ting?
store ting?
Cæsar Julian.
Nej, i sandhed, jeg synes –. Og slaget ved
Argentoratum? Var jeg ikke med der? Det
svæver mig så visst for, at jeg sejrede over Kno-
domar. Og efter sejren –; Florentius, har jeg
drømt; eller bygged jeg ikke Trajans kastel op
igen, da vi rykked ind i de germaniske egne?
Argentoratum? Var jeg ikke med der? Det
svæver mig så visst for, at jeg sejrede over Kno-
domar. Og efter sejren –; Florentius, har jeg
drømt; eller bygged jeg ikke Trajans kastel op
igen, da vi rykked ind i de germaniske egne?
Prætorianhøvdingen Florentius.
Høje Cæsar, gives der nogen så afsindig
mand, at han vil gøre dig denne ære stridig?
mand, at han vil gøre dig denne ære stridig?
s. 172
Hærføreren Severus
(til Decentius).
(til Decentius).
Jeg priser skæbnen, som forundte mig på
mine gamle dage at følge så lykkelig en fører.
mine gamle dage at følge så lykkelig en fører.
Prætorianhøvdingen Florentius
(ligeledes til tribunen).
(ligeledes til tribunen).
Hvad vending det alemanske overfald uden
Cæsars tapperhed og klogskab kunde have taget,
det vover jeg knapt at tænke på.
Cæsars tapperhed og klogskab kunde have taget,
det vover jeg knapt at tænke på.
Flere hofmænd
(trænger sig frem).
(trænger sig frem).
Ja, herre, Cæsar er stor!
Andre herrer
(klapper i hænderne).
(klapper i hænderne).
Cæsar er uden lige!
Cæsar Julian
(ser en stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå
brister han ud i en høj kort latter).
(ser en stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå
brister han ud i en høj kort latter).
Så blindt er venskab, Decentius! Så blindt,
blindt!
(han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen, som han
blindt!
holder i hånden.)
Her står ganske andre ting! Hør efter, og
sug det ind som en erkendelsens læskende dugg.
Det er kejserens melding til alle statholderne
rundt om i riget; – vor udmærkede Decentius
har bragt en afskrift med. Her står det: jeg har
intet udrettet i Gallien. Det var en drøm, som
jeg nys sagde. Her har vi kejserens egne ord:
det var under kejserens lykkelige forvarsler, at
den riget overhængende fare blev afvendt.
sug det ind som en erkendelsens læskende dugg.
Det er kejserens melding til alle statholderne
rundt om i riget; – vor udmærkede Decentius
har bragt en afskrift med. Her står det: jeg har
intet udrettet i Gallien. Det var en drøm, som
jeg nys sagde. Her har vi kejserens egne ord:
det var under kejserens lykkelige forvarsler, at
den riget overhængende fare blev afvendt.
s. 173
Prætorianhøvdingen Florentius.
Alle rigets sager nyder fremgang under kej-
serens forvarsler.
serens forvarsler.
Cæsar Julian.
Mere, mere! Her berettes det, at det er
kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin;
det er kejseren, som har løftet op den ydmygt
bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for
ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde
nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit,
Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her,
i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor
var det jeg havde det? jo her; her står det; det
var kejseren, som påbød slagordningen; det var
kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd
sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var
kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog
barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs,
siger jeg!
kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin;
det er kejseren, som har løftet op den ydmygt
bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for
ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde
nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit,
Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her,
i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor
var det jeg havde det? jo her; her står det; det
var kejseren, som påbød slagordningen; det var
kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd
sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var
kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog
barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs,
siger jeg!
Hærføreren Severus.
Høje Cæsar, dit ord er nok.
Cæsar Julian.
Og hvor vil I så hen med eders dårende
tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til
mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader
med den overflod, I rapsed fra min frændes
bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad
siger du til dette? Du ser, at jeg i min egen
lejr må holde øje med tilhængere, som stundom
i blindhed er på vej til at forvilde sig hinsides
oprørets grænsepæle.
tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til
mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader
med den overflod, I rapsed fra min frændes
bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad
siger du til dette? Du ser, at jeg i min egen
lejr må holde øje med tilhængere, som stundom
s. 174
i blindhed er på vej til at forvilde sig hinsides
oprørets grænsepæle.
Prætorianhøvdingen Florentius
(hurtigt til tribunen).
(hurtigt til tribunen).
I sandhed, mine ord er bleven højlig mis-
tydede, ifald –
tydede, ifald –
Hærføreren Severus
(ligeledes til tribunen).
(ligeledes til tribunen).
Det kunde aldrig komme mig isinde på
den vis at –
den vis at –
Cæsar Julian.
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle
tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før,
hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu véd I det.
Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i
Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til
at dækkes af sejrstogets støv, tapre Florentius!
Kejseren har holdt sejrs-indtog for os i Rom.
Han finder derfor, at alle højtideligheder her er
overflødige. Gå, Sintula, og sørg for, at de på-
tænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde
sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje,
at de skal forblive i lejren udenfor murene.
tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før,
hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu véd I det.
Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i
Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til
at dækkes af sejrstogets støv, tapre Florentius!
Kejseren har holdt sejrs-indtog for os i Rom.
Han finder derfor, at alle højtideligheder her er
overflødige. Gå, Sintula, og sørg for, at de på-
tænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde
sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje,
at de skal forblive i lejren udenfor murene.
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.)
Cæsar Julian.
Var jeg ikke engang en visdomsven? Man
sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos.
Så svagt er det menneskelige sind i medgang.
Jeg var nær bleven visdommen utro. Kejseren
har påmindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius.
Har du mere at melde?
sagde det idetmindste, både i Athen og i Efesos.
Så svagt er det menneskelige sind i medgang.
Jeg var nær bleven visdommen utro. Kejseren
s. 175
har påmindet mig. Tak ham ydmygst, Decentius.
Har du mere at melde?
Tribunen Decentius.
Et endnu. Efter alt, hvad kejseren har for-
nummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra
Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt
ført til ende her i Gallien.
nummet, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra
Argentoratum, er det store fredsværk lykkeligt
ført til ende her i Gallien.
Cæsar Julian.
Visselig; kejseren har dels ved sin tapperhed
og dels ved sin højmodige mildhed –
og dels ved sin højmodige mildhed –
Tribunen Decentius.
Rigets grænse er sikret imod Rhin.
Cæsar Julian.
Af kejseren, af kejseren.
Tribunen Decentius.
I landskaberne omkring Donau står derimod
sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong
Sapores vinder stadig fremgang.
sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong
Sapores vinder stadig fremgang.
Cæsar Julian.
Den forvovne mand! Rygtet siger, at kej-
seren heller ikke i sommer har behaget at lade
sine hærførere knuse ham.
seren heller ikke i sommer har behaget at lade
sine hærførere knuse ham.
Tribunen Decentius.
Kejseren agter selv at knuse ham til foråret.
(tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje Cæsar!
(tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Lad se, lad se! (læser.) Ah!
(han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå
ser han op og siger:)
s. 176
Det er altså kejserens vilje, at –? Godt,
godt, ædle Decentius; kejserens vilje skal blive
efterkommet.
godt, ædle Decentius; kejserens vilje skal blive
efterkommet.
Tribunen Decentius.
Det er nødvendigt, at den efterkommes endnu
idag.
idag.
Cæsar Julian.
Endnu idag; forstår sig. Kom her, Sintula!
Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
(En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til
vinduet og læser papirerne igennem på ny.)
vinduet og læser papirerne igennem på ny.)
Prætorianhøvdingen Florentius
(dæmpet til tribunen).
(dæmpet til tribunen).
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg
før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var
det selvfølgelig ikke dermed ment, at –
før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var
det selvfølgelig ikke dermed ment, at –
Hærføreren Severus
(sagte).
(sagte).
Aldrig kunde det komme i min tanke, at det
ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
En hofmand
(på tribunens anden side).
(på tribunens anden side).
Jeg beder dig, ædle herre, – læg et ord
ind for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne
pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er
kejserens høje slægtning, men –
ind for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne
pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er
kejserens høje slægtning, men –
En anden hofmand.
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der
vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed,
som om forvovne håb –
vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed,
som om forvovne håb –
s. 177
Cæsar Julian.
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decen-
tius! Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde
nedlægge denne ansvarsfulde værdighed.
tius! Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde
nedlægge denne ansvarsfulde værdighed.
Tribunen Decentius.
Det skal blive kejseren meldt.
Cæsar Julian.
Jeg kræver himlen til vidne på, at jeg aldrig –;
ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tribunen.)
Du går?
ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tribunen.)
Du går?
Tribunen Decentius.
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje
Cæsar!
Cæsar!
Cæsar Julian.
Uden min mellemkomst?
Tribunen Decentius.
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyre-
bare slægtning.
(Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sin-
bare slægtning.
tula, som blir stående ved døren.)
Cæsar Julian
(ser en stund på ham).
(ser en stund på ham).
Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Ja, høje herre!
Cæsar Julian.
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig
ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på, at du kunde
være mig så hengiven.
ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på, at du kunde
være mig så hengiven.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
12
s. 178
Staldmesteren Sintula.
Hvoraf véd du, at jeg er dig hengiven, herre?
Cæsar Julian
(peger på papirrullen).
(peger på papirrullen).
Her kan jeg læse mig det til; der står, at
du skal forlade mig.
du skal forlade mig.
Staldmesteren Sintula.
Jeg, herre?
Cæsar Julian.
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Opløser –?
Cæsar Julian.
Ja, hvad er det andet end en opløsning?
Kejseren trænger til at forstærke sig, både i Donau-
egnen og imod Perserne. Vore bataviske og æruliske
hjælpetropper skal afgå i al skynding for at kunne
stå i Asien til foråret.
Kejseren trænger til at forstærke sig, både i Donau-
egnen og imod Perserne. Vore bataviske og æruliske
hjælpetropper skal afgå i al skynding for at kunne
stå i Asien til foråret.
Staldmesteren Sintula.
Men dette er jo umulige ting, herre! Du
har jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bunds-
forvandte, at de på ingen vis må bruges hinsides
Alperne.
har jo højtideligt tilsvoret netop disse vore bunds-
forvandte, at de på ingen vis må bruges hinsides
Alperne.
Cæsar Julian.
Just det, Sintula! Kejseren skriver, at jeg
gav hint tilsagn i overilelse og uden hans sam-
tykke. Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men
således står det. Jeg skal tvinges til at bryde
mit ord, vanære mig i hærens øjne, vende bar-
barernes utøjlede harm, kanske deres dødbringende
våben, imod mig.
gav hint tilsagn i overilelse og uden hans sam-
tykke. Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men
således står det. Jeg skal tvinges til at bryde
mit ord, vanære mig i hærens øjne, vende bar-
barernes utøjlede harm, kanske deres dødbringende
våben, imod mig.
s. 179
Staldmesteren Sintula.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner
vil byde dig sit bryst til skjold.
vil byde dig sit bryst til skjold.
Cæsar Julian.
De romerske legioner? Hm; – troskyldige
ven! Af hver Romer-legion skal der udtages tre
hundrede mænd, som ligeledes ad de korteste
veje skal sendes til kejseren.
ven! Af hver Romer-legion skal der udtages tre
hundrede mænd, som ligeledes ad de korteste
veje skal sendes til kejseren.
Staldmesteren Sintula.
Ah, dette er –!
Cæsar Julian.
Det er vel beregnet; ikke sandt? Alle hær-
afdelinger skal opægges imod mig, for at man
med desto mindre fare kan gøre mig våbenløs.
afdelinger skal opægges imod mig, for at man
med desto mindre fare kan gøre mig våbenløs.
Staldmesteren Sintula.
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste
af dine hærførere lader sig bruge til dette.
af dine hærførere lader sig bruge til dette.
Cæsar Julian.
Mine hærførere vil heller ikke komme i
fristelse. Du er manden.
fristelse. Du er manden.
Staldmesteren Sintula.
Jeg, min Cæsar!
Cæsar Julian.
Her står det skrevet. Kejseren overdrager
til dig at ordne alt fornødent og derpå at føre
de udvalgte afdelinger til Rom.
til dig at ordne alt fornødent og derpå at føre
de udvalgte afdelinger til Rom.
Staldmesteren Sintula.
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd,
som Florentius og den gamle Severus –
som Florentius og den gamle Severus –
12*
s. 180
Cæsar Julian.
Du har ingen sejervindinger på din synde-
liste, Sintula!
liste, Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man
her villet unde mig lejlighed til at vise –
her villet unde mig lejlighed til at vise –
Cæsar Julian.
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak
for din troskab.
for din troskab.
Staldmesteren Sintula.
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –
Cæsar Julian.
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig
bruge til dette.
bruge til dette.
Staldmesteren Sintula.
Gud forbyde, at jeg skulde nægte kejseren
lydighed!
lydighed!
Cæsar Julian.
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!
Staldmesteren Sintula.
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig.
Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han
måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt
af kejseren.
Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han
måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt
af kejseren.
Cæsar Julian.
Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge.
Staldmesteren Sintula.
Herre, – jeg brænder efter at gøre min
pligt; må jeg bede om kejserens befaling?
pligt; må jeg bede om kejserens befaling?
s. 181
Cæsar Julian
(rækker ham et af papirerne).
(rækker ham et af papirerne).
Her er kejserens befaling. Gå, og gør din
pligt.
pligt.
Slavinden Myrrha
(kommer ilsomt fra højre).
(kommer ilsomt fra højre).
O, forbarmende frelser!
Cæsar Julian.
Myrrha! Hvad er det?
Slavinden Myrrha.
O, nådige himmel, min herskerinde –
Cæsar Julian.
Din herskerinde, – hvad hun?
Slavinden Myrrha.
Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp!
Cæsar Julian.
Helena syg! Lægen! Oribases skal komme,
Sintula! Hent ham!
Sintula! Hent ham!
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden. Cæsar Julian vil
ile ud til højre, men møder i døren fyrstinde Helena omringet
af slavinder. Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår
og klæder i uorden.)
ile ud til højre, men møder i døren fyrstinde Helena omringet
af slavinder. Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår
og klæder i uorden.)
Fyrstinde Helena.
Løs kammen! Løs kammen, siger jeg! Den
er gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg brænder!
er gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg brænder!
Cæsar Julian.
Helena! For Guds nådes skyld –!
Fyrstinde Helena.
Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder
mig med nålestik!
mig med nålestik!
s. 182
Cæsar Julian.
Min Helena! Hvad er der hændt med dig?
Fyrstinde Helena.
Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne,
Myrrha!
Myrrha!
Lægen Oribases
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Hvilket rædselsbudskab fortælles –? Er det
sandt? Ah!
sandt? Ah!
Cæsar Julian.
Helena! Min kærlighed, mit livs lys –!
Fyrstinde Helena.
Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!
(hun synker halvt om mellem slavinderne.)
Cæsar Julian.
Hun er fra sig. Hvad kan det være, Ori-
bases? Se, – se øjnene, hvor store –!
bases? Se, – se øjnene, hvor store –!
Lægen Oribases
(til Myrrha).
(til Myrrha).
Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun
spist eller drukket?
spist eller drukket?
Cæsar Julian.
Ah, du tror –?
Lægen Oribases.
Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden?
Slavinden Myrrha.
Vi? O, intet, tro mig; hun har selv –
Lægen Oribases.
Nu, nu!
s. 183
Slavinden Myrrha.
Nogle frugter; det var ferskener, tror jeg;
– o, jeg véd ikke –
– o, jeg véd ikke –
Cæsar Julian.
Frugter! Ferskener? Af dem, som –?
Slavinden Myrrha.
Ja – nej – ja; jeg véd ikke, herre; –
det var to Nubiere –
det var to Nubiere –
Cæsar Julian.
Hjælp, hjælp, Oribases!
Lægen Oribases.
Desværre, jeg frygter –
Cæsar Julian.
Nej, nej, nej!
Lægen Oribases.
Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv.
Fyrstinde Helena
(hviskende).
(hviskende).
Hvi gik solen ned? O, hellige løndomsfulde
mørke!
mørke!
Cæsar Julian.
Helena! Hør; saml dine tanker –
Lægen Oribases.
Min høje fyrstinde –
Cæsar Julian.
Det er lægen, Helena! (tager hendes hånd.) Nej,
her, hvor jeg står.
her, hvor jeg står.
s. 184
Fyrstinde Helena
(river sig løs).
(river sig løs).
Fy; der var han igen!
Cæsar Julian.
Hun ser mig ikke. Her, her, Helena!
Fyrstinde Helena.
Den afskyelige; – altid er han om mig.
Cæsar Julian.
Hvad mener hun?
Lægen Oribases.
Gå tilside, nådige herre –!
Fyrstinde Helena.
Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min
Gallos!
Gallos!
Cæsar Julian.
Gallos?
Lægen Oribases.
Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt –
Fyrstinde Helena.
Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt
om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
Cæsar Julian.
Alle afgrundes afgrund –!
Lægen Oribases.
Vildelsen tager til –
Cæsar Julian.
Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske,
Oribases!
Oribases!
s. 185
Fyrstinde Helena
(ler sagte).
(ler sagte).
Nu vil han forske igen. – Blæk på fingrene;
bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han
stinker.
bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han
stinker.
Slavinden Myrrha.
Herre, befaler du ikke, at jeg skal –?
Cæsar Julian.
Væk med dig, kvinde!
Fyrstinde Helena.
Hvor kunde du lade dig overvinde af ham,
du brune svulmende barbar? Han kan ikke
overvinde kvinder. Hvor jeg ækles ved denne
vanmagtens dyd.
du brune svulmende barbar? Han kan ikke
overvinde kvinder. Hvor jeg ækles ved denne
vanmagtens dyd.
Cæsar Julian.
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases!
Jeg selv skal vogte fyrstinden.
Jeg selv skal vogte fyrstinden.
Fyrstinde Helena.
Vredes du på mig, du herlige? Gallos er
jo død. Halshugget. Hvilket hug det må have
været! Ikke skinsyg, du min første og sidste.
Brænd Gallos i helvedes ild; – det var jo dog
kun dig, dig, dig –!
jo død. Halshugget. Hvilket hug det må have
været! Ikke skinsyg, du min første og sidste.
Brænd Gallos i helvedes ild; – det var jo dog
kun dig, dig, dig –!
Cæsar Julian.
Ikke nærmere, Oribases!
Fyrstinde Helena.
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham
efter dette. Du véd jo vor søde hemmelighed.
O, du mine dages længsel, mine nætters hen-
rykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners
skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der;
det var dig – i mørket, i luften, i virakens
slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar
under mit hjerte –
efter dette. Du véd jo vor søde hemmelighed.
s. 186
O, du mine dages længsel, mine nætters hen-
rykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners
skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der;
det var dig – i mørket, i luften, i virakens
slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar
under mit hjerte –
Cæsar Julian
(viger med et skrig).
(viger med et skrig).
Ah!
Fyrstinde Helena
(med udbredte arme).
(med udbredte arme).
Min elsker og herre! Min, min –!
(hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om
hende.)
Cæsar Julian
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og
råber):
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og
råber):
Galilæer!
(Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer
ridderen Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.)
ridderen Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.)
Ridderen Sallust.
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!
Cæsar Julian
(griber lægen om armen og fører ham tilside).
(griber lægen om armen og fører ham tilside).
Sig sandheden! Har du før idag vidst, at –;
nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst
noget om – om fyrstindens tilstand?
nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst
noget om – om fyrstindens tilstand?
Lægen Oribases.
Jeg, som alle andre, herre!
Cæsar Julian.
Og du har intet sagt mig, Oribases!
s. 187
Lægen Oribases.
Hvorledes, min Cæsar?
Cæsar Julian.
Hvor kunde du vove at fortie sligt!
Lægen Oribases.
Herre, der var et, vi alle var uvidende om.
Cæsar Julian.
Og det var?
Lægen Oribases.
At Cæsar intet vidste.
(han vil gå.)
Cæsar Julian.
Hvorhen?
Lægen Oribases.
Prøve de midler, som min kunst –
Cæsar Julian.
Jeg tror, at din kunst vil vise sig unyttig.
Lægen Oribases.
Herre, det var dog muligt, at –
Cæsar Julian.
Unyttig, siger jeg!
Lægen Oribases
(et skridt tilbage).
(et skridt tilbage).
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig
ulydig i dette.
ulydig i dette.
Cæsar Julian.
Hvorledes tyder du mine ord? Gå, gå;
prøv, hvad din kunst –; frels kejserens søster;
kejseren vilde føle sig utrøstelig, ifald hans kær-
lige omhu skulde drage nogen ulykke efter sig.
Ja, du véd vel, at hine frugter var en gave fra
kejseren?
prøv, hvad din kunst –; frels kejserens søster;
s. 188
kejseren vilde føle sig utrøstelig, ifald hans kær-
lige omhu skulde drage nogen ulykke efter sig.
Ja, du véd vel, at hine frugter var en gave fra
kejseren?
Lægen Oribases.
Ah!
Cæsar Julian.
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –
Lægen Oribases
(bøjer sig ærbødigt).
(bøjer sig ærbødigt).
Jeg tror, min kunst er unyttig, herre!
(han går ud til højre.)
Cæsar Julian.
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu
begynder skæbnens bølger at vælte ind over
slægten igen.
begynder skæbnens bølger at vælte ind over
slægten igen.
Ridderen Sallust.
O, men der er redning. Oribases vil –
Cæsar Julian
(kort og afværgende).
(kort og afværgende).
Fyrstinden dør.
Ridderen Sallust.
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efter-
spore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!
spore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!
Cæsar Julian.
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme
for en dag, og så –
for en dag, og så –
Tribunen Decentius
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Hvorledes skal jeg nærme mig Cæsars åsyn!
Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønder-
knust –; gid du kunde læse i mine indvolde!
Jeg sorgens og ulykkens bud –!
Hvor urandsagelige er ikke Guds veje! Sønder-
s. 189
knust –; gid du kunde læse i mine indvolde!
Jeg sorgens og ulykkens bud –!
Cæsar Julian.
Ja, det må du sige to gange, ædle Decen-
tius! Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord,
bløde og slørende nok, for at bringe dette i en
tålelig fremstilling for kejserens broderlige øre!
tius! Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord,
bløde og slørende nok, for at bringe dette i en
tålelig fremstilling for kejserens broderlige øre!
Tribunen Decentius.
Usaligt, at noget sådant skulde hænde næsten
samtidigt med min sendelse! Og just nu! O,
dette lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel!
samtidigt med min sendelse! Og just nu! O,
dette lynslag fra forhåbningernes skyløse himmel!
Cæsar Julian.
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslu-
gende havstorm, just som skibet syntes at ville
løbe ind i en længe forønsket havn; denne,
denne –; sorgen gør os veltalende, Decentius,
– dig, som mig. Men først forretninger. De
to Nubiere skal fængsles og forhøres.
gende havstorm, just som skibet syntes at ville
løbe ind i en længe forønsket havn; denne,
denne –; sorgen gør os veltalende, Decentius,
– dig, som mig. Men først forretninger. De
to Nubiere skal fængsles og forhøres.
Tribunen Decentius.
Nubierne, herre? Tror du min harmfulde
iver kunde tåle, at de to upåpasselige tjenere et
øjeblik længer –?
iver kunde tåle, at de to upåpasselige tjenere et
øjeblik længer –?
Cæsar Julian.
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?
Tribunen Decentius.
Kald mig en ilsindet mand, høje Cæsar;
men min kærlighed til kejseren og til hans sorg-
trufne hus måtte i sandhed være ringere, end
den er, ifald den i en slig stund kunde give
rum for sindigt overlæg.
men min kærlighed til kejseren og til hans sorg-
s. 190
trufne hus måtte i sandhed være ringere, end
den er, ifald den i en slig stund kunde give
rum for sindigt overlæg.
Cæsar Julian.
Du har ladet begge slaverne dræbe?
Tribunen Decentius.
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de
efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre!
Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget;
det var mig umuligt at få presset andet ud af
dem, end at de havde ladet hine vigtige ting
henstå en temmelig lang tid i forsalen uden be-
vogtning, tilgængelige for alle og enhver –
efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre!
Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget;
det var mig umuligt at få presset andet ud af
dem, end at de havde ladet hine vigtige ting
henstå en temmelig lang tid i forsalen uden be-
vogtning, tilgængelige for alle og enhver –
Cæsar Julian.
Aha! Ja så, Decentius!
Tribunen Decentius.
Jeg anklager ingen. O, men, dyrebare Cæsar,
jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tje-
nere. Dit hof – hvilken usalig misforståelse! –
man har troet at skimte et slags unåde, eller
hvad jeg skal kalde det, bag de forholdsregler,
som kejseren nødtvungen har måttet træffe her;
kort og godt –
jeg varer dig ad; thi du er omgiven af utro tje-
nere. Dit hof – hvilken usalig misforståelse! –
man har troet at skimte et slags unåde, eller
hvad jeg skal kalde det, bag de forholdsregler,
som kejseren nødtvungen har måttet træffe her;
kort og godt –
Staldmesteren Sintula
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg
på ingen måde magter.
på ingen måde magter.
s. 191
Cæsar Julian.
Kejseren har givet dig hvervet, gode Sintula!
Staldmesteren Sintula.
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed
ikke voksen.
ikke voksen.
Tribunen Decentius.
Hvad er hændt?
Staldmesteren Sintula.
Lejren er i vildt oprør. Legionstropperne
og de bundsforvandte rotter sig sammen –
og de bundsforvandte rotter sig sammen –
Tribunen Decentius.
Trods imod kejserens vilje!
Staldmesteren Sintula.
Soldaterne råber på, at de vil holde sig til
Cæsars løfter.
Cæsars løfter.
Cæsar Julian.
Hør, hør; disse brøl udenfor –!
Staldmesteren Sintula.
Sværmen stormer hid –
Tribunen Decentius.
Lad ingen slippe ind!
Ridderen Sallust
(ved vinduet).
(ved vinduet).
Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af
truende soldater.
truende soldater.
Tribunen Decentius.
Cæsars dyre liv er i fare! Hvor er Florentius?
s. 192
Staldmesteren Sintula.
Flygtet.
Tribunen Decentius.
Den storpralende usling! Men Severus da?
Staldmesteren Sintula.
Severus siger sig syg; han har ladet sig
køre ud til sit landgods.
køre ud til sit landgods.
Cæsar Julian.
Jeg vil selv tale med de rasende.
Tribunen Decentius.
Ikke af stedet, høje Cæsar!
Cæsar Julian.
Hvad nu?
Tribunen Decentius.
Det er min pligt, nådigste herre; kejserens
bud –; hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar
er min fange.
bud –; hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar
er min fange.
Ridderen Sallust.
Ah!
Cæsar Julian.
Så kom det dog!
Tribunen Decentius.
Hustropperne, Sintula! Du har at føre Cæ-
sar i sikkerhed til Rom.
sar i sikkerhed til Rom.
Cæsar Julian.
Til Rom!
Staldmesteren Sintula.
Hvad siger du, herre!
s. 193
Tribunen Decentius.
Til Rom, siger jeg!
Cæsar Julian.
Som Gallos! (råber gennem vinduet.) Hjælp, hjælp!
Ridderen Sallust.
Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!
(Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssoldater, ba-
taviske hjælpetropper og andre bundsforvandte stiger ind
gennem vinduet. På samme tid trænger en anden sværm ind
gennem døren i baggrunden. Blandt de forreste er fanebæreren
Mauros; kvinder, til dels med børn på armene, følger de
indtrængende.)
taviske hjælpetropper og andre bundsforvandte stiger ind
gennem vinduet. På samme tid trænger en anden sværm ind
gennem døren i baggrunden. Blandt de forreste er fanebæreren
Mauros; kvinder, til dels med børn på armene, følger de
indtrængende.)
Skrig blandt soldaterne.
Cæsar, Cæsar!
Andre stemmer.
Cæsar, hvi har du forrådt os?
Atter andre.
Ned med den troløse Cæsar!
Cæsar Julian
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber):
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber):
Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra
mine fiender!
mine fiender!
Tribunen Decentius.
Ah, hvad er det –!
Vilde skrig.
Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned!
Cæsar Julian.
Slut kreds om mig; drag eders sværd!
Fanebæreren Mauros.
De er alt dragne!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
13
s. 194
Kvinder.
Hug ham; hug ham!
Cæsar Julian.
Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros!
Ja, ja; på dig kan jeg stole.
Ja, ja; på dig kan jeg stole.
Bataviske soldater.
Hvor tør du sende os til jordens grænser?
Var det det, du tilsvor os?
Var det det, du tilsvor os?
Andre bundsforvandte.
Ikke over Alperne! Det pligter vi ikke!
Cæsar Julian.
Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde
mig, som de myrded min broder Gallos!
mig, som de myrded min broder Gallos!
Fanebæreren Mauros.
Hvad siger du, herre?
Tribunen Decentius.
Tro ham ikke!
Cæsar Julian.
Rør ikke den ædle Decentius; han er uden
skyld.
skyld.
Underføreren Laipso.
Det er sandt; Cæsar er den skyldige.
Cæsar Julian.
Ah, er det dig, Laipso! Kække ven, er det
dig? Du slog godt ved Argentoratum.
dig? Du slog godt ved Argentoratum.
Underføreren Laipso.
Det mindes Cæsar?
s. 195
Underføreren Varro.
Sine løfter mindes han ikke!
Cæsar Julian.
Var det ikke den uforfærdede Varros røst,
jeg der fornam? Der har vi ham jo! Dit sår er
lægt, ser jeg, O, du velfortjente kriger, – at
det dog skulde nægtes mig at gøre dig til hø-
vedsmand.
jeg der fornam? Der har vi ham jo! Dit sår er
lægt, ser jeg, O, du velfortjente kriger, – at
det dog skulde nægtes mig at gøre dig til hø-
vedsmand.
Underføreren Varro.
Har du virkelig villet det?
Cæsar Julian.
Lægg ikke kejseren til last, at han afslog
min bøn. Kejseren kender ingen af eder, således,
som jeg kender eder.
min bøn. Kejseren kender ingen af eder, således,
som jeg kender eder.
Tribunen Decentius.
Soldater, hør mig –!
Mange stemmer.
Vi har intet med kejseren at skaffe.
Andre
(trænger truende frem).
(trænger truende frem).
Cæsar skal stå os til regnskab!
Cæsar Julian.
Hvad magt har vel eders ulykkelige Cæsar,
I venner? Man vil føre mig til Rom. Man
nægter mig at forvalte endog mine egne sager.
Man lægger beslag på min andel af krigsbyttet.
Fem guldstykker og et pund sølv havde jeg
tænkt at skænke hver soldat, men –
I venner? Man vil føre mig til Rom. Man
nægter mig at forvalte endog mine egne sager.
Man lægger beslag på min andel af krigsbyttet.
Fem guldstykker og et pund sølv havde jeg
tænkt at skænke hver soldat, men –
13*
s. 196
Soldaterne.
Hvad siger han?
Cæsar Julian.
Det er ikke kejseren, som forbyder det; det
er onde og misundelige rådgivere. Kejseren er
god, I kære venner! O, men kejseren er syg;
han kan intet udrette –
er onde og misundelige rådgivere. Kejseren er
god, I kære venner! O, men kejseren er syg;
han kan intet udrette –
Mange soldater.
Fem guldstykker og et pund sølv!
Andre soldater.
Og det nægtes os!
Atter andre.
Hvem tør nægte Cæsar noget!
Fanebæreren Mauros.
Således handler man med Cæsar, soldaternes
fader!
fader!
Underføreren Laipso.
Med Cæsar, som mere har været os en ven
end en herre! Eller har han kanske ikke?
end en herre! Eller har han kanske ikke?
Mange stemmer.
Jo, jo, det har han!
Underføreren Varro.
Bør ikke Cæsar, sejrherren, kunne vælge til
høvedsmænd, hvem han vil?
høvedsmænd, hvem han vil?
Fanebæreren Mauros.
Bør han ikke have fri rådighed over det
bytte, som er tilfaldet ham?
bytte, som er tilfaldet ham?
s. 197
Høje råb.
Jo, jo, jo!
Cæsar Julian.
Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad
brug kan I gøre af jordiske goder, I, som skal
føres bort til de fjerneste lande for at gå en
uviss skæbne imøde –
brug kan I gøre af jordiske goder, I, som skal
føres bort til de fjerneste lande for at gå en
uviss skæbne imøde –
Soldaterne.
Vi går ikke!
Cæsar Julian.
Se ikke på mig; jeg skammer mig; thi jeg
er nær ved at udgyde en tårestrøm, når jeg
tænker på, at I inden få måneder skal gives til
pris for sygdomme, for hunger og for en blod-
tørstig fiendes våben.
er nær ved at udgyde en tårestrøm, når jeg
tænker på, at I inden få måneder skal gives til
pris for sygdomme, for hunger og for en blod-
tørstig fiendes våben.
Mange soldater
(stimler om ham).
(stimler om ham).
Cæsar! Gode Cæsar!
Cæsar Julian.
Og nu eders værgeløse hustruer og børn,
som I må efterlade i de spredte hjem! Hvo skal
skærme disse medynksværdige, disse vordende
enker og faderløse, der snart vil være udsatte
for Alemanernes hævngerrige overfald?
som I må efterlade i de spredte hjem! Hvo skal
skærme disse medynksværdige, disse vordende
enker og faderløse, der snart vil være udsatte
for Alemanernes hævngerrige overfald?
Kvinderne
(grædende).
(grædende).
Cæsar, Cæsar, tag dig af os!
s. 198
Cæsar Julian
(ligeledes i gråd).
(ligeledes i gråd).
Hvad er Cæsar? Hvad mægter den faldne
Cæsar?
Cæsar?
Underføreren Laipso.
Skriv til kejseren og lad ham vide –
Cæsar Julian.
Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på
sind og legem; han er nedbrudt af omhu for
rigets vel. Ikke sandt, Decentius?
sind og legem; han er nedbrudt af omhu for
rigets vel. Ikke sandt, Decentius?
Tribunen Decentius.
Jo, visselig; men –
Cæsar Julian.
Hvor skar det mig ikke i hjertet, da jeg
erfor – –
(han trykker de omståendes hænder.)
erfor – –
Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode
Kristus! Bring offer for hans helse, I, som er for-
blevne trofaste imod eders fædrene guder! – –
Véd I vel, at kejseren har holdt sejrsindtog i Rom?
Kristus! Bring offer for hans helse, I, som er for-
blevne trofaste imod eders fædrene guder! – –
Véd I vel, at kejseren har holdt sejrsindtog i Rom?
Fanebæreren Mauros.
Har kejseren?
Underføreren Varro.
Hvad? Slagen, som han kom fra Donau?
Cæsar Julian.
Som han kom fra Donau har han holdt
sejrsindtog for vore sejrvindinger –
sejrsindtog for vore sejrvindinger –
Tribunen Decentius
(truende).
(truende).
Høje Cæsar, betænk –!
s. 199
Cæsar Julian.
Ja, det er sandt, som tribunen siger; betænk,
hvorledes kejserens sind må være omsløret, når
sligt kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde!
Da han i Rom red igennem Konstantins vældige
bue, trode han sig så stor, at han krummed
ryggen og luded sit hoved ned imod sadelknappen.
hvorledes kejserens sind må være omsløret, når
sligt kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde!
Da han i Rom red igennem Konstantins vældige
bue, trode han sig så stor, at han krummed
ryggen og luded sit hoved ned imod sadelknappen.
Fanebæreren Mauros.
Som en hane i en porthvælving!
(Latter blandt soldaterne.)
Enkelte stemmer.
Er det en kejser!
Underføreren Varro.
Og ham skal vi lyde!
Underføreren Laipso.
Væk med ham!
Fanebæreren Mauros.
Cæsar, tag du styret!
Tribunen Decentius.
Oprør –!
Mange stemmer.
Tag magten; tag magten, Cæsar!
Cæsar Julian.
Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil
I efterligne de alemanske barbarer? Hvad var
det, Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar
mig, gode Mauros, – hvad råbte han?
I efterligne de alemanske barbarer? Hvad var
det, Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar
mig, gode Mauros, – hvad råbte han?
s. 200
Fanebæreren Mauros.
Han råbte: leve kejser Julian!
Cæsar Julian.
Ah, ti, ti! Hvad siger du dog?
Fanebæreren Mauros.
Leve kejser Julian!
De bagenfor stående.
Hvad går for sig?
Underføreren Varro.
De udråber Cæsar Julian til kejser!
Høje skrig.
Leve kejseren! Leve kejser Julian!
(Råbet forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle
taler i munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke
komme tilorde.)
taler i munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke
komme tilorde.)
Cæsar Julian.
O, jeg beder eder bønligt –! Soldater,
venner, kampfæller, – se, jeg udstrækker mine
skælvende arme –! Ængst dig ikke, min De-
centius! – O, at jeg måtte opleve dette! Jeg
lægger eder intet til last, I trofaste; det er for-
tvilelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt;
jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad
mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan
vidne for Konstanzios, at jeg kun nødtvungen –
(vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og forkynd i
lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil
uden ophold skrive til Rom –
venner, kampfæller, – se, jeg udstrækker mine
skælvende arme –! Ængst dig ikke, min De-
centius! – O, at jeg måtte opleve dette! Jeg
lægger eder intet til last, I trofaste; det er for-
tvilelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt;
jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad
mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan
vidne for Konstanzios, at jeg kun nødtvungen –
(vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og forkynd i
lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil
uden ophold skrive til Rom –
s. 201
Ridderen Sallust.
Herre, soldaterne vil se dig.
Fanebæreren Mauros.
En gylden ring om dit hoved, kejser!
Cæsar Julian.
Et sligt smykke har jeg aldrig ejet.
Fanebæreren Mauros.
Denne kan gøre det.
(han aftager sin halskæde og slynger den flerdobbelt om
Cæsars pande.)
Råb udenfor.
Kejseren; kejseren! Vi vil se kejseren!
Soldater.
På skjoldet med ham! Op, op!
(De omstående løfter Julian højt ivejret på et skjold og viser
ham for mængden under længe vedvarende bifaldsråb.)
ham for mængden under længe vedvarende bifaldsråb.)
Cæsar Julian.
Hærens vilje ske! Jeg bøjer mig for det
uundgåelige og fornyer alle tilsagn –
uundgåelige og fornyer alle tilsagn –
Legionssoldater.
Fem guldstykker og et pund sølv!
Bataver.
Ikke over Alperne!
Cæsar Julian.
Vi vil sætte os fast i Vienna. Den stad er
Galliens stærkeste og derhos rig på allehånde
forråd. Der er det min agt at vente, indtil vi
ser, om min nedbøjede frænde billiger, hvad vi
her, til rigets tarv, har vedtaget –
Galliens stærkeste og derhos rig på allehånde
forråd. Der er det min agt at vente, indtil vi
ser, om min nedbøjede frænde billiger, hvad vi
her, til rigets tarv, har vedtaget –
s. 202
Ridderen Sallust.
Det gør han ikke, herre!
Cæsar Julian
(med oprakte hænder).
(med oprakte hænder).
Guddommelige visdom, lys op i hans for-
mørkede sjæl og led ham til det bedste! Vær
med mig, du lykke, som aldrig har svigtet mig før!
mørkede sjæl og led ham til det bedste! Vær
med mig, du lykke, som aldrig har svigtet mig før!
Myrrha og kvinderne
(veklagende udenfor til højre).
(veklagende udenfor til højre).
Død, død, død!
FEMTE HANDLING.
(I Vienna. Et hvælvet rum i katakomberne. Til venstre snor
sig en bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er
udhugget en trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran
til højre fører en mængde trin ned til de dybere liggende gange.
Rummet er svagt oplyst af en brændende hængelampe.)
sig en bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er
udhugget en trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran
til højre fører en mængde trin ned til de dybere liggende gange.
Rummet er svagt oplyst af en brændende hængelampe.)
(Cæsar Julian, med uraget skæg og i smudsige klæder, står
ludende over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder
igennem døren fra den udenfor tilbyggede kirke.)
ludende over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder
igennem døren fra den udenfor tilbyggede kirke.)
Cæsar Julian
(taler nedad).
(taler nedad).
Endnu intet tegn?
En stemme
(dybt nede).
(dybt nede).
Intet.
Cæsar Julian.
Hverken ja eller nej? Hverken for eller imod?
Stemmen.
Begge dele.
Cæsar Julian.
Det er jævngodt med intet.
Stemmen.
Vent, vent.
s. 204
Cæsar Julian.
Jeg har ventet i fem døgn; du kræved kun
tre. Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at –
(han lytter imod udgangen og råber dæmpet nedad.) Tal ikke!
tre. Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at –
(han lytter imod udgangen og råber dæmpet nedad.) Tal ikke!
Ridderen Sallust
(kommer oppe fra gangen til venstre).
(kommer oppe fra gangen til venstre).
Herre; herre!
Cæsar Julian.
Er det dig, Sallust? Hvad vil du hernede?
Ridderen Sallust.
Dette rugende mørke –; ah, nu ser jeg dig.
Cæsar Julian.
Hvad vil du?
Ridderen Sallust.
Tjene dig, om jeg kunde, – føre dig ud
til de levende igen.
til de levende igen.
Cæsar Julian.
Hvad nyt oppe fra verden?
Ridderen Sallust.
Soldaterne er i uro; vi mærker allehånde
forbud på, at tålmodet snart forgår dem.
forbud på, at tålmodet snart forgår dem.
Cæsar Julian.
Nu skinner visst solen deroppe.
Ridderen Sallust.
Ja, herre!
Cæsar Julian.
Himlen hvælver sig som et hav af tindrende
lys. Det er kanske høj middag. Det er varmt;
luften dirrer langs husvæggene; floden risler,
halvt udtørret, over hvide flintestene. – Skønne
liv; skønne verden!
lys. Det er kanske høj middag. Det er varmt;
s. 205
luften dirrer langs husvæggene; floden risler,
halvt udtørret, over hvide flintestene. – Skønne
liv; skønne verden!
Ridderen Sallust.
O, kom, kom, herre! Dette ophold i grav-
gangene udlægges til skade for dig.
gangene udlægges til skade for dig.
Cæsar Julian.
Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust.
Tør jeg sige det?
Cæsar Julian.
Du tør og skal. Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust.
Mange tror, at det mindre var sorg end
anger, som så sælsomt drev dig ned under jorden.
anger, som så sælsomt drev dig ned under jorden.
Cæsar Julian.
De tror, jeg dræbte hende?
Ridderen Sallust.
Det gådefulde i sagen må undskylde dem,
om –
om –
Cæsar Julian.
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for
ren for dette syndens rige; derfor steg en engel
fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og
råbte på hende. Eller hvad? Véd du ikke, at
presterne i Lutetia udlagde hendes død på denne
vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke
hendes ligtog hid været som et sejrstog gennem
landet? Strømmed ikke alle Viennas kvinder
hendes kiste imøde udenfor portene, hilste hende
med grønne grene i hænderne, bredte tepper ud
på vejen og istemte lovsange til ære for himmel-
bruden, som førtes hjem til brudgommens hus?
– Hvad lo du af?
ren for dette syndens rige; derfor steg en engel
fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og
råbte på hende. Eller hvad? Véd du ikke, at
presterne i Lutetia udlagde hendes død på denne
vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke
s. 206
hendes ligtog hid været som et sejrstog gennem
landet? Strømmed ikke alle Viennas kvinder
hendes kiste imøde udenfor portene, hilste hende
med grønne grene i hænderne, bredte tepper ud
på vejen og istemte lovsange til ære for himmel-
bruden, som førtes hjem til brudgommens hus?
– Hvad lo du af?
Ridderen Sallust.
Jeg, herre?
Cæsar Julian.
Nat og dag har jeg hørt bryllupssangene
siden. Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad.
Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun
holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar,
hvad Cæsars var, og den anden gav hun –; nå,
det var ikke det, vi skulde tale om; du er ikke
indviet i lærens hemmeligheder, Sallust! – Hvad
nyt, spurgte jeg om?
siden. Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad.
Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun
holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar,
hvad Cæsars var, og den anden gav hun –; nå,
det var ikke det, vi skulde tale om; du er ikke
indviet i lærens hemmeligheder, Sallust! – Hvad
nyt, spurgte jeg om?
Ridderen Sallust.
Det vigtigste, jeg véd, er at kejseren ved
budskabet om, hvad der i Lutetia gik for sig,
skyndsomt skal være flygtet over til Antiokia.
budskabet om, hvad der i Lutetia gik for sig,
skyndsomt skal være flygtet over til Antiokia.
Cæsar Julian.
Den nyhed kender jeg. Konstanzios så os
vel allerede i ånden foran Roms porte.
vel allerede i ånden foran Roms porte.
Ridderen Sallust.
De venner, som forvovent slutted sig til dig
i denne farlige sag, så i ånden det samme.
i denne farlige sag, så i ånden det samme.
s. 207
Cæsar Julian.
Tiden er os ikke gunstig, Sallust! Véd du
ikke, at under kamplegene, før afrejsen fra Lu-
tetia, brast mit skjold istykker, så jeg kun be-
holdt håndtaget igen? Og véd du ikke, at da jeg
vilde stige tilhest, så snubled hin tjener, på hvis
sammenfoldede hænder jeg skulde svinge mig op?
ikke, at under kamplegene, før afrejsen fra Lu-
tetia, brast mit skjold istykker, så jeg kun be-
holdt håndtaget igen? Og véd du ikke, at da jeg
vilde stige tilhest, så snubled hin tjener, på hvis
sammenfoldede hænder jeg skulde svinge mig op?
Ridderen Sallust.
Du kom dog i sadlen, herre!
Cæsar Julian.
Men manden faldt.
Ridderen Sallust.
Bedre mænd vil falde, hvis Cæsar nøler.
Cæsar Julian.
Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust.
Kejseren lever. De breve, du har skrevet
ham til om din udråbelse –
ham til om din udråbelse –
Cæsar Julian.
Om min nødtvungne udråbelse. Man tvang
mig; der var intet valg.
mig; der var intet valg.
Ridderen Sallust.
Kejseren lader ikke den forklaring gælde.
Det er hans agt, når en hær er samlet i de øst-
lige landskaber, at rykke ind i Gallien.
Det er hans agt, når en hær er samlet i de øst-
lige landskaber, at rykke ind i Gallien.
Cæsar Julian.
Hvoraf véd du –?
s. 208
Ridderen Sallust.
Ved et tilfælde, herre! Jeg bønfalder dig,
tro mig –!
tro mig –!
Cæsar Julian.
Godt, godt; når det sker, vil jeg gå Kon-
stanzios imøde, – ikke med sværd i hånd –
stanzios imøde, – ikke med sværd i hånd –
Ridderen Sallust.
Ikke! Hvorledes tænker du da at møde ham.
Cæsar Julian.
Jeg vil give kejseren, hvad kejserens er.
Ridderen Sallust.
Mener du dermed, at du vil træde af?
Cæsar Julian.
Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust.
O, dette forfængelige håb! (kaster sig på knæ.)
Så tag mit liv, herre!
Så tag mit liv, herre!
Cæsar Julian.
Hvad nu!
Ridderen Sallust.
Cæsar, tag mit liv; jeg vil heller dø på dit
end paa kejserens bud.
end paa kejserens bud.
Cæsar Julian.
Rejs dig, ven!
Ridderen Sallust.
Nej; lad mig ligge for min Cæsars fødder
og tilstå alt. O, dyrebare herre, – at måtte
sige dig dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren
ved Rhin, – da jeg minded dig om vort fordums
venskab under samværet i Grækenland, – da
jeg bad om at måtte dele krigens farer med
dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg som en lønlig
spejder i kejserens sold –
og tilstå alt. O, dyrebare herre, – at måtte
s. 209
sige dig dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren
ved Rhin, – da jeg minded dig om vort fordums
venskab under samværet i Grækenland, – da
jeg bad om at måtte dele krigens farer med
dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg som en lønlig
spejder i kejserens sold –
Cæsar Julian.
Du –!
Ridderen Sallust.
Mit sind havde i nogen tid været optændt
af harm imod dig; du mindes hin ringe tvist i
Mailand, – dog ikke ringe for mig, som havde
håbet, at Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke
på fode igen. Alt dette drog man fordel af i
Rom; man holdt mig for den rette mand til at
efterspore dine veje.
af harm imod dig; du mindes hin ringe tvist i
Mailand, – dog ikke ringe for mig, som havde
håbet, at Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke
på fode igen. Alt dette drog man fordel af i
Rom; man holdt mig for den rette mand til at
efterspore dine veje.
Cæsar Julian.
Og til sligt kunde du sælge dig? Så sort et
bedrag!
bedrag!
Ridderen Sallust.
Jeg var ødelagt, herre; og jeg syntes, at
Cæsar havde slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar,
jeg forrådte dig – i de første måneder; siden
ikke. Din vennesælhed, dit store sind, al den
nåde, du viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde
givet mig ud for, din trofaste tilhænger, og i
mine lønlige breve til Rom førte jeg bag lyset
dem, som havde udsendt mig.
Cæsar havde slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar,
jeg forrådte dig – i de første måneder; siden
ikke. Din vennesælhed, dit store sind, al den
nåde, du viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde
givet mig ud for, din trofaste tilhænger, og i
mine lønlige breve til Rom førte jeg bag lyset
dem, som havde udsendt mig.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
14
s. 210
Cæsar Julian.
Disse breve var fra dig? O, Sallust!
Ridderen Sallust.
De indeholdt intet til skade for dig, herre!
Hvad andre kan have skrevet, véd jeg ikke; jeg
véd kun, at jeg tidt nok vånded mig i kval under
en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved
mig så langt frem, som jeg på nogen måde turde.
Hin skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din
lejr, hvori meldes om kejserens sejrs-indtog i
Rom, og som du en morgen, undervejs til Lu-
tetia, fandt indstukken under dit telt –; ja, du
fandt den dog, herre?
Hvad andre kan have skrevet, véd jeg ikke; jeg
véd kun, at jeg tidt nok vånded mig i kval under
en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved
mig så langt frem, som jeg på nogen måde turde.
Hin skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din
lejr, hvori meldes om kejserens sejrs-indtog i
Rom, og som du en morgen, undervejs til Lu-
tetia, fandt indstukken under dit telt –; ja, du
fandt den dog, herre?
Cæsar Julian.
Ja, ja –
Ridderen Sallust.
Den var rettet til mig, og et lykketræf var
mig gunstigt, så den kom i dine hænder. Tale
turde jeg jo ikke. Jeg vilde tale; men jeg
kunde det ikke; jeg udsatte fra dag til dag at
forråde min skændsel. O, straf mig, herre; se,
her ligger jeg!
mig gunstigt, så den kom i dine hænder. Tale
turde jeg jo ikke. Jeg vilde tale; men jeg
kunde det ikke; jeg udsatte fra dag til dag at
forråde min skændsel. O, straf mig, herre; se,
her ligger jeg!
Cæsar Julian.
Stå op; du er mig kærere således, – vunden
imod min og imod din egen vilje. Stå op, du
min sjæls ven; ingen skal krumme et hår på dit
hoved.
imod min og imod din egen vilje. Stå op, du
min sjæls ven; ingen skal krumme et hår på dit
hoved.
Ridderen Sallust.
Tag heller det liv, som du dog ikke længe
vil have magt til at skærme. Du siger, kejseren
er affældig. (rejser sig.) Min Cæsar, hvad jeg har
svoret på at fortie, det røber jeg nu. Kejserens
affældighed rummer intet håb for dig. Kejseren
tager en ny hustru til ægte.
vil have magt til at skærme. Du siger, kejseren
s. 211
er affældig. (rejser sig.) Min Cæsar, hvad jeg har
svoret på at fortie, det røber jeg nu. Kejserens
affældighed rummer intet håb for dig. Kejseren
tager en ny hustru til ægte.
Cæsar Julian.
Ah, hvilket vanvid! Hvor kan du tænke –?
Ridderen Sallust.
Kejseren tager en ny hustru, herre! (rækker
ham nogle papirer.) Læs, læs, høje Cæsar; disse breve
vil ikke levne nogen tvil hos dig.
ham nogle papirer.) Læs, læs, høje Cæsar; disse breve
vil ikke levne nogen tvil hos dig.
Cæsar Julian
(griber papirerne og læser).
(griber papirerne og læser).
Ja, ved solens lys og magt –!
Ridderen Sallust.
O, havde jeg dog turdet tale før!
Cæsar Julian
(fremdeles læsende).
(fremdeles læsende).
Han tager en kvinde til ægte. Konstanzios,
– denne svindende menneske-skygge –! Fau-
stina –, hvad står der? ung – knapt nitten år
gammel –, en datter af – ah! en datter af hin
overmodige slægt. En ivrig kristen-kvinde altså
(folder papirerne sammen.) Du har ret, Sallust; hans af-
fældighed rummer intet håb. Om han er affældig,
døende, – hvad vil det sige? Er ikke Faustina
from? En bebudelsens engel vil åbenbare sig;
eller også –; ha-ha! kort og godt, – på en
eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar
tilveje, og så –
– denne svindende menneske-skygge –! Fau-
stina –, hvad står der? ung – knapt nitten år
gammel –, en datter af – ah! en datter af hin
overmodige slægt. En ivrig kristen-kvinde altså
(folder papirerne sammen.) Du har ret, Sallust; hans af-
fældighed rummer intet håb. Om han er affældig,
døende, – hvad vil det sige? Er ikke Faustina
from? En bebudelsens engel vil åbenbare sig;
eller også –; ha-ha! kort og godt, – på en
eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar
tilveje, og så –
14*
s. 212
Ridderen Sallust.
At nøle er at gå tilgrunde.
Cæsar Julian.
Dette har været forberedt længe og i al
stilhed, Sallust! Ja, når så er, da løses alle gåder.
Helena –, det var ikke, som jeg tænkte, hendes
uforsigtige tunge, der fældte hende –
stilhed, Sallust! Ja, når så er, da løses alle gåder.
Helena –, det var ikke, som jeg tænkte, hendes
uforsigtige tunge, der fældte hende –
Ridderen Sallust.
Nej, herre!
Cæsar Julian.
– man har tænkt, – man har troet, at –;
o, uudgrundelige udjævnende retfærd! derfor måtte
hun afvejen.
o, uudgrundelige udjævnende retfærd! derfor måtte
hun afvejen.
Ridderen Sallust.
Ja, derfor; jeg var den, man i Rom først
kasted sine øjne på. O, herre, du drager dog
ikke i tvil, at jeg afslog det? Jeg skød mig ind
under umuligheden af at finde en lejlighed; man
forsikred mig, at det brødefulde forehavende var
opgivet, og da –!
kasted sine øjne på. O, herre, du drager dog
ikke i tvil, at jeg afslog det? Jeg skød mig ind
under umuligheden af at finde en lejlighed; man
forsikred mig, at det brødefulde forehavende var
opgivet, og da –!
Cæsar Julian.
De standser ikke ved – ved dobbelt-liget i
stenkisten deroppe. Konstanzios tager tilægte.
Derfor var det, at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.
stenkisten deroppe. Konstanzios tager tilægte.
Derfor var det, at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.
Ridderen Sallust.
Kun et kan frelse dig, min Cæsar; du må
handle, før kejseren kommer til kræfter.
handle, før kejseren kommer til kræfter.
s. 213
Cæsar Julian.
Om jeg frivilligt drog mig tilbage i ensom-
heden, hengivende mig til den visdom, jeg her
har været nødt til at forsømme? Vilde de nye
magthavere tåle en slig tilværelse? Vilde ikke
blot det, at de vidste mig ilive, være som et
hængende sværd over deres hoveder?
heden, hengivende mig til den visdom, jeg her
har været nødt til at forsømme? Vilde de nye
magthavere tåle en slig tilværelse? Vilde ikke
blot det, at de vidste mig ilive, være som et
hængende sværd over deres hoveder?
Ridderen Sallust.
Den vordende kejserindes slægtninge er de
mænd, som omgav Cæsar Gallos i hans sidste
timer.
mænd, som omgav Cæsar Gallos i hans sidste
timer.
Cæsar Julian.
Tribunen Skudilo. Tro mig, ven, – jeg har
ikke glemt det. Og for denne blodige kejser
skal jeg vige og falde! Ham skal jeg skåne,
ham, som i lange år har stolpret omkring mellem
mine nærmestes lig!
ikke glemt det. Og for denne blodige kejser
skal jeg vige og falde! Ham skal jeg skåne,
ham, som i lange år har stolpret omkring mellem
mine nærmestes lig!
Ridderen Sallust.
Skåner du ham, så vil han inden tre måneder
stolpre omkring mellem ligene af dine tilhængere.
stolpre omkring mellem ligene af dine tilhængere.
Cæsar Julian.
Ja, ja; det har du visselig ret i. Det er mig
næsten som et tvingende bud at træde op imod
ham. Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min
egen skyld. Er det ikke tusenders ve og vel,
som her handles om? Gælder det ikke tusenders
liv? Eller stod det vel i min magt at afvende
denne yderlighed? Du er mere skyldig, end jeg,
Sallust! Hvorfor talte du ikke før nu?
næsten som et tvingende bud at træde op imod
ham. Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min
egen skyld. Er det ikke tusenders ve og vel,
som her handles om? Gælder det ikke tusenders
liv? Eller stod det vel i min magt at afvende
denne yderlighed? Du er mere skyldig, end jeg,
Sallust! Hvorfor talte du ikke før nu?
s. 214
Ridderen Sallust.
I Rom lod de mig sværge en dyr ed på
at tie.
at tie.
Cæsar Julian.
En ed. Så. Ved dine forfædres guder?
Ridderen Sallust.
Ja, herre, – ved Zeus og ved Apollon.
Cæsar Julian.
Og dog bryder du eden?
Ridderen Sallust.
Jeg ønsker at leve.
Cæsar Julian.
Men guderne?
Ridderen Sallust.
Guderne – de er langt borte.
Cæsar Julian.
Ja, eders guder er langt borte; de hemmer
ingen; de tynger ikke på nogen; de levner en
mand rum omkring sig til at handle. O, denne
græske lykke, at føle sig fri! – –
ingen; de tynger ikke på nogen; de levner en
mand rum omkring sig til at handle. O, denne
græske lykke, at føle sig fri! – –
Du sagde, at kejseren, hævnfyldt, som han
er, vil udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan
tvile på, at så sker? Blev Knodomar skånet?
Måtte ikke denne uskadelige fange bøde med
livet for en sprogfejl? Thi – jeg véd det, Sal-
lust – de dræbte ham; det var løgn, hint rygte
om barbarens hjemve. Hvad har så ikke vi at
vente os? I hvilket forhadt lys har vel ikke tri-
bunen Decentius fremstillet sagerne i Rom?
er, vil udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan
tvile på, at så sker? Blev Knodomar skånet?
Måtte ikke denne uskadelige fange bøde med
livet for en sprogfejl? Thi – jeg véd det, Sal-
lust – de dræbte ham; det var løgn, hint rygte
om barbarens hjemve. Hvad har så ikke vi at
s. 215
vente os? I hvilket forhadt lys har vel ikke tri-
bunen Decentius fremstillet sagerne i Rom?
Ridderen Sallust.
Det skønnes bedst af hoffets skyndsomme
flugt til Antiokia.
flugt til Antiokia.
Cæsar Julian.
Og er jeg ikke hærens fader, Sallust?
Ridderen Sallust.
Soldaternes fader; deres hustruers og børns
skjold og værge.
skjold og værge.
Cæsar Julian.
Og hvad blev rigets lod, om jeg vakler nu?
En affældig kejser, og efter ham et umyndigt
barn i herskersædet; splid og oprør; alles hånd
imod alles for at rane magten. – For ikke
mange nætter siden havde jeg et syn. Der åben-
bared sig for mig en skikkelse med en lyskreds
om hovedet; den så vredt på mig og sagde:
vælg! Dermed løste den sig op, ligesom en sti-
gende morgendamp. Hidtil har jeg udlagt dette
syn, som sigtende til ganske andre ting; men nu,
da jeg véd om kejserens forestående giftermål – –
En affældig kejser, og efter ham et umyndigt
barn i herskersædet; splid og oprør; alles hånd
imod alles for at rane magten. – For ikke
mange nætter siden havde jeg et syn. Der åben-
bared sig for mig en skikkelse med en lyskreds
om hovedet; den så vredt på mig og sagde:
vælg! Dermed løste den sig op, ligesom en sti-
gende morgendamp. Hidtil har jeg udlagt dette
syn, som sigtende til ganske andre ting; men nu,
da jeg véd om kejserens forestående giftermål – –
Ja, det gælder i sandhed at vælge, før ulykken
vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen
fordel; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust?
Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge
mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende
arme og vente på de mordere, som han i sin
vanvittige angst tinger til at støde mig ned? Har
jeg ret til at give den ulykkelige Konstanzios
lejlighed til at vælte en ny blodskyld over sit
syndbetyngede hoved? Er det ikke bedre for
ham, – som der står i skrifterne, – at han
lider uret end at han øver uret? Hvis derfor
det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret,
så mener jeg, at denne min uret udjævnes derved,
at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig
en uret. Jeg tror, at både Platon og Mark Aurel,
hin Sofias kronede brudgom, skulde give mig
medhold i dette. Det vilde i al fald ikke være
en ganske uværdig opgave for visdomsvennerne,
min kære Sallust! – O, havde jeg dog Liba-
nios her!
vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen
fordel; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust?
Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge
mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende
arme og vente på de mordere, som han i sin
s. 216
vanvittige angst tinger til at støde mig ned? Har
jeg ret til at give den ulykkelige Konstanzios
lejlighed til at vælte en ny blodskyld over sit
syndbetyngede hoved? Er det ikke bedre for
ham, – som der står i skrifterne, – at han
lider uret end at han øver uret? Hvis derfor
det, jeg tilføjer min frænde, kan kaldes en uret,
så mener jeg, at denne min uret udjævnes derved,
at den forhindrer min frænde fra at tilføje mig
en uret. Jeg tror, at både Platon og Mark Aurel,
hin Sofias kronede brudgom, skulde give mig
medhold i dette. Det vilde i al fald ikke være
en ganske uværdig opgave for visdomsvennerne,
min kære Sallust! – O, havde jeg dog Liba-
nios her!
Ridderen Sallust.
Herre, du er jo selv så vidt forfremmet i
visdom, at du –
visdom, at du –
Cæsar Julian.
Sandt, sandt; men jeg gad dog gerne høre
visse andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro
ikke det! Og heller ikke finder jeg, at vi har
nogen grund til at mistvile om et heldigt udfald.
Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde af-
skrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da
mit skjold brast under kamplegene, det tykkes
mig med fuld føje at kunne udlægges således, at
det skal lykkes mig at beholde, hvad min hånd
har fattet tag i. Og når jeg, svingende mig op
på min hest, rev til jorden den mand, der hjalp
mig i sadlen, så synes det, som om dette bebuder
et brat fald for Konstanzios, hvem jeg skylder
min ophøjelse. Hvorom alting er, min Sallust,
så agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen
skal retfærdiggøre, at –
visse andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro
ikke det! Og heller ikke finder jeg, at vi har
nogen grund til at mistvile om et heldigt udfald.
Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde af-
skrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da
mit skjold brast under kamplegene, det tykkes
mig med fuld føje at kunne udlægges således, at
det skal lykkes mig at beholde, hvad min hånd
har fattet tag i. Og når jeg, svingende mig op
s. 217
på min hest, rev til jorden den mand, der hjalp
mig i sadlen, så synes det, som om dette bebuder
et brat fald for Konstanzios, hvem jeg skylder
min ophøjelse. Hvorom alting er, min Sallust,
så agter jeg at affatte et skrift, som hel tydeligen
skal retfærdiggøre, at –
Ridderen Sallust.
Såre vel, nådige herre; men soldaterne er
utålmodige; de ønsker at se dig og høre sin
skæbne af din egen mund.
utålmodige; de ønsker at se dig og høre sin
skæbne af din egen mund.
Cæsar Julian.
Gå, gå, og stil dem tilfreds; – sig dem, at
Cæsar snart skal vise sig.
Cæsar snart skal vise sig.
Ridderen Sallust.
Herre, det er ikke Cæsar, det er kejseren
selv, de vil se.
selv, de vil se.
Cæsar Julian.
Kejseren kommer.
Ridderen Sallust.
Da kommer han – selv tomhændet – med
tusenders liv i sin hånd!
tusenders liv i sin hånd!
Cæsar Julian.
En tuskhandel, Sallust; tusenders liv imod
tusenders død.
tusenders død.
Ridderen Sallust.
Har dine fiender livets ret?
Cæsar Julian.
Lykkelig du, hvis guder er langt borte. O,
denne viljens våbenførhed –!
denne viljens våbenførhed –!
s. 218
En stemme
(råber dybt nede i gravgangene).
(råber dybt nede i gravgangene).
Julian, Julian!
Ridderen Sallust.
Ah, hvad er det?
Cæsar Julian.
Gå bort, du kære; gå skyndsomt bort!
Stemmen.
Døv kirkesangen, Julian!
Ridderen Sallust.
Det råber igen. O, så er det dog sandt!
Cæsar Julian.
Hvad skulde være sandt?
Ridderen Sallust.
At du lever hernede med en gådefuld fremmed,
med en spåmand eller med en heksemester, som
er kommen til dig ved nattetid.
med en spåmand eller med en heksemester, som
er kommen til dig ved nattetid.
Cæsar Julian.
Ha-ha; det siger man? Gå, gå!
Ridderen Sallust.
Jeg besværger dig, herre, – lad disse for-
dærvelige drømme fare. Kom med; kom op i
dagen!
dærvelige drømme fare. Kom med; kom op i
dagen!
Stemmen
(nærmere, nedenunder).
(nærmere, nedenunder).
Al møje er spildt.
Cæsar Julian
(ved nedgangen til højre).
(ved nedgangen til højre).
Intet tegn, min broder?
s. 219
Stemmen.
Øde og tomhed.
Cæsar Julian.
O, Maximos!
Ridderen Sallust.
Maximos!
Cæsar Julian.
Gå, siger jeg! Træder jeg ud af dette for-
rådnelsens hus, så kommer jeg som kejser.
rådnelsens hus, så kommer jeg som kejser.
Ridderen Sallust.
Jeg bønfalder dig –; hvad søger du her i
mørket?
mørket?
Cæsar Julian.
Lys. Gå, gå!
Ridderen Sallust.
Nøler Cæsar, så frygter jeg, han finder vejen
spærret.
spærret.
(Han går bort gennem gangen til venstre. Lidt efter stiger
mystikeren Maximos op ad trappen; han bærer et hvidt offer-
bind om panden; i hånden har han en lang blodig kniv.)
mystikeren Maximos op ad trappen; han bærer et hvidt offer-
bind om panden; i hånden har han en lang blodig kniv.)
Cæsar Julian.
Tal, min Maximos!
Mystikeren Maximos.
Al møje er spildt, hører du jo. Hvi kunde
du ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle
varsler; de vilde tale, men de fik ikke komme
tilorde.
du ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle
varsler; de vilde tale, men de fik ikke komme
tilorde.
Cæsar Julian.
Taushed, mørke; – og jeg kan ikke vente
længer! Hvad råder du mig til?
længer! Hvad råder du mig til?
s. 220
Mystikeren Maximos.
Gå frem iblinde, kejser Julian! Lyset søger dig.
Cæsar Julian.
Ja, ja, ja; jeg tror det også. Jeg havde ikke
havt nødig at lade dig hente den lange vej. Véd
du, hvad jeg nys har erfaret –?
havt nødig at lade dig hente den lange vej. Véd
du, hvad jeg nys har erfaret –?
Mystikeren Maximos.
Jeg vil ikke vide, hvad du har erfaret. Tag
din skæbne i egne hænder.
din skæbne i egne hænder.
Cæsar Julian
(går urolig op og ned).
(går urolig op og ned).
I sandhed, hvad er han vel, denne Konstan-
zios, – denne furie-piskede synder, denne hen-
smuldrende levning af et fordums menneske?
zios, – denne furie-piskede synder, denne hen-
smuldrende levning af et fordums menneske?
Mystikeren Maximos.
Gravmælet over ham, kejser Julian!
Cæsar Julian.
Har han ikke i al sin færd imod mig været
som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til
venstre på mistroens strøm, snart kastet mod
højre af angerens stormpust? Raved han ikke op
på kejsersædet, skrækslagen, med purpurkåben
dryppende af min faders blod? kanske af min
moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge
falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke
alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes
et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse
på. Så drev han for mistroens strømdrag igen.
Angeren afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos;
så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar.
Og jeg! Skylder jeg ham tak for det liv, han
hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos
og så –; hver nat har jeg svedet under angsten
for, at den dag, der gik, skulde være min sidste.
som et skibsvrag uden ror, – snart drivende til
venstre på mistroens strøm, snart kastet mod
højre af angerens stormpust? Raved han ikke op
på kejsersædet, skrækslagen, med purpurkåben
dryppende af min faders blod? kanske af min
moders også. – Måtte ikke alle mine slægtninge
falde, for at han kunde sidde trygt? Nej, ikke
alle; Gallos skåntes, og jeg; – der måtte levnes
et par liv, som han kunde købe sig lidt tilgivelse
på. Så drev han for mistroens strømdrag igen.
s. 221
Angeren afpinte ham et Cæsar-navn til Gallos;
så afpinte frygten ham en dødsdom over Cæsar.
Og jeg! Skylder jeg ham tak for det liv, han
hidtil har forundt mig? En for en; først Gallos
og så –; hver nat har jeg svedet under angsten
for, at den dag, der gik, skulde være min sidste.
Mystikeren Maximos.
Var Konstanzios og døden din værste angst?
Tænk dig om.
Tænk dig om.
Cæsar Julian.
Ja, du har vel ret. Presterne –! Hele min
ungdom har været en sammenhængende rædsel
for kejseren og for Kristus. O, han er forfærdelig,
denne gådefulde, – dette skånselløse gudemen-
neske! Overalt, hvor jeg vilde frem, trådte han
mig stor og streng ivejen med sit ubetingede
ubønhørlige krav.
ungdom har været en sammenhængende rædsel
for kejseren og for Kristus. O, han er forfærdelig,
denne gådefulde, – dette skånselløse gudemen-
neske! Overalt, hvor jeg vilde frem, trådte han
mig stor og streng ivejen med sit ubetingede
ubønhørlige krav.
Mystikeren Maximos.
Og dette krav, – var det i dig?
Cæsar Julian.
Altid udenfor. Jeg skulde! Krøb min sjæl
sammen i gravende og tærende had til min slægts
morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted
mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder
fra den forgangne Græker-verden, så slog kristen-
kravet ned i mig med sit: søg det ene fornødne!
Fornam jeg legemets søde lyst og begær imod
dette eller hint, så skræmte forsagelsens fyrste
mig med sit: afdø her for at leve hisset! – Det
menneskelige er bleven ulovligt efter den dag, da
seeren fra Galilæa tog verdens-styret. At leve er
ved ham bleven at dø. At elske og at hade,
det er at synde. Har han da forvandlet menne-
skets kød og blod? Eller er ikke det jordbundne
menneske blevet ved at være, hvad det var? Vor
sunde inderste sjæl rejser sig imod dette; – og
dog skal vi ville tvert imod vor egen vilje! Vi
skal, skal, skal!
sammen i gravende og tærende had til min slægts
morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted
mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder
fra den forgangne Græker-verden, så slog kristen-
kravet ned i mig med sit: søg det ene fornødne!
Fornam jeg legemets søde lyst og begær imod
dette eller hint, så skræmte forsagelsens fyrste
mig med sit: afdø her for at leve hisset! – Det
s. 222
menneskelige er bleven ulovligt efter den dag, da
seeren fra Galilæa tog verdens-styret. At leve er
ved ham bleven at dø. At elske og at hade,
det er at synde. Har han da forvandlet menne-
skets kød og blod? Eller er ikke det jordbundne
menneske blevet ved at være, hvad det var? Vor
sunde inderste sjæl rejser sig imod dette; – og
dog skal vi ville tvert imod vor egen vilje! Vi
skal, skal, skal!
Mystikeren Maximos.
Og videre, end som så, er du ikke kommen?
Skam dig!
Skam dig!
Cæsar Julian.
Jeg?
Mystikeren Maximos.
Ja, du, manden fra Athen og fra Efesos.
Cæsar Julian.
Ak, hine tider, Maximos! Dengang var det
let at vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden?
En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
let at vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden?
En visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
Mystikeren Maximos.
Står der ikke et steds i eders skrifter: enten
med os eller mod os?
med os eller mod os?
Cæsar Julian.
Vedblev ikke Libanios at være den han var,
enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på
forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er
det en handling, som jeg skal over. «Giv kejseren,
hvad kejserens er». I Athen gjorde jeg engang
leg deraf; – men det ligger dybere. Du kan
ikke fatte det, du, som aldrig har været under
gudemenneskets magt. Det er mere end en lære,
han har spredt ud over verden; det er en trolddom,
som tager sindene fangen. Den, som engang har
været under ham, – jeg tror aldrig han kommer
helt løs.
enten han i en ordstrid stod på anklagens eller på
forsvarets side? Dette her ligger dybere. Her er
det en handling, som jeg skal over. «Giv kejseren,
s. 223
hvad kejserens er». I Athen gjorde jeg engang
leg deraf; – men det ligger dybere. Du kan
ikke fatte det, du, som aldrig har været under
gudemenneskets magt. Det er mere end en lære,
han har spredt ud over verden; det er en trolddom,
som tager sindene fangen. Den, som engang har
været under ham, – jeg tror aldrig han kommer
helt løs.
Mystikeren Maximos.
Fordi du ikke vil helt.
Cæsar Julian.
Hvorledes skal jeg kunne ville det umulige.
Mystikeren Maximos.
Er det møjen værd at ville det mulige?
Cæsar Julian.
Ord-skvalder fra læresalene! I mætter mig
ikke længer med sligt. Og dog –; o, nej, nej,
Maximos! Men I kan ikke fatte, hvorledes vi
har det. Vi er som vinstokke, der er plantede
om i en fremmed uvant jordbund; – plant os
tilbage igen, og vi skulde gå ud; men i det nye
vantrives vi.
ikke længer med sligt. Og dog –; o, nej, nej,
Maximos! Men I kan ikke fatte, hvorledes vi
har det. Vi er som vinstokke, der er plantede
om i en fremmed uvant jordbund; – plant os
tilbage igen, og vi skulde gå ud; men i det nye
vantrives vi.
Mystikeren Maximos.
Vi? Hvem kalder du vi?
Cæsar Julian.
Alle dem, som er under den åbenbaredes
rædsel.
rædsel.
s. 224
Mystikeren Maximos.
Skyggerædsel!
Cæsar Julian.
Det være, som det vil. Men ser du ikke, at
denne lammende rædsel har tætnet og tårnet sig
til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel,
hvorfor den store Konstantin førte en slig vilje-
bindende lære til sejr og magt i riget. Ingen
livvagt med spyd og skjold slutter således op om
kejsersædet, som denne betagende tro, der altid
peger ud over jordlivet. Har du set rigtig på
dem, disse kristne? Huløjede, blegkindede, flad-
brystede er de alle tilhobe; de ligner linned-
væverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at
spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser
for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem
sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad
de begærer, er at forsage og lide for at komme
til at dø.
denne lammende rædsel har tætnet og tårnet sig
til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel,
hvorfor den store Konstantin førte en slig vilje-
bindende lære til sejr og magt i riget. Ingen
livvagt med spyd og skjold slutter således op om
kejsersædet, som denne betagende tro, der altid
peger ud over jordlivet. Har du set rigtig på
dem, disse kristne? Huløjede, blegkindede, flad-
brystede er de alle tilhobe; de ligner linned-
væverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at
spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser
for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem
sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad
de begærer, er at forsage og lide for at komme
til at dø.
Mystikeren Maximos.
Så brug dem, som de er; men da må du
selv stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det
er valget. Vær træl under rædselen eller hersker
i dagens og lysets og glædens land! Du kan
ikke ville det modsigende; og dog er det det
du vil. Du vil forene det uforenelige, – forlige
de to, som ikke står til at forlige; derfor er det,
at du ligger her og rådner i mørket.
selv stå udenfor. Kejser eller Galilæer; – det
er valget. Vær træl under rædselen eller hersker
i dagens og lysets og glædens land! Du kan
ikke ville det modsigende; og dog er det det
du vil. Du vil forene det uforenelige, – forlige
de to, som ikke står til at forlige; derfor er det,
at du ligger her og rådner i mørket.
Cæsar Julian.
Kan du, så lys for mig!
s. 225
Mystikeren Maximos.
Er du den Akilleus, som din moder drømte,
at hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl
gør ingen mand til Akilleus. Rejs dig, herre!
Sejrsmodig, som en rytter på sin vælige hest,
må du sætte over Galilæeren, hvis du skal vinde
frem til kejsersædet –
at hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl
gør ingen mand til Akilleus. Rejs dig, herre!
Sejrsmodig, som en rytter på sin vælige hest,
må du sætte over Galilæeren, hvis du skal vinde
frem til kejsersædet –
Cæsar Julian.
Maximos!
Mystikeren Maximos.
Min elskede Julian, se dig dog om i verden!
Hine kristne med dødslængselen, som du nys
nævnte, de er de færreste. Men hvorledes står
det sig med alle de andre? Falder ikke sindene
fra mesteren, et for et? Ja, svar mig, – hvad
er der bleven af denne sælsomme kærlighedens
lære? Raser ikke samfund imod samfund indbyrdes?
Og nu biskopperne, hine guldbrammende herrer,
der kalder sig kirkens overhyrder! Giver de selv
hoffets stormænd noget efter i griskhed og herske-
lyst og kryberi –?
Hine kristne med dødslængselen, som du nys
nævnte, de er de færreste. Men hvorledes står
det sig med alle de andre? Falder ikke sindene
fra mesteren, et for et? Ja, svar mig, – hvad
er der bleven af denne sælsomme kærlighedens
lære? Raser ikke samfund imod samfund indbyrdes?
Og nu biskopperne, hine guldbrammende herrer,
der kalder sig kirkens overhyrder! Giver de selv
hoffets stormænd noget efter i griskhed og herske-
lyst og kryberi –?
Cæsar Julian.
Således er de ikke alle; tænk på den vældige
Athanasios i Alexandria –
Athanasios i Alexandria –
Mystikeren Maximos.
Athanasios var også den eneste. Og hvor
er Athanasios nu? Forjog de ham ikke, fordi
han ikke var tilfals efter kejserens vilje? Måtte
han ikke ty ind i den libyske ørken, hvor han
er bleven opædt af løver! Og kan du så nævne
mig en til, som Athanasios? Tænk på biskop
Maris af Kalkedon, som nu tre gange har skiftet
sind i de arianske stridigheder. Tænk på den
gamle biskop Markos i Arethusa; ham kender
du jo fra din ungdom. Har han ikke nylig, tvert
imod lov og billighed, frataget borgerskabet al
fælles ejendom og lagt den ind under kirken?
Og tænk så på den affældige viljeløse biskop i
Nazianz, som går til spot for sin egen menighed,
fordi han svarer ja og nej til den samme sag og
fordi han vil tækkes alle de stridende.
er Athanasios nu? Forjog de ham ikke, fordi
han ikke var tilfals efter kejserens vilje? Måtte
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. I.
15
s. 226
han ikke ty ind i den libyske ørken, hvor han
er bleven opædt af løver! Og kan du så nævne
mig en til, som Athanasios? Tænk på biskop
Maris af Kalkedon, som nu tre gange har skiftet
sind i de arianske stridigheder. Tænk på den
gamle biskop Markos i Arethusa; ham kender
du jo fra din ungdom. Har han ikke nylig, tvert
imod lov og billighed, frataget borgerskabet al
fælles ejendom og lagt den ind under kirken?
Og tænk så på den affældige viljeløse biskop i
Nazianz, som går til spot for sin egen menighed,
fordi han svarer ja og nej til den samme sag og
fordi han vil tækkes alle de stridende.
Cæsar Julian.
Sandt, sandt, sandt!
Mystikeren Maximos.
Disse er dine våbenbrødre, min Julian; bedre
finder du dem ikke. Eller kanske du regner på
hine to forventede store galilæiske lys fra Kappa-
dokia? Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager
i sin fødeby, og Basilios gransker verdslige vis-
mænds skrifter på sit landgods i de østlige egne.
finder du dem ikke. Eller kanske du regner på
hine to forventede store galilæiske lys fra Kappa-
dokia? Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager
i sin fødeby, og Basilios gransker verdslige vis-
mænds skrifter på sit landgods i de østlige egne.
Cæsar Julian.
Ja, jeg véd det vel. Frafald på alle kanter!
Hekebolios, min fordums lærer, er bleven en rig
mand på sin iver i troen og på sin skrift-udlægning;
og siden den tid –! Maximos, – det er ikke
langt fra, at jeg står alene i alvoret.
Hekebolios, min fordums lærer, er bleven en rig
mand på sin iver i troen og på sin skrift-udlægning;
og siden den tid –! Maximos, – det er ikke
langt fra, at jeg står alene i alvoret.
s. 227
Mystikeren Maximos.
Du står alene. Hele din hær er på vild
flugt eller den ligger slagen rundt omkring dig.
Blæs til kamp, – og ingen vil høre dig; gå
frem, – og ingen vil følge dig efter! Bild dig
ikke ind, at du kan fremme den sag, som har
opgivet sig selv. Du bukker under, siger jeg dig!
Og hvor vil du så hen? Forstødt af Konstanzios
vil du være forstødt af alle magter på jorden –
og over jorden. Eller vil du ty til Galilæerens
favn? Hvorledes står det mellem dig og ham?
Har du ikke selv sagt, at du er under rædselen?
Har du hans krav i dig? Elsker du din fiende,
Konstanzios, fordi om du ikke slår ham? Hader
du kødets lyst og jordens lokkende færd, fordi
om du ikke, som en hed svømmer, dukker dig
ned deri? Forsager du verden, fordi om du ikke
har mod til at eje den? Og véd du så visst, at
– om du afdør her – du da skal leve hisset?
flugt eller den ligger slagen rundt omkring dig.
Blæs til kamp, – og ingen vil høre dig; gå
frem, – og ingen vil følge dig efter! Bild dig
ikke ind, at du kan fremme den sag, som har
opgivet sig selv. Du bukker under, siger jeg dig!
Og hvor vil du så hen? Forstødt af Konstanzios
vil du være forstødt af alle magter på jorden –
og over jorden. Eller vil du ty til Galilæerens
favn? Hvorledes står det mellem dig og ham?
Har du ikke selv sagt, at du er under rædselen?
Har du hans krav i dig? Elsker du din fiende,
Konstanzios, fordi om du ikke slår ham? Hader
du kødets lyst og jordens lokkende færd, fordi
om du ikke, som en hed svømmer, dukker dig
ned deri? Forsager du verden, fordi om du ikke
har mod til at eje den? Og véd du så visst, at
– om du afdør her – du da skal leve hisset?
Cæsar Julian
(går frem og tilbage).
(går frem og tilbage).
Hvad har han gjort for mig, denne store
fordringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler
i sin hånd, så måtte han jo have kunnet –
(Salmesangen lyder stærkere oppe fra kirken.)
fordringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler
i sin hånd, så måtte han jo have kunnet –
Hør, hør! Dette kalder de at tjene ham. Og
dette tager han hen som en sød offer-røg. Lovsang
over ham, – og lovsang over hende i kisten?
Er han den alting vidende, hvor kan han da –?
dette tager han hen som en sød offer-røg. Lovsang
over ham, – og lovsang over hende i kisten?
Er han den alting vidende, hvor kan han da –?
15*
s. 228
Husmesteren Eutherios
(kommer hurtigt ned gennem gangen til venstre).
(kommer hurtigt ned gennem gangen til venstre).
Min Cæsar! Herre, herre; hvor er du?
Cæsar Julian.
Her, Eutherios! Hvad vil du mig?
Husmesteren Eutherios.
Du må komme op, herre; du må se det med
egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens lig.
egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens lig.
Cæsar Julian.
Du lyver!
Husmesteren Eutherios.
Jeg lyver ikke, herre! Jeg hænger ikke ved
denne fremmede lære; men hvad jeg har set,
kan jeg ikke tvile på.
denne fremmede lære; men hvad jeg har set,
kan jeg ikke tvile på.
Cæsar Julian.
Hvad så du?
Husmesteren Eutherios.
Hele staden er i oprør. Der bæres syge og
vanføre ind til fyrstindens kiste; presterne lader
dem røre ved den, og de går bort helbredede.
vanføre ind til fyrstindens kiste; presterne lader
dem røre ved den, og de går bort helbredede.
Cæsar Julian.
Og det har du selv set?
Husmesteren Eutherios.
Ja, herre; jeg har set en faldsyg kvinde gå
sund ud af kirken prisende Galilæernes gud.
sund ud af kirken prisende Galilæernes gud.
Cæsar Julian.
Ah, Maximos, Maximos!
s. 229
Husmesteren Eutherios.
Hør, hvor de kristne jubler; – nu sker et
nyt jertegn igen.
nyt jertegn igen.
Lægen Oribases
(råber oppe i gangen til venstre).
(råber oppe i gangen til venstre).
Eutherios, – fandt du ham? Eutherios,
Eutherios, hvor er Cæsar?
Eutherios, hvor er Cæsar?
Cæsar Julian
(imod ham).
(imod ham).
Her, her; – er det sandt, Oribases?
Lægen Oribases
(kommer frem).
(kommer frem).
Utroligt, uforklarligt, – og dog sandt; de
rører ved kisten, presterne læser og beder over
dem, og de vorder helbredede; en røst forkynder
fra tid til anden: hellig, hellig er den rene kvinde!
rører ved kisten, presterne læser og beder over
dem, og de vorder helbredede; en røst forkynder
fra tid til anden: hellig, hellig er den rene kvinde!
Cæsar Julian.
En røst forkynder –?
Lægen Oribases.
En usynlig røst, min Cæsar; en røst, højt
under kirkens hvælving; – ingen véd, hvor den
kommer fra.
under kirkens hvælving; – ingen véd, hvor den
kommer fra.
Cæsar Julian
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig til
Maximos og råber):
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig til
Maximos og råber):
Livet eller løgnen!
Mystikeren Maximos.
Vælg!
s. 230
Lægen Oribases.
Kom, kom, herre; de skrækslagne soldater
truer dig –
truer dig –
Cæsar Julian.
Lad dem true.
Lægen Oribases.
De giver dig og mig skylden for den under-
gørende fyrstindes død –
gørende fyrstindes død –
Cæsar Julian.
Jeg vil komme; jeg vil stille dem tilfreds –
Lægen Oribases.
Der findes kun et middel; du må vende
deres tanker i en anden retning, herre; – de er
vilde af fortvilelse over den skæbne, som venter
dem, hvis du nøler længer.
deres tanker i en anden retning, herre; – de er
vilde af fortvilelse over den skæbne, som venter
dem, hvis du nøler længer.
Mystikeren Maximos.
Stig nu til himmels, du dåre; nu dør du for
din herre og mester!
din herre og mester!
Cæsar Julian
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Kejserens rige for mig!
Mystikeren Maximos.
Akilleus!
Cæsar Julian.
Hvad løser pagten?
Mystikeren Maximos
(rækker ham offerkniven).
(rækker ham offerkniven).
Denne.
s. 231
Cæsar Julian.
Hvad tvætter vandet af?
Mystikeren Maximos.
Dyrets blod.
(han river offerbindet af sin pande og fæster det om Cæsars).
Lægen Oribases
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Hvad har du isinde, herre?
Cæsar Julian.
Forsk ikke.
Husmesteren Eutherios.
Hør larmen! Op, op, min Cæsar!
Cæsar Julian.
Først ned, – siden op. (til Maximos.) Hellig-
dommen, min elskede broder –?
dommen, min elskede broder –?
Mystikeren Maximos.
Lige under, i den anden hvælving.
Lægen Oribases.
Cæsar, Cæsar, – hvor går du?
Mystikeren Maximos.
Til frihed.
Cæsar Julian.
Gennem mørke til lys. Ah –!
(han stiger ned i gravgangene.)
Mystikeren Maximos
(sagte, ser efter ham).
(sagte, ser efter ham).
Så kom det dog.
s. 232
Husmesteren Eutherios.
Tal, tal; hvad gælder hine lønlige kunster?
Lægen Oribases.
Og det nu, da hvert øjeblik er dyrebart –
Mystikeren Maximos
(hvisker urolig idet han skifter plads):
(hvisker urolig idet han skifter plads):
Disse glidende fugtige skygger! Fy; dette
slimede kryb om fødderne –!
slimede kryb om fødderne –!
Lægen Oribases
(lytter).
(lytter).
Larmen stiger, Eutherios! Det er soldaterne;
hør, hør!
hør, hør!
Husmesteren Eutherios.
Det er sangen fra kirken –
Lægen Oribases.
Nej, det er soldaterne; – der kommer de!
(Ridderen Sallust viser sig oppe i gangen omringet af en stor
skare ophidsede soldater. Fanebæreren Mauros er iblandt dem.)
skare ophidsede soldater. Fanebæreren Mauros er iblandt dem.)
Ridderen Sallust.
Vær sindige; jeg besværger jer –!
Soldaterne.
Cæsar har forrådt os! Cæsar skal dø!
Ridderen Sallust.
Og hvad så, I rasende?
Fanebæreren Mauros.
Hvad så? Med Cæsars hoved køber vi til-
givelse –
givelse –
s. 233
Soldaterne.
Frem, frem, Cæsar!
Ridderen Sallust.
Cæsar, – min Cæsar, hvor er du?
Cæsar Julian
(råber nede i gravkamret).
(råber nede i gravkamret).
Helios! Helios!
Mystikeren Maximos.
Frigjort!
Korsang oppe i kirken.
Fader vor, du som er i himlen!
Ridderen Sallust.
Hvor er han? Eutherios, Oribases, – hvad
går her for sig?
går her for sig?
Koret
(i kirken).
(i kirken).
Helliget vorde dit navn!
Cæsar Julian
(stiger op ad trappen; han har blod på panden, på brystet og på
hænderne).
(stiger op ad trappen; han har blod på panden, på brystet og på
hænderne).
Fuldbyrdet!
Soldaterne.
Cæsar!
Ridderen Sallust.
Blodig –! Hvad har du gjort?
Cæsar Julian.
Kløvet rædselens tåger.
Mystikeren Maximos.
Det skabte er i din hånd.
s. 234
Koret
(i kirken).
(i kirken).
Ske din vilje i himlen, så og på jorden!
(sangen vedbliver under det følgende.)
Cæsar Julian.
Nu står ingen livvagt om Konstanzios længer.
Fanebæreren Mauros.
Hvad siger du, herre!
Cæsar Julian.
Ah, mine trofaste! Op i dagen; til Rom og
Grækenland!
Grækenland!
Soldaterne.
Leve kejser Julian!
Cæsar Julian.
Vi vil ikke se tilbage; alle veje ligger åbne
for os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne
skal forstumme –!
(han iler op ad trappen i baggrunden.)
for os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne
skal forstumme –!
Min hær, min skat, mit kejsersæde!
Koret
(i kirken).
(i kirken).
Led os ikke udi fristelse; men frels os fra
det onde!
det onde!
(Cæsar Julian slår døren vidt op. Man ser ind i den stærkt
oplyste kirke. Presterne står for højalteret; andægtige skarer
knæler nedenfor omkring fyrstindens kiste.)
oplyste kirke. Presterne står for højalteret; andægtige skarer
knæler nedenfor omkring fyrstindens kiste.)
Cæsar Julian.
Fri, fri! Mit er riget!
s. 235
Ridderen Sallust
(råber til ham).
(råber til ham).
Og magten og æren!
Koret
(i kirken).
(i kirken).
Dit er riget og magten og æren –
Cæsar Julian
(blændet af lysningen).
(blændet af lysningen).
Ah!
Mystikeren Maximos.
Sejr!
Koret
(i kirken).
(i kirken).
– i evighed, amen!
venstre.)
dybt og går ud til venstre.)
halvvoksen yngling ved hånden.)
stykker for kejserens fødder.)
bryst og flænger i såret.)
ser tankefuld efter ham.)
fra højre.)
ind i hans side.)
derved sin hånd, udstøder et højt skrig og falder.)
nedhugges.)
KEJSER OG GALILÆER.
ET VERDENSHISTORISK SKUESPIL
ANDEN DEL.
FJERDE OPLAG.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
GRÆBES BOGTRYKKERI.
1892.
KEJSER JULIAN,
SKUESPIL I FEM HANDLINGER.
1*
DE OPTRÆDENDE:
Kejser Julian.
Krigsøversten Nevita.
Guldsmeden Potamon.
Livlægen Cæsarios fra Nazianz.
Taleren Themisteos.
Taleren Mamertinos.
Skatmesteren Ursulos.
Hårskæreren Eunapios.
Kvinden Barbara.
Skriftlæreren Hekebolios.
Hofmænd og statstjenere.
Borgerfolk i Konstantinopel.
Deltagere i Dionysos-toget
,
fløjtespillere
,
dan-
sere
,
gøglere
og
kvinder
[HIS: Kun rester av punktum.]
.
Udsendinger fra de østerlandske konger.
Husmesteren Eutherios.
Tjenere i palatset.
Dommere, talere, lærere
og
Borgere i Antiokia.
Kornhandleren Medon
Skatteopkræveren Malkos.
Gregor fra Nazianz, Cæsarios's broder.
Farveren Fokion.
Kvinden Publia.
Hendes søn Hilarion
Agathon fra Kappadokia.
Biskop Maris af Kalkedon.
Deltagere i Apollon-toget
,
offerprester
,
tempel-
tjenere
,
harpeslagere
og
stadsvogtere
.
Agathons yngre broder.
De kristne fangers tog.
Digteren Herakleos.
Livlægen Oribases.
Taleren Libanios, stadsforstander i Antiokia.
Salmedigteren Apollinaris.
Læreren Kyrillos.
En gammel prest ved Kybeles helligdom.
Salmesyngerskerne i Antiokia.
Høvedsmanden Fromentinos.
Krigsøversten Jovian.
Mystikeren Maximos.
Spåmanden Numa.
To andre etruskiske spåmænd.
Fyrst Hormisdas, en landflygtig Perser.
Livvagtsføreren Anatolos.
Visdomslæreren Priskos.
Visdomslæreren Kytron.
Høvedsmanden Ammian.
Basilios fra Cæsaræa.
Hans søster Makrina.
En persisk overløber.
Romerske og græske soldater.
Persiske krigsfolk.
(1ste handling foregår i Konstantinopel, 2den handling i An-
tiokia, 3die handling ligeledes i Antiokia, 4de handling i og om-
kring de østlige egne af kejserriget og 5te handling på sletterne
hinsides Tigris. Begivenheden omfatter tidsrummet fra December
måned i året 361 til slutningen af Juni i året 363.)
tiokia, 3die handling ligeledes i Antiokia, 4de handling i og om-
kring de østlige egne af kejserriget og 5te handling på sletterne
hinsides Tigris. Begivenheden omfatter tidsrummet fra December
måned i året 361 til slutningen af Juni i året 363.)
FØRSTE HANDLING.
(Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragt-
fuld landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje
strandbred, lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt.
Langt ude på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt med
sørgeflag.)
fuld landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje
strandbred, lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt.
Langt ude på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt med
sørgeflag.)
(Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for
enden af landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og
gyldne smykker. Han er omgiven af hofmænd og høje stats-
tjenere. Blandt dem, der står ham nærmest, er krigsøversten
Nevita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos og
Mamertinos.)
enden af landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og
gyldne smykker. Han er omgiven af hofmænd og høje stats-
tjenere. Blandt dem, der står ham nærmest, er krigsøversten
Nevita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos og
Mamertinos.)
Kejser Julian
(ser vidt ud over vandet).
(ser vidt ud over vandet).
Hvilket stævne! Den døde kejser og den
levende. – O, at han måtte drage sit sidste suk
i så fjerne egne! O, at jeg, trods al min il, ikke
fik nyde sødmen af at favne min frænde for
sidste gang! Bittre lod for os begge! – – –
levende. – O, at han måtte drage sit sidste suk
i så fjerne egne! O, at jeg, trods al min il, ikke
fik nyde sødmen af at favne min frænde for
sidste gang! Bittre lod for os begge! – – –
Hvor er ligskibet?
Krigsøversten Nevita.
Der kommer det.
Kejser Julian.
Hin lange båd?
s. 8
Krigsøversten Nevita.
Ja, nådigste kejser!
Kejser Julian.
Arme frænde! Så stor i livet; og nu må
du nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke
støde din pande mod kistelåget, du, som bøjed
dit hoved, da du red gennem Konstantins bue.
du nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke
støde din pande mod kistelåget, du, som bøjed
dit hoved, da du red gennem Konstantins bue.
En borger blandt tilskuerne
(til guldsmeden Potamon).
(til guldsmeden Potamon).
Hvor ung han ser ud, vor nye kejser.
Guldsmeden Potamon.
Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg
så ham sidst, var han spæd og mager; – det
er nu en ni–ti år siden.
så ham sidst, var han spæd og mager; – det
er nu en ni–ti år siden.
En anden borger.
Ja, han har øvet store gerninger i de år.
En kvinde.
Og alle de farer, han har svævet i lige fra
barn af!
barn af!
En prest.
Vidunderligt frelst af dem alle; den gud-
dommelige varetægt er over ham.
dommelige varetægt er over ham.
Guldsmeden Potamon.
Rygtet siger, at han i Gallien har givet sig
under en anden slags varetægt.
under en anden slags varetægt.
Presten.
Løgn, løgn; det kan I lide på.
s. 9
Kejser Julian.
Nu kommer han. Solen, som jeg anråber,
og den store lynslyngende gud véd, at jeg ikke
har ønsket Konstanzios døden. Det har i sand-
hed været langt fra min tanke. Jeg har opsendt
bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, –
du må jo vide det bedst – har man undervejs
vist det kejserlige legeme al sømmelig ære?
og den store lynslyngende gud véd, at jeg ikke
har ønsket Konstanzios døden. Det har i sand-
hed været langt fra min tanke. Jeg har opsendt
bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, –
du må jo vide det bedst – har man undervejs
vist det kejserlige legeme al sømmelig ære?
Livlægen Cæsarios.
Ligtoget var som en sejrherres tog gennem
hele Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem,
stimled de troende sammen på gaden; hele
nætter genlød kirkerne af bønner og sange; mør-
ket blev til høj lys dag under blusset af de tusend
tændte kerter –
hele Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem,
stimled de troende sammen på gaden; hele
nætter genlød kirkerne af bønner og sange; mør-
ket blev til høj lys dag under blusset af de tusend
tændte kerter –
Kejser Julian.
Godt, godt, godt! – Jeg gribes af en utrolig
banghed ved tanken om at skulle tage styret
efter en så stor og dydig og højt elsket kejser.
Hvi blev det mig ikke forundt at få leve i til-
bagetrukken stilhed!
banghed ved tanken om at skulle tage styret
efter en så stor og dydig og højt elsket kejser.
Hvi blev det mig ikke forundt at få leve i til-
bagetrukken stilhed!
Taleren Mamertinos.
Og hvem skulde da gjort fyldest i det store
vanskelige kald, således som du, uforlignelige
herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine
andre, der har attrået kejserværdigheden: kom
hid og tag rigets ror; men tag det således, som
Julian tager det. Våg nat og dag for alles vel-
færd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens
tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes
rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for
eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders
retfærdighed være lige fjernt fra føjelighed og
fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på
jordens kreds skal vride hænderne over eder.
Byd trods – både Galliens ufremkommelighed
og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare?
Forfærdede over så strænge fordringer vilde de
tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en
Julian kan gøre fyldest for alt dette!
vanskelige kald, således som du, uforlignelige
herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine
andre, der har attrået kejserværdigheden: kom
hid og tag rigets ror; men tag det således, som
Julian tager det. Våg nat og dag for alles vel-
færd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens
s. 10
tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes
rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for
eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders
retfærdighed være lige fjernt fra føjelighed og
fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på
jordens kreds skal vride hænderne over eder.
Byd trods – både Galliens ufremkommelighed
og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare?
Forfærdede over så strænge fordringer vilde de
tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en
Julian kan gøre fyldest for alt dette!
Kejser Julian.
Den alt-styrende give, at så store forhåbninger
ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig
ikke? En gysning overfalder mig. At skulle
sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel
og med så mange andre fortræffelige mænd! Har
ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske over
menneskene? O, bed med mig, at jeg må gå
fri for ærgærrighedens snarer og magtens fristel-
ser. Athen, Athen! Did går min længsel! Jeg
var som en mand, der for sin sundheds skyld
drev en gavnlig legemsøvelse; – og nu kommer
man til mig og siger: træd frem på skuepladsen
og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal
sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af
skræk allerede før jeg begynder på kampen?
ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig
ikke? En gysning overfalder mig. At skulle
sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel
og med så mange andre fortræffelige mænd! Har
ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske over
menneskene? O, bed med mig, at jeg må gå
fri for ærgærrighedens snarer og magtens fristel-
ser. Athen, Athen! Did går min længsel! Jeg
var som en mand, der for sin sundheds skyld
drev en gavnlig legemsøvelse; – og nu kommer
man til mig og siger: træd frem på skuepladsen
og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal
sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af
skræk allerede før jeg begynder på kampen?
Taleren Themisteos.
Hvad skræk, o kejser? Har du ikke allerede
Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke
kommen for at indsætte alle landflygtige dyder
i deres gamle ret? Er ikke hos dig samlet i en
mand al den sejrvindingens evne, som Herakles,
som Dionysos, som Solon, som –?
Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke
s. 11
kommen for at indsætte alle landflygtige dyder
i deres gamle ret? Er ikke hos dig samlet i en
mand al den sejrvindingens evne, som Herakles,
som Dionysos, som Solon, som –?
Kejser Julian.
Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres
idag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen
og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige
prydelser i en stund som denne.
idag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen
og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige
prydelser i en stund som denne.
(Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer
indover landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte
lys i spidsen; kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner
bæres foran og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar;
skarer af kristne borgere følger efter.)
indover landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte
lys i spidsen; kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner
bæres foran og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar;
skarer af kristne borgere følger efter.)
Kejser Julian
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt).
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt).
Ah!
En tilskuer.
Slog han korsets tegn for sig?
En anden i hoben.
Nej.
Den første.
Ser du; ser du!
En tredje tilskuer.
Ikke heller bøjed han sig for det hellige.
Den første tilskuer
(til den anden).
(til den anden).
Ser du vel! Hvad sagde jeg?
Kejser Julian.
Så far hjem under pragt og ære, du min
frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette
støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod
mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som
foer så hårdt med slægten, at jeg nu står alene
tilbage? Var det din ånd, som bød, at min
barndom skulde formørkes af tusend ængstelser.
Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars
hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den
uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det
ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke
lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde
mig, gjorde mig æren for mine sejrvindinger
stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette
havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor
vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige
skygger om dig på dit sidste, smertefulde leje?
Onde rådgivere har forbitret dit liv og din døds-
stund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var
mænd, som tog skade af at færdes i din nådes
uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd,
der så villigt iførte sig det overbevisningens
klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette
s. 12
støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod
mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som
foer så hårdt med slægten, at jeg nu står alene
tilbage? Var det din ånd, som bød, at min
barndom skulde formørkes af tusend ængstelser.
Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars
hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den
uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det
ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke
lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde
mig, gjorde mig æren for mine sejrvindinger
stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette
havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor
vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige
skygger om dig på dit sidste, smertefulde leje?
Onde rådgivere har forbitret dit liv og din døds-
stund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var
mænd, som tog skade af at færdes i din nådes
uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd,
der så villigt iførte sig det overbevisningens
klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
Hedenske borgere
(blandt de omstående).
(blandt de omstående).
Leve kejser Julian!
Livlægen Cæsarios.
Nådigste herre, toget venter –
Kejser Julian
(til presterne).
(til presterne).
Lad ikke eders fromme sang forstumme for
min skyld. Fremad, mine venner!
(toget drager langsomt ud til venstre.)
min skyld. Fremad, mine venner!
s. 13
Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der
vil. Men det skal I alle vide på denne dag,
at min plads er her.
(Uro og bevægelse i mængden.)
vil. Men det skal I alle vide på denne dag,
at min plads er her.
Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg der-
med sagt alt? Gives der ikke et kejserligt em-
bede, som synes hånligt visket ud af erindringen
i de senere år? Hvad var den kronede visdoms-
ven Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær
havde jeg spurgt: var han ikke noget mere end
kejser? Var han ikke yppersteprest tillige?
med sagt alt? Gives der ikke et kejserligt em-
bede, som synes hånligt visket ud af erindringen
i de senere år? Hvad var den kronede visdoms-
ven Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær
havde jeg spurgt: var han ikke noget mere end
kejser? Var han ikke yppersteprest tillige?
Stemmer i mængden.
Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad
sagde han?
sagde han?
Taleren Themisteos.
O, herre, skulde det i sandhed ligge i din
tanke –?
tanke –?
Kejser Julian.
End ikke min store farbroder Konstanzios
vovede at frasige sig denne værdighed. Selv
efter at han havde indrømmet en viss ny troes-
lære så højst overordentlige rettigheder, vedblev
han dog at kaldes yppersteprest af alle dem,
der holdt fast ved Græker-folkets ældgamle gud-
domme. At dette embede i de senere tider blev
sørgeligen forsømt, vil jeg ikke her tale om, men
kun om, at ingen af mine ophøjede forgængere,
end ikke han, hvem vi idag med tårevædt ansigt
tilråber den sidste hilsen, har vovet at nedlægge
det. Skulde jeg formaste mig til noget, som så
vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og råde-
ligt? Det være langt fra mig!
vovede at frasige sig denne værdighed. Selv
efter at han havde indrømmet en viss ny troes-
lære så højst overordentlige rettigheder, vedblev
han dog at kaldes yppersteprest af alle dem,
der holdt fast ved Græker-folkets ældgamle gud-
domme. At dette embede i de senere tider blev
sørgeligen forsømt, vil jeg ikke her tale om, men
kun om, at ingen af mine ophøjede forgængere,
end ikke han, hvem vi idag med tårevædt ansigt
tilråber den sidste hilsen, har vovet at nedlægge
s. 14
det. Skulde jeg formaste mig til noget, som så
vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og råde-
ligt? Det være langt fra mig!
Taleren Themisteos.
O, store kejser, vil du dermed sige –?
Kejser Julian.
Jeg vil dermed sige, at der skal være fuld
frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes
gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro.
Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at
bygge mit håb på en gud, der hidtil har været
mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre
tegn og varsler for, at al den fremgang, jeg vandt
på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre
guddomme, der begunstigede Alexander på en
noget lignende måde. Under disse guddommes
skjærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle
farer; og navnlig var det dem, der førte mig
frem på min rejse hid med en så vidunderlig
hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne har
hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig
for et guddommeligt menneske, – hvilket er en
stor overdrivelse, I venner! Men visst er det,
at jeg ikke tør vise mig utaknemmelig for så
vedholdende nådesbevisninger.
frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes
gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro.
Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at
bygge mit håb på en gud, der hidtil har været
mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre
tegn og varsler for, at al den fremgang, jeg vandt
på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre
guddomme, der begunstigede Alexander på en
noget lignende måde. Under disse guddommes
skjærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle
farer; og navnlig var det dem, der førte mig
frem på min rejse hid med en så vidunderlig
hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne har
hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig
for et guddommeligt menneske, – hvilket er en
stor overdrivelse, I venner! Men visst er det,
at jeg ikke tør vise mig utaknemmelig for så
vedholdende nådesbevisninger.
Stemmer i mængden
(dæmpet).
(dæmpet).
Hvad vil han gøre?
s. 15
Kejser Julian.
Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige
guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse
skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke
Jødernes. De templer, som fromme herskere i
fordums dage med så megen kunstfærdighed lod
bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed
med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige
guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde
sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der
sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart;
heller ikke skal der øves overlast mod deres
gravsteder eller mod andre pladse, som en sæl-
som vildfarelse bringer dem til at holde for hellige.
Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg
har selv været hildet i fejltagelser; – dog, over
dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit
enogtyvende år har tænkt om de guddommelige
ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige,
at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at
jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fod-
spor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men
uden at ville tvinge nogen.
guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse
skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke
Jødernes. De templer, som fromme herskere i
fordums dage med så megen kunstfærdighed lod
bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed
med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige
guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde
sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der
sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart;
heller ikke skal der øves overlast mod deres
gravsteder eller mod andre pladse, som en sæl-
som vildfarelse bringer dem til at holde for hellige.
Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg
har selv været hildet i fejltagelser; – dog, over
dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit
enogtyvende år har tænkt om de guddommelige
ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige,
at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at
jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fod-
spor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men
uden at ville tvinge nogen.
(Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres
hist og her i sværmen.)
hist og her i sværmen.)
Kejser Julian
(hæftigere).
(hæftigere).
Med rette havde jeg regnet på taknemmelige
tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgærrig for-
undring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder
en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger
sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Under-
trykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdige
skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for,
højt og lavt; men knapt en har kunnet give
mig troværdig besked om, hvorledes en ofring til
Apollon eller til Fortuna i et og alt er at fore-
tage. Jeg må da gå foran i dette, som i andet.
Det har kostet mig mangen nats søvn at udfinde
af gamle bøger, hvad der fordum har været
brugeligt i så måde; men jeg besværer mig ikke
derover, når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er
netop hine guddomme skyldig; og heller ikke
skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –.
Hvor hen, Cæsarios?
tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgærrig for-
undring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder
s. 16
en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger
sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Under-
trykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdige
skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for,
højt og lavt; men knapt en har kunnet give
mig troværdig besked om, hvorledes en ofring til
Apollon eller til Fortuna i et og alt er at fore-
tage. Jeg må da gå foran i dette, som i andet.
Det har kostet mig mangen nats søvn at udfinde
af gamle bøger, hvad der fordum har været
brugeligt i så måde; men jeg besværer mig ikke
derover, når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er
netop hine guddomme skyldig; og heller ikke
skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –.
Hvor hen, Cæsarios?
Livlægen Cæsarios.
Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for
min bortgangne herres sjæl.
min bortgangne herres sjæl.
Kejser Julian.
Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige
sager.
(Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til
sager.
venstre.)
Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste
borger, den forbeholder jeg også mig selv. –
Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere, at
jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte til
de lærdomme og skikke, som var vore forfædre
hellige, – at de frit tør udbredes og udøves
ved siden af alle nye og fremmede meninger,
– og da jeg er et barn af denne stad, og derfor
har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i
de staden beskyttende guddommes navn.
borger, den forbeholder jeg også mig selv. –
Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere, at
jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte til
de lærdomme og skikke, som var vore forfædre
hellige, – at de frit tør udbredes og udøves
ved siden af alle nye og fremmede meninger,
s. 17
– og da jeg er et barn af denne stad, og derfor
har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i
de staden beskyttende guddommes navn.
(Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den til-
hyllede sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande,
en oljekrukke, en liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men
stum bevægelse i mængden idet Julian går op til alteret og gør
forberedelser til ofringen.)
hyllede sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande,
en oljekrukke, en liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men
stum bevægelse i mængden idet Julian går op til alteret og gør
forberedelser til ofringen.)
Taleren Themisteos.
En borger.
Se, han bryder brændet selv.
En anden borger.
Over det venstre lår. Er det så det skal
brydes?
brydes?
Den første borger.
Det må vel så være.
Taleren Mamertinos.
Den ild, du der tænder, o store kejser, i den
skal granskningen og lærdommen lyse, ja, opstå
forynget, ligervis som hin forunderlige fugl –
skal granskningen og lærdommen lyse, ja, opstå
forynget, ligervis som hin forunderlige fugl –
Krigsøversten Nevita.
Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg
kender ikke meget til de galilæiske påfund; men
det har jeg mærket, at alle de, som hænger ved
dem, de er forsagte og ubrugelige til større ting.
kender ikke meget til de galilæiske påfund; men
det har jeg mærket, at alle de, som hænger ved
dem, de er forsagte og ubrugelige til større ting.
Taleren Themisteos.
I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg vis-
dommen renset for al anklage og for alle
beskyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig
et purpur, hvormed du pryder sandheden og
sætter den på et kongeligt sæde. Nu, da du
oprækker dine hænder –
dommen renset for al anklage og for alle
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
2
s. 18
beskyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig
et purpur, hvormed du pryder sandheden og
sætter den på et kongeligt sæde. Nu, da du
oprækker dine hænder –
Taleren Mamertinos.
Nu, da du oprækker dine hænder, er det
som om du hædrer videnskabens pande med en
guldkrans; og de tårer, du udgyder –
som om du hædrer videnskabens pande med en
guldkrans; og de tårer, du udgyder –
Taleren Themisteos
(trænger sig nærmere).
(trænger sig nærmere).
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er
som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen
skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da
atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til
himlen og følge de evige stjerner på deres gang!
Hvor længe er det ikke siden, at dette var os
forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere,
skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom
dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til
at beskue solens opgang og nedgang?
(han vender sig til hoben.)
som kostelige perler, hvormed veltalenheden igen
skal lønnes på kejserlig vis. O, så er det da
atter tilladt Grækerne at hæve sine øjne til
himlen og følge de evige stjerner på deres gang!
Hvor længe er det ikke siden, at dette var os
forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere,
skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom
dyrene? Hvem iblandt os turde fordriste sig til
at beskue solens opgang og nedgang?
End ikke I agerdyrkere, som er strømmet
hid i så store skarer idag, end ikke I voved at
mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I
dog skulde afpasse eders arbejder derefter –
hid i så store skarer idag, end ikke I voved at
mærke eder himmellegemernes stilling, skønt I
dog skulde afpasse eders arbejder derefter –
Taleren Mamertinos.
Og I sømænd, – har I eller eders fædre
vovet at udtale navnene på de stjernebilleder,
som I skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I
det; nu er det ingen forment at –
vovet at udtale navnene på de stjernebilleder,
som I skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I
det; nu er det ingen forment at –
s. 19
Taleren Themisteos.
Nu har ingen Græker længere nødig at leve
på land eller vand uden at rådspørge de ufor-
anderlige himmellove; han behøver ikke at lade
sig omtumle som en bold for tilfældigheder og
hændelser; han –
på land eller vand uden at rådspørge de ufor-
anderlige himmellove; han behøver ikke at lade
sig omtumle som en bold for tilfældigheder og
hændelser; han –
Taleren Mamertinos.
O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem
vi skylder så store goder!
vi skylder så store goder!
Kejser Julian
(for alteret med oprakte arme).
(for alteret med oprakte arme).
Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed ud-
gydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme,
der så længe har måttet savne denne for eder så
højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt
min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vis-
mændene – og især de fra østerlandene – til-
lægger navnet sol-kongen, fordi du bringer og
fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit
ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dio-
nysos, du henrykkelsens gud, der løfter menne-
skenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op
til et for ånden værdigt samliv med højere ånder.
– Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog
ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna!
Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig véd
jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne,
således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder,
hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt
os. Men det véd jeg dog – og deri er alle
andre visdomsvenner enige med mig – at det er
dig, som har en væsentlig andel i valget af den
ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal
følge ethvert menneske på hans livs-gang. Jeg
har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna!
Meget mere har jeg den højeste opfordring til at
yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så
dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig.
Jeg har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her
står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er
rettede på mig; jeg forventer, at alle Grækeres
røster vil forene sig med min i et tilråb til eder,
I udødelige guder!
gydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme,
der så længe har måttet savne denne for eder så
højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt
min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vis-
mændene – og især de fra østerlandene – til-
lægger navnet sol-kongen, fordi du bringer og
fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit
ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dio-
nysos, du henrykkelsens gud, der løfter menne-
skenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op
til et for ånden værdigt samliv med højere ånder.
– Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog
ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna!
Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig véd
jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne,
således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder,
hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt
2*
s. 20
os. Men det véd jeg dog – og deri er alle
andre visdomsvenner enige med mig – at det er
dig, som har en væsentlig andel i valget af den
ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal
følge ethvert menneske på hans livs-gang. Jeg
har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna!
Meget mere har jeg den højeste opfordring til at
yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så
dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig.
Jeg har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her
står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er
rettede på mig; jeg forventer, at alle Grækeres
røster vil forene sig med min i et tilråb til eder,
I udødelige guder!
(Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden
fjernet sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian
holder inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter
og en forundret hvisken.)
fjernet sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian
holder inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter
og en forundret hvisken.)
Kejser Julian
(ser sig om).
(ser sig om).
Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister
man sig bort?
man sig bort?
Taleren Themisteos.
Ja, med skamrødme over en så mangeårig
utaknemmelighed.
utaknemmelighed.
Taleren Mamertinos.
Nej, det var glædesrødme. De gik for at
udbrede det store budskab i alle gader.
udbrede det store budskab i alle gader.
Kejser Julian
(går fra alteret).
(går fra alteret).
Den uvidende hob véd aldrig at finde sig
tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde
at gøre; men ingen møje skal fortryde mig.
Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at
udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på
eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må
forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg
går nu til andre pligter.
tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde
s. 21
at gøre; men ingen møje skal fortryde mig.
Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at
udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på
eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må
forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg
går nu til andre pligter.
(Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hof-
mændene og hans øvrige ledsagere følger ham.)
mændene og hans øvrige ledsagere følger ham.)
(En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i bag-
grunden; på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden
står det kejserlige sæde.)
grunden; på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden
står det kejserlige sæde.)
(Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, der-
iblandt skatmesteren Ursulos samt taleren Themisteos og
Mamertinos.)
iblandt skatmesteren Ursulos samt taleren Themisteos og
Mamertinos.)
Kejser Julian.
Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket
rulle fremad, som en stormflods bølger. Den
stumme trods, som jeg sporer fra visse hold,
hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe
mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den
ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for
dagen. Vi véd alle, at man ved passende midler
kan helbrede legemets onder; – men kan man
med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om
de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig,
at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle for-
dømmer, hvad hånden gør?
rulle fremad, som en stormflods bølger. Den
stumme trods, som jeg sporer fra visse hold,
hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe
mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den
ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for
dagen. Vi véd alle, at man ved passende midler
kan helbrede legemets onder; – men kan man
med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om
de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig,
at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle for-
dømmer, hvad hånden gør?
Således vil vi leve i endrægtighed med hver-
andre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle
udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte
have. Lad os vise verden det usædvanlige og
ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – til-
visse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor
smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil
anklage og dadle hverandre, når sådant måtte
være betimeligt, dog uden derfor at elske hver-
andre mindre.
(til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden.)
andre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle
s. 22
udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte
have. Lad os vise verden det usædvanlige og
ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – til-
visse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor
smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil
anklage og dadle hverandre, når sådant måtte
være betimeligt, dog uden derfor at elske hver-
andre mindre.
Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode ti-
dender bringer du?
dender bringer du?
Krigsøversten Nevita.
Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort
antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er
kommet for at bringe dig gaver og bede om dit
venskab.
antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er
kommet for at bringe dig gaver og bede om dit
venskab.
Kejser Julian.
Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag?
Krigsøversten Nevita.
Fra Armenierne og andre hinsides Tigris.
Ja, der er endog nogle af de fremmede, som
siger sig at komme fra øerne Diu og Serandib.
Ja, der er endog nogle af de fremmede, som
siger sig at komme fra øerne Diu og Serandib.
Kejser Julian.
Altså fra verdens yderste grænse, I venner!
Taleren Themisteos.
Selv did hen har rygtet båret dit navn og
din hæder!
din hæder!
s. 23
Taleren Mamertinos.
Selv i hine ukendte egne er dit sværd en
skræk for fyrster og folkeslag!
skræk for fyrster og folkeslag!
Taleren Themisteos.
Diu og Serandib! Langt øst i det indiske
hav –
hav –
Taleren Mamertinos.
Jeg tager ikke i betænkning at sige: uden-
for jordens kreds –
for jordens kreds –
Kejser Julian.
Hårskæreren skal komme!
(en hofmand går ud til højre.)
Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed,
– dog uden pragt og smykker. Således vilde den
ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og
jeg vælger heller ham til forbillede, end den
kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang.
Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske
ting! Selv barbarerne skal mærke sig, at vis-
dommen – rigtignok i sin ringeste tjeners
skikkelse – igen har taget plads på kejser-
sædet.
– dog uden pragt og smykker. Således vilde den
ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og
jeg vælger heller ham til forbillede, end den
kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang.
Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske
ting! Selv barbarerne skal mærke sig, at vis-
dommen – rigtignok i sin ringeste tjeners
skikkelse – igen har taget plads på kejser-
sædet.
(Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren Eunapios, der
er iført en prægtig klædning.)
er iført en prægtig klædning.)
Kejser Julian
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser).
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser).
Hvad søger du her, herre?
Hårskæreren Eunapios.
Nådigste kejser, du har befalet mig at
komme –
komme –
s. 24
Kejser Julian.
Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud
efter nogen af mine rådsherrer.
efter nogen af mine rådsherrer.
Hårskæreren Eunapios.
Allernådigste kejser –
Skatmesteren Ursulos.
Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige
hårskærer.
hårskærer.
Kejser Julian.
Hvad siger du! Virkelig? Denne mand –
o, du spøger – denne mand, i silke, med guld-
stukne støvler, skulde være –? Ja, så! Så du
er hårskæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg
formaste mig til at lade mig betjene af så fine
hænder.
o, du spøger – denne mand, i silke, med guld-
stukne støvler, skulde være –? Ja, så! Så du
er hårskæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg
formaste mig til at lade mig betjene af så fine
hænder.
Hårskæreren Eunapios.
Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds
og min frelsers skyld –
og min frelsers skyld –
Kejser Julian.
Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det
ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler
med? Men jeg kender eder vel! Hvilken gud-
doms tempel har du plyndret, eller hvor mange
greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne
stadse dig således til? – Du kan gå igen; jeg
har ikke brug for dig.
(Eunapios går ud til højre.)
ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler
med? Men jeg kender eder vel! Hvilken gud-
doms tempel har du plyndret, eller hvor mange
greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne
stadse dig således til? – Du kan gå igen; jeg
har ikke brug for dig.
Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske
i løn?
i løn?
s. 25
Skatmesteren Ursulos.
Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers
befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt
underhold –
befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt
underhold –
Kejser Julian.
Se, se; ikke mere?
Skatmesteren Ursulos.
Jo, herre; i den senere tid har han havt frit
hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss
årlig sum i penge og et guldstykke for hver
gang, han –
hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss
årlig sum i penge og et guldstykke for hver
gang, han –
Kejser Julian.
Og alt det for en hårskærer! Hvad må så
ikke de andre –? Der skal gøres en brat ende på
dette. – Lad de fremmede sendebud komme ind!
(krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.)
ikke de andre –? Der skal gøres en brat ende på
dette. – Lad de fremmede sendebud komme ind!
Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det
er sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel
véd, at det ikke er det uredte hår eller den
pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven,
så mener jeg dog, at det forbillede, som både
Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages
i agt af den mand, der – selv på kejsersædet
– gerne vil følge i så store læreres fodspor.
er sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel
véd, at det ikke er det uredte hår eller den
pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven,
så mener jeg dog, at det forbillede, som både
Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages
i agt af den mand, der – selv på kejsersædet
– gerne vil følge i så store læreres fodspor.
(Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet
ordner sig nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten
Nevita og husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog,
ledsagede af slaver, der bærer gaver af alle slags.)
ordner sig nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten
Nevita og husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog,
ledsagede af slaver, der bærer gaver af alle slags.)
Krigsøversten Nevita.
Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige
det ædle tungemål, som så mange veltalende
mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til
fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, –
samt derhos vel vogtende sig for at lade barbariske
lyde skurre i dine ører, har disse udsendinge fra
østerlandske fyrster kåret mig til talsmand.
det ædle tungemål, som så mange veltalende
s. 26
mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til
fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, –
samt derhos vel vogtende sig for at lade barbariske
lyde skurre i dine ører, har disse udsendinge fra
østerlandske fyrster kåret mig til talsmand.
Kejser Julian
(siddende i tronstolen).
(siddende i tronstolen).
Jeg er rede til at høre dig.
Krigsøversten Nevita.
Først nedlægger da kongen af Armenien for
dine fødder denne rustning, som han beder dig
bære i kampen mod rigets fiender, skønt han
vel véd, at du, uovervindelige helt, står under
gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen
dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig
kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne
hinsides Tigris-floden. De vil dermed give til-
kende, at når guderne har forundt hine lande en
overvættes rigdom, så skede det i det øjemed, at
den skulde komme gudernes yndling tilgode. –
Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu,
sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold,
samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det
rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejr-
herre, der, ligesom en guddom, har vist sig
mægtig nok til at bryde enhver modstand. –
Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde,
om dit venskab, og navnlig beder de, at du, hvis
du, som et rygte har sagt dem, til våren agter
at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at
du da vil skåne deres lande for fiendligt indfald.
dine fødder denne rustning, som han beder dig
bære i kampen mod rigets fiender, skønt han
vel véd, at du, uovervindelige helt, står under
gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen
dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig
kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne
hinsides Tigris-floden. De vil dermed give til-
kende, at når guderne har forundt hine lande en
overvættes rigdom, så skede det i det øjemed, at
den skulde komme gudernes yndling tilgode. –
Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu,
sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold,
samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det
rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejr-
herre, der, ligesom en guddom, har vist sig
mægtig nok til at bryde enhver modstand. –
Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde,
om dit venskab, og navnlig beder de, at du, hvis
s. 27
du, som et rygte har sagt dem, til våren agter
at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at
du da vil skåne deres lande for fiendligt indfald.
Kejser Julian.
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig
ganske uventet. De medbragte gaver skal ned-
lægges i mit skatkammer, og gennem eder lader
jeg eders herskere vide, at det er min agt at
holde venskab med alle de folkeslag, som ikke
– det være sig med våben eller med under-
fundighed – stiller sig mine hensigter ivejen. –
Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende
lande, forledet af mine lykkelige sejrvindinger,
har ladet sig henrive til i mig at se en guddom,
så vil jeg ikke videre indlade mig på den sag.
Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde ville
tilrane mig en upassende plads iblandt dem,
skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre
tider, har levet helte og herskere, som har
været således fremdragne af gudernes yndest og
nåde, at det har været vanskeligt at sige, om de
rettest var at regne til de dødelige eller til de
udødelige. Om deslige ting er det imidlertid
voveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor
meget mere da for eder? Altså, nok om dette.
– Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og
sørger for, at intet fattes dem.
ganske uventet. De medbragte gaver skal ned-
lægges i mit skatkammer, og gennem eder lader
jeg eders herskere vide, at det er min agt at
holde venskab med alle de folkeslag, som ikke
– det være sig med våben eller med under-
fundighed – stiller sig mine hensigter ivejen. –
Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende
lande, forledet af mine lykkelige sejrvindinger,
har ladet sig henrive til i mig at se en guddom,
så vil jeg ikke videre indlade mig på den sag.
Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde ville
tilrane mig en upassende plads iblandt dem,
skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre
tider, har levet helte og herskere, som har
været således fremdragne af gudernes yndest og
nåde, at det har været vanskeligt at sige, om de
rettest var at regne til de dødelige eller til de
udødelige. Om deslige ting er det imidlertid
voveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor
meget mere da for eder? Altså, nok om dette.
– Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og
sørger for, at intet fattes dem.
(Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af hus-
mesteren Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen;
hofmændene og talerne omringer ham under beundrende lyk-
ønskninger.)
mesteren Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen;
hofmændene og talerne omringer ham under beundrende lyk-
ønskninger.)
s. 28
Taleren Themisteos.
Så ung, – og allerede så højt hædret frem-
for alle andre kejsere!
for alle andre kejsere!
Taleren Mamertinos.
Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til
at forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg visst
håber, forunder dig et langt liv?
at forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg visst
håber, forunder dig et langt liv?
Taleren Themisteos.
Det skrækkens råb, som de flygtende Ale-
maner udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste
bredder, det har væltet sig østover, indtil det
slog an imod Tauros og Kaukasos –
maner udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste
bredder, det har væltet sig østover, indtil det
slog an imod Tauros og Kaukasos –
Taleren Mamertinos.
– nu runger det, som en buldrende genlyd,
over hele Asien.
over hele Asien.
Krigsøversten Nevita.
Hvad der har forfærdet Inderne er denne
lighed imellem vor græske Julian og hin make-
doniske Alexander –
lighed imellem vor græske Julian og hin make-
doniske Alexander –
Taleren Mamertinos.
O, hvad lighed! Havde kong Alexander
lønlige fiender i sin egen lejr! Havde han et
misundeligt og bagtalerisk kejserhof at kæmpe
imod?
lønlige fiender i sin egen lejr! Havde han et
misundeligt og bagtalerisk kejserhof at kæmpe
imod?
Krigsøversten Nevita.
Sandt, sandt; og der var heller ingen udue-
lige hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.
lige hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.
s. 29
Kejser Julian.
Ursulos, det er min vilje, at disse sendebuds
komme skal gøres bekendt både i staden og i
rigets samtlige landskaber. Alt skal fortælles
nøjagtigt, – hvor de hører hjemme og hvilke
gaver de har medbragt. Jeg vil ikke forholde
borgerne noget af det, som kommer min styrelse
ved. Du kan også lade indflyde nogle ord om
den forunderlige mening blandt Inderne, at Alex-
ander skulde være kommen tilbage.
komme skal gøres bekendt både i staden og i
rigets samtlige landskaber. Alt skal fortælles
nøjagtigt, – hvor de hører hjemme og hvilke
gaver de har medbragt. Jeg vil ikke forholde
borgerne noget af det, som kommer min styrelse
ved. Du kan også lade indflyde nogle ord om
den forunderlige mening blandt Inderne, at Alex-
ander skulde være kommen tilbage.
Skatmesteren Ursulos
(nølende).
(nølende).
Tilgiv mig, nådigste kejser, men –
Kejser Julian.
Nu?
Skatmesteren Ursulos.
Du har selv sagt, at ved dette hof skal ingen
smiger tåles –
smiger tåles –
Kejser Julian.
Tilvisse, ven!
Skatmesteren Ursulos.
Så lad mig da ærligt sige dig, at disse sende-
bud kom hid for at søge din forgænger og
ikke dig.
bud kom hid for at søge din forgænger og
ikke dig.
Kejser Julian.
Hvad vover du at ville indbilde mig!
Taleren Themisteos.
Ej, hvilken urimelig tale!
s. 30
Taleren Mamertinos.
Hvilken opdigtelse!
Skatmesteren Ursulos.
Det er sandhed. Jeg har længe vidst, at
disse mænd skulde komme, – længe før kejser
Konstanzios lukked sine øjne. O, min nådigste
herre, lad ikke en falsk forfængelighed få indgang
i dit unge sind –
disse mænd skulde komme, – længe før kejser
Konstanzios lukked sine øjne. O, min nådigste
herre, lad ikke en falsk forfængelighed få indgang
i dit unge sind –
Kejser Julian.
Nok, nok! Du vil altså dermed sige, at –?
Skatmesteren Ursulos.
Tænk selv efter. Hvorledes skulde dine sejre
i Gallien, så berømmelige de end har været, i
slig hast kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører?
Når sendebudene talte om kejserens heltegerninger,
så tænkte de på krigen imod Perser-kongen –
i Gallien, så berømmelige de end har været, i
slig hast kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører?
Når sendebudene talte om kejserens heltegerninger,
så tænkte de på krigen imod Perser-kongen –
Krigsøversten Nevita.
Jeg vidste ikke, at krigen imod kong Sapores
var bleven ført på den vis, at den skulde sprede
skræk til verdens grænse.
var bleven ført på den vis, at den skulde sprede
skræk til verdens grænse.
Skatmesteren Ursulos.
Sandt; lykken har været vore våben imod i
hine egne. Men rygtet om de store rustninger,
som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var
det, der ængsted Armenierne og de andre folke-
slag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl
dagene, om du vil, og sig så om andet er muligt.
Dit tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig
hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske
øer –; det vilde dog være tifold vidunderligere,
ifald –; spørg dem, og du skal få høre –
hine egne. Men rygtet om de store rustninger,
som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var
det, der ængsted Armenierne og de andre folke-
slag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl
dagene, om du vil, og sig så om andet er muligt.
Dit tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig
s. 31
hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske
øer –; det vilde dog være tifold vidunderligere,
ifald –; spørg dem, og du skal få høre –
Kejser Julian
(bleg af vrede).
(bleg af vrede).
Hvorfor siger du mig alt dette?
Skatmesteren Ursulos.
Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan
tåle at se din unge skønne hæder formørket af
en lånt kappe.
tåle at se din unge skønne hæder formørket af
en lånt kappe.
Taleren Themisteos.
Hvilken forvoven tale!
Taleren Mamertinos.
Hvilken højst forvoven tale!
Kejser Julian.
Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender
dig bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette
hof. Det er guderne, hvis hæder I vil forringe.
Thi er det ikke gudernes hæder, at de mægter
store ting gennem et menneske? Men I hader
dem – disse guder – hvis templer I har ned-
brudt, hvis billedstøtter I har slåt sønder og hvis
skatte I har tilranet jer. I har knapt tålt dem
engang, disse vore højst velgørende guder. I har
knapt tilladt, at de fromme bar dem løndomsfuldt
i hjerterne. Nu vil I også nedbryde det tak-
nemmelighedens tempel, som jeg har rejst for
dem i mit hjerte; I vil tage fra mig den er-
kendtlige tanke, at jeg skylder de udødelige en
ny og såre attråværdig velgerning; – thi er ikke
hæder at agte for en sådan?
dig bedre. Jeg kender alle eder gamle ved dette
hof. Det er guderne, hvis hæder I vil forringe.
Thi er det ikke gudernes hæder, at de mægter
store ting gennem et menneske? Men I hader
dem – disse guder – hvis templer I har ned-
brudt, hvis billedstøtter I har slåt sønder og hvis
skatte I har tilranet jer. I har knapt tålt dem
engang, disse vore højst velgørende guder. I har
knapt tilladt, at de fromme bar dem løndomsfuldt
i hjerterne. Nu vil I også nedbryde det tak-
nemmelighedens tempel, som jeg har rejst for
dem i mit hjerte; I vil tage fra mig den er-
s. 32
kendtlige tanke, at jeg skylder de udødelige en
ny og såre attråværdig velgerning; – thi er ikke
hæder at agte for en sådan?
Skatmesteren Ursulos.
Den eneste himmelens Gud er mit vidne, at –
Kejser Julian.
Den eneste! Der har vi det igen! Således
er I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog
i os. Siger vi, at vore guder er de eneste? Agter
vi ikke både Egypternes guder og hin jødiske
Jehova, der visselig har udført store ting i sit
folk? Men I derimod, – og det en mand, som
du, Ursulos –! Er du en Romer, født af græske
forfædre? Den eneste! Hvilken barbarisk ufor-
skammethed!
er I altid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog
i os. Siger vi, at vore guder er de eneste? Agter
vi ikke både Egypternes guder og hin jødiske
Jehova, der visselig har udført store ting i sit
folk? Men I derimod, – og det en mand, som
du, Ursulos –! Er du en Romer, født af græske
forfædre? Den eneste! Hvilken barbarisk ufor-
skammethed!
Skatmesteren Ursulos.
Du har lovet, at du ikke vil hade nogen for
hans meningers skyld.
hans meningers skyld.
Kejser Julian.
Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke,
at I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke
være komne for at –? Det vil altså med andre
ord sige, at den store guddommelige Dionysos,
der besynderligen har sin magt i at åbenbare
menneskene de skjulte ting, – at han ikke skulde
være virksom nu, ligeså vel som i de henfarne
tider. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en over-
vættes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage
dig til regnskab?
at I træder os for nær. Sendebudene skulde ikke
være komne for at –? Det vil altså med andre
ord sige, at den store guddommelige Dionysos,
der besynderligen har sin magt i at åbenbare
menneskene de skjulte ting, – at han ikke skulde
være virksom nu, ligeså vel som i de henfarne
tider. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en over-
vættes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage
dig til regnskab?
s. 33
Skatmesteren Ursulos.
Da vil alle kristne sige, at det er deres tro,
du forfølger.
du forfølger.
Kejser Julian.
Der skal ingen forfølges for troens skyld.
Men har jeg ret til at slå en streg over, hvad I
måtte gøre eder skyldige i, blot fordi I ere kristne!
Skal eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad
har ikke I forvovne mænd allerede længe øvet,
både her ved hoffet og andetsteds? Hvorledes
har I ikke smigret for alle laster og bøjet eder
for alle luner? Ja, hvad har ikke du, Ursulos,
selv set igennem fingre med? Jeg tænker på hin
skamløst udpyntede hårskærer, hin salvestinkende
nar, som nys fyldte mig med ækkelhed her. Er
du ikke skatmester? Hvorledes har du kunnet
give efter for hans ublu fordringer?
Men har jeg ret til at slå en streg over, hvad I
måtte gøre eder skyldige i, blot fordi I ere kristne!
Skal eders vildfarelser skærme eders fejl? Hvad
har ikke I forvovne mænd allerede længe øvet,
både her ved hoffet og andetsteds? Hvorledes
har I ikke smigret for alle laster og bøjet eder
for alle luner? Ja, hvad har ikke du, Ursulos,
selv set igennem fingre med? Jeg tænker på hin
skamløst udpyntede hårskærer, hin salvestinkende
nar, som nys fyldte mig med ækkelhed her. Er
du ikke skatmester? Hvorledes har du kunnet
give efter for hans ublu fordringer?
Skatmesteren Ursulos.
Er det en brøde, at jeg har været min herres
tjener?
tjener?
Kejser Julian.
Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere.
Alle hine frække halvmænd skal jages ud af
palatset; og alle kokke og gøglere og dansere
ligervis. En sømmelig tarvelighed skal indføres
igen.
(til Themisteos og Mamertinos.)
Alle hine frække halvmænd skal jages ud af
palatset; og alle kokke og gøglere og dansere
ligervis. En sømmelig tarvelighed skal indføres
igen.
I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette.
– Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan
træde op med des større anseelse, giver en hær-
førers værdighed, – dig overdrager jeg at under-
søge, hvorledes statens embeder er blevne for-
valtede under min forgænger, og især i de senere
år. Du kan tilkalde bekvemme mænd, hvem du
vil, til at dømme med dig i disse sager.
(til de ældre hofmænd og rådsherrer.)
– Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
3
s. 34
træde op med des større anseelse, giver en hær-
førers værdighed, – dig overdrager jeg at under-
søge, hvorledes statens embeder er blevne for-
valtede under min forgænger, og især i de senere
år. Du kan tilkalde bekvemme mænd, hvem du
vil, til at dømme med dig i disse sager.
Jeg har ingen brug for jer. Da min be-
grædte frænde på sit dødsleje indsatte mig til sin
arving, så gav han mig også i arv den retfær-
dighed, som hans lange svaghedstilstand havde
hindret ham selv fra at udøve. Gå hjem; og
når I har gjort rede og rigtighed for eder, da
kan I drage, hvorhen I lyster.
grædte frænde på sit dødsleje indsatte mig til sin
arving, så gav han mig også i arv den retfær-
dighed, som hans lange svaghedstilstand havde
hindret ham selv fra at udøve. Gå hjem; og
når I har gjort rede og rigtighed for eder, da
kan I drage, hvorhen I lyster.
Skatmesteren Ursulos.
Gud, Herren, opholde og skærme dig, min
kejser!
kejser!
(Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med de ældre.
Nevita, Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler
sig om kejseren.)
Nevita, Themisteos og Mamertinos samt alle de unge samler
sig om kejseren.)
Hærføreren Nevita.
Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg
tilfulde takke dig for det tegn på din nåde, som
du nys –
tilfulde takke dig for det tegn på din nåde, som
du nys –
Kejser Julian.
Ingen tak. Jeg har i disse få dage lært at
skatte din troskab og din dømmekraft. Også
kundgørelsen om de østerlandske sendebud over-
drager jeg dig at affatte. Skriv den således, at
de velgørende guder ikke deri skal finde grund
til at fortørnes på nogen af os.
skatte din troskab og din dømmekraft. Også
kundgørelsen om de østerlandske sendebud over-
drager jeg dig at affatte. Skriv den således, at
de velgørende guder ikke deri skal finde grund
til at fortørnes på nogen af os.
s. 35
Hærføreren Nevita.
Jeg skal handle efter min kejsers vilje både
i det ene og i det andet.
i det ene og i det andet.
(Han går ud til højre.)
Kejser Julian.
Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige
magter, som har vist os den rette vej.
magter, som har vist os den rette vej.
Taleren Themisteos.
De udødelige og deres mere end dødelige
yndling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem
riget, når det rygtes, at du har fjernet hine vold-
somme og egennyttige mænd!
yndling! Hvilken jubel vil vi ikke få høre gennem
riget, når det rygtes, at du har fjernet hine vold-
somme og egennyttige mænd!
Taleren Mamertinos.
Med hvilken spænding og med hvilket utål-
modigt håb vil man ikke vente på valget af
deres efterfølgere!
modigt håb vil man ikke vente på valget af
deres efterfølgere!
Taleren Themisteos.
Alle Grækere vil råbe med en mund: Platon
selv har taget statens ror!
selv har taget statens ror!
Taleren Mamertinos.
Nej, vej, værdige ven; alle Grækere vil råbe:
Platons udsagn er bleven til virkelighed, – kun
en gud kan herske over menneskene!
Platons udsagn er bleven til virkelighed, – kun
en gud kan herske over menneskene!
Taleren Themisteos.
Nu ønsker jeg blot, at de lykkebringendes
velvilje må følge Nevita. Han har fåt et stort
og vanskeligt hverv; jeg kender ham ikke så
nøje; men vi bør jo alle håbe, at han må vise
sig at være den rette –
velvilje må følge Nevita. Han har fåt et stort
og vanskeligt hverv; jeg kender ham ikke så
3*
s. 36
nøje; men vi bør jo alle håbe, at han må vise
sig at være den rette –
Taleren Mamertinos.
Ganske visst; skønt der vel turde findes
andre mænd, som –
andre mænd, som –
Taleren Themisteos.
Ikke vil jeg dermed have sagt, at det valg,
som du, o uforlignelige kejser –
som du, o uforlignelige kejser –
Taleren Mamertinos.
Nej, nej, på ingen måde!
Taleren Themisteos.
Men hvis det er en fejl at brænde af iver
efter at tjene en elsket hersker –
efter at tjene en elsket hersker –
Taleren Mamertinos.
– da har du i sandhed mere end en fej-
lende ven –
lende ven –
Taleren Themisteos.
– selv om du ikke hædrer dem således,
som du har hædret den højst lykkelige Nevita –
som du har hædret den højst lykkelige Nevita –
Taleren Mamertinos.
– selv om de måtte undvære ethvert synligt
tegn på din nåde –
tegn på din nåde –
Kejser Julian.
Taleren Themisteos.
Min kejser! Jeg svimler over så megen ære –!
Taleren Mamertinos.
Så høj en hæder! Konsul! Fandtes der
nogen tid en så højt hædret konsul, som jeg?
Mon Lucius, mon Brutus, mon Publius Valerius?
Hvad var disses hæder imod min? Hine ud-
nævntes af folket, men jeg af Julian!
nogen tid en så højt hædret konsul, som jeg?
Mon Lucius, mon Brutus, mon Publius Valerius?
Hvad var disses hæder imod min? Hine ud-
nævntes af folket, men jeg af Julian!
En hofmand.
Priset være den kejser, som lader retfærdig-
heden råde!
heden råde!
En anden hofmand.
Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne
med forfærdelse!
med forfærdelse!
Taleren Themisteos.
Priset være alle de ophøjede guder, som i
samdrægtighed har kastet sine forelskede øjne
på en eneste mand, således at denne eneste, når
han første gang – det ske sent! – volder os
sorg og går bort, må siges at have stillet Sokrates
og Mark Aurel og Alexander i skyggen!
samdrægtighed har kastet sine forelskede øjne
på en eneste mand, således at denne eneste, når
han første gang – det ske sent! – volder os
sorg og går bort, må siges at have stillet Sokrates
og Mark Aurel og Alexander i skyggen!
Kejser Julian.
Der traf du tingens kerne, min Themisteos!
Til guderne er det, vi skal opløfte vore hænder
og vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at be-
lære eder, men for at påminde eder om, hvad
der ved dette hof så længe er bleven forsømt.
Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen.
Men er jeg vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre
andre delagtige i den søde henrykkelse, som
gennemstrømmer mig, idet jeg føler mig vugget
i de udødeliges samfund? Priset, priset være du,
vinløvkransede Dionysos! Thi det er nærmest
dig, som virker så store og hemmelighedsfulde
ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for
min del, har tilsagt et glædesoptog gennem
stadens gader. Det skal ikke være noget gilde
for mine hoffolk, ej heller et gæstebud inden fire
vægge. Frit kan borgerne slutte sig til mig,
eller holde sig borte; jeg vil udskille de rene fra
de urene, de fromme fra de vildfarende. –
Til guderne er det, vi skal opløfte vore hænder
og vore hjerter. Jeg siger ikke dette for at be-
s. 38
lære eder, men for at påminde eder om, hvad
der ved dette hof så længe er bleven forsømt.
Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen.
Men er jeg vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre
andre delagtige i den søde henrykkelse, som
gennemstrømmer mig, idet jeg føler mig vugget
i de udødeliges samfund? Priset, priset være du,
vinløvkransede Dionysos! Thi det er nærmest
dig, som virker så store og hemmelighedsfulde
ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for
min del, har tilsagt et glædesoptog gennem
stadens gader. Det skal ikke være noget gilde
for mine hoffolk, ej heller et gæstebud inden fire
vægge. Frit kan borgerne slutte sig til mig,
eller holde sig borte; jeg vil udskille de rene fra
de urene, de fromme fra de vildfarende. –
O, sol-konge, kast lys og skønhed over
dagen! O, Dionysos, sænk din svulmende her-
lighed over sindene; fyld sjælene med dit hellige
stormsus, fyld dem indtil alle bånd brister og
den frigjorte jubel drager ånde i dans og sang!
– Liv, liv, liv i skønhed!
dagen! O, Dionysos, sænk din svulmende her-
lighed over sindene; fyld sjælene med dit hellige
stormsus, fyld dem indtil alle bånd brister og
den frigjorte jubel drager ånde i dans og sang!
– Liv, liv, liv i skønhed!
(Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler sig i hviskende
klynger og fjerner sig efterhånden.)
klynger og fjerner sig efterhånden.)
s. 39
(En trang gade i Konstantinopel.)
(Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i en retning henad
gaden. Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i
nogen frastand.)
gaden. Larm, sang og musik af fløjter og trommer høres i
nogen frastand.)
En skomager
(i sin husdør, råber tvers over gaden).
(i sin husdør, råber tvers over gaden).
Hvad er på færde, kære nabo?
En kramhandler
(i huset lige over for).
(i huset lige over for).
Man siger, det skal være nogle syriske gøg-
lere, som er kommen til staden.
lere, som er kommen til staden.
En frugtsælger
(på gaden).
(på gaden).
Visst ikke; det er en egyptisk bande, som
driver om med abekatte og dromedarer.
driver om med abekatte og dromedarer.
Hårskæreren Eunapios
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen).
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem trængselen).
Plads dog, I dårer! Hvor djævelen kan
nogen fjase og snaddre på en slig ulykkesdag!
nogen fjase og snaddre på en slig ulykkesdag!
En kvinde
(i et lidet vindu).
(i et lidet vindu).
Pst, pst; Eunapios! Smukke herre!
Hårskæreren Eunapios.
Tal ikke til mig på åben gade, din rufferske!
Kvinden i vinduet.
List dig ind bagvejen, søde ven!
Hårskæreren Eunapios.
Tvi med dig! Er jeg oplagt til at skæmte –
Kvinden i vinduet.
Du skal nok bli oplagt. Kom, smukke Eu-
napios; iforgårs fik jeg en sending friske duer –
napios; iforgårs fik jeg en sending friske duer –
s. 40
Hårskæreren Eunapios.
O, du syndige verden! (vil forbi.) Plads, plads
dog, i Satans navn; lad mig komme frem!
dog, i Satans navn; lad mig komme frem!
Skriftlæreren Hekebolios
(rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer fra en
sidegade).
(rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer fra en
sidegade).
Er staden bleven en dårekiste? Alle skriger
i munden på hverandre, og ingen kan sige mig
besked. Ah, se, – Eunapios, min fromme broder!
i munden på hverandre, og ingen kan sige mig
besked. Ah, se, – Eunapios, min fromme broder!
Hårskæreren Eunapios.
Bud og hilsen, ærværdige herre! Du er
altså kommen tilbage til staden?
altså kommen tilbage til staden?
Skriftlæreren Hekebolios.
I dette øjeblik; – jeg har helliget de hede
høstmåneder til stille andagt på mit landgods på
Kreta. Men sig mig for al ting, hvad går her
for sig?
høstmåneder til stille andagt på mit landgods på
Kreta. Men sig mig for al ting, hvad går her
for sig?
Hårskæreren Eunapios.
Ulykke og forvirring. Den nye kejser –
Skriftlæreren Hekebolios.
Ja, ja, jeg har hørt forunderlige rygter –
Hårskæreren Eunapios.
Tifold værre end rygterne. Alle tro tjenere
er forjagne fra palatset.
er forjagne fra palatset.
Skriftlæreren Hekebolios.
Taler du sandhed?
Hårskæreren Eunapios.
Ve mig; jeg selv var den første –
s. 41
Skriftlæreren Hekebolios.
Forskrækkeligt! Så er kanske også jeg –?
Hårskæreren Eunapios.
Tilvisse. Alle regnskaber skal undersøges,
alle gaver skal tages tilbage, alle unøjagtige
oppebørsler –
alle gaver skal tages tilbage, alle unøjagtige
oppebørsler –
Skriftlæreren Hekebolios
(bleg).
(bleg).
Gud forbarme sig!
Hårskæreren Eunapios.
Herren være lovet, jeg har en god sam-
vittighed.
vittighed.
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg også, jeg også; men alligevel –; ah, så
er det sagtens dog sandt, at kejseren har ofret
til Apollon og Fortuna?
er det sagtens dog sandt, at kejseren har ofret
til Apollon og Fortuna?
Hårskæreren Eunapios.
Ja visst; men hvem bryr sig om slige småting?
Skriftlæreren Hekebolios.
Småting? Skønner du da ikke, forblindede
ven, at det er vort sindelag, som gode kristne,
han forfølger?
ven, at det er vort sindelag, som gode kristne,
han forfølger?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad siger du? Herrens kors, skulde det
være muligt?
være muligt?
Kvinder
(i trængselen).
(i trængselen).
Der kommer de!
En mand
(på et hustag).
(på et hustag).
Jeg kan se ham!
s. 42
Andre stemmer.
Hvem kommer? Hvem, hvem?
Manden på taget.
Kejser Julian. Han har vinløv i håret.
Folk på gaden.
Kejseren!
Hårskæreren Eunapios.
Kejseren!
Skriftlæreren Hekebolios.
Kom, kom, fromme broder!
Hårskæreren Eunapios.
Slip mig, herre; jeg er slet ikke from.
Skriftlæreren Hekebolios.
Ikke from –?
Hårskæreren Eunapios.
Hvem tør sige mig på –? Vil man øde-
lægge mig? From? Når var jeg from? Jeg
hørte engang til Donatisternes samfund; det er
mangfoldige år siden. Gid djævelen tage Dona-
tisterne! (banker på vinduet.) Hej, Barbara, Barbara;
luk op, gamle tæve!
(man slipper ham ind gennem husdøren.)
lægge mig? From? Når var jeg from? Jeg
hørte engang til Donatisternes samfund; det er
mangfoldige år siden. Gid djævelen tage Dona-
tisterne! (banker på vinduet.) Hej, Barbara, Barbara;
luk op, gamle tæve!
Mængden.
Der er han! Der kommer han!
Skriftlæreren Hekebolios.
Alle unøjagtige oppebørsler –! Undersøgelse!
O, forfærdelsens lynslag!
(han lister sig bort med begge slaverne.)
O, forfærdelsens lynslag!
s. 43
(Dionysos-toget kommer nedad gaden. Fløjtespillere går
foran; drukne mænd, tildels udklædte som fauner og satyrer,
danser efter takten. Midt i toget ser man kejser Julian, ridende
på et æsel, der er overtrukket med panterskind; han er klædt
som guden Dionysos, med en panterhud over skuldrene, vinløv-
krans om panden, og i hånden en med grønt omvunden stav,
på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne
sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere omringer
ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler, andre slår tambu-
riner og bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.)
foran; drukne mænd, tildels udklædte som fauner og satyrer,
danser efter takten. Midt i toget ser man kejser Julian, ridende
på et æsel, der er overtrukket med panterskind; han er klædt
som guden Dionysos, med en panterhud over skuldrene, vinløv-
krans om panden, og i hånden en med grønt omvunden stav,
på hvis øverste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne
sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere omringer
ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler, andre slår tambu-
riner og bevæger sig fremad under vilde spring og fagter.)
Danserne
(synger).
(synger).
Ildnende drag af fyldte skåler!
Ildnende drag!
Læberne nippende,
øjnene klippende,
bukkeben trippende
hylder dig, vingud, i svimlende lag!
Kvinderne
(synger).
(synger).
Kærlighedsleg, som ej natten selv tåler,
prøv, I bakkanter!
Øv den i dagglansens tindrende stråler!
Se, på sin panter
sidder den herlige!
Favn os, bakkanter;
kend, vi er hede; føl, vi er kærlige;
springende, syngende,
ravende, gyngende,
favn os, bakkanter!
Kejser Julian.
Plads! Ryddeligt, I borgere! Vig ærbødigt
til side; ikke for os, men for ham, som vi
hædrer!
til side; ikke for os, men for ham, som vi
hædrer!
s. 44
En røst i mængden.
Kejseren i skøgers og gøgleres selskab!
Kejser Julian.
Skam få I, at jeg må tage tiltakke med
slige. Blues I ikke over at finde større fromhed
og mere iver hos disse, end hos eder selv?
slige. Blues I ikke over at finde større fromhed
og mere iver hos disse, end hos eder selv?
En gammel mand.
Kristus oplyse dig, herre!
Kejser Julian.
Aha, du er en Galilæer! Og du vil tale
med? Sad ikke din store mester tilbords med
syndere? Gik han ikke ud og ind i huse, som
holdtes for lidet sømmelige? Svar mig på det.
med? Sad ikke din store mester tilbords med
syndere? Gik han ikke ud og ind i huse, som
holdtes for lidet sømmelige? Svar mig på det.
Hårskæreren Eunapios
(omringet af piger i kvinden Barbaras husdør.)
(omringet af piger i kvinden Barbaras husdør.)
Ja, svar, svar, om du kan, du dåre!
Kejser Julian.
Ej, se, – er du ikke hin hårskærer, som –?
Hårskæreren Eunapios.
En frigjort mand, nådigste kejser! – Plads,
I bakkanter; plads for en broder!
(han og pigerne danser ind i Dionysos-togets rækker.)
I bakkanter; plads for en broder!
Kejser Julian.
Det må jeg vel lide. Spejl eder i denne
Græker, hvis I har en gnist af de gamles ånd
tilbage. Og det er vel fornødent, dette, I
borgere; thi ingen gud er bleven så miskendt –
ja, latterliggjort – som denne henrykkelse
bringende Dionysos, hvem Romerne også kalder
Bakkus. Mener I, han er en gud for drukken-
bolte? O, I højst uvidende, jeg ynker eder, hvis
I tænker så. Hvem anden end ham er det,
seerne og digterne skylder sine vidunderlige
gaver? Vel véd jeg, at nogle tillægger Apollon
denne virksomhed, og det visselig ikke uden al
føje; men da er sammenhængen hel anderledes
at forstå, – hvilket jeg kan bevise af forskellige
skrifter. Dog, herom vil jeg ikke tvistes med
eder på åben gade. Heller ikke tillader tiden
det. Ja, spot kun! Slå kun korsets tegn! Jeg
ser det godt. I peb gerne i fingrene; I kasted
gerne stene efter mig, om I voved det. – O,
må jeg ikke skamme mig over denne stad, der
er sunken ned under barbarerne og som ikke
véd noget bedre, end at holde fast ved en van-
kundig Jødes vildfarende påfund! – Fremad!
Til side; – stands os ikke!
Græker, hvis I har en gnist af de gamles ånd
tilbage. Og det er vel fornødent, dette, I
borgere; thi ingen gud er bleven så miskendt –
ja, latterliggjort – som denne henrykkelse
s. 45
bringende Dionysos, hvem Romerne også kalder
Bakkus. Mener I, han er en gud for drukken-
bolte? O, I højst uvidende, jeg ynker eder, hvis
I tænker så. Hvem anden end ham er det,
seerne og digterne skylder sine vidunderlige
gaver? Vel véd jeg, at nogle tillægger Apollon
denne virksomhed, og det visselig ikke uden al
føje; men da er sammenhængen hel anderledes
at forstå, – hvilket jeg kan bevise af forskellige
skrifter. Dog, herom vil jeg ikke tvistes med
eder på åben gade. Heller ikke tillader tiden
det. Ja, spot kun! Slå kun korsets tegn! Jeg
ser det godt. I peb gerne i fingrene; I kasted
gerne stene efter mig, om I voved det. – O,
må jeg ikke skamme mig over denne stad, der
er sunken ned under barbarerne og som ikke
véd noget bedre, end at holde fast ved en van-
kundig Jødes vildfarende påfund! – Fremad!
Til side; – stands os ikke!
Danserne.
Se, på sin panter
sidder den herlige!
Kvinderne.
Kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; –
favn os, bakkanter!
(Optoget drejer under sangen ind i en sidegade; mængden ser
til i stum forundring.)
til i stum forundring.)
s. 46
(Kejserens bogsal i palatset. Indgangsdør på venstre side; en
mindre døråbning med forhæng for til højre.)
mindre døråbning med forhæng for til højre.)
(Husmesteren Eutherios kommer fra venstre, fulgt af
to tjenere, der bærer tepper.)
to tjenere, der bærer tepper.)
Husmesteren Eutherios
(råber imod rummet til højre).
(råber imod rummet til højre).
Agilo, Agilo, varmt rosenvand! Kejseren vil
i bad.
(han går ud til højre med begge tjenerne.)
i bad.
(Kejser Julian kommer ilfærdigt fra venstre. Han bærer endnu
panterhuden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne
stav. Han går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger
han staven hen i en krog.)
panterhuden og vinløvkransen; i hånden har han den omvundne
stav. Han går et par gange op og ned ad gulvet, derpå slænger
han staven hen i en krog.)
Kejser Julian.
Var der skønhed i dette? – –
Hvor var oldingerne med det hvide skæg?
Hvor var de rene jomfruer med bånd om panden,
med sømmelige lader, tugtige midt i dansens
glæde?
Hvor var de rene jomfruer med bånd om panden,
med sømmelige lader, tugtige midt i dansens
glæde?
Tvi eder, I skøger! – –
(han river panterhuden af og kaster den tilside.)
Hvor er skønheden bleven af? Kan ikke
kejseren byde den stå op igen, og så står den op?
kejseren byde den stå op igen, og så står den op?
Tvi over denne stinkende utugt! – –
Hvilke ansigter! Alle laster skreg ud af
disse forstyrrede drag. Kroppens og sjælens
bylder –
disse forstyrrede drag. Kroppens og sjælens
bylder –
Fy, fy! Et bad, Agilo! Stanken kvæler mig.
Badetjeneren Agilo
(i døråbningen til højre).
(i døråbningen til højre).
Badet er rede, nådigste herre!
s. 47
Kejser Julian.
Badet? Lad blive med det. Hvad er lege-
mets smuds at regne imod alt det andet? Gå!
(Agilo går ud igen. Kejseren står en stund i tanker.)
mets smuds at regne imod alt det andet? Gå!
Seeren fra Nazareth sad til højbord mellem
toldere og syndere. –
toldere og syndere. –
Hvori ligger svælget mellem hint og dette? – –
(Skriftlæreren Hekebolios kommer ind fra venstre og standser
ængstelig ved døren.)
ængstelig ved døren.)
Kejser Julian.
Hvad vil du, mand?
Skriftlæreren Hekebolios
(på knæ).
(på knæ).
Herre!
Kejser Julian.
Ah, hvad ser jeg? Hekebolios; – er det
virkelig dig?
virkelig dig?
Skriftlæreren Hekebolios.
Den samme, og dog en anden.
Kejser Julian.
Min gamle lærer. Hvad vil du? Stå op!
Skriftlæreren Hekebolios.
Nej, nej, lad mig ligge. Og vredes ikke
over, at jeg gør brug af min fordums ret til at
gå ud og ind hos dig.
over, at jeg gør brug af min fordums ret til at
gå ud og ind hos dig.
Kejser Julian
(koldt).
(koldt).
Jeg spurgte, hvad du vilde mig.
s. 48
Skriftlæreren Hekebolios.
Min gamle lærer, sagde du. O, om jeg
kunde kaste glemselens slør over hine tider!
kunde kaste glemselens slør over hine tider!
Kejser Julian
(som før).
(som før).
Jeg forstår. Du mener at –
Skriftlæreren Hekebolios.
O, at jeg kunde synke i jorden og dølge
min skamfuldhed! Se, se, – her ligger jeg for
dig, en mand, hvis hår er i færd med at gråne,
– en mand, som har gransket og grundet alle
sine dage og som nu må bekende, at han foer
vild og at han førte sin elskede lærling vild!
min skamfuldhed! Se, se, – her ligger jeg for
dig, en mand, hvis hår er i færd med at gråne,
– en mand, som har gransket og grundet alle
sine dage og som nu må bekende, at han foer
vild og at han førte sin elskede lærling vild!
Kejser Julian.
Hvad ønsker du at sige med det?
Skriftlæreren Hekebolios.
Du kaldte mig din gamle lærer. Se, her
ligger jeg for dine fødder, ser med undren op
til dig og kalder dig min nye lærer.
ligger jeg for dine fødder, ser med undren op
til dig og kalder dig min nye lærer.
Kejser Julian.
Rejs dig, Hekebolios!
Skriftlæreren Hekebolios
(rejser sig).
(rejser sig).
Du skal høre alt, herre, og døm mig så
efter din retfærdighed. – Da du var borte, blev
det mig næsten utåleligt at leve ved din høje
forgængers hof. Jeg véd ikke, om du har erfaret,
at jeg forfremmedes til kejserindens forelæser og
til uddeler af milde gaver? Ak, kunde æresposter
erstatte mig savnet af min Julian? Jeg holdt
næsten ikke længere ud at se på, hvorledes mænd,
der bar en pralende dyd til skue, tog imod for-
æringer og stikpenge af alle slags. Det blev mig
forhadt, dette samkvem med grådige lykkejægere,
hvis forbøn var tilfals for enhver, som kunde op-
veje klingende ord med klingende guld. O, min
kejser, du véd ikke, hvad her har gåt i svang –!
efter din retfærdighed. – Da du var borte, blev
det mig næsten utåleligt at leve ved din høje
forgængers hof. Jeg véd ikke, om du har erfaret,
at jeg forfremmedes til kejserindens forelæser og
s. 49
til uddeler af milde gaver? Ak, kunde æresposter
erstatte mig savnet af min Julian? Jeg holdt
næsten ikke længere ud at se på, hvorledes mænd,
der bar en pralende dyd til skue, tog imod for-
æringer og stikpenge af alle slags. Det blev mig
forhadt, dette samkvem med grådige lykkejægere,
hvis forbøn var tilfals for enhver, som kunde op-
veje klingende ord med klingende guld. O, min
kejser, du véd ikke, hvad her har gåt i svang –!
Kejser Julian.
Jeg véd det, jeg véd det.
Skriftlæreren Hekebolios.
Et tarveligt liv i ensomhed lokked mig. Så
ofte det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit
beskedne Tuskulum – min lille landgård –,
hvor ikke al dyd syntes at være flygtet fra
verden. Der har jeg levet også denne sommer,
overvejende de menneskelige ting og de him-
melske sandheder.
ofte det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit
beskedne Tuskulum – min lille landgård –,
hvor ikke al dyd syntes at være flygtet fra
verden. Der har jeg levet også denne sommer,
overvejende de menneskelige ting og de him-
melske sandheder.
Kejser Julian.
Lykkelige Hekebolios!
Skriftlæreren Hekebolios.
Da nåde rygtet om alle dine vidunderlige
gerninger til Kreta –
gerninger til Kreta –
Kejser Julian.
Ah!
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg spurgte mig selv: er han mere end et
menneske, denne højst mageløse yngling? Under
hvis beskyttelse står han? Er det på slig vis, at
de kristnes gud plejer åbenbare sin magt –?
menneske, denne højst mageløse yngling? Under
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
4
s. 50
hvis beskyttelse står han? Er det på slig vis, at
de kristnes gud plejer åbenbare sin magt –?
Kejser Julian
(spændt).
(spændt).
Nu; nu!
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg gav mig til at forske de gamles skrifter
igennem på ny. Lys for lys gik op for mig –;
o, at måtte tilstå dette!
igennem på ny. Lys for lys gik op for mig –;
o, at måtte tilstå dette!
Kejser Julian.
Tal ud, – jeg besværger dig!
Skriftlæreren Hekebolios
(kaster sig på knæ).
(kaster sig på knæ).
Straf mig i din retfærdighed, herre; men
afstå fra din ungdoms vildfarelser om de gud-
dommelige ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet
i vildfarelse; og jeg – o, ufatteligt at ikke
skammen dræber mig –, jeg, jeg har været med
at føre dig vild –
afstå fra din ungdoms vildfarelser om de gud-
dommelige ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet
i vildfarelse; og jeg – o, ufatteligt at ikke
skammen dræber mig –, jeg, jeg har været med
at føre dig vild –
Kejser Julian
(med udbredte arme).
(med udbredte arme).
Kom i min inderste favn!
Skriftlæreren Hekebolios.
O, jeg bønfalder dig, vis taksomhed imod
de udødelige guder, hvis yndling du er! Og kan
du ikke dette, så straf mig, fordi jeg gør det i
dit sted –
de udødelige guder, hvis yndling du er! Og kan
du ikke dette, så straf mig, fordi jeg gør det i
dit sted –
Kejser Julian.
Kom, kom i min åbne favn, siger jeg!
han løfter ham op, trykker ham i sine arme og kysser ham.)
s. 51
Min Hekebolios! Hvilken stor og uventet
glæde!
glæde!
Skriftlæreren Hekebolios.
Herre, hvorledes skal jeg forstå dette?
Kejser Julian.
O, du véd da ikke –? Hvad tid kom du
til staden?
til staden?
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg gik fra skibet for en time siden.
Kejser Julian.
Og iled lige hid?
Skriftlæreren Hekebolios.
På angstens og angerens vinger, herre!
Kejser Julian.
Uden at tale med nogen?
Skriftlæreren Hekebolios.
Ja, ja, uden at tale med nogen; men –?
Kejser Julian.
O, så kan du jo ikke vide –
(han omfavner ham igen.)
Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så
vel som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den
udødelige sol-konge, hvem vi mennesker skylder
så meget, har jeg indsat i sin fordums ret; For-
tuna har modtaget sit offer af mine ydmyge
hænder, og hvis du i dette øjeblik finder mig
træt og en smule afkræftet, så er det fordi jeg
nylig har fejret en højtid til ære for den gud-
dommelige Dionysos.
vel som du, har afkastet vildfarelsens åg. Den
udødelige sol-konge, hvem vi mennesker skylder
så meget, har jeg indsat i sin fordums ret; For-
tuna har modtaget sit offer af mine ydmyge
hænder, og hvis du i dette øjeblik finder mig
træt og en smule afkræftet, så er det fordi jeg
4*
s. 52
nylig har fejret en højtid til ære for den gud-
dommelige Dionysos.
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg hører, og jeg forbauses!
Kejser Julian.
Se her, – endnu sidder kransen i mit hår.
Under mængdens glade tilråb –, ja, der var
temmelig mange –
Under mængdens glade tilråb –, ja, der var
temmelig mange –
Skriftlæreren Hekebolios.
Og jeg, som ikke har anet så store ting!
Kejser Julian.
Nu vil vi samle alle sandhedsvenner og vis-
domselskere om os, alle sømmelige og ærbare
dyrkere af guderne; – der er allerede nogle, –
dog ikke ret mange –
domselskere om os, alle sømmelige og ærbare
dyrkere af guderne; – der er allerede nogle, –
dog ikke ret mange –
(Livlægen Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og herrer
ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.)
ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.)
Kejser Julian.
Ah, der har vi jo den gode Cæsarios, – i
talrigt følge, og med et ansigt, som tyder på
noget vigtigt.
talrigt følge, og med et ansigt, som tyder på
noget vigtigt.
Livlægen Cæsarios.
Nådigste kejser, vil du tillade din tjener et
spørgsmål i sit eget og i alle disse bekymrede
mænds navn?
spørgsmål i sit eget og i alle disse bekymrede
mænds navn?
Kejser Julian.
Spørg, min kæreste Cæsarios! Er du ikke
min elskede Gregors broder? Spørg, spørg!
min elskede Gregors broder? Spørg, spørg!
s. 53
Livlægen Cæsarios.
Sig mig da, o herre –
(han bemærker Hekebolios.)
Hvad ser jeg! Hekebolios her?
Kejser Julian.
Nys hjemkommen –
Livlægen Cæsarios
(vil trække sig tilbage.)
(vil trække sig tilbage.)
Da beder jeg om at måtte vente –
Kejser Julian.
Visst ikke, min Cæsarios; denne ven tør
høre alt.
høre alt.
Livlægen Cæsarios.
Ven, siger du? O, min kejser, disse fængs-
linger sker altså ikke med din vilje?
linger sker altså ikke med din vilje?
Kejser Julian.
Hvad taler du om?
Livlægen Cæsarios.
Du véd det altså ikke? Krigsøversten Nevita
– hærføreren, som han nu kalder sig – lader,
under påskud af at det sker på dine vegne, an-
stille forfølgelser imod alle din forgængers be-
troede mænd.
– hærføreren, som han nu kalder sig – lader,
under påskud af at det sker på dine vegne, an-
stille forfølgelser imod alle din forgængers be-
troede mænd.
Kejser Julian.
Undersøgelser, højst nødvendige undersøgel-
ser, min Cæsarios!
ser, min Cæsarios!
Livlægen Cæsarios.
Kejser Julian.
Du kender ikke denne mand. I Gallien om-
gikkes han med højst forvovne tanker.
gikkes han med højst forvovne tanker.
Livlægen Cæsarios.
Lad så være; men nu er han jo uskadelig.
Dog ikke han alene trues med undergang; også
skatmesteren Ursulos er fængslet –
Dog ikke han alene trues med undergang; også
skatmesteren Ursulos er fængslet –
Kejser Julian.
Ah, Ursulos? Det var altså dog fornødent.
Livlægen Cæsarios.
Fornødent! Var det fornødent, herre? Tænk
dig dog Ursulos, denne olding, på hvem ingen
plet hviler, – denne mand, for hvis ord høj og
lav bøjer sig i ærefrygt –
dig dog Ursulos, denne olding, på hvem ingen
plet hviler, – denne mand, for hvis ord høj og
lav bøjer sig i ærefrygt –
Kejser Julian.
Denne mand uden al dømmekraft, siger jeg!
Ursulos er en ødeland, som uden indvendinger
har mættet hoftjenernes grådighed. Og han er
derhos en ubrugelig mand i statssager. Jeg har
selv erfaret det. Jeg vilde aldrig turde betro
ham at modtage fremmede fyrsters sendebud.
Ursulos er en ødeland, som uden indvendinger
har mættet hoftjenernes grådighed. Og han er
derhos en ubrugelig mand i statssager. Jeg har
selv erfaret det. Jeg vilde aldrig turde betro
ham at modtage fremmede fyrsters sendebud.
Livlægen Cæsarios.
Og dog beder vi dig, herre, så mange vi
her står for dig: vær højmodig – både imod
Ursulos og imod de øvrige.
her står for dig: vær højmodig – både imod
Ursulos og imod de øvrige.
s. 55
Kejser Julian.
Hvem er de øvrige?
Livlægen Cæsarios.
Altfor mange, frygter jeg. Jeg vil kun nævne
underskatmesteren Evagrios, den forrige husmester,
Saturninos, overdommeren Kyrenos og – –
underskatmesteren Evagrios, den forrige husmester,
Saturninos, overdommeren Kyrenos og – –
Kejser Julian.
Hvorfor standser du?
Livlægen Cæsarios
(nølende).
(nølende).
Herre, – blandt de anklagede er også hof-
forelæseren Hekebolios.
forelæseren Hekebolios.
Kejser Julian.
Hvad?
Skriftlæreren Hekebolios.
Jeg? Umuligt!
Livlægen Cæsarios.
Anklaget for at have taget stikpenge af
uværdige embedssøgere –
uværdige embedssøgere –
Kejser Julian.
Og det skulde Hekebolios –? En mand,
som Hekebolios –?
som Hekebolios –?
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvilken skændig bagvaskelse! O, Kristus –
hvad jeg vilde sige – o, I himmelske guddomme!
hvad jeg vilde sige – o, I himmelske guddomme!
Livlægen Cæsarios.
Ah!
s. 56
Kejser Julian.
Hvad mener du?
Livlægen Cæsarios
(koldt).
(koldt).
Intet, min nådigste kejser!
Kejser Julian.
Cæsarios!
Livlægen Cæsarios.
Ja, min høje herre!
Kejser Julian.
Ikke herre; kald mig din ven.
Livlægen Cæsarios.
Tør en kristen kalde dig så?
Kejser Julian.
Jeg beder dig: nær ikke deslige tanker, Cæ-
sarios! Du må ikke tro dette. Hvad kan jeg
for, at alle hine anklagede mænd er kristne?
Viser ikke det kun, at de kristne har forståt at
tilrane sig alle indbringende embeder? Men tør
kejseren tillade, at rigets vigtigste embeder for-
valtes slet?
(til de øvrige.)
sarios! Du må ikke tro dette. Hvad kan jeg
for, at alle hine anklagede mænd er kristne?
Viser ikke det kun, at de kristne har forståt at
tilrane sig alle indbringende embeder? Men tør
kejseren tillade, at rigets vigtigste embeder for-
valtes slet?
I mener dog vel ikke, at det er eders tro,
som har optændt mig til harm imod de uredelige?
Jeg kalder alle guder til vidne på, at jeg ikke vil,
man skal fare frem imod eder kristne uden efter
lov og dom, og heller ikke, at man overhovedet
skal tilføje eder noget ondt. I, eller i al fald
mange af eder, er jo dog fromme, eftersom jo
også I tilbeder den herre, der er almægtig og
som hersker over hele den synlige verden. –
O, min Cæsarios, er det ikke ham, hvem også
jeg tilbeder, kun under andre navne?
som har optændt mig til harm imod de uredelige?
Jeg kalder alle guder til vidne på, at jeg ikke vil,
man skal fare frem imod eder kristne uden efter
lov og dom, og heller ikke, at man overhovedet
skal tilføje eder noget ondt. I, eller i al fald
s. 57
mange af eder, er jo dog fromme, eftersom jo
også I tilbeder den herre, der er almægtig og
som hersker over hele den synlige verden. –
O, min Cæsarios, er det ikke ham, hvem også
jeg tilbeder, kun under andre navne?
Livlægen Cæsarios.
Forund mig, nådigste herre –
Kejser Julian.
For øvrigt er det min agt at vise mildhed,
hvor sådant sømmeligen kan ske. Hvad Heke-
bolius angår, så må ikke hans lønlige fiender
indbilde sig, at de skal få lov til at skade ham
med angivelser eller med andet slags lumpne
rænker.
hvor sådant sømmeligen kan ske. Hvad Heke-
bolius angår, så må ikke hans lønlige fiender
indbilde sig, at de skal få lov til at skade ham
med angivelser eller med andet slags lumpne
rænker.
Skriftlæreren Hekebolios.
Min kejser! Mit skjold og mit værn!
Kejser Julian.
Heller ikke vil jeg, at man ubarmhjertigt
skal tage brødet fra alle ringere hoftjenere. Jeg
tænker således på hin hårskærer, som jeg jog
bort. Det fortryder mig. Manden kan blive.
Han så mig ud til at være et menneske, som
forstår sit håndværk tilgavns. Ære være deslige
mænd! Så vidt kan jeg gå, min Cæsarios, men
heller ikke videre. Ursulos får selv bære følgerne.
Jeg må handle således, at retfærdighedens blinde
og dog saa nøjeseende gudinde ikke får nogen
grund til at rynke sine øjenbryn over en dødelig,
i hvis hænder hun har nedlagt et så stort ansvar.
skal tage brødet fra alle ringere hoftjenere. Jeg
tænker således på hin hårskærer, som jeg jog
bort. Det fortryder mig. Manden kan blive.
Han så mig ud til at være et menneske, som
forstår sit håndværk tilgavns. Ære være deslige
mænd! Så vidt kan jeg gå, min Cæsarios, men
heller ikke videre. Ursulos får selv bære følgerne.
Jeg må handle således, at retfærdighedens blinde
og dog saa nøjeseende gudinde ikke får nogen
grund til at rynke sine øjenbryn over en dødelig,
i hvis hænder hun har nedlagt et så stort ansvar.
s. 58
Livlægen Cæsarios.
Efter dette har jeg ikke et ord mere at sige
for de ulykkelige. Jeg beder kun om at måtte
forlade hoffet og staden.
for de ulykkelige. Jeg beder kun om at måtte
forlade hoffet og staden.
Kejser Julian.
Det vil du?
Livlægen Cæsarios.
Ja, nådigste kejser!
Kejser Julian.
Du er stivnakket, ligesom din broder.
Livlægen Cæsarios.
De nye ting giver mig meget at tænke på.
Kejser Julian.
Jeg havde store hensigter med dig, Cæsarios!
Det vilde være mig såre kært, om du kunde give
slip på dine vildfarelser. Kan du det ikke?
Det vilde være mig såre kært, om du kunde give
slip på dine vildfarelser. Kan du det ikke?
Livlægen Cæsarios.
Gud véd, hvad jeg for en måned siden havde
kunnet; – nu kan jeg det ikke.
kunnet; – nu kan jeg det ikke.
Kejser Julian.
Et giftermål i en af de mægtigste slægter
skulde stå dig åbent. Betænker du dig ikke?
skulde stå dig åbent. Betænker du dig ikke?
Livlægen Cæsarios.
Nej, nådigste herre!
Kejser Julian.
En mand, som du, kunde i hast stige fra
stilling til stilling. Cæsarios, skulde det ikke
være muligt, at du turde være med mig på at
fremme de nye ting?
stilling til stilling. Cæsarios, skulde det ikke
s. 59
være muligt, at du turde være med mig på at
fremme de nye ting?
Livlægen Cæsarios.
Nej, nådigste herre!
Kejser Julian.
Jeg mener ikke her; men andetsteds. Det
er min agt at drage bort. Konstantinopel er
mig højlig imod; I Galilæere har fordærvet det
for mig i alle måder. Jeg går til Antiokia; der
finder jeg en bedre jordbund. Du skulde led-
sage mig. Vil du det, Cæsarios?
er min agt at drage bort. Konstantinopel er
mig højlig imod; I Galilæere har fordærvet det
for mig i alle måder. Jeg går til Antiokia; der
finder jeg en bedre jordbund. Du skulde led-
sage mig. Vil du det, Cæsarios?
Livlægen Cæsarios.
Nådigste herre, jeg vil også til de østlige
landskaber; men jeg vil rejse alene.
landskaber; men jeg vil rejse alene.
Kejser Julian.
Og hvad vil du der?
Livlægen Cæsarios.
Opsøge min gamle fader; hjælpe Gregor at
styrke ham til den kamp, som forestår.
styrke ham til den kamp, som forestår.
Kejser Julian.
Gå!
Livlægen Cæsarios.
Lev vel, min kejser!
Kejser Julian.
Lykkelige fader, der har så ulykkelige
sønner!
(han vinker med hånden; Cæsarios og hans ledsagere bøjer sig
sønner!
dybt og går ud til venstre.)
s. 60
Skriftlæreren Hekebolios.
Hvilken forvoven og højst usømmelig trods!
Kejser Julian.
Mit hjerte er såret tilblods af dette og af
meget andet. Du, min Hekebolios, skal følge
mig. Jorden brænder under mig i denne for-
giftede galilæiske stad! Jeg vil skrive til hine
visdomsvenner Kytron og Priskos, som har vundet
så stort ry i de senere år. Maximos kan jeg
hver dag vente hid; han skal gå med os. – Jeg
siger dig, der forestår os lykkelige sejrsdage,
Hekebolios! I Antiokia, ven, – der kommer vi
til at mødes med den uforlignelige Libanios, –
og der er vi Helios nærmere i hans opstandelse.
– O, denne dragende længsel imod sol-kongen –!
meget andet. Du, min Hekebolios, skal følge
mig. Jorden brænder under mig i denne for-
giftede galilæiske stad! Jeg vil skrive til hine
visdomsvenner Kytron og Priskos, som har vundet
så stort ry i de senere år. Maximos kan jeg
hver dag vente hid; han skal gå med os. – Jeg
siger dig, der forestår os lykkelige sejrsdage,
Hekebolios! I Antiokia, ven, – der kommer vi
til at mødes med den uforlignelige Libanios, –
og der er vi Helios nærmere i hans opstandelse.
– O, denne dragende længsel imod sol-kongen –!
Skriftlæreren Hekebolios.
Ja, ja, ja –!
Kejser Julian
(omfavner ham).
(omfavner ham).
Min Hekebolios! – Visdom; lys; skønhed!
ANDEN HANDLING.
(En stor forhal i kejserens palats i Antiokia. Åben indgang i
baggrunden; på den venstre væg er en dør, som fører ind til de
indre værelser.)
baggrunden; på den venstre væg er en dør, som fører ind til de
indre værelser.)
(På et ophøjet sæde i forgrunden til højre sidder kejser Julian
omgiven af sit hof. Dommere, talere, digtere og lærere,
iblandt disse læreren Hekebolios, sidder på lavere sæder
nedenfor ham. Lænet op imod væggen, nær ved udgangen, står
en mand, klædt som kristen prest; han skjuler ansigtet i sine
hænder og synes hensunken i bøn. En stor forsamling af sta-
dens borgere fylder hallen. Ved udgangsdøren står vagt;
ligeså ved døren til venstre.)
omgiven af sit hof. Dommere, talere, digtere og lærere,
iblandt disse læreren Hekebolios, sidder på lavere sæder
nedenfor ham. Lænet op imod væggen, nær ved udgangen, står
en mand, klædt som kristen prest; han skjuler ansigtet i sine
hænder og synes hensunken i bøn. En stor forsamling af sta-
dens borgere fylder hallen. Ved udgangsdøren står vagt;
ligeså ved døren til venstre.)
Kejser Julian
(taler til de forsamlede).
(taler til de forsamlede).
Så stor fremgang har guderne forundt mig.
Knapt en eneste stad har jeg nærmet mig på
min rejse, uden at jo Galilæere i hele hobe har
strømmet mig imøde på landevejen, jamrende
over sine vildfarelser og givende sig ind under
de guddommelige magters varetægt. Hvad er
spotternes dårlige adfærd at regne imod dette?
Er ikke spotterne nærmest at ligne med hunde,
der i sin uvidenhed hyler op imod måneskiven?
Dog vil jeg ikke nægte, at det har fortørnet mig
at erfare, at enkelte af denne stads indbyggere
har ladet falde hånlige ord om den levevis, som
jeg har indskærpet Kybeles, den gode gudindes,
prester at føre. Burde ikke ærefrygten for så
ophøjet en guddom fritage hendes tjenere for at
gøres til genstande for spot? Jeg tilråber hine
dumdristige mennesker: er I barbarer, eftersom I
ikke véd, hvem Kybele er? Skal jeg være nødt
til alvorligen at minde eder om, at dengang det
romerske herredømme truedes så hårdt af hin
puniske feltherre, hvis grav jeg for ikke lang tid
siden har set i Libyssa, – da gav den kumæiske
Sibylle det råd at tage Kybeles billedstøtte ud
af templet i Pessinos og føre det til Rom? Hvad
nu presternes levemåde vedkommer, da har nogle
opholdt sig over, at det er bleven dem forbudt
at spise rødder og alt, hvad der gror langs
henad jorden, medens det tillades dem at nyde
urter og frugter, som har sin vækst i højden.
O, I højst vankundige, – jeg ynker eder, at I
ikke fatter dette! Kan da menneskets ånd nære
sig af det, der kryber langs jorden? Lever ikke
sjælen af alt det, som higer opad imod himlen
og imod solen? Disse ting vil jeg ikke vidtløf-
tigere omtale idag. Hvad mere derom er at sige,
det vil I erfare af et skrift, som jeg arbejder på
i mine vågende nætter, og som jeg håber om
føje tid skal blive forelæst både i læresalene og
på torvene.
(han rejser sig.)
Knapt en eneste stad har jeg nærmet mig på
min rejse, uden at jo Galilæere i hele hobe har
strømmet mig imøde på landevejen, jamrende
over sine vildfarelser og givende sig ind under
de guddommelige magters varetægt. Hvad er
spotternes dårlige adfærd at regne imod dette?
Er ikke spotterne nærmest at ligne med hunde,
der i sin uvidenhed hyler op imod måneskiven?
Dog vil jeg ikke nægte, at det har fortørnet mig
at erfare, at enkelte af denne stads indbyggere
s. 62
har ladet falde hånlige ord om den levevis, som
jeg har indskærpet Kybeles, den gode gudindes,
prester at føre. Burde ikke ærefrygten for så
ophøjet en guddom fritage hendes tjenere for at
gøres til genstande for spot? Jeg tilråber hine
dumdristige mennesker: er I barbarer, eftersom I
ikke véd, hvem Kybele er? Skal jeg være nødt
til alvorligen at minde eder om, at dengang det
romerske herredømme truedes så hårdt af hin
puniske feltherre, hvis grav jeg for ikke lang tid
siden har set i Libyssa, – da gav den kumæiske
Sibylle det råd at tage Kybeles billedstøtte ud
af templet i Pessinos og føre det til Rom? Hvad
nu presternes levemåde vedkommer, da har nogle
opholdt sig over, at det er bleven dem forbudt
at spise rødder og alt, hvad der gror langs
henad jorden, medens det tillades dem at nyde
urter og frugter, som har sin vækst i højden.
O, I højst vankundige, – jeg ynker eder, at I
ikke fatter dette! Kan da menneskets ånd nære
sig af det, der kryber langs jorden? Lever ikke
sjælen af alt det, som higer opad imod himlen
og imod solen? Disse ting vil jeg ikke vidtløf-
tigere omtale idag. Hvad mere derom er at sige,
det vil I erfare af et skrift, som jeg arbejder på
i mine vågende nætter, og som jeg håber om
føje tid skal blive forelæst både i læresalene og
på torvene.
Og hermed, mine venner, hvis ingen har
noget yderligere at foredrage –
noget yderligere at foredrage –
s. 63
En bonger
(trænger sig frem).
(trænger sig frem).
O, nådigste kejser, lad mig ikke gå uhørt!
Kejser Julian
(sætter sig atter).
(sætter sig atter).
Visst ikke, min ven! Hvem er du?
Borgeren.
Jeg er kornhandleren Medon. O, herre, hvis
ikke min kærlighed til dig, du ophøjede og gud-
dommelige –
ikke min kærlighed til dig, du ophøjede og gud-
dommelige –
Kejser Julian.
Frem med din sag, mand!
Medon.
Jeg har en nabo, Alites, som nu i mange
år har skadet mig på alle tænkelige måder; han
handler nemlig også med korn og går mig på
den skammeligste vis i næringen –
år har skadet mig på alle tænkelige måder; han
handler nemlig også med korn og går mig på
den skammeligste vis i næringen –
Kejser Julian.
Aha, min gode Medon, du ser dog velnæret
nok ud.
nok ud.
Medon.
Det er heller ikke dette, allernådigste kejser!
O, ved de ærværdige guder, hvem jeg lærer at
elske og prise højere dag for dag, – de fornær-
melser, han tilføjer mig, skulde jeg overse; men
hvad jeg umuligt kan tåle –
O, ved de ærværdige guder, hvem jeg lærer at
elske og prise højere dag for dag, – de fornær-
melser, han tilføjer mig, skulde jeg overse; men
hvad jeg umuligt kan tåle –
Kejser Julian.
Han håner dog ikke guderne?
s. 64
Medon.
Han gør det, som værre er, – ja, i al fald
det, som er ligeså forvovent; han – o, jeg véd
knapt, om harmen tillader mig at udsige det –
han håner dig selv, allernådigste herre!
det, som er ligeså forvovent; han – o, jeg véd
knapt, om harmen tillader mig at udsige det –
han håner dig selv, allernådigste herre!
Kejser Julian.
Så? hvilke ord har han brugt?
Medon.
Han har slet ingen ord brugt; han har brugt
det, som værre er.
det, som værre er.
Kejser Julian.
Og hvad er værre?
Medon.
En purpurfarvet kåbe –
Kejser Julian.
Den bærer han? Ej, ej, det er dristigt.
Medon.
Ja, du store vingefodede Merkur, når jeg
tænker på, hvorledes den kåbe vilde bekommet
ham i din forgængers tid! Og dette hovmodets
klædebon har jeg hver dag for øjne –
tænker på, hvorledes den kåbe vilde bekommet
ham i din forgængers tid! Og dette hovmodets
klædebon har jeg hver dag for øjne –
Kejser Julian.
Dette klædebon, købt for penge, som kunde
været dine –
været dine –
Medon.
O, nådigste kejser, – straf denne formaste-
lige mand; lad ham udjages af staden; min kær-
lighed til vor store ophøjede hersker tillader mig
ikke at være vidne til en slig uforskammet an-
masselse.
lige mand; lad ham udjages af staden; min kær-
s. 65
lighed til vor store ophøjede hersker tillader mig
ikke at være vidne til en slig uforskammet an-
masselse.
Kejser Julian.
Sig mig, gode Medon, hvad slags klædnings-
stykker bærer Alites foruden purpurkåben?
stykker bærer Alites foruden purpurkåben?
Medon.
Det husker jeg sandelig ikke, herre; jeg
tænker, de vanlige; jeg har kun lagt mærke til
purpurkåben.
tænker, de vanlige; jeg har kun lagt mærke til
purpurkåben.
Kejser Julian.
Altså purpurkåbe og ugarvede såler –
Medon.
Ja, herre; det ser ligeså latterligt som ufor-
skammet ud.
skammet ud.
Kejser Julian.
Den ting må vi bøde på, Medon!
Medon
(lykkelig).
(lykkelig).
Ah, nådigste herre –!
Kejser Julian.
Imorgen tidlig kommer du hid i palatset –
Medon
(endnu lykkeligere).
(endnu lykkeligere).
Jeg skal komme ganske tidligt, nådigste kejser!
Kejser Julian.
Du melder dig hos min husmester –
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
5
s. 66
Medon.
Ja, ja, min allernådigste kejser!
Kejser Julian.
Af ham modtager du et par purpurstøvler,
stukne med guld –
stukne med guld –
Medon.
Ak, ak, min gavmilde herre og kejser!
Kejser Julian.
Disse støvler bærer du hen til Alites, ifører
ham dem og siger ham, at han for al ting må
tage dem på hver gang han herefter får i sinde
at vise sig i purpurkåbe på gaden ved lys dag –
ham dem og siger ham, at han for al ting må
tage dem på hver gang han herefter får i sinde
at vise sig i purpurkåbe på gaden ved lys dag –
Medon.
O!
Kejser Julian.
– og når du det har gjort, kan du fortælle
ham fra mig, at han er en nar, hvis han tror sig
hædret ved purpurkåben uden at eje purpurets
magt. – Gå; og kom igen efter støvlerne imorgen!
ham fra mig, at han er en nar, hvis han tror sig
hædret ved purpurkåben uden at eje purpurets
magt. – Gå; og kom igen efter støvlerne imorgen!
(Kornhandleren Medon går slukøret bort under borgernes latter;
hofmændene, talerne, digterne samt de øvrige klapper i hæn-
derne og tilråber kejseren bifald.)
hofmændene, talerne, digterne samt de øvrige klapper i hæn-
derne og tilråber kejseren bifald.)
En anden borger
(træder frem af hoben).
(træder frem af hoben).
Priset være kejserens retfærdighed! O, hvor
denne nidske kornpuger har fortjent at straffes
således! O, hør mig og lad din nåde –
denne nidske kornpuger har fortjent at straffes
således! O, hør mig og lad din nåde –
s. 67
Kejser Julian.
Aha; jeg synes, jeg kender dit ansigt. Var
ikke du en af dem, som råbte foran min vogn,
da jeg drog ind i staden?
ikke du en af dem, som råbte foran min vogn,
da jeg drog ind i staden?
Borgeren.
Jeg var en af de ivrigste råbere, uforligne-
lige kejser! Jeg er skatteopkræveren Malkos.
Ak, tag dig af mig! Jeg fører en retstrætte
med et ondt og gærrigt menneske –
lige kejser! Jeg er skatteopkræveren Malkos.
Ak, tag dig af mig! Jeg fører en retstrætte
med et ondt og gærrigt menneske –
Kejser Julian.
Og derom kommer du til mig? Gives her
ikke dommere –?
ikke dommere –?
Skatteopkræveren Malkos.
Sagen er noget indviklet, høje kejser! Den
drejer sig om en mark, som jeg har givet hin
onde mand i forpagtning og som jeg for syv år
siden lagde mig til, da en del af Apostel-kirkens
jordegods blev solgt.
drejer sig om en mark, som jeg har givet hin
onde mand i forpagtning og som jeg for syv år
siden lagde mig til, da en del af Apostel-kirkens
jordegods blev solgt.
Kejser Julian.
Se, se; kirkegods altså?
Malkos.
Redeligt erhvervet; men nu nægter dette
menneske at svare mig afgift, og heller ikke vil
han give ejendommen tilbage, alt under påskud
af, at denne mark engang skal have tilhørt
Apollons tempel og, som han siger, uretteligen
skal være bleven templet fratagen for mange år
siden.
menneske at svare mig afgift, og heller ikke vil
han give ejendommen tilbage, alt under påskud
af, at denne mark engang skal have tilhørt
Apollons tempel og, som han siger, uretteligen
skal være bleven templet fratagen for mange år
siden.
5*
s. 68
Kejser Julian.
Hør, sig mig, Malkos, – du er visst en af
Galilæerens tilhængere?
Galilæerens tilhængere?
Malkos.
Nådigste kejser, det er en gammel vane i
vor slægt at bekende Kristus.
vor slægt at bekende Kristus.
Kejser Julian.
Og det siger du sådan lige til, uden sky?
Malkos.
Min modstander er dristigere end jeg, herre!
Han går ud og ind af sit hus, som før; han
flygtede ikke fra staden, da det rygtedes, at du
vilde komme.
Han går ud og ind af sit hus, som før; han
flygtede ikke fra staden, da det rygtedes, at du
vilde komme.
Kejser Julian.
Flygtede ikke? Og hvorfor skulde han det,
han, en mand, som står på gudernes bedste?
han, en mand, som står på gudernes bedste?
Malkos.
Allernådigste kejser, du har uden tvil hørt
tale om bogføreren Thalassios?
tale om bogføreren Thalassios?
Kejser Julian.
Hvad! Hin Thalassios, som, for at indynde
sig hos min forgænger, mens jeg stod bagtalt og
faretruet i Gallien, her, i Antiokia, midt på torvet
foreslog borgerne, at de skulde bede kejseren
sende dem Cæsar Julians hoved!
sig hos min forgænger, mens jeg stod bagtalt og
faretruet i Gallien, her, i Antiokia, midt på torvet
foreslog borgerne, at de skulde bede kejseren
sende dem Cæsar Julians hoved!
Malkos.
Herre, det er denne din dødsfiende, som
foruretter mig.
foruretter mig.
s. 69
Kejser Julian.
Sandelig, Malkos, imod denne mand har jeg
ligeså stor grund til klage, som du.
ligeså stor grund til klage, som du.
Malkos.
Tifold større, min nådige kejser!
Kejser Julian.
Og hvad mener du? Skal vi to slå vore
sager sammen og forklage ham på en gang?
sager sammen og forklage ham på en gang?
Malkos.
O, hvilken overvættes nåde! Jeg tifold
lykkelige mand!
lykkelige mand!
Kejser Julian.
Du tifold dårlige! Thalassios går ud og ind
af sit hus som før, siger du? Han er ikke flygtet
fra staden ved mit komme. Thalassios har kendt
mig bedre end du. Væk med dig, menneske!
Når jeg forklager Thalassios for mit hoved, kan
du forklage ham for din mark.
af sit hus som før, siger du? Han er ikke flygtet
fra staden ved mit komme. Thalassios har kendt
mig bedre end du. Væk med dig, menneske!
Når jeg forklager Thalassios for mit hoved, kan
du forklage ham for din mark.
Malkos
(hændervridende).
(hændervridende).
Jeg tifold ulykkelige!
(Han går ud i baggrunden; de forsamlede tilklapper atter kej-
seren bifald.)
seren bifald.)
Kejser Julian.
Ret så, mine venner; glæd eder over, at det
er lykkedes mig, ikke ganske uværdigt, at be-
gynde denne dag, der særligt er viet til en højtid
for den strålende Apollon. Thi er det ikke en
visdomsven værdigt at overse de fornærmelser,
der rettes imod ham selv, medens han strængt
straffer den uret, som tilføjes de udødelige guder?
Jeg mindes ikke, om hin lærdommens kronede
dyrker, Mark Aurel, nogensinde har været i et
lignende tilfælde; men har han været det, da bør
vi håbe, at han har handlet ikke aldeles uligt mig,
der sætter en ære i ydmygt at følge hans fodspor.
er lykkedes mig, ikke ganske uværdigt, at be-
gynde denne dag, der særligt er viet til en højtid
for den strålende Apollon. Thi er det ikke en
s. 70
visdomsven værdigt at overse de fornærmelser,
der rettes imod ham selv, medens han strængt
straffer den uret, som tilføjes de udødelige guder?
Jeg mindes ikke, om hin lærdommens kronede
dyrker, Mark Aurel, nogensinde har været i et
lignende tilfælde; men har han været det, da bør
vi håbe, at han har handlet ikke aldeles uligt mig,
der sætter en ære i ydmygt at følge hans fodspor.
Lad dette tjene eder til rettesnor for, hvad
I har at iagttage for fremtiden. I palatset, på
torvet, ja, i theatret – hvis jeg ikke væmmedes
ved at betræde et sådant dårskabens sted – kan
det være sømmeligt, at I hilser mig med tilråb
og en glad klappen i hænderne. En slig hyldest,
véd jeg, er bleven vel optagen både af den ma-
kedoniske Alexander og af Julius Cæsar, hvilke
mænd det af lykkens gudinde også blev forundt
at skinne fremfor andre dødelige.
I har at iagttage for fremtiden. I palatset, på
torvet, ja, i theatret – hvis jeg ikke væmmedes
ved at betræde et sådant dårskabens sted – kan
det være sømmeligt, at I hilser mig med tilråb
og en glad klappen i hænderne. En slig hyldest,
véd jeg, er bleven vel optagen både af den ma-
kedoniske Alexander og af Julius Cæsar, hvilke
mænd det af lykkens gudinde også blev forundt
at skinne fremfor andre dødelige.
Men ser I mig træde ind i et tempel, da er
det en anden sag. Da vil jeg, at I skal tie eller
rette eders tilråb imod guderne og ikke imod
mig, hvem I ser skride frem med nedslagne øjne
og en sænket pande. Og allermest håber jeg, at
I vil iagttage dette idag, da jeg har at ofre til
en så højst overordentlig og mægtig guddom,
som han, hvem vi kender under navn af sol-
kongen, og som bliver end større i vore øjne
når vi betænker, at han er den samme, hvem
visse østerlandske folkeslag kalder Mithra.
det en anden sag. Da vil jeg, at I skal tie eller
rette eders tilråb imod guderne og ikke imod
mig, hvem I ser skride frem med nedslagne øjne
og en sænket pande. Og allermest håber jeg, at
I vil iagttage dette idag, da jeg har at ofre til
en så højst overordentlig og mægtig guddom,
som han, hvem vi kender under navn af sol-
kongen, og som bliver end større i vore øjne
når vi betænker, at han er den samme, hvem
visse østerlandske folkeslag kalder Mithra.
Og hermed, – hvis ellers ingen har noget
at sige –
at sige –
s. 71
Presten ved døren
(retter sig ivejret).
(retter sig ivejret).
I Gud Herrens navn!
Kejser Julian.
Hvo taler der?
Presten.
En Guds og kejserens tjener.
Kejser Julian.
Kom nærmere. Hvad vil du?
Presten.
Tale til dit hjerte og til din samvittighed.
Kejser Julian
(springer op).
(springer op).
Hvilken røst! Hvad ser jeg! Trods skæg
og klædning –! Gregor!
og klædning –! Gregor!
Presten.
Ja, min høje herre!
Kejser Julian.
Gregor! Gregor fra Nazianz!
Gregor fra Nazianz.
Ja, nådige kejser!
Kejser Julian
(er stegen ned, har grebet hans hænder og ser længe på ham).
(er stegen ned, har grebet hans hænder og ser længe på ham).
Lidt ældet; brunere; førere. Nej; det var
kun i første øjeblik; nu er du den samme, som da.
kun i første øjeblik; nu er du den samme, som da.
Gregor fra Nazianz.
O, var det dog så med dig, herre!
s. 72
Kejser Julian.
Athen. Hin nat i buegangen. Ingen mand
har ligget mit hjerte så nær som du.
har ligget mit hjerte så nær som du.
Gregor fra Nazianz.
Dit hjerte? Ak, kejser, af dit hjerte har
du udrevet en bedre ven end mig.
du udrevet en bedre ven end mig.
Kejser Julian.
Du mener Basilios?
Gregor fra Nazianz.
Jeg mener en større end Basilios.
Kejser Julian
(formørket).
(formørket).
Ah, så! Det er dette, du kommer for at
sige mig? Og i denne klædning –
sige mig? Og i denne klædning –
Gregor fra Nazianz.
Jeg har ikke valgt denne klædning, herre!
Kejser Julian.
Du ikke? Hvem da?
Gregor fra Nazianz.
Han, der er større end kejseren.
Kejser Julian.
Jeg kender disse galilæiske talemåder. For
vort venskabs skyld, spring dette over.
vort venskabs skyld, spring dette over.
Gregor fra Nazianz.
Lad mig da begynde med at sige dig, hvor-
ledes det er gåt til, at du ser mig her, viet til
prest i den kirke, som du forfølger.
ledes det er gåt til, at du ser mig her, viet til
prest i den kirke, som du forfølger.
s. 73
Kejser Julian
(med et hvast blik).
(med et hvast blik).
Forfølger!
(han stiger atter op på forhøjningen og sætter sig.)
Nu kan du tale videre.
Gregor fra Nazianz.
Du véd, hvad jeg mente om de guddomme-
lige ting under vort glade samliv i Athen. Men
fjernt lå det dengang fra min tanke at forsage
jordens glæder. Ærelyst eller tørst efter rigdom,
det tør jeg nok sige, har aldrig fristet mig; dog
blev jeg neppe sandheden tro, hvis jeg vilde
nægte, at mit øje og mit sind hang undrende
ved al den herlighed, som oplod sig for mig i
Grækernes gamle videnskab og kunst. Kævle-
rierne, alle hine smålige stridigheder i vor kirke,
bedrøvede mig dybt; men jeg tog ingen del i
dem; jeg tjente mine landsmænd i verdslige ting;
videre ikke. –
lige ting under vort glade samliv i Athen. Men
fjernt lå det dengang fra min tanke at forsage
jordens glæder. Ærelyst eller tørst efter rigdom,
det tør jeg nok sige, har aldrig fristet mig; dog
blev jeg neppe sandheden tro, hvis jeg vilde
nægte, at mit øje og mit sind hang undrende
ved al den herlighed, som oplod sig for mig i
Grækernes gamle videnskab og kunst. Kævle-
rierne, alle hine smålige stridigheder i vor kirke,
bedrøvede mig dybt; men jeg tog ingen del i
dem; jeg tjente mine landsmænd i verdslige ting;
videre ikke. –
Da kom tidender fra Konstantinopel. Det
sagdes, at Konstanzios var død af skræk over
dine foretagender og havde indsat dig til sin
arving. Modtagen som en overmenneskelig, og
med sejrsrygtet flyvende foran dig, var du,
Galliens og Germaniens helt, uden sværdslag
stegen op på Konstantins sæde. Verden lå for
dine fødder.
sagdes, at Konstanzios var død af skræk over
dine foretagender og havde indsat dig til sin
arving. Modtagen som en overmenneskelig, og
med sejrsrygtet flyvende foran dig, var du,
Galliens og Germaniens helt, uden sværdslag
stegen op på Konstantins sæde. Verden lå for
dine fødder.
Da kom atter tidender. Verdens herre rusted
sig til krig imod himlens herre –
sig til krig imod himlens herre –
s. 74
Kejser Julian.
Gregor, hvad fordrister du dig –!
Gregor fra Nazianz.
Legemernes herre rusted sig til krig imod
sjælenes herre. Jeg står her for dig i kødets
frygt og bæven; men jeg tør ikke lyve. Vil du
høre sandheden, eller skal jeg tie?
sjælenes herre. Jeg står her for dig i kødets
frygt og bæven; men jeg tør ikke lyve. Vil du
høre sandheden, eller skal jeg tie?
Kejser Julian.
Du skal tale, Gregor!
Gregor fra Nazianz.
Hvad har ikke mine troesfæller måttet lide
allerede i disse få måneder? Hvor mange døds-
domme er ikke bleven afsagte og fuldbyrdede
på den grusomste måde? Statsskriveren Gauden-
zios, – Artemios, hin forhenværende statholder
i Egypten, – begge tribunerne Romanos og
Vinzenzios –
allerede i disse få måneder? Hvor mange døds-
domme er ikke bleven afsagte og fuldbyrdede
på den grusomste måde? Statsskriveren Gauden-
zios, – Artemios, hin forhenværende statholder
i Egypten, – begge tribunerne Romanos og
Vinzenzios –
Kejser Julian.
Du kender ikke disse ting. Jeg siger dig,
at retfærdighedens gudinde vilde have udgydt
tårer, hvis hine forrædere havde sluppet med livet.
at retfærdighedens gudinde vilde have udgydt
tårer, hvis hine forrædere havde sluppet med livet.
Gregor fra Nazianz.
Lad så være, min kejser; men jeg siger dig,
at der er fældet en dødsdom, som retfærdig-
hedens gud aldrig kan tilgive dig. Ursulos!
Denne mand, som var dig en ven i trængsels-
fulde dage! Ursulos, som med fare for sit eget
liv forstrakte dig med penge i Gallien; Ursulos,
hvis hele brøde var hans kristentro og hans op-
rigtighed –
at der er fældet en dødsdom, som retfærdig-
hedens gud aldrig kan tilgive dig. Ursulos!
Denne mand, som var dig en ven i trængsels-
fulde dage! Ursulos, som med fare for sit eget
liv forstrakte dig med penge i Gallien; Ursulos,
s. 75
hvis hele brøde var hans kristentro og hans op-
rigtighed –
Kejser Julian.
Ah, dette har du fra din broder Cæsarios!
Gregor fra Nazianz.
Straf mig, herre; men skån min broder.
Kejser Julian.
Du véd godt, at du intet vover, Gregor!
For øvrigt vil jeg give dig ret i, at Nevita har
faret for strængt frem.
For øvrigt vil jeg give dig ret i, at Nevita har
faret for strængt frem.
Gregor fra Nazianz.
Ja, denne barbar, hvem det under Græker-
sminken ikke lykkes at fornægte sin herkomst –!
sminken ikke lykkes at fornægte sin herkomst –!
Kejser Julian.
Nevita er nidkær for sit hverv, og jeg kan
ikke selv være overalt. Over Ursulos har jeg
oprigtigt sørget, og jeg beklager dybt, at hverken
tid eller omstændigheder tillod mig selv at under-
søge hans sag. Jeg havde visselig skånet ham,
Gregor! Jeg har også tænkt på at give hans ar-
vinger tilbage, hvad han måtte have efterladt sig.
ikke selv være overalt. Over Ursulos har jeg
oprigtigt sørget, og jeg beklager dybt, at hverken
tid eller omstændigheder tillod mig selv at under-
søge hans sag. Jeg havde visselig skånet ham,
Gregor! Jeg har også tænkt på at give hans ar-
vinger tilbage, hvad han måtte have efterladt sig.
Gregor fra Nazianz.
Høje kejser, du skylder mig intet regnskab
for dine handlinger. Jeg har kun villet sige dig,
at alle disse tidender slog ned som et lyn både
i Cæsaræa og i Nazianz og i de øvrige kappa-
dokiske stæder. Hvorledes skal jeg skildre dig
virkningen? Vore indbyrdes tvistemål forstummede
under den fælles fare. Mange af kirkens usunde
lemmer faldt fra; men i mange ligegyldige hjerter
tændtes Herrens lys i en aldrig før anet klarhed.
Under alt dette brød trængslerne ind over Guds
folk. Hedningerne – ja, min kejser, de, som
jeg kalder hedninger – begyndte at true, at
forurette, at forfølge os –
for dine handlinger. Jeg har kun villet sige dig,
at alle disse tidender slog ned som et lyn både
i Cæsaræa og i Nazianz og i de øvrige kappa-
dokiske stæder. Hvorledes skal jeg skildre dig
virkningen? Vore indbyrdes tvistemål forstummede
s. 76
under den fælles fare. Mange af kirkens usunde
lemmer faldt fra; men i mange ligegyldige hjerter
tændtes Herrens lys i en aldrig før anet klarhed.
Under alt dette brød trængslerne ind over Guds
folk. Hedningerne – ja, min kejser, de, som
jeg kalder hedninger – begyndte at true, at
forurette, at forfølge os –
Kejser Julian.
Gengæld, – gengæld, Gregor!
Gregor fra Nazianz.
Det være langt fra mig at ville forsvare alt,
hvad mine troesbrødre kan have forøvet i ud-
skejende iver for kirkens sag. Men du, som er
højt oplyst, og som er alles hersker, du tør ikke
tåle, at de levende straffes for de dødes fejl.
Dette er dog sket i Kappadokia. De kristnes
fiender, få i antal, men tørstende efter vinding
og brændende af iver efter at være de nye
embedsmænd til behag, har vakt uro og be-
kymring hos befolkningen både i stæderne og
på landet.
hvad mine troesbrødre kan have forøvet i ud-
skejende iver for kirkens sag. Men du, som er
højt oplyst, og som er alles hersker, du tør ikke
tåle, at de levende straffes for de dødes fejl.
Dette er dog sket i Kappadokia. De kristnes
fiender, få i antal, men tørstende efter vinding
og brændende af iver efter at være de nye
embedsmænd til behag, har vakt uro og be-
kymring hos befolkningen både i stæderne og
på landet.
Jeg tænker ikke her nærmest på de for-
hånelser, vi har måttet lide, ej heller på de
krænkelser af vor vel erhvervede ejendomsret,
som vi i den senere tid idelig har været udsatte
for. Hvad der mest bekymrer mig og alle mine
alvorlige brødre, det er den fare, som dette med-
fører for sjælene. Mange er ubefæstede i troen
og mægter ikke ganske at se bort fra de jordiske
goder. Den hårde medfart, som nu må døjes af
enhver den, der bærer kristennavnet, har allerede
havt mere end et frafald til følge. Herre, dette
er et sjæleran fra Guds rige.
hånelser, vi har måttet lide, ej heller på de
krænkelser af vor vel erhvervede ejendomsret,
som vi i den senere tid idelig har været udsatte
for. Hvad der mest bekymrer mig og alle mine
alvorlige brødre, det er den fare, som dette med-
fører for sjælene. Mange er ubefæstede i troen
og mægter ikke ganske at se bort fra de jordiske
s. 77
goder. Den hårde medfart, som nu må døjes af
enhver den, der bærer kristennavnet, har allerede
havt mere end et frafald til følge. Herre, dette
er et sjæleran fra Guds rige.
Kejser Julian.
O, min kloge Gregor, – hvor kan du tale
så? Jeg forbauses! Skulde du ikke tvert om,
som en god Galilæer, glæde dig over, at eders
samfund vorder disse mennesker kvit?
så? Jeg forbauses! Skulde du ikke tvert om,
som en god Galilæer, glæde dig over, at eders
samfund vorder disse mennesker kvit?
Gregor fra Nazianz.
Nådige kejser, jeg er ikke af den mening.
Jeg har selv været en ligegyldig i troen, og jeg
holder enhver sådan for en syg, der har hel-
bredens mulighed i sig så længe han blir i kirkens
skød. Således tænkte også vor lille menighed i
Nazianz. Bekymringsfulde brødre og søstre kom
sammen for at rådslå om hjælp imod tidens nød.
Med dem forenede sig udsendinger fra Cæsaræa
og fra de andre stæder. Min fader er affældig,
og – som han med sorg bekender – han har
ikke det faste uryggelige sind, som i disse
trængselens dage kræves af den, der sidder på
bispesædet. Da vedtog forsamlingen, at der til
hans medhjælper skulde udkåres en yngre mand,
som kunde holde Herrens hjord sammen.
Jeg har selv været en ligegyldig i troen, og jeg
holder enhver sådan for en syg, der har hel-
bredens mulighed i sig så længe han blir i kirkens
skød. Således tænkte også vor lille menighed i
Nazianz. Bekymringsfulde brødre og søstre kom
sammen for at rådslå om hjælp imod tidens nød.
Med dem forenede sig udsendinger fra Cæsaræa
og fra de andre stæder. Min fader er affældig,
og – som han med sorg bekender – han har
ikke det faste uryggelige sind, som i disse
trængselens dage kræves af den, der sidder på
bispesædet. Da vedtog forsamlingen, at der til
hans medhjælper skulde udkåres en yngre mand,
som kunde holde Herrens hjord sammen.
Valget faldt på mig.
Kejser Julian.
Ah!
s. 78
Gregor fra Nazianz.
Jeg var den tid fraværende på en rejse.
Men i mit fravær, og uden at rådspørge mig,
indviede min fader mig til prest og sendte mig
den prestelige klædning.
Men i mit fravær, og uden at rådspørge mig,
indviede min fader mig til prest og sendte mig
den prestelige klædning.
Dette budskab traf mig i Tiberina, på min
landgård, hvor jeg tilbragte nogle dage sammen
med min broder og med min ungdomsven Cæ-
saræeren Basilios.
landgård, hvor jeg tilbragte nogle dage sammen
med min broder og med min ungdomsven Cæ-
saræeren Basilios.
Herre, – var min dødsdom bleven mig
forkyndt, det kunde ikke have forfærdet mig
mere end dette.
forkyndt, det kunde ikke have forfærdet mig
mere end dette.
Jeg prest! Jeg vilde det, og jeg vilde det
ikke. Jeg måtte det, – og jeg turde det ikke.
Jeg brødes med Gud Herren, således som patri-
arken brødes med ham i den gamle pagts dage.
Hvad der foregik med mig i den nat, som fulgte
på, det véd jeg ikke. Men det véd jeg, at før
hanen gol, talte jeg ansigt til ansigt med den
korsfæstede. – Da blev jeg hans.
ikke. Jeg måtte det, – og jeg turde det ikke.
Jeg brødes med Gud Herren, således som patri-
arken brødes med ham i den gamle pagts dage.
Hvad der foregik med mig i den nat, som fulgte
på, det véd jeg ikke. Men det véd jeg, at før
hanen gol, talte jeg ansigt til ansigt med den
korsfæstede. – Da blev jeg hans.
Kejser Julian.
Dårskab; dårskab! Jeg kender disse drømme.
Gregor fra Nazianz.
På hjemrejsen kom jeg gennem Cæsaræa.
O, hvilken sørgelig tilstand fandt jeg ikke der!
Jeg fandt staden fuld af flygtende landboere, som
havde forladt hus og hjem, fordi tørken i denne
sommer havde sviet sæden af og lagt alle vin-
berge, alle oljehaver øde. For at undgå hungers-
døden havde de tyet til de hungrende. Der lå
de – mænd, kvinder og børn – i klynger langs
husvæggene; feber rysted dem, sulten grov i deres
indvolde. Hvad havde Cæsaræa at byde dem, –
denne udarmede ulykkelige stad, som endnu kun
halvt har rejst sig efter det store jordskælv for
to år siden? Og midt under dette, under bræn-
dende hede, under hyppige jordstød, måtte vi se
ugudelige offerfester foregå ved dag og nat. De
omstyrtede altere genopbyggedes i al hast; offer-
blodet randt i strømme; gøglere og skøger drev
under sang og dans gennem stadens gader.
O, hvilken sørgelig tilstand fandt jeg ikke der!
Jeg fandt staden fuld af flygtende landboere, som
havde forladt hus og hjem, fordi tørken i denne
sommer havde sviet sæden af og lagt alle vin-
berge, alle oljehaver øde. For at undgå hungers-
s. 79
døden havde de tyet til de hungrende. Der lå
de – mænd, kvinder og børn – i klynger langs
husvæggene; feber rysted dem, sulten grov i deres
indvolde. Hvad havde Cæsaræa at byde dem, –
denne udarmede ulykkelige stad, som endnu kun
halvt har rejst sig efter det store jordskælv for
to år siden? Og midt under dette, under bræn-
dende hede, under hyppige jordstød, måtte vi se
ugudelige offerfester foregå ved dag og nat. De
omstyrtede altere genopbyggedes i al hast; offer-
blodet randt i strømme; gøglere og skøger drev
under sang og dans gennem stadens gader.
Herre, – kan det undre dig, om mine hårdt
prøvede brødre, i den hjemsøgelse, som overgik
dem, troede at øjne en himlens straf, fordi de
så længe havde tålt vantroen og vantroens for-
argelige tegn iblandt sig?
prøvede brødre, i den hjemsøgelse, som overgik
dem, troede at øjne en himlens straf, fordi de
så længe havde tålt vantroen og vantroens for-
argelige tegn iblandt sig?
Kejser Julian.
Hvilke tegn sigter du til?
Gregor fra Nazianz.
De opskræmtes, de febersyges råb blev stedse
højere; de krævede, at stadens forstandere skulde
aflægge for Kristus et håndgribeligt vidnesbyrd
ved at lade nedrive, hvad der endnu står som et
minde om hedenskabets fordums magt i Cæsaræa.
højere; de krævede, at stadens forstandere skulde
aflægge for Kristus et håndgribeligt vidnesbyrd
ved at lade nedrive, hvad der endnu står som et
minde om hedenskabets fordums magt i Cæsaræa.
Kejser Julian.
Du vil da vel ikke dermed sige, at –?
s. 80
Gregor fra Nazianz.
Stadens styresmænd lod tillyse et møde, hvor
også jeg var tilstede. Du véd, nådigste kejser,
at alle templer er borgerskabets ejendom. Bor-
gerne kan altså forføje over dem efter egen
fri vilje.
også jeg var tilstede. Du véd, nådigste kejser,
at alle templer er borgerskabets ejendom. Bor-
gerne kan altså forføje over dem efter egen
fri vilje.
Kejser Julian.
Nu, nu? Og om så var?
Gregor fra Nazianz.
I hint forfærdelige jordskælv, som overgik
Cæsaræa for to år siden, ødelagdes alle templer
på et nær.
Cæsaræa for to år siden, ødelagdes alle templer
på et nær.
Kejser Julian.
Ja, ja; Fortunas tempel.
Gregor fra Nazianz.
På det møde, jeg taler om, vedtog menig-
heden at fuldbyrde Guds straffende værk, som et
vidnesbyrd om at de vilde holde sig helt og
alene til ham og ikke længere tåle forargelsen i
sin midte.
heden at fuldbyrde Guds straffende værk, som et
vidnesbyrd om at de vilde holde sig helt og
alene til ham og ikke længere tåle forargelsen i
sin midte.
Kejser Julian
(hæst).
(hæst).
Gregor – fordums ven, – har du dit liv kært?
Gregor fra Nazianz.
Menigheden fattede da en beslutning, som
jeg ikke kunde billige, men som fik næsten alle
stemmer for sig. Men da vi frygtede for, at
sagen skulde komme i en forvansket skikkelse
for dine ører, og måske optænde dig til vrede
imod staden, så blev det vedtaget, at en mand
skulde begive sig hid for at lade dig vide, hvad
vi har besluttet og hvad der nu vil ske.
jeg ikke kunde billige, men som fik næsten alle
stemmer for sig. Men da vi frygtede for, at
sagen skulde komme i en forvansket skikkelse
s. 81
for dine ører, og måske optænde dig til vrede
imod staden, så blev det vedtaget, at en mand
skulde begive sig hid for at lade dig vide, hvad
vi har besluttet og hvad der nu vil ske.
Ophøjede hersker, – der fandtes ingen anden,
som var villig til at påtage sig dette hverv. Jeg
måtte da påtage mig det. Det er derfor, herre,
at jeg her i ydmyghed står for dig og lader dig
vide, at vi kristne i Cæsaræa har vedtaget, at det
tempel, hvori hedningerne i sin tid dyrkede en
falsk guddom under navnet Fortuna, skal ned-
rives og jævnes med jorden.
som var villig til at påtage sig dette hverv. Jeg
måtte da påtage mig det. Det er derfor, herre,
at jeg her i ydmyghed står for dig og lader dig
vide, at vi kristne i Cæsaræa har vedtaget, at det
tempel, hvori hedningerne i sin tid dyrkede en
falsk guddom under navnet Fortuna, skal ned-
rives og jævnes med jorden.
Kejser Julian
(springer op).
(springer op).
Og dette må jeg fornemme med mine egne
ører! Så uhørte ting vover en enkelt mand at
sige mig!
ører! Så uhørte ting vover en enkelt mand at
sige mig!
Hofmænd, talere og digtere.
O, fromme kejser, tål ikke dette! Straf
denne forvovne!
denne forvovne!
Læreren Hekebolios.
Han er afsindig, herre! Lad ham gå. Se,
se, – vanvidet gnistrer ud af hans øjne.
se, – vanvidet gnistrer ud af hans øjne.
Kejser Julian.
Ja, vel må dette kaldes vanvid. Men det er
mere end vanvid. At ville nedrive dette ud-
mærkede tempel, oprejst for en ligeså udmærket
gudinde! Og er det ikke netop denne gudinde,
hvis gunst jeg skylder de gerninger, hvorom selv
de fjerneste folkeslag taler? Hvad håb om sejr
og held skulde jeg efter denne dag kunne gøre
mig, hvis jeg lod sligt ske? – Gregor, jeg be-
faler dig at rejse tilbage til Cæsaræa og lade
borgerne vide, at jeg forbyder dette formastelige
værk.
mere end vanvid. At ville nedrive dette ud-
mærkede tempel, oprejst for en ligeså udmærket
gudinde! Og er det ikke netop denne gudinde,
hvis gunst jeg skylder de gerninger, hvorom selv
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
6
s. 82
de fjerneste folkeslag taler? Hvad håb om sejr
og held skulde jeg efter denne dag kunne gøre
mig, hvis jeg lod sligt ske? – Gregor, jeg be-
faler dig at rejse tilbage til Cæsaræa og lade
borgerne vide, at jeg forbyder dette formastelige
værk.
Gregor fra Nazianz.
Det er ikke gørligt, herre! Sagen er nu
kommen dertil, at den er bleven os et valg
imellem menneskefrygt og lydighed under Gud.
Vi kan ikke vige.
kommen dertil, at den er bleven os et valg
imellem menneskefrygt og lydighed under Gud.
Vi kan ikke vige.
Kejser Julian.
Da skal I vel få føle, hvor langt kejserens
arm rækker!
arm rækker!
Gregor fra Nazianz.
Kejserens arm er vældig i de jordiske ting;
og jeg, som andre, bæver under den.
og jeg, som andre, bæver under den.
Kejser Julian.
Så vis det i gerning! Ah, I Galilæere, I
stoler på mit langmod. Lid ikke på det; thi
sandelig –
stoler på mit langmod. Lid ikke på det; thi
sandelig –
(Larm ved indgangen. Hårskæreren Eunapios, fulgt af flere
borgere, styrter ind.)
borgere, styrter ind.)
Kejser Julian.
Hvad er dette? Eunapios, hvad er hændt dig?
Hårskæreren Eunapios.
O, at mine øjne måtte være vidne til sligt syn!
s. 83
Kejser Julian.
Hvad syn har du havt?
Hårskæreren Eunapios.
Se, allernådigste kejser, jeg kommer blodig,
forslåt, og dog lykkelig over at være den første,
som påkalder din straf –
forslåt, og dog lykkelig over at være den første,
som påkalder din straf –
Kejser Julian.
Tal, mand; – hvem har slåt dig?
Hårskæreren Eunapios.
Tillad mig, herre, at bære min klage frem.
Jeg gik i denne morgenstund udenfor byen
for at opsøge det lille Venus-tempel, som du nys
har ladet sætte i stand. Da jeg kom derud, lød
sang og fløjtespil mig imøde. Kvinder opførte
skønne danse i forhallen, og indenfor fandt jeg
det hele rum fyldt af en jublende skare, mens
presterne foran alteret foretog de ofringer, du
har påbudt.
for at opsøge det lille Venus-tempel, som du nys
har ladet sætte i stand. Da jeg kom derud, lød
sang og fløjtespil mig imøde. Kvinder opførte
skønne danse i forhallen, og indenfor fandt jeg
det hele rum fyldt af en jublende skare, mens
presterne foran alteret foretog de ofringer, du
har påbudt.
Kejser Julian.
Ja, ja; og så?
Hårskæreren Eunapios.
Knapt havde jeg fåt tid til i andagt at vende
mine tanker imod denne henrykkende gudinde,
hvem jeg særligt ærer og dyrker, – da trængte
en stor sværm af unge mænd ind i templet –
mine tanker imod denne henrykkende gudinde,
hvem jeg særligt ærer og dyrker, – da trængte
en stor sværm af unge mænd ind i templet –
Krjser Julian.
Dog ikke Galilæere?
6*
s. 84
Hårskæreren Eunapios.
Jo, herre, – Galilæere.
Kejser Julian.
Ah!
Hårskæreren Eunapios.
Hvilket optrin fulgte så ikke på! Grædende
under voldsmændenes skældsord og stokkeslag
flygtede hine dansende piger fra forhallen ind til
os. Galilæerne faldt over os alle, mishandlede
os og forhånede os på den skændigste måde.
under voldsmændenes skældsord og stokkeslag
flygtede hine dansende piger fra forhallen ind til
os. Galilæerne faldt over os alle, mishandlede
os og forhånede os på den skændigste måde.
Kejser Julian
(stiger ned af forhøjningen).
(stiger ned af forhøjningen).
Vent, vent!
Hårskæreren Eunapios.
Ak, havde denne overlast blot rammet os
alene! Men de utæmmelige gik videre. Ja,
nådigste kejser, – med et ord: alteret er ned-
revet, gudindens billedstøtte knust i stykker,
offerdyrenes indvolde kastet udenfor til føde for
hundene –
alene! Men de utæmmelige gik videre. Ja,
nådigste kejser, – med et ord: alteret er ned-
revet, gudindens billedstøtte knust i stykker,
offerdyrenes indvolde kastet udenfor til føde for
hundene –
Kejser Julian
(går op og ned).
(går op og ned).
Vent, vent, vent!
Gregor fra Nazianz.
Herre, denne ene mands ord er ikke nok –
Kejser Julian.
Ti!
(til Eunapios.)
Kendte du nogen af disse tempelskændere?
s. 85
Hårskæreren Eunapios.
Jeg ikke, herre; men disse borgere kendte
flere af dem.
flere af dem.
Kejser Julian.
Tag vagt med eder. Grib så mange af de
skyldige, som I kan få fat på. Kast dem i
fængsel. De fangne skal navngive de øvrige; og
når jeg har dem alle i min magt –
skyldige, som I kan få fat på. Kast dem i
fængsel. De fangne skal navngive de øvrige; og
når jeg har dem alle i min magt –
Gregor fra Nazianz.
Hvad da, herre?
Kejser Julian.
Det vil bøddelen kunne sige dig. Både du
og borgerne i Cæsaræa skal erfare, hvad I har
at vente, dersom I med galilæisk stivsind holder
fast ved eders forehavende.
og borgerne i Cæsaræa skal erfare, hvad I har
at vente, dersom I med galilæisk stivsind holder
fast ved eders forehavende.
(Kejseren går i heftig vrede ud til venstre; Eunapios og hans
vidner fjerner sig med vagten; den øvrige forsamling skilles ad.)
vidner fjerner sig med vagten; den øvrige forsamling skilles ad.)
(Et torv i Antiokia. I forgrunden til højre munder en gade ud
på torvet; til venstre i baggrunden ser man ind i et trangt og
bugtet stræde.)
på torvet; til venstre i baggrunden ser man ind i et trangt og
bugtet stræde.)
(En stor menneskemængde opfylder torvet. Sælgere råber med
kramvarer. På flere steder er borgerne stimlet sammen i ivrigt
talende klynger).
kramvarer. På flere steder er borgerne stimlet sammen i ivrigt
talende klynger).
En borger.
Men, du gode himmelens gud, hvad tid
skede denne ulykke.
skede denne ulykke.
En anden borger.
Imorges, siger jeg; ganske tidligt imorges.
s. 86
Farveren Fokion
(som er kommen gående fra gaden til højre).
(som er kommen gående fra gaden til højre).
Kære mand, finder du det passende at kalde
dette en ulykke? Jeg kalder det en forbrydelse,
og det, til og med, en højst fræk forbrydelse.
dette en ulykke? Jeg kalder det en forbrydelse,
og det, til og med, en højst fræk forbrydelse.
Den anden borger.
Ja, ja; det er ganske sandt; det var højst
frækt gjort.
frækt gjort.
Farveren Fokion.
Tænke sig til – ja, er det ikke overfaldet
i Venus-templet I taler om? Jo. Tænke sig til,
siger jeg, på en tid, da kejseren selv er i staden –!
Og så at vælge en dag som denne, – en dag –
i Venus-templet I taler om? Jo. Tænke sig til,
siger jeg, på en tid, da kejseren selv er i staden –!
Og så at vælge en dag som denne, – en dag –
En tredje borger
(nærmer sig de talende).
(nærmer sig de talende).
Hør, sig mig, gode fremmede, hvad er det
egentlig –?
egentlig –?
Farveren Fokion.
Jeg siger, en dag som denne, da vor op-
højede hersker selv vil forrette ved Apollon-festen.
højede hersker selv vil forrette ved Apollon-festen.
Den tredje borger.
Ja, visst, det véd jeg; men hvorfor fængsler
man disse kristne?
man disse kristne?
Farveren Fokion.
Hvad? Fængsler man dem? Er man virkelig
kommen dem på spor?
(høje skrig høres.)
kommen dem på spor?
Hyss; hvad er det? Ja, ved guderne, tror
jeg ikke, man har dem!
jeg ikke, man har dem!
s. 87
(En gammel kvinde, forstyrret og med udslåt hår, baner sig vej
gennem menneskemassen; hun er omringet af andre kvinder,
som forgæves søger at holde hende tilbage.)
gennem menneskemassen; hun er omringet af andre kvinder,
som forgæves søger at holde hende tilbage.)
Den gamle kvinde.
Hold ikke på mig! Han er min eneste;
han er min alderdoms barn! Slip mig; slip mig!
Kan da ingen sige mig, hvor jeg skal finde
kejseren?
han er min alderdoms barn! Slip mig; slip mig!
Kan da ingen sige mig, hvor jeg skal finde
kejseren?
Farveren Fokion.
Hvad vil du kejseren, gamle moder?
Den gamle kvinde.
Jeg vil have min søn igen. Hjælp mig!
Min søn! Hilarion! O, tænk, de tog ham fra
mig! De brød ind i huset til os, – og så tog
de ham!
Min søn! Hilarion! O, tænk, de tog ham fra
mig! De brød ind i huset til os, – og så tog
de ham!
En af borgerne
(til Fokion).
(til Fokion).
Hvem er den kvinde?
Farveren Fokion.
Hvad? Kender du ikke enken Publia, –
salmesyngersken?
salmesyngersken?
Borgeren.
Ah, ja, ja, ja!
Kvinden Publia.
Hilarion! Mit barn! Hvad vil de gøre med
ham? Ah, se, Fokion, – er du der? En Guds
lykke, at jeg traf en kristen broder –
ham? Ah, se, Fokion, – er du der? En Guds
lykke, at jeg traf en kristen broder –
s. 88
Farveren Fokion.
Hyss, stille, stille; skrig ikke så; kejseren
kommer.
kommer.
Kvinden Publia.
O, den ugudelige kejser! Vredens Herre
hjemsøger os for hans synders skyld; hungersnød
hærjer landene; jorden skælver under os!
hjemsøger os for hans synders skyld; hungersnød
hærjer landene; jorden skælver under os!
(En deling soldater kommer fra gaden til højre.)
Delings-føreren.
Til side; gør plads her!
Kvinden Publia.
O, kom, gode Fokion; – hjælp mig for
vort venskabs og vort broderskabs skyld –
vort venskabs og vort broderskabs skyld –
Farveren Fokion.
Er du gal, kvinde? Jeg kender dig ikke.
Kvinden Publia.
Hvad? Kender du mig ikke? Er du ikke
farveren Fokion? Er du ikke søn af –?
farveren Fokion? Er du ikke søn af –?
Farveren Fokion.
Jeg er ikke søn af nogen. Gå fra mig,
kvinde! Du er jo gal. Jeg kender dig ikke;
jeg har aldrig set dig.
(han skynder sig ind i trængselen.)
kvinde! Du er jo gal. Jeg kender dig ikke;
jeg har aldrig set dig.
En underfører
(med soldater fra højre).
(med soldater fra højre).
Gør ryddigt her!
(Soldaterne trænger menneskemængden ind imod husvæggene.
Den gamle Publia falder om i kvindernes arme til venstre. Alle
stirrer forventningsfuldt henad gaden.)
Den gamle Publia falder om i kvindernes arme til venstre. Alle
stirrer forventningsfuldt henad gaden.)
s. 89
Farveren Fokion
(i klyngen bag vagtposterne til højre).
(i klyngen bag vagtposterne til højre).
Ja, ved solens gud, kommer han ikke der,
den velsignede herre!
den velsignede herre!
En soldat.
Træng ikke så på der bag!
Farveren Fokion.
Kan I se ham? Den mand med det hvide
bind om panden, det er kejseren.
bind om panden, det er kejseren.
En borger.
Den mand, som er ganske hvidklædt?
Farveren Fokion.
Ja, ja, netop han.
Borgeren.
Men hvorfor er han hvidklædt?
Farveren Fokion.
Rimeligvis for hedens skyld; – eller nej, bi
lidt, jeg tænker, det er som offerprest, at han –
lidt, jeg tænker, det er som offerprest, at han –
En anden borger.
Vil da kejseren ofre selv?
Farveren Fokion.
Ja, kejser Julian gør alting selv.
En tredje borger.
Han ser ikke så vældig ud som kejser
Konstanzios.
Konstanzios.
Farveren Fokion.
Det synes jeg dog. Han er ikke så høj,
som den forrige kejser; men så er hans arme
længere end hins. Og så har han et blik, – o,
I venner –! Ja, nu kan I ikke se det; han
slår øjet ærbart ned under gangen. Ja, ærbar
er han, det må I tro. Kvinder ser han ikke til.
Jeg tør sværge på, at siden hans hustrus død
har han ikke ret mange gange –; jeg skal sige
eder, han skriver hele natten. Derfor er også
hans fingre ofte så sorte som en farvers; ja, lige-
som mine. Jeg er også farver. I må tro, jeg
kender kejseren bedre end de fleste. Jeg er
barnefødt her i staden; men jeg har levet femten
år i Konstantinopel indtil nu for ganske nylig –
som den forrige kejser; men så er hans arme
s. 90
længere end hins. Og så har han et blik, – o,
I venner –! Ja, nu kan I ikke se det; han
slår øjet ærbart ned under gangen. Ja, ærbar
er han, det må I tro. Kvinder ser han ikke til.
Jeg tør sværge på, at siden hans hustrus død
har han ikke ret mange gange –; jeg skal sige
eder, han skriver hele natten. Derfor er også
hans fingre ofte så sorte som en farvers; ja, lige-
som mine. Jeg er også farver. I må tro, jeg
kender kejseren bedre end de fleste. Jeg er
barnefødt her i staden; men jeg har levet femten
år i Konstantinopel indtil nu for ganske nylig –
En borger.
Skulde der være noget i det rygte, at kejseren
tænker at bo her stadigt?
tænker at bo her stadigt?
Farveren Fokion.
Jeg kender kejserens hårskærer, og han siger
det. Gid nu bare ikke disse skammelige optøjer
måtte ægge ham altfor meget.
det. Gid nu bare ikke disse skammelige optøjer
måtte ægge ham altfor meget.
En borger.
Ak, ak, det skulde være harmeligt!
En anden borger.
Blev kejseren her, så faldt der lidt af til
os alle.
os alle.
Farveren Fokion.
Det havde også jeg stolet på; derfor flytted
jeg over. Men nu får vi gøre vort bedste, venner;
når kejseren kommer forbi, vil vi opløfte glade
tilråb både til ham og til Apollon.
jeg over. Men nu får vi gøre vort bedste, venner;
når kejseren kommer forbi, vil vi opløfte glade
tilråb både til ham og til Apollon.
s. 91
En borger
(til en anden).
(til en anden).
Hvad er det egentlig for en Apollon, som
folk er begyndt at tale så meget om?
folk er begyndt at tale så meget om?
Den anden borger.
Ej, det er jo presten i Korinth, – han, som
vandede, hvad den hellige Paulus havde plantet.
vandede, hvad den hellige Paulus havde plantet.
Den første borger.
Ja så; ja, nu synes jeg, jeg mindes det.
Farveren Fokion.
Ej, ej, ej, det er ikke den Apollon; det er
en ganske anden; det er solkongen, – den store
lyrespillende Apollon.
en ganske anden; det er solkongen, – den store
lyrespillende Apollon.
Den anden borger.
Ah så; den Apollon! Er han bedre?
Farveren Fokion.
Ja, det skulde jeg mene. – Se, se, der
kommer han. O, den højst velsignede herre!
kommer han. O, den højst velsignede herre!
(Kejser Julian, klædt som yppersteprest, kommer omgiven af
offerprester og tempeltjenere. Hofmænd og lærde, hvor-
iblandt læreren Hekebolios, har sluttet sig til toget; ligeså
borgerfolk. Foran kejseren går fløjtespillere og harpe-
slagere. Soldater og stadstjenere med lange stokke gør
ryddigt foran og på siderne.)
offerprester og tempeltjenere. Hofmænd og lærde, hvor-
iblandt læreren Hekebolios, har sluttet sig til toget; ligeså
borgerfolk. Foran kejseren går fløjtespillere og harpe-
slagere. Soldater og stadstjenere med lange stokke gør
ryddigt foran og på siderne.)
Mængden på torvet
(klapper i hænderne).
(klapper i hænderne).
Priset være kejseren! Lovet være Julian,
helten og den lykkebringende!
helten og den lykkebringende!
Farveren Fokion.
Hilset være Julian og solkongen! Leve Apollon!
s. 92
Borgerne
(i forgrunden til højre).
(i forgrunden til højre).
Kejser, kejser, bliv længe iblandt os!
(Kejser Julian giver et tegn med hånden; toget standser.)
Kejser Julian.
Borgere af Antiokia! Ikke véd jeg i hast
at nævne den ting, der skulde kunne fryde mit
hjerte mere, end disse eders opmuntrende tilråb.
Og vel kan mit hjerte tiltrænge denne veder-
kvægelse.
at nævne den ting, der skulde kunne fryde mit
hjerte mere, end disse eders opmuntrende tilråb.
Og vel kan mit hjerte tiltrænge denne veder-
kvægelse.
Det var med åndens nedslagenhed, at jeg
tiltrådte denne vandring, der skulde være en
glædens og en opløftelsens gang. Ja, jeg vil
ikke lægge skjul på det, jeg var imorges ikke
langt fra at bringes ud af den sindets ligevægt,
som det for en visdomselsker er sømmeligst at
bevare under alle tilskikkelser.
tiltrådte denne vandring, der skulde være en
glædens og en opløftelsens gang. Ja, jeg vil
ikke lægge skjul på det, jeg var imorges ikke
langt fra at bringes ud af den sindets ligevægt,
som det for en visdomselsker er sømmeligst at
bevare under alle tilskikkelser.
Men skulde nogen nænne at gå i rette med
mig herfor? Jeg giver enhver at betænke, hvilke
formasteligheder man andetsteds pønser på og
her allerede har sat i værk.
mig herfor? Jeg giver enhver at betænke, hvilke
formasteligheder man andetsteds pønser på og
her allerede har sat i værk.
Kvinden Publia.
Herre, herre!
Farveren Fokion.
O, fromme og retsindige kejser, straf disse
forvovne!
forvovne!
Kvinden Publia.
Herre, giv mig Hilarion igen!
s. 93
Farveren Fokion.
Alle gode borgere anråber om din yndest
for staden.
for staden.
Kejser Julian.
Søg at vinde gudernes yndest, da har I
visselig min. Og er det ikke billigt, at Antiokia
heri går foran? Er det ikke, som om solgudens
øje med særligt velbehag hvilte på denne stad?
Forhør eder hos vidt berejste mænd, og I skal
erfare, i hvilket sørgeligt overmål det andetsteds
er lykkedes vildfarelsen at lægge vore hellige
steder øde. Hvad står tilbage? En levning hist
og her; og intet af det bedste.
visselig min. Og er det ikke billigt, at Antiokia
heri går foran? Er det ikke, som om solgudens
øje med særligt velbehag hvilte på denne stad?
Forhør eder hos vidt berejste mænd, og I skal
erfare, i hvilket sørgeligt overmål det andetsteds
er lykkedes vildfarelsen at lægge vore hellige
steder øde. Hvad står tilbage? En levning hist
og her; og intet af det bedste.
Men hos eder, I borgere af Antiokia! O,
mine øjne fyldtes med glædestårer, da jeg første
gang så denne uforlignelige helligdom, Apollons
eget hus, som man neppe skulde kunne tænke
sig opført af menneskehænder. Står ikke den
herliges billede derinde som før i ukrænket skøn-
hed? Ikke en kant er afhakket eller smuldret
på hans alter; ikke en revne er at se i de ranke
bærende støtter.
mine øjne fyldtes med glædestårer, da jeg første
gang så denne uforlignelige helligdom, Apollons
eget hus, som man neppe skulde kunne tænke
sig opført af menneskehænder. Står ikke den
herliges billede derinde som før i ukrænket skøn-
hed? Ikke en kant er afhakket eller smuldret
på hans alter; ikke en revne er at se i de ranke
bærende støtter.
O, når jeg betænker dette, – når jeg føler
bindet om min pande, – når jeg ser nedad
denne klædning, der er mig dyrebarere end
purpurkåben, da fornemmer jeg gudens nærhed
i en hellig isnen.
bindet om min pande, – når jeg ser nedad
denne klædning, der er mig dyrebarere end
purpurkåben, da fornemmer jeg gudens nærhed
i en hellig isnen.
Se, se, lyset sittrer om os i herlighed!
Føl, føl, luften er svanger med friske
kranses duft!
kranses duft!
s. 94
Skønne jord, lysets og livets hjem, glædens
hjem, og lykkens og skønhedens hjem, – hvad
du var, skal du vorde! – I solkongens favn!
Mithra, Mithra!
hjem, og lykkens og skønhedens hjem, – hvad
du var, skal du vorde! – I solkongens favn!
Mithra, Mithra!
Fremad på vor sejrsgang!
(Toget sætter sig atter, under mængdens bifaldsråb, i bevægelse,
men de forreste standser ved indgangen til det trange stræde,
hvorigennem et andet tog kommer ned imod torvet.)
men de forreste standser ved indgangen til det trange stræde,
hvorigennem et andet tog kommer ned imod torvet.)
Kejser Julian.
Hvad hindrer os?
Læreren Hekebolios.
Nådigste herre, der er noget på færde oppe
i gaden.
i gaden.
Sang
(langt borte).
(langt borte).
Saligt at lide, saligt at dødes;
saligt bag trængslernes dal at opstå.
Farveren Fokion.
Galilæerne, herre! Man har dem!
Kvinden Publia.
Hilarion!
Farveren Fokion.
Man har dem! Jeg hører lænkerne –
Kejser Julian.
Forbi dem –!
Hårskæreren Eunapios
(ilsomt gennem mængden).
(ilsomt gennem mængden).
Det er lykkedes over al måde, herre!
s. 95
Kejser Julian.
Hvem er de, disse skamløse?
Hårskæreren Eunapios.
Nogle af dem er borgere her af staden;
men de fleste skal være flygtende landmænd fra
Kappadokia.
men de fleste skal være flygtende landmænd fra
Kappadokia.
Kejser Julian.
Jeg vil ikke se dem. Fremad, har jeg be-
falet!
falet!
Fangernes sang
(nærmere).
(nærmere).
Saligt, med henfarne blodvidner mødes,
saligt, martyriets krans at få.
Kejser Julian.
De afsindige. Ikke så nær til mig! Vagt,
vagt!
vagt!
(Begge tog er imidlertid stødt sammen i trængselen. Apollon-
toget nødes til at gøre holdt, medens toget med fangerne, mænd
i lænker, omgivne af soldater og ledsagede af en stor menneske-
mængde, skrider forbi.)
toget nødes til at gøre holdt, medens toget med fangerne, mænd
i lænker, omgivne af soldater og ledsagede af en stor menneske-
mængde, skrider forbi.)
Kvinden Publia.
Mit barn! Hilarion!
Hilarion
(blandt fangerne).
(blandt fangerne).
Glæd dig, min moder!
Kejser Julian.
I arme forvildede! Når jeg hører vanvidet
således tale ud af eder, da tviler jeg næsten på,
at jeg har ret til at straffe eder.
således tale ud af eder, da tviler jeg næsten på,
at jeg har ret til at straffe eder.
s. 96
En anden stemme
(blandt fangerne).
(blandt fangerne).
Til side; tag ikke tornekronen fra os.
Kejser Julian.
Nat og rædsel, – hvilken røst er det!
Vagtføreren.
Herre, det var denne, som talte.
(han støder frem en af fangerne, en ung mand, der holder en
halvvoksen yngling ved hånden.)
Kejser Julian
(med et skrig).
(med et skrig).
Agathon!
Fangen
(ser på ham og tier).
(ser på ham og tier).
Kejser Julian.
Agathon, Agathon! Svar mig; er du ikke
Agathon?
Agathon?
Fangen.
Jo.
Kejser Julian.
Du imellem disse! Tal til mig!
Agathon.
Jeg kender dig ikke.
Kejser Julian.
Du kender mig ikke? Du véd ikke, hvem
jeg er?
jeg er?
Agathon.
Jeg véd, at du er jordens herre; derfor
kendes jeg ikke ved dig.
kendes jeg ikke ved dig.
s. 97
Kejser Julian.
Og barnet –? Er det din unge broder?
(til vagtføreren.)
Denne mand må være uskyldig.
Hårskæreren Eunapios.
Herre, denne mand er just lederen af det
hele. Han har selv tilståt det; ja, han har endog
rost sig af sin gerning.
hele. Han har selv tilståt det; ja, han har endog
rost sig af sin gerning.
Kejser Julian.
Så sælsomt kan da hunger og sygdom og
ulykke forvilde et menneskes sind.
(til fangerne.)
ulykke forvilde et menneskes sind.
Sig blot med et ord, at I angrer, og der
skal intet ondt tilføjes eder.
skal intet ondt tilføjes eder.
Kvinden Publia
(skriger).
(skriger).
Sig det ikke, Hilarion!
Agathon.
Vær stærk, kære broder!
Kvinden Publia.
Gå, gå til det, som venter dig, min eneste!
Kejser Julian.
Hør og betænk jer, I andre –
Agathon
(til fangerne).
(til fangerne).
Vælg mellem Kristus og kejseren!
Fangerne.
Lovet være Herren i det høje!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
7
s. 98
Kejser Julian.
Forfærdelig er Galilæerens vildledende magt.
Dette må knækkes. Forbi dem, de vederstygge-
lige! De skygger for glæden; de mørkner dagen
med sin rugende dødslængsel. – Fløjtespillere,
– mænd, kvinder, – stem i! Sang, – sang til
pris for liv og lys og lykke!
Dette må knækkes. Forbi dem, de vederstygge-
lige! De skygger for glæden; de mørkner dagen
med sin rugende dødslængsel. – Fløjtespillere,
– mænd, kvinder, – stem i! Sang, – sang til
pris for liv og lys og lykke!
Apollon-toget
(synger).
(synger).
Dejligt at køles af rosernes krans;
dejligt at vugges i soldagens glans!
Fangetoget.
Saligt at sænkes i blodfyldte grave;
saligt at afdø mod himmelens have!
Apollon-toget.
Dejligt at ånde i virakens flod.
Fangetoget.
Saligt at kvæles i osende blod.
Apollon-toget.
Nydelsens fyldte flømmende skåler
rigt du, Apollon, din dyrker tilmåler.
Fangetoget.
Fræsende brandsår og flåede ben
heles af En!
Apollon-toget.
Dejligt at juble i solhåbs-gløden!
s. 99
Fangetoget.
Saligt at våndes i bloddåbsdøden!
(Begge tog har under sangen passeret hinanden. Mængden på
torvet ser til i dump stilhed.)
torvet ser til i dump stilhed.)
(Den hellige lund omkring Apollons tempel. Forhallen, båren
af søjler, og hvortil en bred trappe fører op, ses mellem træerne
i baggrunden til venstre.)
af søjler, og hvortil en bred trappe fører op, ses mellem træerne
i baggrunden til venstre.)
(En mængde mennesker løber forskrækkede og under høje klage-
råb omkring i lunden. Langt borte høres musiken fra festtoget.)
råb omkring i lunden. Langt borte høres musiken fra festtoget.)
Kvinder.
Forbarmelse! Nu skalv jorden igen!
En flygtende mand.
Hvilken rædsel! Tordenslag under fødderne –
En anden mand.
Var det virkelig så? Var det jorden, som
skalv?
skalv?
En kvinde.
Følte du det ikke? Træet der svajed, så
det suste i løvkronen.
det suste i løvkronen.
Mange stemmer.
Hør, hør, hør!
Nogle.
Det er vogne inde på brostenene.
Andre.
Det er trommer. Hør musiken –; kejseren
kommer!
kommer!
7*
s. 100
(Apollon-toget ses kommende fra højre side gennem lunden
og opstiller sig under spil af fløjter og harper i en halvkreds
foran templet.)
og opstiller sig under spil af fløjter og harper i en halvkreds
foran templet.)
Kejser Julian
(vendt imod templet, med oprakte hænder).
(vendt imod templet, med oprakte hænder).
Jeg modtager varslet! –
Så nær har jeg aldrig følt mig i forbund
med de udødelige guder.
med de udødelige guder.
Buesvingeren er iblandt os. Jorden drønner
under hans hæl, således, som den drønnede fordum,
da han i vrede tramped den trojanske strandbred.
under hans hæl, således, som den drønnede fordum,
da han i vrede tramped den trojanske strandbred.
Men det er ikke imod os, at han retter det
rynkede bryn. Det er imod hine ulykkelige, som
hader ham og hans solskinnende rige.
rynkede bryn. Det er imod hine ulykkelige, som
hader ham og hans solskinnende rige.
Ja, – så visst, som lykkens eller ulykkens
fylde giver den rette målestok for gudernes yndest
imod de dødelige, – så visst åbenbarer sig her
forskellen imellem os og hine.
fylde giver den rette målestok for gudernes yndest
imod de dødelige, – så visst åbenbarer sig her
forskellen imellem os og hine.
Hvor er Galilæerne nu? Nogle under bød-
delens hænder, andre flygtende i de trange stræder,
askegrå af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig
mellem de halvåbne tænder –, og med håret
rejsende sig i skræk eller afrevet i fortvilelse.
delens hænder, andre flygtende i de trange stræder,
askegrå af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig
mellem de halvåbne tænder –, og med håret
rejsende sig i skræk eller afrevet i fortvilelse.
Og hvor er vi? Her, i Dafnes friske lund,
hvor dryaders duftende ånde køler vore tindinger,
– her, foran den herliges herlige tempel, om-
bølget af lyrers og af fløjters klang, – her, i
lys, i lykke, i tryghed, og med guden selv åben-
baret iblandt os.
hvor dryaders duftende ånde køler vore tindinger,
– her, foran den herliges herlige tempel, om-
bølget af lyrers og af fløjters klang, – her, i
lys, i lykke, i tryghed, og med guden selv åben-
baret iblandt os.
Hvor er Galilæernes gud? Hvor er Jøden,
hin korsfæstede tømmermandssøn? Lad ham
åbenbare sig. Han vogter sig nok!
hin korsfæstede tømmermandssøn? Lad ham
åbenbare sig. Han vogter sig nok!
s. 101
Og derfor sømmer det sig vel at fylde hel-
ligdommen. Der vil jeg med egne hænder for-
rette den tjeneste, som så langt fra tykkes mig
ringe og upassende, at jeg tvert om sætter den
over enhver anden.
ligdommen. Der vil jeg med egne hænder for-
rette den tjeneste, som så langt fra tykkes mig
ringe og upassende, at jeg tvert om sætter den
over enhver anden.
(Han går i spidsen for toget gennem folkemængden hen imod
templet.)
templet.)
En stemme
(råber i trængselen).
(råber i trængselen).
Stands, ugudelige!
Kejser Julian.
En Galilæer iblandt os?
Den samme stemme.
Ikke videre, gudsfornægter!
Kejser Julian.
Hvo er den mand, som taler?
Andre stemmer i hoben.
En Galilæer-prest. En blind olding. Her
står han.
står han.
Atter andre.
Væk, væk med den skamløse!
(En gammel blind mand, i prestelig klædning, og støttet af to,
ligeledes presteligt klædte, yngre mænd, stødes frem så han
kommer til at stå nedenfor tempeltrappen og foran kejseren.)
ligeledes presteligt klædte, yngre mænd, stødes frem så han
kommer til at stå nedenfor tempeltrappen og foran kejseren.)
Kejser Julian.
Ah, hvad må jeg se! Sig mig, gamle mand,
er ikke du biskop Maris af Kalkedon?
er ikke du biskop Maris af Kalkedon?
Den gamle mand.
Jo, jeg er denne vor kirkes uværdigste tjener.
s. 102
Kejser Julian.
Den uværdigste kalder du dig; og jeg tror
ikke, at du har så ganske uret. Hvis jeg ikke
fejler, har du været en af dem, som ivrigst har
sat splid imellem Galilæerne indbyrdes.
ikke, at du har så ganske uret. Hvis jeg ikke
fejler, har du været en af dem, som ivrigst har
sat splid imellem Galilæerne indbyrdes.
Biskop Maris.
Jeg har gjort det, som tynger mig dybere
ned i anger. Da du tog herredømmet, og dit
sindelag rygtedes, da omspændtes mit hjerte af
en usigelig angst. Alderdomssvækket, og blind,
som jeg var, gav jeg ikke den tanke rum, at
sætte mig op imod jordens mægtige herre. Ja,
– Gud være mig nådig – jeg forlod den hjord,
jeg var sat til at skærme, drog mig forsagt ud
af alt det, som truende samlede sig om Herrens
menighed, og søgte ly her i Syrien på min
landgård –
ned i anger. Da du tog herredømmet, og dit
sindelag rygtedes, da omspændtes mit hjerte af
en usigelig angst. Alderdomssvækket, og blind,
som jeg var, gav jeg ikke den tanke rum, at
sætte mig op imod jordens mægtige herre. Ja,
– Gud være mig nådig – jeg forlod den hjord,
jeg var sat til at skærme, drog mig forsagt ud
af alt det, som truende samlede sig om Herrens
menighed, og søgte ly her i Syrien på min
landgård –
Kejser Julian.
Se, se; yderst sælsomt! Og du, denne for-
sagte mand, som før har skattet kejserens yndest
så højt, du træder nu frem for mig, som du nys
har gjort, og kaster mig et forhånelsens tilråb
lige i ansigtet!
sagte mand, som før har skattet kejserens yndest
så højt, du træder nu frem for mig, som du nys
har gjort, og kaster mig et forhånelsens tilråb
lige i ansigtet!
Biskop Maris.
Nu frygter jeg dig ikke længer; thi nu har
Kristus helt og holdent mit hjerte. I kirkens
trængsels-tid gik dens lys og herlighed op for
mig. Alt det blod, du udgyder, – al den vold
og uret, som du øver, skriger imod himlen, slår
med vælde tilbage, runger for mit døve øre og
viser mig i min blindheds nat, hvad vej jeg
har at gå.
Kristus helt og holdent mit hjerte. I kirkens
trængsels-tid gik dens lys og herlighed op for
mig. Alt det blod, du udgyder, – al den vold
og uret, som du øver, skriger imod himlen, slår
s. 103
med vælde tilbage, runger for mit døve øre og
viser mig i min blindheds nat, hvad vej jeg
har at gå.
Kejser Julian.
Drag hjem, gamle mand!
Biskop Maris.
Ikke før du har lovet at afstå fra denne din
djævelske fremfærd. Hvad tænker du på? Vil
støvet rejse sig imod ånden? Vil jordens herre
styrte himlens herre? Ser du da ikke, at vredens
dag er over os for dine synders skyld? Kilderne
udtørres, ligesom øjne, der har grædt sig læns.
Skyerne, der skulde lade frugtbarhedens manna
falde over os, drager vore hoveder forbi og ud-
gyder sig ikke. Den jord, som har været for-
bandet siden dagenes morgen, den skælver og
bæver under kejserens blodskyld!
djævelske fremfærd. Hvad tænker du på? Vil
støvet rejse sig imod ånden? Vil jordens herre
styrte himlens herre? Ser du da ikke, at vredens
dag er over os for dine synders skyld? Kilderne
udtørres, ligesom øjne, der har grædt sig læns.
Skyerne, der skulde lade frugtbarhedens manna
falde over os, drager vore hoveder forbi og ud-
gyder sig ikke. Den jord, som har været for-
bandet siden dagenes morgen, den skælver og
bæver under kejserens blodskyld!
Kejser Julian.
Hvad gunst venter du af din gud for denne
overvættes nidkærhed, tåbelige olding? Håber du
på, at din galilæiske mester, lig fordum, skal
gøre et underværk og skænke dig dit syn igen?
overvættes nidkærhed, tåbelige olding? Håber du
på, at din galilæiske mester, lig fordum, skal
gøre et underværk og skænke dig dit syn igen?
Biskop Maris.
Jeg har det syn, jeg ønsker; og jeg takker
Herren, at han slukte mit legemlige øje, så jeg
forskånes for at se den mand, der går i en gru-
fuldere nat end jeg.
Herren, at han slukte mit legemlige øje, så jeg
forskånes for at se den mand, der går i en gru-
fuldere nat end jeg.
Kejser Julian.
Plads for mig!
s. 104
Biskop Maris.
Hvorhen?
Kejser Julian.
I solkongens hus.
Biskop Maris.
Du går ikke. Jeg forbyder dig det i den
enestes navn!
enestes navn!
Kejser Julian.
Vanvittige gubbe! – Væk med ham!
Biskop Maris.
Ja, læg hånd på mig! Men hvo der vover
det, hans hånd skal visne. Vredens Gud skal
åbenbare sig i sin vælde –
det, hans hånd skal visne. Vredens Gud skal
åbenbare sig i sin vælde –
Kejser Julian.
Din gud er ingen vældig gud. Jeg skal
vise dig, at kejseren er stærkere end han –
vise dig, at kejseren er stærkere end han –
Biskop Maris.
Fortabt! – Så lyser jeg da forbandelsen
over dig, du kirkens frafaldne søn!
over dig, du kirkens frafaldne søn!
Læreren Hekebolios
(bleg).
(bleg).
Herre og kejser, lad ikke dette ske!
Biskop Maris
(med høj røst).
(med høj røst).
Forbandet være du, Julianos Apostata! For-
bandet være du, kejser Julian! Gud Herren har
udspyttet dig af sin mund! Forbandet være dine
øjne og dine hænder! Forbandet være dit hoved
og al din gerning!
bandet være du, kejser Julian! Gud Herren har
udspyttet dig af sin mund! Forbandet være dine
øjne og dine hænder! Forbandet være dit hoved
og al din gerning!
Ve, ve, ve over apostaten! Ve, ve, ve – –
s. 105
(Et hult rullende drøn fornemmes. Templets tag og søjler
vakler og synes at styrte sammen under et tordnende brag,
medens hele bygningen indhylles i en støvsky. Mængden ud-
støder et forfærdelsens skrig; mange flygter, andre falder til
jorden. En stund er der åndeløs stilhed. Lidt efter lidt synker
støvskyen, og man ser Apollons tempel i ruiner.)
vakler og synes at styrte sammen under et tordnende brag,
medens hele bygningen indhylles i en støvsky. Mængden ud-
støder et forfærdelsens skrig; mange flygter, andre falder til
jorden. En stund er der åndeløs stilhed. Lidt efter lidt synker
støvskyen, og man ser Apollons tempel i ruiner.)
Biskop Maris
(hvis begge ledsagere er flygtede, står alene og siger dæmpet):
(hvis begge ledsagere er flygtede, står alene og siger dæmpet):
Gud talte.
Kejser Julian
(bleg og med dæmpet røst).
(bleg og med dæmpet røst).
Apollon talte. Hans tempel var besmittet;
derfor knuste han det.
derfor knuste han det.
Biskop Maris.
Og jeg siger dig, det var den Herre, som
lagde Jerusalems tempel i grus.
lagde Jerusalems tempel i grus.
Kejser Julian.
Hvis så er, da skal Galilæerens kirker stænges,
og hans prester skal under svøbeslag piskes til
at rejse dette tempel igen.
og hans prester skal under svøbeslag piskes til
at rejse dette tempel igen.
Biskop Maris.
Prøv, afmægtige! Hvo mægted at rejse Jeru-
salems tempel, da Golgatas fyrste havde lyst for-
styrrelsen over det?
salems tempel, da Golgatas fyrste havde lyst for-
styrrelsen over det?
Kejser Julian.
Jeg skal mægte det! Kejseren skal mægte
det! Eders gud skal gøres til løgner. Sten på
sten skal jeg opbygge hint Jerusalems tempel, i
pragt og herlighed, som det var i Salomos dage.
det! Eders gud skal gøres til løgner. Sten på
sten skal jeg opbygge hint Jerusalems tempel, i
pragt og herlighed, som det var i Salomos dage.
s. 106
Biskop Maris.
Ikke sten skal det lykkes dig at føje til
sten; thi det er forbandet af Herren.
sten; thi det er forbandet af Herren.
Kejser Julian.
Vent, vent; du skal få se – ifald du kunde
se – du, som står der forladt og hjælpeløs,
famlende ud i natten uden at vide, hvorhen du
skal flytte din fod.
se – du, som står der forladt og hjælpeløs,
famlende ud i natten uden at vide, hvorhen du
skal flytte din fod.
Biskop Maris.
For mig lyser det lyn, som engang skal slå
dig og dine.
dig og dine.
(Han famler sig ud. Kejser Julian står tilbage, omringet af en
liden bleg og skrækslagen skare.)
liden bleg og skrækslagen skare.)
TREDJE HANDLING.
(I Antiokia. En åben søjlegang med billedstøtter og et vand-
spring foran. På venstre side, inde i søjlegangen, fører en trappe
op til det kejserlige palats.)
spring foran. På venstre side, inde i søjlegangen, fører en trappe
op til det kejserlige palats.)
(En skare hofmænd, lærere, digtere og talere, blandt dem
livlægen Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels
inde i søjlegangen, dels foran omkring vandspringet; de fleste
af dem er klædte i forrevne kapper med filtret hår og skæg.)
livlægen Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels
inde i søjlegangen, dels foran omkring vandspringet; de fleste
af dem er klædte i forrevne kapper med filtret hår og skæg.)
Digteren Herakleos.
Dette levnet holder jeg ikke længe ud. Stå
op med solen, gå i koldt bad, løbe og fægte sig
træt bagefter –
op med solen, gå i koldt bad, løbe og fægte sig
træt bagefter –
Livlægen Oribases.
Det er dog alt tilhobe ret sundt.
Digteren Herakleos.
Er det også sundt at æde havtang og rå fisk?
En hofmand.
Er det sundt at skulle sluge kødet i store
stykker, ganske blodigt, som det kommer fra
slagteren?
stykker, ganske blodigt, som det kommer fra
slagteren?
s. 108
Digteren Herakleos.
Kød har jeg ikke set meget af i den sidste
uge. Det meste går til ofringerne. Jeg tror, at
inden føje tid vil man kunne sige om de højst
ærværdige guder, at de er de eneste kødædere
i Antiokia.
uge. Det meste går til ofringerne. Jeg tror, at
inden føje tid vil man kunne sige om de højst
ærværdige guder, at de er de eneste kødædere
i Antiokia.
Livlægen Oribases.
Du er endnu den gamle spottefugl, o
Herakleos!
Herakleos!
Digteren Herakleos.
Ej, hvad tænker du, ven? Det være langt
fra mig at spotte kejserens vise forordninger.
Velsignet være kejser Julian! Træder han ikke
i de udødeliges fodspor? Thi, sig mig, synes
der ikke at være indført en viss sparsomhed
også i det guddommelige hushold?
fra mig at spotte kejserens vise forordninger.
Velsignet være kejser Julian! Træder han ikke
i de udødeliges fodspor? Thi, sig mig, synes
der ikke at være indført en viss sparsomhed
også i det guddommelige hushold?
En hofmand.
Ha-ha-ha; du har ikke så ganske uret.
Digteren Herakleos.
Se blot til Kybele, denne fordum så over-
flødige gudinde, hvis billede kejseren nylig har
genfundet i en askegrube –
flødige gudinde, hvis billede kejseren nylig har
genfundet i en askegrube –
En anden hofmand.
Det var i en møgdynge –
Digteren Herakleos.
Vel troligt; Kybele har jo med det frugt-
bargørende at skaffe. Men se blot til denne
gudinde, siger jeg; – til trods for de hundrede
bryster, flyder hun hverken af mælk eller
honning.
bargørende at skaffe. Men se blot til denne
gudinde, siger jeg; – til trods for de hundrede
s. 109
bryster, flyder hun hverken af mælk eller
honning.
(En kreds af leende tilhørere har samlet sig om ham. Mens
han taler er kejser Julian kommen frem oppe på trappen i
søjlegangen uden at bemærkes af dem, der står nedenfor. Han
bærer en pjaltet kappe, sammenbunden med et reb; hår og skæg
er uredt, fingrene tilsmudsede af blæk; i begge hænder, under
armene og indstukne i bæltet holder han bunker af pergament-
ruller og papirer. Han standser og lytter til Herakleos med
alle tegn på forbittrelse.)
han taler er kejser Julian kommen frem oppe på trappen i
søjlegangen uden at bemærkes af dem, der står nedenfor. Han
bærer en pjaltet kappe, sammenbunden med et reb; hår og skæg
er uredt, fingrene tilsmudsede af blæk; i begge hænder, under
armene og indstukne i bæltet holder han bunker af pergament-
ruller og papirer. Han standser og lytter til Herakleos med
alle tegn på forbittrelse.)
Digteren Herakleos
(vedblivende).
(vedblivende).
Ja, det lader virkelig til, at denne verdens
amme er bleven gold. Man skulde næsten tro, hun
var kommen ud over den alder, da kvinderne –
amme er bleven gold. Man skulde næsten tro, hun
var kommen ud over den alder, da kvinderne –
En hofmand
(som har fåt øje på kejseren).
(som har fåt øje på kejseren).
Fy, fy, Herakleos, – skam dig dog!
Kejser Julian
(giver hofmanden et vink, at han skal tie).
(giver hofmanden et vink, at han skal tie).
Digteren Herakleos
(fortsætter).
(fortsætter).
Så lad hende fare. Men går det ikke ligeså
med Ceres? Lægger hun ikke for dagen en
højst sørgelig – jeg kunde næsten kalde det
kejserlig – gærrighed? Ja, tro mig, havde vi
lidt mere samkvem med det høje Olymp nuom-
stunder, vilde vi få mange lignende ting at høre.
Jeg tør sværge på, at nektar og ambrosia til-
måles så knapt, som vel muligt. O Zeus, hvor
må du ikke være bleven slunken! O, du skalk-
agtige Dionysos, hvor meget er der vel nu til-
overs af dine lænders fylde? O, du lystne,
let-rødmende Venus, – o, du alle ægtemænd
nærgående Mars –!
med Ceres? Lægger hun ikke for dagen en
højst sørgelig – jeg kunde næsten kalde det
kejserlig – gærrighed? Ja, tro mig, havde vi
lidt mere samkvem med det høje Olymp nuom-
stunder, vilde vi få mange lignende ting at høre.
Jeg tør sværge på, at nektar og ambrosia til-
måles så knapt, som vel muligt. O Zeus, hvor
må du ikke være bleven slunken! O, du skalk-
agtige Dionysos, hvor meget er der vel nu til-
overs af dine lænders fylde? O, du lystne,
s. 110
let-rødmende Venus, – o, du alle ægtemænd
nærgående Mars –!
Kejser Julian
(i fuld vrede).
(i fuld vrede).
O, du højst uforskammede Herakleos! O,
du lumpne, galdespyende giftmund –
du lumpne, galdespyende giftmund –
Digteren Herakleos.
Ah, min nådige kejser!
Kejser Julian.
O, du frække forhåner af alle ophøjede ting!
Så det skulde altså times mig, – det, at måtte
høre din kvækkende tunge i den samme stund
jeg træder fra min bogsal ud i den friske
morgenluft!
(han kommer nærmere.)
Så det skulde altså times mig, – det, at måtte
høre din kvækkende tunge i den samme stund
jeg træder fra min bogsal ud i den friske
morgenluft!
Véd du, hvad jeg her holder under min
venstre arm? Nej, det véd du ikke. Det er et
stridsskrift imod dig, du bespottelige og gække-
lige Herakleos!
venstre arm? Nej, det véd du ikke. Det er et
stridsskrift imod dig, du bespottelige og gække-
lige Herakleos!
Digteren Herakleos.
Hvad, min kejser, – imod mig?
Kejser Julian.
Ja, et stridsskrift imod dig. Et stridsskrift,
som jeg i denne nat har forfattet i vrede. Eller
måtte jeg kanske ikke optændes til vrede over
din højst usømmelige opførsel igår? Hvad var
det, du tillod dig i læresalen i mit og mange
andre alvorlige mænds påhør? Måtte vi ikke
flere timer i rad døje hine skammelige fabler om
guderne, som du gav til bedste? Hvor turde du
komme frem med slige opdigtelser? Var det
ikke løgn alt tilhobe fra først til sidst?
som jeg i denne nat har forfattet i vrede. Eller
måtte jeg kanske ikke optændes til vrede over
din højst usømmelige opførsel igår? Hvad var
det, du tillod dig i læresalen i mit og mange
andre alvorlige mænds påhør? Måtte vi ikke
flere timer i rad døje hine skammelige fabler om
s. 111
guderne, som du gav til bedste? Hvor turde du
komme frem med slige opdigtelser? Var det
ikke løgn alt tilhobe fra først til sidst?
Digteren Herakleos.
Ak, min kejser, hvis du kalder det at lyve,
så har både Ovid og Lukian løjet.
så har både Ovid og Lukian løjet.
Kejser Julian.
Hvad andet? O, jeg kan ikke udsige, hvilken
harme der betog mig, da jeg fornam, hvor din
ublu tale bar hen. «Menneske, lad intet over-
raske dig», således fristedes jeg til med komedie-
skriveren at udbryde, da jeg hørte dig, lig en
ragget bondekøter, fremgø – ikke taknemmelig-
hedsråb, men nogle urimelige ammestue-fortæl-
linger, der til og med var tåbeligt affattede. Thi
dine vers var slette, Herakleos; – jeg har vist det
her i skriftet.
harme der betog mig, da jeg fornam, hvor din
ublu tale bar hen. «Menneske, lad intet over-
raske dig», således fristedes jeg til med komedie-
skriveren at udbryde, da jeg hørte dig, lig en
ragget bondekøter, fremgø – ikke taknemmelig-
hedsråb, men nogle urimelige ammestue-fortæl-
linger, der til og med var tåbeligt affattede. Thi
dine vers var slette, Herakleos; – jeg har vist det
her i skriftet.
Ja, hvilken lyst følte jeg ikke til at rejse
mig fra mit sæde og gå bort, da jeg så dig
fremføre både Dionysos og hin store udødelige,
efter hvem du er opkaldt, ligesom på et theater.
Men når jeg betvang mig og blev siddende, så
kan jeg forsikkre dig, at det skede mindre af
hensyn til digteren end til skuespillerne – om
jeg tør kalde dem så. Dog skede det mest af
hensyn til mig selv. Thi måtte jeg ikke nære
frygt for, at det skulde se ud, som om jeg flyg-
tede lig en opskræmt due? Se, derfor lod jeg
mig ikke mærke med noget, men foreholdt mig
i stilhed hint vers af Homer:
mig fra mit sæde og gå bort, da jeg så dig
fremføre både Dionysos og hin store udødelige,
efter hvem du er opkaldt, ligesom på et theater.
Men når jeg betvang mig og blev siddende, så
kan jeg forsikkre dig, at det skede mindre af
hensyn til digteren end til skuespillerne – om
jeg tør kalde dem så. Dog skede det mest af
hensyn til mig selv. Thi måtte jeg ikke nære
frygt for, at det skulde se ud, som om jeg flyg-
tede lig en opskræmt due? Se, derfor lod jeg
mig ikke mærke med noget, men foreholdt mig
i stilhed hint vers af Homer:
s. 112
«Bær det, mit hjerte, en stakket tid; tungere
ting har du udholdt.
ting har du udholdt.
Tål, som før, at en galen hund håner de evige
guder».
guder».
Ja, vi får vel døje dette og mere. Tiden er
ikke bedre end som så. Vis mig den lykkelige,
hvem det blev forundt at bevare sine øjne og
ører ubesmittede i denne jernalder!
ikke bedre end som så. Vis mig den lykkelige,
hvem det blev forundt at bevare sine øjne og
ører ubesmittede i denne jernalder!
Livlægen Oribases.
Jeg beder dig, min høje herre, at du ikke
forivrer dig? Lad det være dig en trøst, at vi
alle hørte med uvilje på denne mands tåbeligheder.
forivrer dig? Lad det være dig en trøst, at vi
alle hørte med uvilje på denne mands tåbeligheder.
Kejser Julian.
Det er ingenlunde sandt! Jeg mærkede på
de flestes ansigter noget ganske andet end uvilje,
hver gang denne skamløse gøgler fremplaprede
sine utérligheder og derhos så sig om i kredsen
med et fedt smil, ret som om han havde gjort
noget, der var at rose sig af.
de flestes ansigter noget ganske andet end uvilje,
hver gang denne skamløse gøgler fremplaprede
sine utérligheder og derhos så sig om i kredsen
med et fedt smil, ret som om han havde gjort
noget, der var at rose sig af.
Digteren Herakleos.
Ak, min kejser, jeg er højst ulykkelig –
Kejser Julian.
Ja, det må du vel være; thi det er i sandhed
ikke småting, dette. Eller har kanske ikke for-
tællingerne om guderne en stor hensigt og et
vigtigt mål? Er ikke disse fortællinger blevne til
i det øjemed at føre menneskeånden ad en både
behagelig og let vej opad til de løndomsfulde
boliger, hvor den højeste gud hersker, – og
derved gøre sjælene dygtige til at forenes med
ham? Hvad ellers? Er det ikke af denne grund,
at de gamle digtere opfandt deslige fortællinger,
og er det ikke derfor, at både Platon og andre
gentog dem, eller vel endog forøged deres tal?
Jeg siger eder, at udenfor dette øjemærke er
hine fortællinger kun til nytte for børn og bar-
barer, – ja, knapt nok det. Men var det da
børn og barbarer, du havde for dig igår? Hvor-
fra henter du den dristighed at tale til mig, som
om jeg var et barn? Mener du, at du er bleven
en vismand og har fåt ret til vismandens fri-
sprog, fordi du har iført dig en forreven kappe
og taget tiggerstaven i hånd?
ikke småting, dette. Eller har kanske ikke for-
tællingerne om guderne en stor hensigt og et
vigtigt mål? Er ikke disse fortællinger blevne til
i det øjemed at føre menneskeånden ad en både
behagelig og let vej opad til de løndomsfulde
s. 113
boliger, hvor den højeste gud hersker, – og
derved gøre sjælene dygtige til at forenes med
ham? Hvad ellers? Er det ikke af denne grund,
at de gamle digtere opfandt deslige fortællinger,
og er det ikke derfor, at både Platon og andre
gentog dem, eller vel endog forøged deres tal?
Jeg siger eder, at udenfor dette øjemærke er
hine fortællinger kun til nytte for børn og bar-
barer, – ja, knapt nok det. Men var det da
børn og barbarer, du havde for dig igår? Hvor-
fra henter du den dristighed at tale til mig, som
om jeg var et barn? Mener du, at du er bleven
en vismand og har fåt ret til vismandens fri-
sprog, fordi du har iført dig en forreven kappe
og taget tiggerstaven i hånd?
En hofmand.
O, hvor sandt sagt, min kejser! Nej, nej,
der hører visselig mere til.
der hører visselig mere til.
Kejser Julian.
Så? Gør der virkelig? Og hvad da? Kanske
det, at lade håret gro og aldrig at rense sine
negler? O, du hykleriske Kleon! Men jeg kender
eder alle tilhobe. Her i skriftet har jeg givet
eder et navn, som –; nu skal I få høre –
det, at lade håret gro og aldrig at rense sine
negler? O, du hykleriske Kleon! Men jeg kender
eder alle tilhobe. Her i skriftet har jeg givet
eder et navn, som –; nu skal I få høre –
(Han blader i papirbunkerne. I det samme kommer taleren
Libanios, rigt klædt og med en hovmodig mine, ind fra højre.)
Libanios, rigt klædt og med en hovmodig mine, ind fra højre.)
Livlægen Oribases
(dæmpet).
(dæmpet).
Ah, hvilket held at du kom, højt hædrede
Libanios!
Libanios!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
8
s. 114
Kejser Julian
(fremdeles bladende).
(fremdeles bladende).
Hvor står det dog –?
Taleren Libanios
(til Oribases).
(til Oribases).
Hvad held mener du, ven?
Livlægen Oribases.
Kejseren er i stor vrede; dit komme vil for-
milde ham.
milde ham.
Kejser Julian.
Ah, se her har jeg det –
(fortrædelig.)
Hvad vil det menneske?
Livlægen Oribases.
Herre, det er –
Kejser Julian.
Godt, godt, godt! Nu skal I få høre, om
jeg kender eder eller ikke. Der gives iblandt de
ulykkelige Galilæere et antal rasende, som kalder
sig bodfærdige. Disse kaster vrag på alt jordisk
gods, men kræver dog store gaver af alle de
tåbelige, der hylder dem lig hellige og næsten
tilbedelsesværdige. Se, disse folk ligner I, på det
nær, at jeg intet skænker eder. Thi jeg er ikke
så tåbelig som hine. Ja, ja, hvis jeg ikke var
fast i det stykke, så vilde I snart overløbe hoffet
med eders uforskammethed. Eller gør I det ikke
allerede? Er der ikke mange iblandt eder, som
vilde komme igen, selv om jeg jog dem bort?
O, mine kære venner, hvad skal dette føre til?
Er I visdomselskere? Er I efterfølgere af Dio-
genes, hvis klædning og lader I har taget på?
I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i
læresalene som hos min skatmester. O, hvor er
dog ikke visdommen bleven en jammerlig og
foragtelig ting for eders skyld! O, I hyklere og
højst uvidende talere! O, I – – men hvad
vil dog den fede mand hist henne?
jeg kender eder eller ikke. Der gives iblandt de
ulykkelige Galilæere et antal rasende, som kalder
sig bodfærdige. Disse kaster vrag på alt jordisk
gods, men kræver dog store gaver af alle de
tåbelige, der hylder dem lig hellige og næsten
tilbedelsesværdige. Se, disse folk ligner I, på det
nær, at jeg intet skænker eder. Thi jeg er ikke
så tåbelig som hine. Ja, ja, hvis jeg ikke var
fast i det stykke, så vilde I snart overløbe hoffet
med eders uforskammethed. Eller gør I det ikke
allerede? Er der ikke mange iblandt eder, som
vilde komme igen, selv om jeg jog dem bort?
s. 115
O, mine kære venner, hvad skal dette føre til?
Er I visdomselskere? Er I efterfølgere af Dio-
genes, hvis klædning og lader I har taget på?
I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i
læresalene som hos min skatmester. O, hvor er
dog ikke visdommen bleven en jammerlig og
foragtelig ting for eders skyld! O, I hyklere og
højst uvidende talere! O, I – – men hvad
vil dog den fede mand hist henne?
Livlægen Oribases.
Herre, det er stadsforstanderen –
Kejser Julian.
Stadsforstanderen får vente. De sager, her
handles om, går foran alle ringere ting. Eller
hvad? Denne mand har en så utålmodig mine.
Er det da så vigtigt –?
handles om, går foran alle ringere ting. Eller
hvad? Denne mand har en så utålmodig mine.
Er det da så vigtigt –?
Taleren Libanios.
Ingenlunde, herre; jeg kan komme igen en
anden dag.
(han vil gå.)
anden dag.
Livlægen Oribases.
Herre, kender du ikke denne udmærkede
mand igen? Det er veltalenhedslæreren Libanios.
mand igen? Det er veltalenhedslæreren Libanios.
Kejser Julian.
Hvad? Libanios? Umuligt. Libanios – den
uforlignelige Libanios – skulde være her? Hvor
er det tænkeligt?
uforlignelige Libanios – skulde være her? Hvor
er det tænkeligt?
8*
s. 116
Taleren Libanios.
Jeg trode kejseren vidste, at borgerne i An-
tiokia havde valgt mig til formand for stads-
forstanderne.
tiokia havde valgt mig til formand for stads-
forstanderne.
Kejser Julian.
Sikkerlig vidste jeg det. Men da jeg holdt
mit indtog i staden og forstanderne kom mig
imøde for at hilse mig med en tale, da så jeg
mig forgæves om efter Libanios. Libanios var
ikke iblandt dem.
mit indtog i staden og forstanderne kom mig
imøde for at hilse mig med en tale, da så jeg
mig forgæves om efter Libanios. Libanios var
ikke iblandt dem.
Taleren Libanios.
Kejseren havde ikke ytret noget ønske om
at høre Libanios tale ved den lejlighed.
at høre Libanios tale ved den lejlighed.
Kejser Julian.
Taleren Libanios burde vide, hvad kejseren
ønsker i så måde.
ønsker i så måde.
Taleren Libanios.
Libanios vidste ikke, hvad tid og adskillelse
kunde have virket. Libanios fandt det derfor
sømmeligst at stille sig blandt mængden. Der
stod han på et visselig ikke ubemærkeligt sted;
men det behagede ikke kejseren at lade sine
øjne falde på ham.
kunde have virket. Libanios fandt det derfor
sømmeligst at stille sig blandt mængden. Der
stod han på et visselig ikke ubemærkeligt sted;
men det behagede ikke kejseren at lade sine
øjne falde på ham.
Kejser Julian.
Jeg trode dog, at du dagen efter modtog
mit brev –?
mit brev –?
Taleren Libanios.
Priskos, din nye ven, bragte mig det.
s. 117
Kejser Julian.
Og ikke des mindre – eller måske derfor –
holdt du dig borte –?
holdt du dig borte –?
Taleren Libanios.
Hovedpine og vigtige sysler –
Kejser Julian.
Ak, Libanios, fordum gjorde du dig ikke så
kostbar.
kostbar.
Taleren Libanios.
Jeg kommer, når man indbyder mig. Skulde
jeg være påtrængende? Skulde jeg gå den af
kejseren højt hædrede Maximos i vejen?
jeg være påtrængende? Skulde jeg gå den af
kejseren højt hædrede Maximos i vejen?
Kejser Julian.
Maximos viser sig aldrig ved hoffet.
Taleren Libanios.
Rimeligt nok. Maximos holder selv hof.
Kejseren har jo indrømmet ham et helt palats.
Kejseren har jo indrømmet ham et helt palats.
Kejser Julian.
O, min Libanios, har jeg ikke indrømmet
dig mit hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos
hans palats?
dig mit hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos
hans palats?
Taleren Libanios.
Jeg misunder ingen. Jeg misunder ikke en-
gang mine medbrødre Themisteos og Mamertinos,
skønt du har vist dem så store prøver på din
yndest. Ej heller misunder jeg Hekebolios, hvis
ejendomme du har forøget med så anselige gaver.
Ja, jeg er endog glad ved, at jeg er den eneste,
hvem du intet har skænket. Thi jeg fatter vel
grunden til denne undtagelse. Du har villet, at
dit kejserriges stæder skal have overflod på alt,
og fornemmelig på veltalenhed, vel vidende, at
dette er den udmærkelse, som skiller os fra bar-
barerne. Nu har du frygtet for, at jeg – ligesom
visse andre – skulde blive lunken i min kunst,
hvis du skænkte mig rigdom. Kejseren har derfor
foretrukket at lade sin ungdomslærer forblive fattig,
på det at han kunde knyttes desto fastere til sin
håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder en
adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg
helst fortier. Det er for statens hæders og vels
skyld, at du ikke har givet mig noget. Du vil,
at jeg skal mangle rigdom, for at jeg kan have
overflod på veltalenhed.
gang mine medbrødre Themisteos og Mamertinos,
skønt du har vist dem så store prøver på din
yndest. Ej heller misunder jeg Hekebolios, hvis
ejendomme du har forøget med så anselige gaver.
Ja, jeg er endog glad ved, at jeg er den eneste,
s. 118
hvem du intet har skænket. Thi jeg fatter vel
grunden til denne undtagelse. Du har villet, at
dit kejserriges stæder skal have overflod på alt,
og fornemmelig på veltalenhed, vel vidende, at
dette er den udmærkelse, som skiller os fra bar-
barerne. Nu har du frygtet for, at jeg – ligesom
visse andre – skulde blive lunken i min kunst,
hvis du skænkte mig rigdom. Kejseren har derfor
foretrukket at lade sin ungdomslærer forblive fattig,
på det at han kunde knyttes desto fastere til sin
håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder en
adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg
helst fortier. Det er for statens hæders og vels
skyld, at du ikke har givet mig noget. Du vil,
at jeg skal mangle rigdom, for at jeg kan have
overflod på veltalenhed.
Kejser Julian.
Og jeg, min Libanios, har også fattet grunden
til, at min ungdomslærer har ladet mig blive her
i Antiokia i flere måneder uden at fremstille sig.
Libanios har rimeligvis ment, at de tjenester, som
hans fordums lærling kan have ydet guderne og
staten eller videnskaben, ikke var store nok til
med rette at fortjene lovprisning af den mand,
der kaldes veltalenhedslærernes konge. Libanios
har sagtens ment, at ringere talere egnede sig
bedst for så middelmådige ting. End videre har
vel Libanios undladt alt dette af omsorg for mit
sinds ligevægt. Ja, du har visselig frygtet for at
se kejseren beruset af overmod, ravende, lig den,
der i tørstighed har drukket med altfor stort
begær af en løvkranset vinskål, dersom du ødslede
på ham noget af den kunst, som alle Grækere
beundrer hos dig, og derved i visse måder hævede
ham til gudernes højde ved at udgyde for ham
et så kostbart offer.
til, at min ungdomslærer har ladet mig blive her
i Antiokia i flere måneder uden at fremstille sig.
Libanios har rimeligvis ment, at de tjenester, som
hans fordums lærling kan have ydet guderne og
staten eller videnskaben, ikke var store nok til
med rette at fortjene lovprisning af den mand,
der kaldes veltalenhedslærernes konge. Libanios
har sagtens ment, at ringere talere egnede sig
bedst for så middelmådige ting. End videre har
vel Libanios undladt alt dette af omsorg for mit
sinds ligevægt. Ja, du har visselig frygtet for at
se kejseren beruset af overmod, ravende, lig den,
s. 119
der i tørstighed har drukket med altfor stort
begær af en løvkranset vinskål, dersom du ødslede
på ham noget af den kunst, som alle Grækere
beundrer hos dig, og derved i visse måder hævede
ham til gudernes højde ved at udgyde for ham
et så kostbart offer.
Taleren Libanios.
Ak, min kejser, ifald jeg kunde tro, at min
tale rummede en sådan magt –
tale rummede en sådan magt –
Kejser Julian.
Og det skulde du ikke kunne tro, du ufor-
lignelige ven? O, gå fra mig, jeg er vred på
dig, Libanios! Men det er elskerens vrede imod
den han elsker.
lignelige ven? O, gå fra mig, jeg er vred på
dig, Libanios! Men det er elskerens vrede imod
den han elsker.
Taleren Libanios.
Er det virkelig så? O, min kronede broder,
lad mig da sige dig, at siden din hidkomst er
ingen dag gåt til ende, uden at jeg har forbandet
den standhaftighed, som ikke tillod mig at gøre
det første skridt. Mine venner lod – ikke uden
et visst skin af ret – give tilkende, at du skulde
have foretaget denne lange rejse nærmest for at
se mig og høre mig tale. Men Julian selv lod
ikke høre fra sig. Hvad skulde jeg så gøre?
Skulde jeg smigre den kejser, hvem jeg elskede
som menneske?
lad mig da sige dig, at siden din hidkomst er
ingen dag gåt til ende, uden at jeg har forbandet
den standhaftighed, som ikke tillod mig at gøre
det første skridt. Mine venner lod – ikke uden
et visst skin af ret – give tilkende, at du skulde
have foretaget denne lange rejse nærmest for at
se mig og høre mig tale. Men Julian selv lod
ikke høre fra sig. Hvad skulde jeg så gøre?
Skulde jeg smigre den kejser, hvem jeg elskede
som menneske?
Kejser Julian
(omfavner og kysser ham).
(omfavner og kysser ham).
Min Libanios?
s. 120
Taleren Libanios
(kysser kejser Julian igen).
(kysser kejser Julian igen).
Min ven og broder!
Livlægen Oribases.
Hvor hædrende for begge!
Hofmænd og lærere
(klapper i hænderne).
(klapper i hænderne).
Hvor skønt! Hvor ophøjet!
Kejser Julian.
O, Libanios, du slemme ven, – hvor kunde
du bære over dit hjerte at forholde mig dette
glædelige øjeblik i så lang en tid? I de uger og
måneder jeg ventede på dig, var mit åsyn ind-
hyllet i et skytisk mørke.
du bære over dit hjerte at forholde mig dette
glædelige øjeblik i så lang en tid? I de uger og
måneder jeg ventede på dig, var mit åsyn ind-
hyllet i et skytisk mørke.
Taleren Libanios.
Ak, du var dog bedre stillet end jeg; thi
du havde dog nogen, med hvem du kunde tale
om din fraværende ven.
du havde dog nogen, med hvem du kunde tale
om din fraværende ven.
Kejser Julian.
Sig ikke så. Jeg havde kun de stakkels
forelskedes trøst; den nemlig, bedrøvet at gen-
tage dit navn og udråbe: Libanios, Libanios!
forelskedes trøst; den nemlig, bedrøvet at gen-
tage dit navn og udråbe: Libanios, Libanios!
Taleren Libanios.
Ah, mens du talte så til den tomme luft,
talte jeg til mit kammers fire vægge. De fleste
af døgnets timer tilbragte jeg i sengen og ud-
malede mig, hvem der nu var hos dig, – snart
denne, snart hin. Fordum var det anderledes,
sagde jeg til mig selv, – da var det mig, som
havde Julians øre.
talte jeg til mit kammers fire vægge. De fleste
af døgnets timer tilbragte jeg i sengen og ud-
malede mig, hvem der nu var hos dig, – snart
denne, snart hin. Fordum var det anderledes,
s. 121
sagde jeg til mig selv, – da var det mig, som
havde Julians øre.
Kejser Julian.
Og imidlertid lod du mig sygne hen af
længsel. Se på mig. Er jeg ikke bleven et år-
hundrede ældre?
længsel. Se på mig. Er jeg ikke bleven et år-
hundrede ældre?
Taleren Libanios.
O, er da ikke jeg undergåt en lige så stor
forandring? Du kendte mig jo ikke igen.
forandring? Du kendte mig jo ikke igen.
Kejser Julian.
Dette møde har for os begge været et bad,
hvoraf vi opstiger helbredede.
(de omfavner og kysser hinanden på ny.)
hvoraf vi opstiger helbredede.
Og nu, min inderlig kære, nu siger du mig,
hvad der idag har drevet dig hid; thi jeg kan
ikke tvile på, at du kommer i et særligt ærende.
hvad der idag har drevet dig hid; thi jeg kan
ikke tvile på, at du kommer i et særligt ærende.
Taleren Libanios.
Min længsel fraregnet – er det så. Gid en
anden var udsendt i mit sted! Men den hæders-
plads, hvortil borgernes tillid har kaldt mig, gør
mig det til pligt at bære det ene som det andet.
anden var udsendt i mit sted! Men den hæders-
plads, hvortil borgernes tillid har kaldt mig, gør
mig det til pligt at bære det ene som det andet.
Kejser Julian.
Tal, min Libanios, og sig, hvori jeg kan
tjene dig.
tjene dig.
Taleren Libanios.
Lad mig da begynde med at sige dig, at
denne stads indvånere er nedsunkne i sorg, fordi
du har taget din nåde fra dem.
denne stads indvånere er nedsunkne i sorg, fordi
du har taget din nåde fra dem.
s. 122
Kejser Julian.
Hm –!
Taleren Libanios.
Og denne sorg har været parret med angst
og uro siden Alexandros, den nye statholder,
tiltrådte sit embede.
og uro siden Alexandros, den nye statholder,
tiltrådte sit embede.
Kejser Julian.
Aha; så!
Taleren Libanios.
Denne ophøjelse af en sådan mand kom os
visselig uventet. Alexandros har hidtil kun for-
valtet ringe embeder, og det på en måde, som
ikke kunde forhverve ham borgernes agt eller
kærlighed.
visselig uventet. Alexandros har hidtil kun for-
valtet ringe embeder, og det på en måde, som
ikke kunde forhverve ham borgernes agt eller
kærlighed.
Kejser Julian.
Jeg véd det godt, Libanios!
Taleren Libanios.
Alexandros er voldsom i al sin færd, og
retfærdigheden gælder ikke stort i hans øjne –
retfærdigheden gælder ikke stort i hans øjne –
Kejser Julian.
Jeg véd det; jeg véd det altsammen. Alex-
andros er en rå mand uden sæder og uden vel-
talenhed. Alexandros har ingenlunde fortjent
en så stor ophøjelse. Men du kan sige Antiokias
borgere, at de har fortjent Alexandros. Ja, de
havde, om muligt, fortjent en endnu værre her-
sker, de gærrige og ulærvillige mennesker.
andros er en rå mand uden sæder og uden vel-
talenhed. Alexandros har ingenlunde fortjent
en så stor ophøjelse. Men du kan sige Antiokias
borgere, at de har fortjent Alexandros. Ja, de
havde, om muligt, fortjent en endnu værre her-
sker, de gærrige og ulærvillige mennesker.
Taleren Libanios.
Det er altså, hvad vi frygtede; det er en straf –
s. 123
Kejser Julian.
Hør mig, Libanios! Hvorledes kom jeg hid?
Med fortrøstning til denne stads indbyggere. An-
tiokia, som solkongen særligt har kåret til sit
sæde, skulde hjælpe mig at gøre god igen al den
uret og utaknemmelighed, som så længe har været
øvet imod de udødelige. Men hvorledes har I
mødt mig? Nogle med trods, andre med lunken-
hed. Hvad må jeg ikke opleve her? Driver ikke
hin Kappadokier, Gregor fra Nazianz, endnu om-
kring i staden og ophidser de uvidende Galilæere
med sine forvovne taler? Er der ikke opståt en
digter iblandt dem – en viss Apollinaris – som
øger deres vildfarelser lige til afsind med sine
vilde sange?
Med fortrøstning til denne stads indbyggere. An-
tiokia, som solkongen særligt har kåret til sit
sæde, skulde hjælpe mig at gøre god igen al den
uret og utaknemmelighed, som så længe har været
øvet imod de udødelige. Men hvorledes har I
mødt mig? Nogle med trods, andre med lunken-
hed. Hvad må jeg ikke opleve her? Driver ikke
hin Kappadokier, Gregor fra Nazianz, endnu om-
kring i staden og ophidser de uvidende Galilæere
med sine forvovne taler? Er der ikke opståt en
digter iblandt dem – en viss Apollinaris – som
øger deres vildfarelser lige til afsind med sine
vilde sange?
Og hvad må jeg ikke erfare andetsteds fra?
Har man ikke i Cæsaræa gjort alvor af sin
trusel! Brudt Fortunas tempel ned! O, skam
og skændsel! Hvor var gudindens dyrkere imens?
Mon de forhindrede det? Nej, de lod det roligt
ske, Libanios, skønt de burde have ofret livet
for at forsvare helligdommen.
Har man ikke i Cæsaræa gjort alvor af sin
trusel! Brudt Fortunas tempel ned! O, skam
og skændsel! Hvor var gudindens dyrkere imens?
Mon de forhindrede det? Nej, de lod det roligt
ske, Libanios, skønt de burde have ofret livet
for at forsvare helligdommen.
Men vent, vent! Galilæerne i Cæsaræa skal
bøde med sit blod og hele staden skal gå op i
ildsluer, sa snart jeg får tiden nogenlunde til
min rådighed.
bøde med sit blod og hele staden skal gå op i
ildsluer, sa snart jeg får tiden nogenlunde til
min rådighed.
Taleren Libanios.
Herre og ven, – hvis du vilde tillade mig –
s. 124
Kejser Julian.
Tillad mig først. Ja, sig selv, om jeg bør
tåle dette? Sig, om min nidkærhed kan bære
over med deslige forhånelser imod de guddomme-
lige, der stiller sig skærmende bag mig og over
mig? Men hvad skal jeg gribe til? Har jeg ikke
i lange nætter skrevet imod disse usalige vild-
farelser, – skrevet, Libanios, således at mine
øjne er bleven røde og mine fingre sorte af blæk?
Og hvad mener du, det har frugtet? Spot har
jeg fåt til tak, ikke alene af de vildfarende selv,
men endog af dem, der siger, at de deler mine
meninger. Ja, og som topmål på alle disse
harmeligheder må jeg idag opleve at se dig her
som talsmand for nogle borgere, der fører klage
over Alexandros, om hvem det dog må siges, at
han gør sit bedste for at holde Galilæerne i
tømme.
tåle dette? Sig, om min nidkærhed kan bære
over med deslige forhånelser imod de guddomme-
lige, der stiller sig skærmende bag mig og over
mig? Men hvad skal jeg gribe til? Har jeg ikke
i lange nætter skrevet imod disse usalige vild-
farelser, – skrevet, Libanios, således at mine
øjne er bleven røde og mine fingre sorte af blæk?
Og hvad mener du, det har frugtet? Spot har
jeg fåt til tak, ikke alene af de vildfarende selv,
men endog af dem, der siger, at de deler mine
meninger. Ja, og som topmål på alle disse
harmeligheder må jeg idag opleve at se dig her
som talsmand for nogle borgere, der fører klage
over Alexandros, om hvem det dog må siges, at
han gør sit bedste for at holde Galilæerne i
tømme.
Taleren Libanios.
O, min ophøjede ven, – at han det gør,
er netop vor grund til klage.
er netop vor grund til klage.
Kejser Julian.
Hvad må jeg høre af dig!
Taleren Libanios.
Det er ikke med min gode vilje, at jeg går
stadens ærende. I forsamlingen lagde jeg borgerne
på hjerte, at til dette hverv måtte de vælge
byens mest udmærkede mand, derved givende
tilkende, at jeg ikke ønskede at kåres. Til trods
for dette fingerpeg faldt valget dog på mig, som
visselig ikke –
stadens ærende. I forsamlingen lagde jeg borgerne
på hjerte, at til dette hverv måtte de vælge
byens mest udmærkede mand, derved givende
tilkende, at jeg ikke ønskede at kåres. Til trods
s. 125
for dette fingerpeg faldt valget dog på mig, som
visselig ikke –
Kejser Julian.
Godt, godt, godt! Men at jeg af din mund,
o Libanios, må høre –!
o Libanios, må høre –!
Taleren Libanios.
Jeg beder min kronede broder betænke, at
jeg taler i stadens navn. Hvad mig selv angår,
da skatter jeg de udødelige guder så højt som
nogen. Hvad vilde veltalenhedens kunst være
uden de fortællinger, som digterne i de fremfarne
tider efterlod os? Er ikke disse fortællinger at
ligne ved et kosteligt bergværk, hvoraf en dannet
taler kan smede sig både våben og prydelser,
når han forstår at nytte metallet med skønsom-
hed? Ja, hvor vilde ikke visdommens regler
falde flade og usmagelige, når de skulde udtrykkes
uden billeder og lignelser, hentede fra det over-
jordiske?
jeg taler i stadens navn. Hvad mig selv angår,
da skatter jeg de udødelige guder så højt som
nogen. Hvad vilde veltalenhedens kunst være
uden de fortællinger, som digterne i de fremfarne
tider efterlod os? Er ikke disse fortællinger at
ligne ved et kosteligt bergværk, hvoraf en dannet
taler kan smede sig både våben og prydelser,
når han forstår at nytte metallet med skønsom-
hed? Ja, hvor vilde ikke visdommens regler
falde flade og usmagelige, når de skulde udtrykkes
uden billeder og lignelser, hentede fra det over-
jordiske?
Men sig, o ven, – kan du håbe at finde
denne synsmåde hos hoben, besynderligen i en
tidsalder som vor? Jeg forsikrer dig, i Antiokia
står det i al fald ikke så vel til. Borgerne her
– både Galilæerne og de bedre oplyste – har
i de senere år levet med hinanden uden at agte
synderlig på deslige ting. Der gives knapt nogen
husstand i staden, hvor der ikke hersker for-
skellige meninger om det guddommelige. Men
dette har, indtil for kort tid siden, ikke for-
styrret det gode forhold.
denne synsmåde hos hoben, besynderligen i en
tidsalder som vor? Jeg forsikrer dig, i Antiokia
står det i al fald ikke så vel til. Borgerne her
– både Galilæerne og de bedre oplyste – har
i de senere år levet med hinanden uden at agte
synderlig på deslige ting. Der gives knapt nogen
husstand i staden, hvor der ikke hersker for-
skellige meninger om det guddommelige. Men
dette har, indtil for kort tid siden, ikke for-
styrret det gode forhold.
s. 126
Nu er det blevet anderledes. Man er be-
gyndt at drøfte lære imod lære. Der er kommen
splid imellem de nærmeste slægtninge. Ja, nylig
har en borger, hvis navn jeg nødig vil nævne,
gjort sin søn arveløs, fordi det unge menneske
sagde sig løs fra Galilæernes samfund. Handel
og vandel lider under alt dette, dobbelt føleligt
nu, da dyrtid hersker og hungersnød står for
døren.
gyndt at drøfte lære imod lære. Der er kommen
splid imellem de nærmeste slægtninge. Ja, nylig
har en borger, hvis navn jeg nødig vil nævne,
gjort sin søn arveløs, fordi det unge menneske
sagde sig løs fra Galilæernes samfund. Handel
og vandel lider under alt dette, dobbelt føleligt
nu, da dyrtid hersker og hungersnød står for
døren.
Kejser Julian.
Nok, nok, – mere end nok, Libanios! I
klager over dyrtid. Men sig mig, om overdådig-
heden nogensinde har blomstret mere end nu?
Står skuepladsen nogen dag tom, når det rygtes,
at en ny løve er kommen fra Afrika? Da der i
forrige uge var tale om for dyrtidens skyld at
udvise af staden alle dagdrivere og lediggængere,
krævede så ikke borgerne med høje råb, at der
skulde gøres en undtagelse med fægterne og
danserinderne; thi dem mente man ikke at kunne
være foruden!
klager over dyrtid. Men sig mig, om overdådig-
heden nogensinde har blomstret mere end nu?
Står skuepladsen nogen dag tom, når det rygtes,
at en ny løve er kommen fra Afrika? Da der i
forrige uge var tale om for dyrtidens skyld at
udvise af staden alle dagdrivere og lediggængere,
krævede så ikke borgerne med høje råb, at der
skulde gøres en undtagelse med fægterne og
danserinderne; thi dem mente man ikke at kunne
være foruden!
Ak, vel må guderne slå hånden af eder i
vrede over eders dårlighed! Der er visdoms-
lærere nok i denne stad; men hvor er visdommen?
Hvorfor træder så få i mit fodspor? Hvorfor
blir man stående ved Sokrates? Hvorfor går
man ikke et lidet stykke videre og følger Dio-
genes eller – om jeg så tør sige – mig, da vi
dog fører eder til lykken? Thi er ikke lykken
formålet for al visdomslære? Og hvad er lykken
andet end det, at være i overensstemmelse med
sig selv? Kræver ørnen guldfjære? Ønsker løven
sig klør af sølv? Eller eftertragter granattræet
at bære frugter af funklende stene? Jeg siger
eder, at intet menneske har ret til at nyde, for-
inden han har vist sig hærdet nok til at bære
nydelsens savn. Ja, han tør end ikke berøre
nydelsen med sin fingerspids, før han er i stand
til at træde den under fødder.
vrede over eders dårlighed! Der er visdoms-
lærere nok i denne stad; men hvor er visdommen?
Hvorfor træder så få i mit fodspor? Hvorfor
blir man stående ved Sokrates? Hvorfor går
man ikke et lidet stykke videre og følger Dio-
genes eller – om jeg så tør sige – mig, da vi
dog fører eder til lykken? Thi er ikke lykken
formålet for al visdomslære? Og hvad er lykken
s. 127
andet end det, at være i overensstemmelse med
sig selv? Kræver ørnen guldfjære? Ønsker løven
sig klør af sølv? Eller eftertragter granattræet
at bære frugter af funklende stene? Jeg siger
eder, at intet menneske har ret til at nyde, for-
inden han har vist sig hærdet nok til at bære
nydelsens savn. Ja, han tør end ikke berøre
nydelsen med sin fingerspids, før han er i stand
til at træde den under fødder.
Ah, sandelig, der er langt frem. Men jeg
vil lægge al min kraft på dette. For disse tings
skyld vil jeg opgive andre, som også er vigtige.
Perserkongen har – ængstet ved min nærmelse –
gjort mig fredstilbud. Dem tænker jeg at gå
ind på for at få frie hænder til at oplyse og for-
bedre eder, I ulærvillige! Hvad det øvrige an-
går, da blir det som det er. Alexandros skal I
beholde. Se til at komme ud af det med ham.
vil lægge al min kraft på dette. For disse tings
skyld vil jeg opgive andre, som også er vigtige.
Perserkongen har – ængstet ved min nærmelse –
gjort mig fredstilbud. Dem tænker jeg at gå
ind på for at få frie hænder til at oplyse og for-
bedre eder, I ulærvillige! Hvad det øvrige an-
går, da blir det som det er. Alexandros skal I
beholde. Se til at komme ud af det med ham.
Dog, min Libanios, vil jeg ikke det skal
hede, at jeg har ladet dig gå fra mig i unåde –
hede, at jeg har ladet dig gå fra mig i unåde –
Taleren Libanios.
Ah, min kejser –
Kejser Julian.
Du talte med en viss bitterhed om, at jeg
havde skænket Themisteos og Mamertinos meget.
Men fratog jeg dem ikke også noget? Fratog
jeg dem ikke min daglige omgang? Dig agter
jeg at skænke noget mere end hine.
havde skænket Themisteos og Mamertinos meget.
Men fratog jeg dem ikke også noget? Fratog
jeg dem ikke min daglige omgang? Dig agter
jeg at skænke noget mere end hine.
s. 128
Taleren Libanios.
Ak, hvad siger du, min ophøjede broder!
Kejser Julian.
Jeg agter ikke at skænke dig guld eller
sølv. Så tåbelig var jeg kun i den første tid,
indtil jeg så, hvorledes man stimled sammen om
mig, lig tørstige høstfolk om en kilde, alle
puffende og stødende hverandre, alle fremræk-
kende den hule hånd for at få den fyldt først
og få den fyldt højest til randen. Jeg er bleven
klogere siden. Navnlig tror jeg det må siges, at
visdommens gudinde ikke har unddraget mig sin
bistand ved de handlinger, jeg har foretaget til
denne stads bedste.
sølv. Så tåbelig var jeg kun i den første tid,
indtil jeg så, hvorledes man stimled sammen om
mig, lig tørstige høstfolk om en kilde, alle
puffende og stødende hverandre, alle fremræk-
kende den hule hånd for at få den fyldt først
og få den fyldt højest til randen. Jeg er bleven
klogere siden. Navnlig tror jeg det må siges, at
visdommens gudinde ikke har unddraget mig sin
bistand ved de handlinger, jeg har foretaget til
denne stads bedste.
Taleren Libanios.
Visselig, visselig!
Kejser Julian.
Derfor overdrager jeg dig, o min Libanios,
at forfatte en lovtale over mig.
at forfatte en lovtale over mig.
Taleren Libanios.
Ah, hvilken hæder –!
Kejser Julian.
Du skal affatte den med særligt øjemærke
på de velgerninger, hvorfor Antiokias borgere
skylder mig taknemmelighed. Jeg håber du vil
affatte den således, at den blir både taleren og
genstanden værdig. Dette hverv, min Libanios,
være min gave til dig. Jeg véd ikke noget
bedre at skænke en mand som dig.
på de velgerninger, hvorfor Antiokias borgere
skylder mig taknemmelighed. Jeg håber du vil
affatte den således, at den blir både taleren og
genstanden værdig. Dette hverv, min Libanios,
s. 129
være min gave til dig. Jeg véd ikke noget
bedre at skænke en mand som dig.
Taleren Libanios.
O, min kronede ven, hvilken overvættes
nåde.
nåde.
Kejser Julian.
Og nu vil vi gå til fægtesalen. Derpå, mine
venner, vandrer vi gennem gaderne for at give
disse opblæste indfødte et gavnligt forbillede på
tarvelighed i klædedragt og nøjsomhed i sæder.
venner, vandrer vi gennem gaderne for at give
disse opblæste indfødte et gavnligt forbillede på
tarvelighed i klædedragt og nøjsomhed i sæder.
Livlægen Oribases.
Gennem gaderne, herre? Ak, i denne mid-
dagshede –
dagshede –
En hofmand.
O, herre, hav mig undskyldt, men jeg føler
mig højst upasselig –
mig højst upasselig –
Digteren Herakleos.
Jeg også, nådigste herre! Hele denne
morgenstund har jeg kæmpet med en kvalme i
maven –
morgenstund har jeg kæmpet med en kvalme i
maven –
Kejser Julian.
Så tag et brækmiddel ind, og se til at kaste
eders uvidenhed op med det samme.
eders uvidenhed op med det samme.
O, Diogenes, – hvilke efterfølgere har du
ikke! De skammer sig ved at bære din kappe
på åben gade.
(han går i vrede bort gennem søjlegangen.)
ikke! De skammer sig ved at bære din kappe
på åben gade.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
9
s. 130
(En ringe gade i udkanten af staden. I husrækken til venstre
ligger en liden kirke.)
ligger en liden kirke.)
(En stor mængde veklagende kristne er forsamlede. Salme-
digteren Apollinaris og læreren Kyrillos er iblandt dem.
Kvinder med børn på armene udstøder høje jammerråb. Gre-
gor fra Nazianz går igennem gaden.)
digteren Apollinaris og læreren Kyrillos er iblandt dem.
Kvinder med børn på armene udstøder høje jammerråb. Gre-
gor fra Nazianz går igennem gaden.)
Kvinder
(løber til og holder ham fast ved hans klædning).
(løber til og holder ham fast ved hans klædning).
Ak, Gregor, Gregor, – tal til os! Trøst
os i denne vånde.
os i denne vånde.
Gregor fra Nazianz.
Kun en kan trøste her. Hold fast ved ham.
Hold eder tæt ind til Herren og hyrden.
Hold eder tæt ind til Herren og hyrden.
En kvinde.
O, véd du det, du Guds mand, – kejseren
har befalet, at alle vore hellige skrifter skal op-
brændes!
har befalet, at alle vore hellige skrifter skal op-
brændes!
Gregor fra Nazianz.
Jeg har hørt det; men jeg kan ikke tro på
slig dårskab.
slig dårskab.
Salmedigteren Apollinaris.
Det er sandhed. Alexandros, den nye stat-
holder, har udskikket soldater, som gennemsøger
vore brødres huse. Selv kvinder og børn piskes
tilblods, hvis de står i mistanke for at holde
bøger skjult.
holder, har udskikket soldater, som gennemsøger
vore brødres huse. Selv kvinder og børn piskes
tilblods, hvis de står i mistanke for at holde
bøger skjult.
Læreren Kyrillos.
Kejserens bud gælder ikke Antiokia alene,
– ikke Syrien alene; det gælder riget og den
hele jord. Hver skreven tøddel, som handler
om Kristus, skal udslettes af tilværelsen og af
de troendes minde.
– ikke Syrien alene; det gælder riget og den
s. 131
hele jord. Hver skreven tøddel, som handler
om Kristus, skal udslettes af tilværelsen og af
de troendes minde.
Salmedigteren Apollinaris.
O, I mødre, græd over eder selv og over
eders børn!
eders børn!
Den tid vil komme, da I skal kives med
dem, I nu bærer på eders arme, om hvad der
rettelig stod i det tabte Guds-ord. Den tid vil
komme, da eders børnebørn skal spotte over
eder og ikke vide, hvo og hvad Kristus var.
dem, I nu bærer på eders arme, om hvad der
rettelig stod i det tabte Guds-ord. Den tid vil
komme, da eders børnebørn skal spotte over
eder og ikke vide, hvo og hvad Kristus var.
Den tid vil komme, da det skal være ud-
slettet af hjerterne, at verdens frelser engang led
og døde.
slettet af hjerterne, at verdens frelser engang led
og døde.
Den sidste troende skal gå blind i sin grav,
og fra den stund skal Golgata være bortvejret
af jorden, ligervis som det sted, hvor Edens
have lå.
og fra den stund skal Golgata være bortvejret
af jorden, ligervis som det sted, hvor Edens
have lå.
Ve, ve over den nye Pilatus! Han nøjes
ikke, som hin, med at døde frelserens legeme.
Han myrder ordet og læren!
ikke, som hin, med at døde frelserens legeme.
Han myrder ordet og læren!
Kvinderne
(afriver sit hår og sønderflænger sine klæder).
(afriver sit hår og sønderflænger sine klæder).
Ve, ve, ve!
Gregor fra Nazianz.
Og jeg siger eder, vær trøstige! Gud dør
ikke. Det er ikke fra Julian, at faren kommer.
Faren har været der, længe før ham, i vore
hjerters svaghed og splidagtighed.
ikke. Det er ikke fra Julian, at faren kommer.
Faren har været der, længe før ham, i vore
hjerters svaghed og splidagtighed.
9*
s. 132
Læreren Kyrillos.
O, Gregor, hvor tør du kræve, at vi skal
blive standhaftige midt under disse rædsler? –
Brødre og søstre, – véd I, hvad der er hændt
i Arethusa? De vantroende har mishandlet Mar-
kos, den gamle biskop, slæbt ham efter håret
gennem gaderne, kastet ham i kloakerne, trukket
ham besudlet og blødende op igen, oversmurt
ham med honning og hejset ham op i et træ,
udsat for stik af hvepser og giftfluer.
blive standhaftige midt under disse rædsler? –
Brødre og søstre, – véd I, hvad der er hændt
i Arethusa? De vantroende har mishandlet Mar-
kos, den gamle biskop, slæbt ham efter håret
gennem gaderne, kastet ham i kloakerne, trukket
ham besudlet og blødende op igen, oversmurt
ham med honning og hejset ham op i et træ,
udsat for stik af hvepser og giftfluer.
Gregor fra Nazianz.
Og har da ikke Guds kraft just herligt
åbenbaret sig i Markos? Hvad var Markos til-
forn? En mand af tvilsom tro. Ja, da urolig-
hederne brød ud i Arethusa, flygted han endog
af staden. Men se, – neppe havde han i sit
skjul erfaret, at de rasende mennesker hævnede
biskoppens flugt på skyldløse brødre, førend han
frivilligt vendte tilbage. Og hvorledes bar han
ikke de pinsler, som forfærdede hans bødler
selv således, at de, for at kunne trække sig med
et slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod
at betale en yderst ringe sum? Var ikke hans
svar: nej, – og nej, og atter nej? Gud Herren
var hos ham. Han hverken døde eller gav efter.
Hans ansigt viste hverken forfærdelse eller utål-
modighed. I træet, hvor han hang, priste han
sig lykkelig, fordi han var løftet nogle trin
nærmere imod himlen, mens de andre, som han
sagde, kravlede om på den flade jord.
åbenbaret sig i Markos? Hvad var Markos til-
forn? En mand af tvilsom tro. Ja, da urolig-
hederne brød ud i Arethusa, flygted han endog
af staden. Men se, – neppe havde han i sit
skjul erfaret, at de rasende mennesker hævnede
biskoppens flugt på skyldløse brødre, førend han
frivilligt vendte tilbage. Og hvorledes bar han
ikke de pinsler, som forfærdede hans bødler
selv således, at de, for at kunne trække sig med
et slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod
at betale en yderst ringe sum? Var ikke hans
svar: nej, – og nej, og atter nej? Gud Herren
var hos ham. Han hverken døde eller gav efter.
Hans ansigt viste hverken forfærdelse eller utål-
modighed. I træet, hvor han hang, priste han
sig lykkelig, fordi han var løftet nogle trin
nærmere imod himlen, mens de andre, som han
sagde, kravlede om på den flade jord.
s. 133
Læreren Kyrillos.
Der må være sket et under med denne
standhaftige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt
skrigene fra fængslet den dag i sommer, da Hi-
larion og de andre pintes –! De ligned ingen
andre skrig, – ufrivilligt, brølende, blandende
sig med hvislende lyd, hver gang jernet, hvid-
glødende, grov sig ind i det flåede kød.
standhaftige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt
skrigene fra fængslet den dag i sommer, da Hi-
larion og de andre pintes –! De ligned ingen
andre skrig, – ufrivilligt, brølende, blandende
sig med hvislende lyd, hver gang jernet, hvid-
glødende, grov sig ind i det flåede kød.
Salmedigteren Apollinaris.
O, Kyrillos, glemmer du sangen, som løste
skrigene af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang
ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil
han udgav sin ånd under pinernes hænder? Sang
ikke Agathon, dette barns broder, indtil en af-
magt betog ham og han vågned op i vanvid?
skrigene af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang
ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil
han udgav sin ånd under pinernes hænder? Sang
ikke Agathon, dette barns broder, indtil en af-
magt betog ham og han vågned op i vanvid?
Sandelig siger jeg eder, så længe sangen
runger over vor nød, så længe skal ikke Satan
sejre!
runger over vor nød, så længe skal ikke Satan
sejre!
Gregor fra Nazianz.
Vær trøstige. Elsk hverandre og lid for
hverandre, således som Serapion i Doristora nylig
led for sine brødre, der han for deres skyld lod
sig hudflette og kaste levende i smelteovnen.
hverandre, således som Serapion i Doristora nylig
led for sine brødre, der han for deres skyld lod
sig hudflette og kaste levende i smelteovnen.
Se, se, – har ikke Herrens hævnende hånd
allerede knyttet sig imod de ugudelige. Eller
har I ikke fornummet budskabet fra Heliopolis
under Libanon?
allerede knyttet sig imod de ugudelige. Eller
har I ikke fornummet budskabet fra Heliopolis
under Libanon?
Salmedigteren Apollinaris.
Jeg véd det. Midt under Afrodite-festens
utérligheder brød hedningerne ind i vore hellige
søstres hus, krænkede kvinderne, myrdede dem
under pinsler, som ikke kan udsiges –
utérligheder brød hedningerne ind i vore hellige
s. 134
søstres hus, krænkede kvinderne, myrdede dem
under pinsler, som ikke kan udsiges –
Kvinderne.
Ve, ve!
Salmedigteren Apollinaris.
– ja, der var nogle af de elendige, som
åbnede et af blodvidnernes legemer, rev ind-
voldene ud og åd leveren rå!
åbnede et af blodvidnernes legemer, rev ind-
voldene ud og åd leveren rå!
Kvinderne.
Ve, ve, ve!
Gregor fra Nazianz.
Vredens Gud krydrede måltidet. Hvorledes
er det bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I
kan få se hine mænd med forrådnelsens gift i
alle årer, med øjnene og tænderne udfaldne,
røvede mælets og forstandens brug. Rædsel har
slåt staden. Mange hedninger har omvendt sig
siden hin nat.
er det bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I
kan få se hine mænd med forrådnelsens gift i
alle årer, med øjnene og tænderne udfaldne,
røvede mælets og forstandens brug. Rædsel har
slåt staden. Mange hedninger har omvendt sig
siden hin nat.
Derfor frygter jeg heller ikke dette uheld-
svangre dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg
frygter ikke denne helvedes kronede lejesvend,
som pønser på at fuldbyrde arvefiendens værk.
Lad ham falde over os med ild, med sværd, med
vilde dyr på skuepladsen! Ja, skulde hans van-
vid end drive ham videre, end sket er til denne
dag, – hvad gør så det til sagen? Imod alt
dette er der en lægedom og en vej til sejr!
svangre dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg
frygter ikke denne helvedes kronede lejesvend,
som pønser på at fuldbyrde arvefiendens værk.
Lad ham falde over os med ild, med sværd, med
vilde dyr på skuepladsen! Ja, skulde hans van-
vid end drive ham videre, end sket er til denne
dag, – hvad gør så det til sagen? Imod alt
dette er der en lægedom og en vej til sejr!
Kvinderne.
Kristus, Kristus!
s. 135
Andre stemmer.
Der er han! Der kommer han!
Nogle.
Hvem?
Andre.
Kejseren! Morderen! Gudsfienden!
Gregor fra Nazianz.
Stille! Lad ham drage forbi i taushed.
(En afdeling af de kejserlige hustropper kommer gennem
gaden. Derefter følger kejser Julian, ledsaget af hofmænd og
visdomsvenner, alle omgivne af vagt. En anden afdeling
palats-soldater, anførte af høvedsmanden Fromentinos,
slutter toget.)
gaden. Derefter følger kejser Julian, ledsaget af hofmænd og
visdomsvenner, alle omgivne af vagt. En anden afdeling
palats-soldater, anførte af høvedsmanden Fromentinos,
slutter toget.)
En kvinde
(sagte til de andre).
(sagte til de andre).
Se, se, han har hyllet sig i pjalter, som en
betler.
betler.
En anden kvinde.
Han må være fra sig selv.
En tredje kvinde.
Gud har allerede slåt ham.
En fjerde kvinde.
Gem eders børn ved brystet. Lad ikke
deres øjne se rædselen.
deres øjne se rædselen.
Kejser Julian.
Ej, ej, er ikke dette alt tilhobe Galilæere?
Hvad gør I her i solskinnet, på åben gade, I
mørkets yngel?
Hvad gør I her i solskinnet, på åben gade, I
mørkets yngel?
Gregor fra Nazianz.
Du har stængt vore kirker; derfor står vi
udenfor og priser Herren vor Gud.
udenfor og priser Herren vor Gud.
s. 136
Kejser Julian.
Se, det er dig, Gregor? Ja, du driver jo
endnu om her. Men vogt dig; længe tåler jeg
det ikke.
endnu om her. Men vogt dig; længe tåler jeg
det ikke.
Gregor fra Nazianz.
Jeg søger ikke bloddøden; ja, jeg ønsker
den ikke engang; men tilskikkes den mig, så
sætter jeg min ære i at dø for Kristus.
den ikke engang; men tilskikkes den mig, så
sætter jeg min ære i at dø for Kristus.
Kejser Julian.
Eders talemåder trætter mig. Jeg vil ikke
se eder her. Hvorfor holder I jer ikke i eders
stinkende huler? Gå hjem, siger jeg!
se eder her. Hvorfor holder I jer ikke i eders
stinkende huler? Gå hjem, siger jeg!
En kvinde.
O, kejser, hvor er vore hjem?
En anden kvinde.
Hvor ere vore huse? Hedningerne har
plyndret dem og jaget os ud.
plyndret dem og jaget os ud.
Stemmer i hoben.
Dine soldater har taget vor ejendom fra os!
Andre stemmer.
O, kejser, kejser, hvorfor har du taget vor
ejendom?
ejendom?
Kejser Julian.
Det spørger I om? Jeg skal sige jer det, I
uvidende mennesker! Har man taget eders ejen-
dom fra eder, så er det sket af omsorg for eders
sjæles vel. Har ikke Galilæeren sagt, at I ikke
skal eje sølv eller guld? Har ikke eders mester
lovet eder, at I engang skal opfare til himmels?
Burde I da ikke takke mig, fordi jeg gør eder
farten så let som muligt?
uvidende mennesker! Har man taget eders ejen-
dom fra eder, så er det sket af omsorg for eders
sjæles vel. Har ikke Galilæeren sagt, at I ikke
skal eje sølv eller guld? Har ikke eders mester
s. 137
lovet eder, at I engang skal opfare til himmels?
Burde I da ikke takke mig, fordi jeg gør eder
farten så let som muligt?
Visdomsvennerne.
O, uforligneligt sagt!
Salmedigteren Apollinaris.
Herre, du har frataget os det, som er mere
end sølv og guld. Du har frataget os Guds eget
ord. Du har frataget os vore hellige skrifter.
end sølv og guld. Du har frataget os Guds eget
ord. Du har frataget os vore hellige skrifter.
Kejser Julian.
Jeg kender dig nok, du huløjede salmesanger!
Du er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg
tager eders urimelige bøger fra eder, så vil du
snart være mand for at digte noget ligeså urime-
ligt ihob. Men jeg siger dig, at du er en ussel
bogskriver og versemager! Ved Apollon, ingen
ret Græker vilde tage dine vers i sin mund. Det
skrift, du nylig har sendt mig, og som du har
været fræk nok til at kalde «Sandheden», det
kan jeg lade dig vide, at jeg har læst, forståt
og fordømt.
Du er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg
tager eders urimelige bøger fra eder, så vil du
snart være mand for at digte noget ligeså urime-
ligt ihob. Men jeg siger dig, at du er en ussel
bogskriver og versemager! Ved Apollon, ingen
ret Græker vilde tage dine vers i sin mund. Det
skrift, du nylig har sendt mig, og som du har
været fræk nok til at kalde «Sandheden», det
kan jeg lade dig vide, at jeg har læst, forståt
og fordømt.
Salmedigteren Apollinaris.
Det er muligt, at du har læst det; men du
har ikke forståt det; thi havde du forståt, så
havde du ikke fordømt.
har ikke forståt det; thi havde du forståt, så
havde du ikke fordømt.
Kejser Julian.
Ha-ha; det modskrift, jeg har i arbejde, skal
vise, at jeg har forståt. – Men hvad angår hine
bøger, hvis tab I nu hyler og jamrer over, så
kan jeg sige jer, at I om føje tid skal komme
til at agte dem ringere, såsom det vil vise sig,
at hin Jesus af Nazareth har været en løgner
og bedrager.
vise, at jeg har forståt. – Men hvad angår hine
s. 138
bøger, hvis tab I nu hyler og jamrer over, så
kan jeg sige jer, at I om føje tid skal komme
til at agte dem ringere, såsom det vil vise sig,
at hin Jesus af Nazareth har været en løgner
og bedrager.
Kvinderne.
Ve os; ve os!
Læreren Kyrillos
(træder frem af hoben).
(træder frem af hoben).
Kejser, – hvad sagde du der?
Kejser Julian.
Har ikke den korsfæstede Jøde forkyndt,
at Jerusalems tempel skal ligge i grus til dagenes
ende?
at Jerusalems tempel skal ligge i grus til dagenes
ende?
Læreren Kyrillos.
Så vil ske!
Kejser Julian.
O, I dårer! I denne stund står krigsøversten
Jovian med to tusend arbejdere i Jerusalem og
rejser templet i al dets herlighed. Vent, vent, I
stivnakkede tvilere, – I skal erfare, hvem der
er mægtigst, kejseren eller Galilæeren.
Jovian med to tusend arbejdere i Jerusalem og
rejser templet i al dets herlighed. Vent, vent, I
stivnakkede tvilere, – I skal erfare, hvem der
er mægtigst, kejseren eller Galilæeren.
Læreren Kyrillos.
Herre, det skal du til din rædsel selv er-
fare. Jeg taug, indtil du bespottede den hellige
og kaldte ham en løgner; men nu vil jeg sige dig,
at ikke et fnug mægter du imod den korsfæstede!
fare. Jeg taug, indtil du bespottede den hellige
og kaldte ham en løgner; men nu vil jeg sige dig,
at ikke et fnug mægter du imod den korsfæstede!
Kejser Julian
(tvinger sig).
(tvinger sig).
Hvo er du, og hvad heder du?
s. 139
Læreren Kyrillos
(nærmere).
(nærmere).
Det skal du høre! Først og fremst heder
jeg en kristen, og det er et såre hæderfuldt navn;
thi det skal ingensinde udslettes af jorden.
jeg en kristen, og det er et såre hæderfuldt navn;
thi det skal ingensinde udslettes af jorden.
Dernæst bærer jeg også navnet Kyrillos, og
under det navn er jeg kendt mellem brødre og
søstre.
under det navn er jeg kendt mellem brødre og
søstre.
Men bevarer jeg det første navn uplettet,
da høster jeg et evigt liv til løn.
da høster jeg et evigt liv til løn.
Kejser Julian.
Du tager fejl, Kyrillos! Du véd, jeg kender
noget til de løndomsfulde ting i eders lære. Tro
mig, – han, du sætter din lid til, er ikke en
sådan, som du forestiller dig. Han er selv død,
og virkelig død, på den tid da Romeren Pontius
Pilatus var statholder i Jødeland.
noget til de løndomsfulde ting i eders lære. Tro
mig, – han, du sætter din lid til, er ikke en
sådan, som du forestiller dig. Han er selv død,
og virkelig død, på den tid da Romeren Pontius
Pilatus var statholder i Jødeland.
Læreren Kyrillos.
Jeg tager ikke fejl. Det er dig selv, kejser,
der fejler i dette. Det er dig, som har givet af-
kald på Kristus i det øjeblik, han skænkte dig
herredømmet over jorden.
der fejler i dette. Det er dig, som har givet af-
kald på Kristus i det øjeblik, han skænkte dig
herredømmet over jorden.
Derfor forkynder jeg dig i hans navn, at
han snart vil fratage dig både herredømmet og
livet, og da skal du for sent erkende, hvor stærk
han er, han, som du i din blindhed foragter.
han snart vil fratage dig både herredømmet og
livet, og da skal du for sent erkende, hvor stærk
han er, han, som du i din blindhed foragter.
Ja, ligesom du har forglemt hans velger-
ninger, således skal han ikke give sin kærlighed
råderum, idet han rejser sig for at straffe dig.
ninger, således skal han ikke give sin kærlighed
råderum, idet han rejser sig for at straffe dig.
s. 140
Du har omstyrtet hans altere, – han skal
nedstyrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet
din glæde i at træde hans lov under fødder, den
samme lov, som du selv engang forkyndte for
de troende. På samme vis skal Herren træde
dig under sin hæl. Dit legeme skal vejres bort
i de vilde vinde, og din sjæl skal fare did ned,
hvor der er større pinsler, end dem, du kan ud-
tænke for mig og mine!
nedstyrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet
din glæde i at træde hans lov under fødder, den
samme lov, som du selv engang forkyndte for
de troende. På samme vis skal Herren træde
dig under sin hæl. Dit legeme skal vejres bort
i de vilde vinde, og din sjæl skal fare did ned,
hvor der er større pinsler, end dem, du kan ud-
tænke for mig og mine!
(kvinderne flokker sig under gråd og veklage om Kyrillos.)
Kejser Julian.
Jeg vilde gerne skånet dig, Kyrillos! Guderne
er mine vidner, at jeg ikke hader dig for din
tros skyld. Men du har forhånet min kejserlige
magt og myndighed, og det må jeg straffe.
(til høvedsmanden for vagten.)
er mine vidner, at jeg ikke hader dig for din
tros skyld. Men du har forhånet min kejserlige
magt og myndighed, og det må jeg straffe.
Fromentinos, før denne mand i fængsel, og
lad bøddelen Tyfon give ham så mange svøbe-
slag, som nødvendigt, for at få ham til at udsige,
at kejseren og ikke Galilæeren har al vælde på
jorden.
lad bøddelen Tyfon give ham så mange svøbe-
slag, som nødvendigt, for at få ham til at udsige,
at kejseren og ikke Galilæeren har al vælde på
jorden.
Gregor fra Nazianz.
Vær stærk, min broder Kyrillos!
Læreren Kyrillos
(med oprakte hænder).
(med oprakte hænder).
Jeg salige, som får lide til Herrens ære!
(Soldaterne griber ham og slæber ham ud.)
Kvinderne
(i gråd og klage).
(i gråd og klage).
Ve os! Ve, ve over fornægteren!
s. 141
Kejser Julian.
Driv dem fra hinanden, disse rasende! Lad
dem udjages af staden som oprørere. Jeg tåler
ikke længere denne trods og vederstyggelighed!
dem udjages af staden som oprørere. Jeg tåler
ikke længere denne trods og vederstyggelighed!
(Vagten driver den jamrende mængde ind i sidegaderne. Kun
kejseren og hans følge bliver tilbage. Da bemærker man, lig-
gende foran kirkedøren, og hidtil skjult, en mand i sønderrevne
klæder og med aske strød på sit hoved.)
kejseren og hans følge bliver tilbage. Da bemærker man, lig-
gende foran kirkedøren, og hidtil skjult, en mand i sønderrevne
klæder og med aske strød på sit hoved.)
En soldat
(støder til ham med lanseskaftet).
(støder til ham med lanseskaftet).
Op, op; pak dig!
Manden
(ser op).
(ser op).
Træd under fødder dette sløve salt, som er
vraget af Herrens hånd!
vraget af Herrens hånd!
Kejser Julian.
O, evige guder, – Hekebolios –!
Hofmændene.
Ah, i sandhed, – Hekebolios!
Læreren Hekebolios.
Jeg heder ikke så mere! Jeg er navnløs.
Jeg har svigtet den dåb, som gav mig navn!
Jeg har svigtet den dåb, som gav mig navn!
Kejser Julian.
Rejs dig, ven! Dit sind er sygt –
Læreren Hekebolios.
Judas's broder er pestbefængt. Vig fra mig –
Kejser Julian.
O, du vankelmodige mand –
s. 142
Læreren Hekebolios.
Vig fra mig, frister! Tag dine treti sølv-
penge igen! Står der ikke skrevet: du skal for-
lade hustru og børn for Herrens skyld? Og
jeg –? For hustrus og børns skyld har jeg
forrådt Herren, min Gud! Ve, ve, ve!
(han kaster sig igen ned på sit ansigt.)
penge igen! Står der ikke skrevet: du skal for-
lade hustru og børn for Herrens skyld? Og
jeg –? For hustrus og børns skyld har jeg
forrådt Herren, min Gud! Ve, ve, ve!
Kejser Julian.
Slig vanvids ild tænder disse skrifter over
jorden.
jorden.
Og jeg skulde ikke brænde dem?
Vent! Inden et år er omme, skal Jøde-
templet stå rejst igen på Zions berg, – lyse
med sit guldtags pragt over landene og vidne:
løgner, løgner, løgner!
(han går ilsomt derfra, fulgt af visdomsvennerne.)
templet stå rejst igen på Zions berg, – lyse
med sit guldtags pragt over landene og vidne:
løgner, løgner, løgner!
(Landevej udenfor staden. Til venstre ved vejkanten står Ky-
beles billedstøtte mellem afhugne træstubber. Et stykke derfra,
imod venstre, er en kilde med en stenkumme. Det er henimod
solnedgang.)
beles billedstøtte mellem afhugne træstubber. Et stykke derfra,
imod venstre, er en kilde med en stenkumme. Det er henimod
solnedgang.)
(På et trin ved fodstykket af gudindens billede sidder en gam-
mel prest med en tildækket kurv på skødet. Omkring sten-
kummen en flok mænd og kvinder, der henter vand. Kom-
mende og gående ses fra og til på vejen. Fra venstre kommer
farveren Fokion, slet klædt, med en stor bylt på hovedet. Han
møder hårskæreren Eunapios, der kommer fra staden.)
mel prest med en tildækket kurv på skødet. Omkring sten-
kummen en flok mænd og kvinder, der henter vand. Kom-
mende og gående ses fra og til på vejen. Fra venstre kommer
farveren Fokion, slet klædt, med en stor bylt på hovedet. Han
møder hårskæreren Eunapios, der kommer fra staden.)
Farveren Fokion.
Ej, se, – min ven Eunapios i fuld hof-
klædning!
klædning!
s. 143
Hårskæreren Eunapios.
Tvi dig, at du spotter en fattig mand.
Farveren Fokion.
Kalder du det spot? Jeg mente, det var
den højeste ære.
den højeste ære.
Hårskæreren Eunapios.
Du må så sige. Det er bleven en ære nu
at gå i pjalter, besynderligen hvis de har ligget
bra længe i en rendesten.
at gå i pjalter, besynderligen hvis de har ligget
bra længe i en rendesten.
Farveren Fokion.
Hvorledes tror du alt dette vil ende?
Hårskæreren Eunapios.
Det bryr jeg mig ikke om at tænke på.
Jeg véd, hvorledes det er endt med mig, og det
er nok.
Jeg véd, hvorledes det er endt med mig, og det
er nok.
Farveren Fokion.
Er du ikke længere i kejserens tjeneste?
Hårskæreren Eunapios.
Hvad skulde kejser Julian med en hårskærer?
Lar han sit hår klippe? Eller lar han skæget
studse, tror du? Han kæmmer det ikke engang.
Men hvorledes går det med dig? Du ser heller
ikke videre lykkelig ud.
Lar han sit hår klippe? Eller lar han skæget
studse, tror du? Han kæmmer det ikke engang.
Men hvorledes går det med dig? Du ser heller
ikke videre lykkelig ud.
Farveren Fokion.
Ak, Eunapios, purpurfarvernes tid er forbi.
Hårskæreren Eunapios.
Ja, rigtig; nu farves kun kristen-rygge. Men
hvad er det du slæber på?
hvad er det du slæber på?
s. 144
Farveren Fokion.
Et knippe pilebark. Jeg skal farve narre-
kapper til visdomsvennerne.
kapper til visdomsvennerne.
(En deling soldater kommer fra højre og stiller sig op ved
Kybeles støtte.)
Kybeles støtte.)
Farveren Fokion
(til en af mændene ved vandkummen).
(til en af mændene ved vandkummen).
Hvad betyder dette?
Manden.
Stenbilledet skal fores igen.
Farveren Fokion.
Vil kejseren ofre her iaften?
En anden mand.
Ofrer han ikke både morgen og aften, –
snart hist, snart her?
snart hist, snart her?
En kvinde.
Det er en ulykke for fattigfolk, at den nye
kejser holder så meget af guderne.
kejser holder så meget af guderne.
En anden kvinde.
Ej, Dione, sig dog ikke så. Skal vi ikke
allesammen holde af guderne?
allesammen holde af guderne?
Den første kvinde.
Jo, det kan være; men det er nu en ulykke
alligevel –
alligevel –
En af mændene
(peger ud til højre).
(peger ud til højre).
Vil I se, – der kommer han.
(Kejser Julian kommer i presteklædning og med offerkniv.
Flere visdomslærere, tempelprester, tjenere og vagt om-
giver ham. Efter dem følger en skare mennesker dels spot-
tende, dels forbittrede.)
Flere visdomslærere, tempelprester, tjenere og vagt om-
giver ham. Efter dem følger en skare mennesker dels spot-
tende, dels forbittrede.)
s. 145
En af de kommende.
Der borte står gudinden. Nu skal I få se
løjer.
løjer.
En ældre mand.
Kalder du det løjer? Hvor mange sultne
munde kunde ikke mættes med det, som her
går tilspilde?
munde kunde ikke mættes med det, som her
går tilspilde?
Kejser Julian
(går hen imod støtten).
(går hen imod støtten).
O, dette syn! Det fylder mit hjerte med
henrykkelse og mine øjne med vemods-tårer.
henrykkelse og mine øjne med vemods-tårer.
Ja, tilvisse må jeg græde, når jeg tænker
på, at denne ærefrygtbydende gudindes billede –
omstyrtet af ufromme og forvovne hænder – i
så lang en tid har henligget ligesom i en for-
glemmelsens søvn, – og det, til og med, på et
sted, som jeg væmmes ved at beskrive.
på, at denne ærefrygtbydende gudindes billede –
omstyrtet af ufromme og forvovne hænder – i
så lang en tid har henligget ligesom i en for-
glemmelsens søvn, – og det, til og med, på et
sted, som jeg væmmes ved at beskrive.
(Undertrykt latter blandt de nysgærrige.)
Kejser Julian
(vender sig barskt).
(vender sig barskt).
Men jeg føler ikke mindre henrykkelse, når
jeg betænker, at det var mig, hvem det blev
forundt at udfri den guddommelige moder af en
så uværdig tilstand.
jeg betænker, at det var mig, hvem det blev
forundt at udfri den guddommelige moder af en
så uværdig tilstand.
Og skulde jeg ikke henrykkes ved denne
tanke? – Man siger om mig, at jeg har vundet
nogle slag imod barbarerne og priser mig herfor.
Hvad mig angår, så sætter jeg større pris på,
hvad jeg udretter til gudernes bedste; thi dem
skylder vi alle vore evner og al vor omtanke.
tanke? – Man siger om mig, at jeg har vundet
nogle slag imod barbarerne og priser mig herfor.
Hvad mig angår, så sætter jeg større pris på,
hvad jeg udretter til gudernes bedste; thi dem
skylder vi alle vore evner og al vor omtanke.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
10
s. 146
(til dem ved vandkummen.)
For resten er det mig kært, at der dog gives
nogle i denne halsstarrige stad, som ikke viser
sig døve for mine opfordringer, men indfinder
sig, således som sømmelig fromhed tilsiger, –
og jeg tviler ikke på, at I har bragt anstændige
offergaver med.
(går hen til den gamle prest.)
nogle i denne halsstarrige stad, som ikke viser
sig døve for mine opfordringer, men indfinder
sig, således som sømmelig fromhed tilsiger, –
og jeg tviler ikke på, at I har bragt anstændige
offergaver med.
Hvad ser jeg der? En eneste olding! Hvor
er dine tempelbrødre?
er dine tempelbrødre?
Den gamle prest.
Herre, der er ingen af dem ilive uden jeg.
Kejser Julian.
Uddød. Landevejen lagt i upassende nærhed
forbi helligdommen. Den ærværdige lund ned-
hugget. –
forbi helligdommen. Den ærværdige lund ned-
hugget. –
Gamle mand, – hvor er offergaverne?
Den gamle prest
(peger på kurven).
(peger på kurven).
Her, herre!
Kejser Julian.
Godt, godt. Men det øvrige?
Den gamle prest.
Dette er alt.
(han åbner kurven.)
Kejser Julian.
En gås! Så denne gås er alt?
Den gamle prest.
Ja, herre!
s. 147
Kejser Julian.
Og hvem var den fromme mand, der be-
tænkte os med en så rundhåndet gave.
tænkte os med en så rundhåndet gave.
Den gamle prest.
Jeg selv har bragt den med. O, herre,
vredes ikke; jeg havde ikke flere end den ene.
vredes ikke; jeg havde ikke flere end den ene.
(Latter og mumlen blandt de forsamlede.)
Dæmpede stemmer.
Det er nok. En gås er mere end nok.
Kejser Julian.
O, Antiokia, – du sætter min tålmodighed
på en hård prøve!
på en hård prøve!
En mand i flokken.
Først brød, siden offergaver!
Farveren Fokion
(puffer ham i siden).
(puffer ham i siden).
Godt sagt; godt sagt!
En anden mand.
Giv borgerne at spise; guderne får hjælpe
sig som de kan.
sig som de kan.
En tredje mand.
Vi havde det bedre her under Chi og Kappa!
Kejser Julian.
Ej, I frække skrålere! I med eders Chi og
Kappa! I tror kanske ikke jeg véd, hvem I
mener med Chi og Kappa? Ho-ho, jeg véd det
godt. Det er jo blevet et gængs ord iblandt jer.
I mener Kristus og Konstanzios. Men hines
herredømme er forbi, og jeg skal vel hitte på
midler til at bøje den trods og den utaknemme-
lighed, som I viser både imod guderne og imod
mig. I opholder eder over, at jeg yder guderne
de skyldige ofre. I spotter med, at jeg ifører
mig en tarvelig klædning og lader mit skæg gro
uklippet. Ja, dette skæg er eder ret en torn i
øjet! I kalder det, uden al ærbødighed, et bukke-
skæg. Men jeg siger eder, I dårer, at det er et
vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig ikke ved
at lade eder vide, at dette skæg huser utøj,
ligervis som vidjekrattet huser vildt, – og dog
bærer jeg dette mit forhånede skæg med større
ære, end I eders glatragede hager!
Kappa! I tror kanske ikke jeg véd, hvem I
mener med Chi og Kappa? Ho-ho, jeg véd det
godt. Det er jo blevet et gængs ord iblandt jer.
I mener Kristus og Konstanzios. Men hines
10*
s. 148
herredømme er forbi, og jeg skal vel hitte på
midler til at bøje den trods og den utaknemme-
lighed, som I viser både imod guderne og imod
mig. I opholder eder over, at jeg yder guderne
de skyldige ofre. I spotter med, at jeg ifører
mig en tarvelig klædning og lader mit skæg gro
uklippet. Ja, dette skæg er eder ret en torn i
øjet! I kalder det, uden al ærbødighed, et bukke-
skæg. Men jeg siger eder, I dårer, at det er et
vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig ikke ved
at lade eder vide, at dette skæg huser utøj,
ligervis som vidjekrattet huser vildt, – og dog
bærer jeg dette mit forhånede skæg med større
ære, end I eders glatragede hager!
Hårskæreren Eunapios
(halvlydt).
(halvlydt).
Dårligt talt; højst urimeligt!
Kejser Julian.
Men tror I, jeg lader disse spotterier gå hen
uden at svare? Nej, nej, I skal få andet at vide.
Vent kun; I skal høre fra mig snarere end I
tænker. Jeg udarbejder i denne tid et skrift, som
heder «Skæg-haderen». Og véd I, hvem dette
skrift er rettet imod? Det er rettet imod eder,
I Antiokias borgere, – ja, imod eder, hvem jeg
i skriftet kalder «de uvidende hunde». Der skal
I få mine grunde både for det ene og for det
andet, som nu tykkes eder sælsomt i min adfærd.
uden at svare? Nej, nej, I skal få andet at vide.
Vent kun; I skal høre fra mig snarere end I
tænker. Jeg udarbejder i denne tid et skrift, som
heder «Skæg-haderen». Og véd I, hvem dette
skrift er rettet imod? Det er rettet imod eder,
I Antiokias borgere, – ja, imod eder, hvem jeg
i skriftet kalder «de uvidende hunde». Der skal
I få mine grunde både for det ene og for det
andet, som nu tykkes eder sælsomt i min adfærd.
s. 149
Høvedsmanden Fromentinos
(kommer fra højre).
(kommer fra højre).
Høje kejser, jeg har et glædeligt budskab
at bringe. Kyrillos er allerede falden til føje –
at bringe. Kyrillos er allerede falden til føje –
Kejser Julian.
Ah, det tænkte jeg nok.
Høvedsmanden Fromentinos.
Tyfon gjorde også sine sager fortræffeligt.
Fangen blev bunden nøgen ved håndledene så
højt under taget, at hans tåspidser netop rørte
jorden; derpå pisked Tyfon ham med en svøbe
af okse-sener bagfra, således at slagene traf rundt
om brystet.
Fangen blev bunden nøgen ved håndledene så
højt under taget, at hans tåspidser netop rørte
jorden; derpå pisked Tyfon ham med en svøbe
af okse-sener bagfra, således at slagene traf rundt
om brystet.
Kejser Julian.
O, de lastefulde, som tvinger os til at bruge
slige midler!
slige midler!
Høvedsmanden Fromentinos.
For ikke at røve ham livet måtte vi til slut
løslade den hårdnakkede mand. Da var han en
stund ganske stille og syntes at betænke sig;
men pludselig begærte han dog at fremstilles for
kejseren.
løslade den hårdnakkede mand. Da var han en
stund ganske stille og syntes at betænke sig;
men pludselig begærte han dog at fremstilles for
kejseren.
Kejser Julian.
Dette er mig såre kært. Og du bringer
ham hid?
ham hid?
Høvedsmanden Fromentinos.
Ja, herre, – der kommer de med ham.
(En deling soldater fører læreren Kyrillos mellem sig.)
s. 150
Kejser Julian.
Ah, min gode Kyrillos, – du er ikke fuldt
så kæphøj som sidst, ser jeg.
så kæphøj som sidst, ser jeg.
Læreren Kyrillos.
Har du kanske i et dyrs eller en fugls ind-
volde udfundet, hvad jeg har at sige dig?
volde udfundet, hvad jeg har at sige dig?
Kejser Julian.
Nu, jeg tænker at jeg, uden varsler, tør tro,
du er kommen til fornuft, at du afstår fra dine
vildfarelser om Galilæerens magt, og at du nu
erkender både kejseren og vore guder for at være
større end han.
du er kommen til fornuft, at du afstår fra dine
vildfarelser om Galilæerens magt, og at du nu
erkender både kejseren og vore guder for at være
større end han.
Læreren Kyrillos.
Bild dig ikke sligt ind. Dine guder er
magtesløse; og holder du fast ved disse sten-
billeder, som hverken kan se eller høre, så vil
du snart være ligeså magtesløs som de.
magtesløse; og holder du fast ved disse sten-
billeder, som hverken kan se eller høre, så vil
du snart være ligeså magtesløs som de.
Kejser Julian.
Kyrillos, – er dette, hvad du har at sige?
Læreren Kyrillos.
Nej; jeg kommer for at takke dig. Før
skalv jeg for dig og dine pinsler. Men i kvalens
stund vandt jeg åndens sejr over det forkrænke-
lige. Ja, kejser, da dine lejesvende tænkte, jeg
hang i vånde under fængselstaget, – da lå jeg,
salig som et barn, i min frelsers arme; og da
dine bødler tyktes, at de flængte strimler af mit
legeme, da strøg Herren med sin lindrende hånd
over sårene, tog tornekronen bort og påsatte mig
livsens krone.
skalv jeg for dig og dine pinsler. Men i kvalens
stund vandt jeg åndens sejr over det forkrænke-
lige. Ja, kejser, da dine lejesvende tænkte, jeg
hang i vånde under fængselstaget, – da lå jeg,
salig som et barn, i min frelsers arme; og da
dine bødler tyktes, at de flængte strimler af mit
legeme, da strøg Herren med sin lindrende hånd
s. 151
over sårene, tog tornekronen bort og påsatte mig
livsens krone.
Derfor takker jeg dig; thi intet menneske
har vist mig en så stor velgerning som du.
har vist mig en så stor velgerning som du.
Og på det du ikke skal tro, jeg frygter dig
herefter, så se –
(han slår sin kappe tilside, sønderriver sine sår og kaster
herefter, så se –
stykker for kejserens fødder.)
– se, se; – mæt dig med mit blod, som
du tørster efter! Men om mig skal du vide, at
jeg mætter mig af Jesus Kristus.
du tørster efter! Men om mig skal du vide, at
jeg mætter mig af Jesus Kristus.
(Skrig af forfærdelse høres blandt mængden.)
Flere stemmer.
Dette fører ulykke over os alle!
Kejser Julian
(som er vegen tilbage).
(som er vegen tilbage).
Hold denne vanvittige, at han ikke forgriber
sig på os!
sig på os!
(Soldater omringer Kyrillos og slæber ham hen til vandkummen;
samtidigt høres sang af kvinder udenfor til højre.)
samtidigt høres sang af kvinder udenfor til højre.)
Kejser Julian.
Se hist, Fromentinos, – hvad er det for et
sælsomt optog –?
sælsomt optog –?
Høvedsmanden Fromentinos.
Nådigste kejser, det er salmesyngerskerne –
Kejser Julian.
Ah, hint forbund af rasende kvinder –
Høvedsmanden Fromentinos.
Statholderen Alexandros har frataget dem
nogle skrifter, som de holder for hellige. Nu
udvandrer de af staden for at græde på kristen-
gravene.
nogle skrifter, som de holder for hellige. Nu
s. 152
udvandrer de af staden for at græde på kristen-
gravene.
Kejser Julian
(med knyttede hænder).
(med knyttede hænder).
Trods; trods – både fra kvinder og mænd!
(Den gamle Publia og en stor skare kvinder kommer frem-
over landevejen.)
over landevejen.)
Den gamle Publia
(synger).
(synger).
Deres guder er marmor og sølv og guld.
De skal smuldre i muld.
Kvindernes kor.
I muld; i muld!
Publia.
De myrded vore brødre; de myrded vore sønner.
Stig, sangens duer, med hævnens bønner!
Kvindernes kor.
Hævnens bønner!
Publia
(får øje på kejseren).
(får øje på kejseren).
Der står han! Ve over den ugudelige, som
har brændt Herrens ord! Tror du, at du kan
opbrænde Herrens ord? Jeg skal sige dig, hvor
ordet brænder.
(hun griber en kniv fra en af offerpresterne, sønderskærer sit
har brændt Herrens ord! Tror du, at du kan
opbrænde Herrens ord? Jeg skal sige dig, hvor
ordet brænder.
bryst og flænger i såret.)
Her brænder ordet. Brænd du vore bøger.
Ordet skal brænde i menneskers hjerter indtil
den yderste dag!
(hun kaster kniven fra sig.)
Ordet skal brænde i menneskers hjerter indtil
den yderste dag!
s. 153
Kvinderne
(synger under stigende vildhed).
(synger under stigende vildhed).
Lad legemer myrdes; lad skrifter forgå.
Ordet skal stå; –
ordet skal stå!
(De tager Publia imellem sig og går videre udover landet.)
Folk ved brønden.
Ve os; Galilæernes gud er den stærkeste!
Andre stemmer.
Hvad mægter alle vore guder imod denne ene?
Atter andre.
Ingen ofring! Ingen dyrkelse! Det vil op-
irre den forfærdelige imod os.
irre den forfærdelige imod os.
Kejser Julian.
O, I dårer! I frygter for at opirre en, som
længst er død, – en falsk forkynder; – ja, I
skal selv få se. Han er en løgner, siger jeg!
Giv blot tål en liden tid endnu. Hver dag, hver
time kan jeg vente budskab fra Jerusalem –
længst er død, – en falsk forkynder; – ja, I
skal selv få se. Han er en løgner, siger jeg!
Giv blot tål en liden tid endnu. Hver dag, hver
time kan jeg vente budskab fra Jerusalem –
Krigsøversten Jovian
(i støvede klæder, kommer med nogle ledsagere ilsomt fra højre).
(i støvede klæder, kommer med nogle ledsagere ilsomt fra højre).
Nådigste kejser, tilgiv at din tjener søger
dig her.
dig her.
Kejser Julian
(med et glædesskrig).
(med et glædesskrig).
Jovian! O, glade budskab –!
Krigsøversten Jovian.
Jeg kommer lige fra Jødeland. I palatset
hørte jeg, du var her ude –
hørte jeg, du var her ude –
s. 154
Kejser Julian.
O, I prisværdige guder, – så skal dog ikke
den synkende sol gå ned over løgnen! Hvor
vidt er vi? Tal, min Jovian!
den synkende sol gå ned over løgnen! Hvor
vidt er vi? Tal, min Jovian!
Krigsøversten Jovian
(med et blik på mængden).
(med et blik på mængden).
Herre, – skal jeg fortælle alt?
Kejser Julian.
Alt, alt, – fra først til sidst!
Krigsøversten Jovian.
Jeg kom til Jerusalem med bygmesterne og
soldaterne og de to tusend arbejdere. Vi gik
straks i værk med at rydde grunden. Vældige
rester af mure stod endnu igen. De faldt for
vore hakker og brækstænger, let, som om en
usynlig magt hjalp os at udslette dem –
soldaterne og de to tusend arbejdere. Vi gik
straks i værk med at rydde grunden. Vældige
rester af mure stod endnu igen. De faldt for
vore hakker og brækstænger, let, som om en
usynlig magt hjalp os at udslette dem –
Kejser Julian.
Ser I; ser I vel!
Krigsøversten Jovian.
Medens dette stod på, blev umådelige kalk-
dynger slæbt sammen til den nye bygning. Da
opstod ganske uventet en hvirvlende storm, som
spredte kalken lig en sky ud over den ganske egn.
dynger slæbt sammen til den nye bygning. Da
opstod ganske uventet en hvirvlende storm, som
spredte kalken lig en sky ud over den ganske egn.
Kejser Julian.
Videre; videre!
Krigsøversten Jovian.
Samme nat rysted jorden gentagne gange.
s. 155
Stemmer i mængden.
Hører I? Jorden rysted.
Kejser Julian.
Videre, siger jeg!
Krigsøversten Jovian.
Vi lod dog ikke vort mod nedslå af dette
sælsomme tilfælde. Men da vi var trængt dybere
ned i grunden og havde fåt åbnet de under-
jordiske hvælvinger, og stenbryderne gik ind i
dem for at arbejde ved fakkelskin –
sælsomme tilfælde. Men da vi var trængt dybere
ned i grunden og havde fåt åbnet de under-
jordiske hvælvinger, og stenbryderne gik ind i
dem for at arbejde ved fakkelskin –
Kejser Julian.
Jovian, – hvad så?
Krigsøversten Jovian.
Herre, da brød en forfærdelig, en uhyre
ildstrøm ud af hulerne. Et tordnende drøn rysted
hele staden. Hvælvingerne søndersprængtes, hun-
dreder af arbejdere dræbtes dernede, og de få,
som redded sig, flygtede med sønderrevne lemmer.
ildstrøm ud af hulerne. Et tordnende drøn rysted
hele staden. Hvælvingerne søndersprængtes, hun-
dreder af arbejdere dræbtes dernede, og de få,
som redded sig, flygtede med sønderrevne lemmer.
Hviskende stemmer.
Galilæernes gud!
Kejser Julian.
Kan jeg tro alt dette? Så du det?
Krigsøversten Jovian.
Jeg var selv tilstede. Vi begyndte påny.
Herre, i overvær af mange tusender – forfærdede,
knælende, jublende, bedende – gentog det samme
vidunder sig to gange.
Herre, i overvær af mange tusender – forfærdede,
knælende, jublende, bedende – gentog det samme
vidunder sig to gange.
s. 156
Kejser Julian
(bleg og rystende).
(bleg og rystende).
Og så –? Med et ord, – hvad har kej-
seren udrettet i Jerusalem?
seren udrettet i Jerusalem?
Krigsøversten Jovian.
Kejseren har fuldbyrdet Galilæerens spådom.
Kejser Julian.
Fuldbyrdet –
Krigsøversten Jovian.
Ved dig blev det ord til fuld sandhed: ikke
sten på sten skal lades tilbage.
sten på sten skal lades tilbage.
Mænd og kvinder.
Galilæeren har sejret over kejseren! Gali-
læeren er større end Julian!
læeren er større end Julian!
Kejser Julian
(til Kybeles prest).
(til Kybeles prest).
Du kan gå hjem, gamle mand! Og tag din
gås med dig. Vi vil ikke foretage nogen ofring
iaften.
(vender sig til mængden.)
gås med dig. Vi vil ikke foretage nogen ofring
iaften.
Jeg hørte nogle her sige, at Galilæeren har
sejret. Det kunde synes så; men jeg siger eder,
det er en vildfarelse. I uvidende; I foragtelige
dosmere, – I kan tro mig: det skal ikke vare
længe, før bladet har vendt sig! Jeg skal –;
jeg skal –! Ja, bi kun! Jeg forbereder mig
allerede på et skrift imod Galilæeren. Det skal
være i syv kapitler; og når hans tilhængere får
det at læse, – og når derhos «Skæg-haderen» – –
sejret. Det kunde synes så; men jeg siger eder,
det er en vildfarelse. I uvidende; I foragtelige
dosmere, – I kan tro mig: det skal ikke vare
længe, før bladet har vendt sig! Jeg skal –;
jeg skal –! Ja, bi kun! Jeg forbereder mig
allerede på et skrift imod Galilæeren. Det skal
være i syv kapitler; og når hans tilhængere får
det at læse, – og når derhos «Skæg-haderen» – –
s. 157
Tag mig under armen, Fromentinos! Denne
modstand har trættet mig.
(til vagten, idet han går forbi vandkummen.)
modstand har trættet mig.
Giv Kyrillos fri!
(Han går med sit følge tilbage til staden.)
Mængden ved brønden
(råber efter ham under hånlatter).
(råber efter ham under hånlatter).
Der går offer-slagteren! – Der går den
raggede bjørn! – Der går abekatten med de
lange arme!
raggede bjørn! – Der går abekatten med de
lange arme!
(Måneskinsnat. På Apollon-templets ruiner.)
(Kejser Julian og mystikeren Maximos, begge i lange klæder,
kommer frem mellem de omstyrtede søjler i baggrunden.)
kommer frem mellem de omstyrtede søjler i baggrunden.)
Mystikeren Maximos.
Hvor hen, min broder?
Kejser Julian.
Hvor der er ensomst.
Mystikeren Maximos.
Men her – i vederstyggeligheden? Midt
imellem grusdynger –?
imellem grusdynger –?
Kejser Julian.
Er ikke den hele verden en grusdynge?
Mystikeren Maximos.
Du har dog vist, at det sunkne kan genop-
rejses.
rejses.
s. 158
Kejser Julian.
Spottefugl! I Athen så jeg en skoflikker,
som havde indrettet sig et lidet værksted i
Theseus-templet. I Rom, hører jeg, er et hjørne
af den juliske basilika gjort brugelig til bøffel-
stald. Kald også det at genoprejse!
som havde indrettet sig et lidet værksted i
Theseus-templet. I Rom, hører jeg, er et hjørne
af den juliske basilika gjort brugelig til bøffel-
stald. Kald også det at genoprejse!
Mystikeren Maximos.
Hvorfor ikke? Sker ikke alle ting stykkevis?
Hvad er helheden andet, end den fulde sum af
samtlige stykker?
Hvad er helheden andet, end den fulde sum af
samtlige stykker?
Kejser Julian.
Dårlig visdom!
(peger på det omstyrtede Apollon-billede.)
Se dette næseløse hoved. Se denne sønder-
knuste albue, – disse splintrede lænder. Er alle
disse hæsligheders sum den hele fulde gud-
dommelige fordums skønhed?
knuste albue, – disse splintrede lænder. Er alle
disse hæsligheders sum den hele fulde gud-
dommelige fordums skønhed?
Mystikeren Maximos.
Hvoraf véd du, at hin fordums skønhed var
skøn – i og for sig – undtagen i beskuerens
forestilling?
skøn – i og for sig – undtagen i beskuerens
forestilling?
Kejser Julian.
Ak, Maximos, der er netop kernen. Hvad
er i og for sig? Jeg véd intet at nævne efter
denne dag.
(han sparker til Apollon-hovedet.)
er i og for sig? Jeg véd intet at nævne efter
denne dag.
Har du nogen tid været mægtigere i dig selv?
Sælsomt, Maximos, at der kan ligge styrke
i vildfarelsen. Se til Galilæerne. Og se til mig
fordum, da jeg holdt det for muligt at genop-
rejse den faldne skønheds-verden.
i vildfarelsen. Se til Galilæerne. Og se til mig
s. 159
fordum, da jeg holdt det for muligt at genop-
rejse den faldne skønheds-verden.
Mystikeren Maximos.
Ven, – hvis vildfarelsen er dig en for-
nødenhed, så gå tilbage til Galilæerne. De vil
tage imod dig med åbne arme.
nødenhed, så gå tilbage til Galilæerne. De vil
tage imod dig med åbne arme.
Kejser Julian.
Du véd godt, at dette er ugørligt. Kejser
og Galilæer! Hvorledes forene det modsigende?
og Galilæer! Hvorledes forene det modsigende?
Ja, denne Jesus Kristus er den største op-
rører, som nogen tid har levet. Hvad var Brutus,
– hvad var Kassius imod ham? De myrded
kun den ene Julius Cæsar; men han myrder
Cæsar og Augustus overhovedet. Eller er der
at tænke på forligelighed mellem Galilæeren og
kejseren? Er der rum for de to tilhobe på
jorden? Og han lever på jorden, Maximos, –
Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end både
Jøder og Romere bildte sig ind, at de havde
dødet ham; – han lever i menneskenes opsæt-
sige sind; han lever i deres trods og hån imod
al synlig magt.
rører, som nogen tid har levet. Hvad var Brutus,
– hvad var Kassius imod ham? De myrded
kun den ene Julius Cæsar; men han myrder
Cæsar og Augustus overhovedet. Eller er der
at tænke på forligelighed mellem Galilæeren og
kejseren? Er der rum for de to tilhobe på
jorden? Og han lever på jorden, Maximos, –
Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end både
Jøder og Romere bildte sig ind, at de havde
dødet ham; – han lever i menneskenes opsæt-
sige sind; han lever i deres trods og hån imod
al synlig magt.
«Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud,
hvad Guds er!» – Aldrig har menneskemund
udtalt et underfundigere ord end dette. Hvad
ligger der bagved? Hvad og hvor meget til-
kommer kejseren? Dette ord er som en strids-
klubbe, der slår kronen af kejserens hoved.
hvad Guds er!» – Aldrig har menneskemund
udtalt et underfundigere ord end dette. Hvad
ligger der bagved? Hvad og hvor meget til-
kommer kejseren? Dette ord er som en strids-
klubbe, der slår kronen af kejserens hoved.
s. 160
Mystikeren Maximos.
Da vidste dog den store Konstantin at komme
til rette med Galilæeren, – og din forgænger
ligeså.
til rette med Galilæeren, – og din forgænger
ligeså.
Kejser Julian.
Ja, den, der kunde være nøjsom, lig hine.
Men kalder du det at styre jordens rige? Kon-
stantin udvided sit herredømmes grænser. Men
drog han ikke grænserne snevert sammen om
sin ånd og om sin vilje? I stiller den mand for
højt, når I kalder ham den store. Min forgænger
vil jeg ikke engang tale om, han var mere slave
end kejser, og jeg kan ikke blive stående ved
navnet.
Men kalder du det at styre jordens rige? Kon-
stantin udvided sit herredømmes grænser. Men
drog han ikke grænserne snevert sammen om
sin ånd og om sin vilje? I stiller den mand for
højt, når I kalder ham den store. Min forgænger
vil jeg ikke engang tale om, han var mere slave
end kejser, og jeg kan ikke blive stående ved
navnet.
Nej, nej, der er ikke at tænke på forlig i
disse ting. Og dog – at skulle give efter! O,
Maximos, ovenpå disse nederlag kan jeg ikke
vedblive at være kejser, – og jeg kan heller
ikke give afkald på at være det.
disse ting. Og dog – at skulle give efter! O,
Maximos, ovenpå disse nederlag kan jeg ikke
vedblive at være kejser, – og jeg kan heller
ikke give afkald på at være det.
Maximos, du som kan tyde varsler, hvis
gådefulde mening er dulgt for alle andre, – du,
som kan læse i de evige stjerners bog, – kan
du sige mig udgangen på denne strid?
gådefulde mening er dulgt for alle andre, – du,
som kan læse i de evige stjerners bog, – kan
du sige mig udgangen på denne strid?
Mystikeren Maximos.
Ja, min broder, jeg kan sige dig udgangen.
Kejser Julian.
Det kan du? Så sig den da! Hvo skal
sejre, kejseren eller Galilæeren?
sejre, kejseren eller Galilæeren?
s. 161
Mystikeren Maximos.
Både kejseren og Galilæeren skal gå under.
Kejser Julian.
Gå under –? Begge –?
Mystikeren Maximos.
Begge. Om i vore tider, eller om hundreder
af år, det véd jeg ikke; men ske skal det, når
den rette kommer.
af år, det véd jeg ikke; men ske skal det, når
den rette kommer.
Kejser Julian.
Og hvem er den rette?
Mystikeren Maximos.
Han, som skal opsluge både kejseren og
Galilæeren.
Galilæeren.
Kejser Julian.
Du løser gåden med en end mørkere gåde.
Mystikeren Maximos.
Hør mig, sandhedsven og broder! Jeg siger,
de skal begge gå under – men ikke forgå.
de skal begge gå under – men ikke forgå.
Går ikke barnet under i ynglingen, og yng-
lingen igen i manden? Men hverken barnet eller
ynglingen forgår.
lingen igen i manden? Men hverken barnet eller
ynglingen forgår.
O, du min mest elskede lærling, – har du
glemt vore samtaler i Efesos om de tre riger?
glemt vore samtaler i Efesos om de tre riger?
Kejser Julian.
Ah, Maximos, der ligger år imellem. Tal!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
11
s. 162
Mystikeren Maximos.
Du véd, jeg har aldrig billiget, hvad du, som
kejser, har foretaget dig. Du har villet skabe
ynglingen om til barn igen. Kødets rige er op-
slugt af åndens rige. Men åndens rige er ikke
det afsluttende, ligeså lidt som ynglingen er det.
Du har villet hindre ynglingens vækst, – hindre
ham fra at vorde mand. O, du dåre, som har
draget sværdet imod det vordende, – imod det
tredje rige, hvor den tvesidige skal herske!
kejser, har foretaget dig. Du har villet skabe
ynglingen om til barn igen. Kødets rige er op-
slugt af åndens rige. Men åndens rige er ikke
det afsluttende, ligeså lidt som ynglingen er det.
Du har villet hindre ynglingens vækst, – hindre
ham fra at vorde mand. O, du dåre, som har
draget sværdet imod det vordende, – imod det
tredje rige, hvor den tvesidige skal herske!
Kejser Julian.
Og denne –?
Mystikeren Maximos.
Jødefolket har et navn for ham. De kalder
ham Messias, og de venter på ham.
ham Messias, og de venter på ham.
Kejser Julian
(langt og tankefuldt).
(langt og tankefuldt).
Messias? – Hverken kejser eller forløser?
Mystikeren Maximos.
Begge i en og en i begge.
Kejser Julian.
Kejser-gud; – gude-kejser. Kejser i åndens
rige – og gud i kødets.
rige – og gud i kødets.
Mystikeren Maximos.
Det er det tredje rige, Julian!
s. 163
Kejser Julian.
Ja, Maximos, det er det tredje rige.
Mystikeren Maximos.
I det rige er den foreløbiges oprørs-ord
vorden sandhed.
vorden sandhed.
Kejser Julian.
«Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud,
hvad Guds er.» Ja, ja, – da er kejseren i Gud,
og Gud i kejseren. – Ah, drømme, drømme;
– hvo bryder Galilæerens magt!
hvad Guds er.» Ja, ja, – da er kejseren i Gud,
og Gud i kejseren. – Ah, drømme, drømme;
– hvo bryder Galilæerens magt!
Mystikeren Maximos.
Hvori ligger Galilæerens magt?
Kejser Julian.
Jeg har forgæves grublet derover.
Mystikeren Maximos.
Der står skrevet etsteds: «du skal ikke have
fremmede guder for mig».
fremmede guder for mig».
Kejser Julian.
Ja – ja – ja!
Mystikeren Maximos.
Seeren fra Nazareth forkyndte ikke denne
eller hin gud; han sagde: Gud er jeg; – jeg
er Gud.
eller hin gud; han sagde: Gud er jeg; – jeg
er Gud.
Kejser Julian.
Ja, dette udenfor –! Derfor er kejseren
magtesløs.
magtesløs.
11*
s. 164
Det tredje rige? Messias? Ikke jøde-folkets,
men ånds-rigets og verdens-rigets Messias –?
men ånds-rigets og verdens-rigets Messias –?
Mystikeren Maximos.
Gude-kejseren.
Kejser Julian.
Kejser-guden.
Mystikeren Maximos.
Logos i Pan – Pan i Logos.
Kejser Julian.
Maximos, – hvorledes vorder han?
Mystikeren Maximos.
Han vorder i den sig selv villende.
Kejser Julian.
Min elskede lærer, – jeg må forlade dig.
Mystikeren Maximos.
Hvor går du hen?
Kejser Julian.
Til staden. Perser-kongen har gjort mig
fredstilbud, som jeg i overilelse gik ind på. Mine
sendebud er alt undervejs. De skal indhentes
og kaldes tilbage.
fredstilbud, som jeg i overilelse gik ind på. Mine
sendebud er alt undervejs. De skal indhentes
og kaldes tilbage.
Mystikeren Maximos.
Du vil åbne krigen imod kong Sapores på ny?
Kejser Julian.
Jeg vil, hvad Kyros drømte om og hvad
Alexander prøved –
Alexander prøved –
s. 165
Mystikeren Maximos.
Julian!
Kejser Julian.
Jeg vil eje verden. – God nat, min Maximos!
(han vinker med hånden til afsked og går hurtigt bort. Maximos
ser tankefuld efter ham.)
Salmesyngerskernes kor
(langt borte på martyr-gravene).
(langt borte på martyr-gravene).
Menneske-guder af sølv og guld, –
I skal smuldre i muld!
FJERDE HANDLING.
(Ved kejser-rigets østlige grænse. Vildt berglandskab. En dyb
dalkløft skiller den høje forgrund fra de bagenfor liggende fjelde.)
dalkløft skiller den høje forgrund fra de bagenfor liggende fjelde.)
(Kejser Julian, i krigsklæder, står tæt ude på en bergkant og
ser ned i dybet. Lidt fra ham, til venstre, står Hærføreren
Nevita, den persiske fyrst Hormisdas, krigsøversten Jovian
og flere andre befalingsmænd. Til højre, ved et råt opbygget
stenalter, ligger spåmanden Numa og to andre etruskiske
spåmænd, beskæftigede med at tage varsler af et offerdyrs ind-
volde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren Maximos
på en sten, omringet af visdomslærerne Priskos og Kytron
samt af flere andre. Fra og til drager mindre afdelinger
af letbevæbnede over højden fra venstre til højre.)
ser ned i dybet. Lidt fra ham, til venstre, står Hærføreren
Nevita, den persiske fyrst Hormisdas, krigsøversten Jovian
og flere andre befalingsmænd. Til højre, ved et råt opbygget
stenalter, ligger spåmanden Numa og to andre etruskiske
spåmænd, beskæftigede med at tage varsler af et offerdyrs ind-
volde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren Maximos
på en sten, omringet af visdomslærerne Priskos og Kytron
samt af flere andre. Fra og til drager mindre afdelinger
af letbevæbnede over højden fra venstre til højre.)
Kejser Julian
(peger nedad).
(peger nedad).
Se, se, – legionerne bugter sig som en
pantsret slange gennem kløften.
pantsret slange gennem kløften.
Hærføreren Nevita.
De, lige under os, i fåreskinds-vamser, er
Skyterne.
Skyterne.
Kejser Julian.
Hvilke skærende hyl –!
Hærføreren Nevita.
Det er Skyternes vanlige sang, herre!
s. 167
Kejser Julian.
Mere hyl end sang.
Hærføreren Nevita.
Nu kommer Armenierne. Arsakes fører dem
selv.
selv.
Kejser Julian.
De romerske legioner må allerede være ude
på sletterne. Alle omboende folkeslag iler til og
underkaster sig.
(han vender sig til krigsførerne.)
på sletterne. Alle omboende folkeslag iler til og
underkaster sig.
På Eufrat ligger samlede de tolv hundrede
skibe, som har alle vore forråd og fornødenheder
inde. Jeg har nu fåt fuld visshed for, at flåden,
gennem hin gamle kunstigt gravede rende, kan
løbe op i Tigris. Hele hæren skal gå over på
skibene. Derefter rykker vi fremad langs den
østlige bred, så hurtigt, som modstrømmen til-
lader flåden at følge os.
skibe, som har alle vore forråd og fornødenheder
inde. Jeg har nu fåt fuld visshed for, at flåden,
gennem hin gamle kunstigt gravede rende, kan
løbe op i Tigris. Hele hæren skal gå over på
skibene. Derefter rykker vi fremad langs den
østlige bred, så hurtigt, som modstrømmen til-
lader flåden at følge os.
Sig mig, Hormisdas, hvad tro har du til
disse forholdsregler?
disse forholdsregler?
Fyrst Hormisdas.
Uovervindelige hærfører, jeg véd, at det skal
forundes mig under din sejrrige beskyttelse igen
at betræde mit fædreland.
forundes mig under din sejrrige beskyttelse igen
at betræde mit fædreland.
Kejser Julian.
Hvilken lettende følelse at være ude af hine
trangbrystede borgeres samkvem! Med hvilken
skræk i øjnene løb de ikke rundt om min vogn,
da jeg forlod staden? «Kom snart tilbage, og
vær os da nådigere end nu», skreg de. Jeg
vender aldrig tilbage til Antiokia. Jeg vil ikke
se denne utaknemmelige stad mere. Når jeg har
sejret, lægger jeg hjemvejen over Tharses.
(går hen til spåmændene.)
trangbrystede borgeres samkvem! Med hvilken
skræk i øjnene løb de ikke rundt om min vogn,
da jeg forlod staden? «Kom snart tilbage, og
s. 168
vær os da nådigere end nu», skreg de. Jeg
vender aldrig tilbage til Antiokia. Jeg vil ikke
se denne utaknemmelige stad mere. Når jeg har
sejret, lægger jeg hjemvejen over Tharses.
Numa, – hvilke varsler for vort tog læser
du denne morgenstund?
du denne morgenstund?
Spåmanden Numa.
Varslet fraråder dig i dette år at overskride
dit riges grænser.
dit riges grænser.
Kejser Julian.
Hm! Hvorledes tyder du dette varsel,
Maximos?
Maximos?
Mystikeren Maximos.
Jeg tyder det således: varslet tilråder dig at
underlægge dig alt det land, du drager igennem;
da overskrider du ikke dit riges grænser.
underlægge dig alt det land, du drager igennem;
da overskrider du ikke dit riges grænser.
Kejser Julian.
Således er det. Vi må give nøje agt på
deslige underfulde tegn; thi der ligger som oftest
en dobbelt mening i dem. Ja, det synes stundom,
som om hemmelighedsfulde magter satte en glæde
i at føre menneskene vild, især under store fore-
tagender. Var der ikke også nogle, som vilde
udtyde det til vor skade, at søjlegangen i Hiera-
polis styrted sammen og begrov et halvt hundrede
soldater, just som vi drog gennem staden? Men
jeg siger, at dette forkynder et dobbelt held.
Thi først varsler det, at Perser-riget skal styrte
sammen, og dernæst bebuder det os de ulykke-
lige Galilæeres undergang. Thi hine soldater,
som dræbtes, – hvem var det vel? Det var
galilæiske strafsoldater, der kun højst ugerne gik
i krigen og derfor af skæbnen tildeltes et på
engang så brat og uhæderligt endeligt.
deslige underfulde tegn; thi der ligger som oftest
en dobbelt mening i dem. Ja, det synes stundom,
som om hemmelighedsfulde magter satte en glæde
i at føre menneskene vild, især under store fore-
tagender. Var der ikke også nogle, som vilde
udtyde det til vor skade, at søjlegangen i Hiera-
polis styrted sammen og begrov et halvt hundrede
soldater, just som vi drog gennem staden? Men
jeg siger, at dette forkynder et dobbelt held.
Thi først varsler det, at Perser-riget skal styrte
s. 169
sammen, og dernæst bebuder det os de ulykke-
lige Galilæeres undergang. Thi hine soldater,
som dræbtes, – hvem var det vel? Det var
galilæiske strafsoldater, der kun højst ugerne gik
i krigen og derfor af skæbnen tildeltes et på
engang så brat og uhæderligt endeligt.
Krigsøversten Jovian.
Nådigste kejser, hist kommer en høvedsmand
fra fortropperne.
fra fortropperne.
Høvedsmanden Ammian
(kommer fra højre).
(kommer fra højre).
Herre, du har befalet mig at melde, om
noget sælsomt skulde hænde ved udrykningen.
noget sælsomt skulde hænde ved udrykningen.
Kejser Julian.
Nu ja! Er noget sådant hændt imorges?
Høvedsmanden Ammian.
Ja, herre, et dobbelt varsel.
Kejser Julian.
Ej, Ammian, – fortæl dog!
Høvedsmanden Ammian.
Først, herre, tildrog det sig, da vi var
kommen et stykke forbi landsbyen Zaita, at en
løve af uhyre legemsstørrelse brød ud af tyk-
ningen og gik lige løs på vore soldater, der
dræbte den med mange pileskud.
kommen et stykke forbi landsbyen Zaita, at en
løve af uhyre legemsstørrelse brød ud af tyk-
ningen og gik lige løs på vore soldater, der
dræbte den med mange pileskud.
Kejser Julian.
Ah!
s. 170
Visdomslærerne.
Hvilket lykkeligt varsel!
Fyrst Hormisdas.
Kong Sapores kalder sig landenes løve.
Spåmanden Numa
(beskæftiget ved alteret).
(beskæftiget ved alteret).
Vend om; vend om, kejser Julian!
Mystikeren Maximos.
Gå modigt frem, du sejrs-kårne!
Kejser Julian.
Vende om efter dette? Som løven hist foran
Zaita, således skal landenes løve falde for vore
pile. Eller har jeg ikke tidligere vidnesbyrd at
støtte mig til, når jeg udtyder dette til vor fordel?
Behøver jeg at minde så oplyste mænd om, at
da kejser Maximian sejrede over Perser-kongen
Narseus, da blev ligeledes en løve – og derhos
et vældigt vildsvin – nedlagt foran de romerske
rækker?
(til Ammian.)
Zaita, således skal landenes løve falde for vore
pile. Eller har jeg ikke tidligere vidnesbyrd at
støtte mig til, når jeg udtyder dette til vor fordel?
Behøver jeg at minde så oplyste mænd om, at
da kejser Maximian sejrede over Perser-kongen
Narseus, da blev ligeledes en løve – og derhos
et vældigt vildsvin – nedlagt foran de romerske
rækker?
Men nu det andet –? Jeg syntes, du talte
om to tegn.
om to tegn.
Høvedsmanden Ammian.
Det andet er mere tvilsomt, herre! Din
stridshest Babylonios blev, som du havde befalet,
fuldt opsadlet ført frem for at vente dig ved
nedstigningen hinsides berget. Men se, i det
samme dreves en afdeling af de galilæiske straf-
soldater forbi. Tungt belæssede, som de var, og
ikke synderlig villige, gjordes det nødvendigt at
bruge piskeslag imod dem. Ikke desto mindre
oprakte de sine arme, ligesom i glæde, og istemte
en høj sang til ære for deres guddom. Over
denne pludselige larm blev Babylonios sky, stejled
i skræk, faldt bagover, og idet den vælted sig
på jorden, overstænktes og tilsøledes det guld-
smykkede ridetøj af vejens smuds.
stridshest Babylonios blev, som du havde befalet,
fuldt opsadlet ført frem for at vente dig ved
nedstigningen hinsides berget. Men se, i det
samme dreves en afdeling af de galilæiske straf-
s. 171
soldater forbi. Tungt belæssede, som de var, og
ikke synderlig villige, gjordes det nødvendigt at
bruge piskeslag imod dem. Ikke desto mindre
oprakte de sine arme, ligesom i glæde, og istemte
en høj sang til ære for deres guddom. Over
denne pludselige larm blev Babylonios sky, stejled
i skræk, faldt bagover, og idet den vælted sig
på jorden, overstænktes og tilsøledes det guld-
smykkede ridetøj af vejens smuds.
Spåmanden Numa
(ved alteret).
(ved alteret).
Kejser Julian, – vend om, vend om!
Kejser Julian.
Dette har Galilæerne gjort af ondskab, –
og dog har de derved imod sin vilje bragt tilveje
et varsel, som jeg hilser med høj glæde.
og dog har de derved imod sin vilje bragt tilveje
et varsel, som jeg hilser med høj glæde.
Ja, ligesom Babylonios faldt, således skal
også Babylon falde, berøvet sine smykkers pragt
og herlighed.
også Babylon falde, berøvet sine smykkers pragt
og herlighed.
Visdomslæreren Priskos.
Hvilken visdom i udlægningen!
Visdomslæreren Kytron.
Ved guderne, således er det!
De andre visdomslærere.
Således, og ikke anderledes!
Kejser Julian
(til Nevita).
(til Nevita).
Hæren skal vedblive at rykke frem. Dog
vil jeg denne aften, for en end større sikkerheds
skyld, anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte
bekræfte.
vil jeg denne aften, for en end større sikkerheds
s. 172
skyld, anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte
bekræfte.
Men hvad angår jer, I etruskiske gøglere,
som jeg med så stor bekostning har ladet komme
hid, da skal I vide, at jeg ikke længer tåler jer
i lejren, hvor I kun bidrager til at gøre soldaterne
modfaldne. Jeg siger, I forstår intet af det vanske-
lige håndværk, som I har påtaget eder. Hvilken
frækhed! Hvilket overmål af forvovenhed! Bort
med dem! Jeg vil ikke se dem tiere.
som jeg med så stor bekostning har ladet komme
hid, da skal I vide, at jeg ikke længer tåler jer
i lejren, hvor I kun bidrager til at gøre soldaterne
modfaldne. Jeg siger, I forstår intet af det vanske-
lige håndværk, som I har påtaget eder. Hvilken
frækhed! Hvilket overmål af forvovenhed! Bort
med dem! Jeg vil ikke se dem tiere.
(Nogle af livvagten driver spåmændene ud til venstre.)
Kejser Julian.
Babylonios faldt. Løven lå under for mine
soldater. Dog véd vi ikke derfor, hvilken usynlig
hjælp vi tør stole på. Guderne, hvis væsen
langt fra ikke er tilstrækkeligt udforsket, synes
stundom – hvis jeg så tør sige – at slumre
eller overhovedet kun lidt at gribe ind i de
menneskelige ting. Vi, mine kære venner, be-
finder os desværre i en sådan tid. Ja, vi har
endog været vidne til, at visse guder har und-
ladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende til
deres egen tarv og ære.
soldater. Dog véd vi ikke derfor, hvilken usynlig
hjælp vi tør stole på. Guderne, hvis væsen
langt fra ikke er tilstrækkeligt udforsket, synes
stundom – hvis jeg så tør sige – at slumre
eller overhovedet kun lidt at gribe ind i de
menneskelige ting. Vi, mine kære venner, be-
finder os desværre i en sådan tid. Ja, vi har
endog været vidne til, at visse guder har und-
ladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende til
deres egen tarv og ære.
Vi tør dog ikke dømme videre herom. Det
kunde tænkes, at de udødelige, som styrer og
opholder verden, til enkelte tider nedlægger sin
magt i menneskelige hænder, – hvorved guderne
visselig ikke i nogen måde forringes; thi det
skyldes dog dem, at en så særligt beåndet – ifald
han findes – har kunnet fremstå på jorden.
kunde tænkes, at de udødelige, som styrer og
opholder verden, til enkelte tider nedlægger sin
magt i menneskelige hænder, – hvorved guderne
visselig ikke i nogen måde forringes; thi det
skyldes dog dem, at en så særligt beåndet – ifald
han findes – har kunnet fremstå på jorden.
s. 173
Visdomslæreren Priskos.
O, mageløse kejser, giver ikke dine egne
gerninger vidnesbyrd om dette?
gerninger vidnesbyrd om dette?
Kejser Julian.
Jeg véd ikke, o Priskos, om jeg tør værd-
sætte mine gerninger så højt. At Galilæerne
tillægger Jøden Jesus fra Nazareth en sådan ud-
vælgelse, vil jeg ikke tale om; thi disse menne-
sker tager fejl, – hvilket jeg udførligt skal
vise i mit skrift imod dem. Men jeg vil nævne
Prometheus i gamle dage, hvilken fortrinlige helt
skaffede menneskene endog større goder, end de
udødelige syntes at unde dem, – hvorfor han
også måtte lide meget, både smerte og hånlig
medfart, indtil han endelig optoges i gudernes
samkvem, – det han i grunden den hele tid
havde tilhørt.
sætte mine gerninger så højt. At Galilæerne
tillægger Jøden Jesus fra Nazareth en sådan ud-
vælgelse, vil jeg ikke tale om; thi disse menne-
sker tager fejl, – hvilket jeg udførligt skal
vise i mit skrift imod dem. Men jeg vil nævne
Prometheus i gamle dage, hvilken fortrinlige helt
skaffede menneskene endog større goder, end de
udødelige syntes at unde dem, – hvorfor han
også måtte lide meget, både smerte og hånlig
medfart, indtil han endelig optoges i gudernes
samkvem, – det han i grunden den hele tid
havde tilhørt.
Og kan ikke det samme siges både om
Herakles og om Akilleus, og endeligen om Make-
donieren Alexander, med hvis gerninger nogle
har sammenlignet, dels hvad jeg har udført i
Gallien, og dels og fornemmelig hvad jeg har
for øje på dette tog?
Herakles og om Akilleus, og endeligen om Make-
donieren Alexander, med hvis gerninger nogle
har sammenlignet, dels hvad jeg har udført i
Gallien, og dels og fornemmelig hvad jeg har
for øje på dette tog?
Hærføreren Nevita.
Min kejser, – bagtroppen er nu lige under
os; – det var kanske på tiden –
os; – det var kanske på tiden –
Kejser Julian.
Straks, Nevita! Dog vil jeg først meddele
eder en sælsom drøm, som jeg havde denne nat.
eder en sælsom drøm, som jeg havde denne nat.
s. 174
Jeg drømte, at jeg så for mine øjne et barn,
som efterstræbtes af en rig mand, der ejede tal-
løse hjorder, men som ringeagtede gudernes dyr-
kelse.
som efterstræbtes af en rig mand, der ejede tal-
løse hjorder, men som ringeagtede gudernes dyr-
kelse.
Denne onde mand udryddede barnets samt-
lige slægtninge. Men over barnet selv ynkedes
Zeus, og han holdt sin hånd over det.
lige slægtninge. Men over barnet selv ynkedes
Zeus, og han holdt sin hånd over det.
Derpå så jeg dette barn vokse op til yngling
under Minervas og Apollons varetægt.
under Minervas og Apollons varetægt.
End videre drømte jeg, at ynglingen faldt i
søvn på en sten under åben himmel.
søvn på en sten under åben himmel.
Da steg Hermes ned på marken i en ung
mands skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig
den vej, som fører til den øverste guds bolig! –
Så ledte han ynglingen til foden af et såre stejlt
berg. Der forlod han ham.
mands skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig
den vej, som fører til den øverste guds bolig! –
Så ledte han ynglingen til foden af et såre stejlt
berg. Der forlod han ham.
Da brød ynglingen ud i gråd og klage og
råbte med høj røst på Zeus. Se, da steg Minerva
og sol-kongen, som hersker over jorden, ned i
hans nærhed, løftede ham op til fjeldets tinde,
pegte ud for ham og viste ham hele hans
slægts arv.
råbte med høj røst på Zeus. Se, da steg Minerva
og sol-kongen, som hersker over jorden, ned i
hans nærhed, løftede ham op til fjeldets tinde,
pegte ud for ham og viste ham hele hans
slægts arv.
Men denne arv var jordens kreds fra hav til
hav, og udenfor havet.
hav, og udenfor havet.
Da forkyndte de ynglingen, at alt dette skulde
tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham
derhos: han skulde ikke sove, som hans slægt-
ninge havde gjort; han skulde ikke lytte til hyk-
leres råd; og endelig skulde han ære som guder
dem, der ligner guderne. Glem ikke, sagde de,
idet de forlod ham, at du har en udødelig sjæl
og at denne din sjæl er af guddommeligt ud-
spring. Og følger du vore råd, skal du se vor
fader og vorde en gud ligesom vi.
tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham
derhos: han skulde ikke sove, som hans slægt-
ninge havde gjort; han skulde ikke lytte til hyk-
leres råd; og endelig skulde han ære som guder
dem, der ligner guderne. Glem ikke, sagde de,
idet de forlod ham, at du har en udødelig sjæl
s. 175
og at denne din sjæl er af guddommeligt ud-
spring. Og følger du vore råd, skal du se vor
fader og vorde en gud ligesom vi.
Visdomslæreren Priskos.
Hvad er tegn og varsler at agte imod dette!
Visdomslæreren Kytron.
Jeg tror ikke det er for meget sagt, når jeg
forventer, at skæbne-gudinderne betænker sig to
gange, ifald deres rådslagninger ikke skulde
stemme med dine.
forventer, at skæbne-gudinderne betænker sig to
gange, ifald deres rådslagninger ikke skulde
stemme med dine.
Kejser Julian.
Vi tør ikke med sikkerhed bygge på en
sådan undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at
finde denne drøm påfaldende, skønt min broder
Maximos ved sin taushed – imod al billig for-
ventning – hverken synes at finde behag i
drømmen eller i den iklædning, jeg har givet
den. – Dette får vi imidlertid at bære!
(han tager en papirrulle frem.)
sådan undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at
finde denne drøm påfaldende, skønt min broder
Maximos ved sin taushed – imod al billig for-
ventning – hverken synes at finde behag i
drømmen eller i den iklædning, jeg har givet
den. – Dette får vi imidlertid at bære!
Se her, Jovian; her har jeg tidligt denne
morgenstund på mit leje optegnet, hvad jeg
drømte. Tag dette, og lad det i talrige afskrifter
oplæse for de forskellige dele af hæren. Jeg
holder det for vigtigt på et så voveligt tog, at
soldaterne, midt under alle farer og besværlig-
heder, med tryghed lægger sin skæbne i førerens
hænder, agtende ham for ufejlbar i de ting, som
afgør krigens udfald.
morgenstund på mit leje optegnet, hvad jeg
drømte. Tag dette, og lad det i talrige afskrifter
oplæse for de forskellige dele af hæren. Jeg
holder det for vigtigt på et så voveligt tog, at
soldaterne, midt under alle farer og besværlig-
heder, med tryghed lægger sin skæbne i førerens
hænder, agtende ham for ufejlbar i de ting, som
afgør krigens udfald.
s. 176
Krigsøversten Jovian.
Jeg beder dig, min kejser, at fritage mig
for dette.
for dette.
Kejser Julian.
Hvad vil du dermed sige?
Krigsøversten Jovian.
At jeg ikke tør låne min hånd til noget,
som er sandheden imod. – O, hør mig, min
ophøjede kejser og herre! Gives der en eneste
af dine soldater, som tviler på, at han er sikker
i dine hænder? Har du ikke på Galliens grænser,
trods fiendtlig overmagt og vanskeligheder af for-
skellig slags, tilkæmpet dig større sejrvindinger,
end nogen anden hærfører i vore dage kan rose
sig af?
som er sandheden imod. – O, hør mig, min
ophøjede kejser og herre! Gives der en eneste
af dine soldater, som tviler på, at han er sikker
i dine hænder? Har du ikke på Galliens grænser,
trods fiendtlig overmagt og vanskeligheder af for-
skellig slags, tilkæmpet dig større sejrvindinger,
end nogen anden hærfører i vore dage kan rose
sig af?
Kejser Julian.
Ej, – se, se, hvilke nyheder!
Krigsøversten Jovian.
Alle véd, at lykken i vidunderligt mål har
fulgt dig indtil denne tid. I lærdom står du
over alle andre dødelige, og i veltalenhedens
skønne kunst bærer du prisen mellem de ypperste.
fulgt dig indtil denne tid. I lærdom står du
over alle andre dødelige, og i veltalenhedens
skønne kunst bærer du prisen mellem de ypperste.
Kejser Julian.
Og så –? Til trods for dette –?
Krigsøversten Jovian.
Til trods for dette, min kejser, er du kun
et menneske. Men idet du meddeler hæren hin
drøm, vil du udbrede den mening, at du er en
gud, – og heri tør jeg ikke gøre mig til din
hjælper.
et menneske. Men idet du meddeler hæren hin
drøm, vil du udbrede den mening, at du er en
gud, – og heri tør jeg ikke gøre mig til din
hjælper.
s. 177
Kejser Julian.
Hvad siger I, mine venner, til denne tale?
Visdomslæreren Kytron.
Den er visselig lige så dristig som den vidner
om ukyndighed.
om ukyndighed.
Kejser Julian.
Det synes som om du, o sandhedskærlige
Jovian, forglemmer, at hin kejser Antonin, med
tilnavnet den fromme, i et særligt tempel på
Roms torv har været dyrket som en udødelig
gud. Ja, ikke han alene, men også hans hustru
Faustina og andre kejsere både før og efter
den tid.
Jovian, forglemmer, at hin kejser Antonin, med
tilnavnet den fromme, i et særligt tempel på
Roms torv har været dyrket som en udødelig
gud. Ja, ikke han alene, men også hans hustru
Faustina og andre kejsere både før og efter
den tid.
Krigsøversten Jovian.
Jeg véd det, herre; – men vore forfædre
var det ikke givet at vandre i sandhedens lys.
var det ikke givet at vandre i sandhedens lys.
Kejser Julian
(med et langt blik på ham).
(med et langt blik på ham).
Ah, Jovian! –
Sig mig, – igår aftes, da jeg tog varsler
for den kommende nat, da trådte du til og bragte
mig et budskab, just som jeg med renselses-vand
skylled blodet af mine hænder.
for den kommende nat, da trådte du til og bragte
mig et budskab, just som jeg med renselses-vand
skylled blodet af mine hænder.
Krigsøversten Jovian.
Ja, min kejser!
Kejser Julian.
Ilfærdig, som jeg var, kom jeg til at stænke
nogle vanddråber på din kappe. Da veg du
hvast et skridt tilbage og rysted vandet af, som
om kappen var bleven besudlet.
nogle vanddråber på din kappe. Da veg du
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
12
s. 178
hvast et skridt tilbage og rysted vandet af, som
om kappen var bleven besudlet.
Krigsøversten Jovian.
Min kejser, – det undgik dig altså ikke?
Kejser Julian.
Var det din tanke, at det skulde undgåt mig?
Krigsøversten Jovian.
Ja, herre; thi det var en sag imellem mig
og den eneste sande Gud.
og den eneste sande Gud.
Kejser Julian.
Galilæer!
Krigsøversten Jovian.
Herre, du selv skikked mig til Jerusalem,
og jeg var vidne til alt, hvad der gik for sig.
Meget har jeg grublet siden den tid; jeg har
læst i de kristnes skrifter, har talt med mange
af dem, – og nu er jeg kommen efter, at i
denne lære ligger den guddommelige sandhed.
og jeg var vidne til alt, hvad der gik for sig.
Meget har jeg grublet siden den tid; jeg har
læst i de kristnes skrifter, har talt med mange
af dem, – og nu er jeg kommen efter, at i
denne lære ligger den guddommelige sandhed.
Kejser Julian.
Er det muligt! Er dette virkelig muligt?
Således griber altså hint smitsomme vanvid om
sig! Mine nærmeste omgivelser, – mine egne
krigsførere falder fra mig –
Således griber altså hint smitsomme vanvid om
sig! Mine nærmeste omgivelser, – mine egne
krigsførere falder fra mig –
Krigsøversten Jovian.
Stil mig forrest imod dine fiender, herre, –
og du skal se, at jeg gladelig giver kejseren,
hvad kejserens er.
og du skal se, at jeg gladelig giver kejseren,
hvad kejserens er.
s. 179
Kejser Julian.
Hvor meget –?
Krigsøversten Jovian.
Liv og blod.
Kejser Julian.
Liv og blod er ikke nok. Den, som skal
herske, må kunne herske over viljerne, over men-
neskenes sind. I dette er det, at hin Jesus af
Nazareth står mig imod og gør mig magten
stridig.
herske, må kunne herske over viljerne, over men-
neskenes sind. I dette er det, at hin Jesus af
Nazareth står mig imod og gør mig magten
stridig.
Bild dig ikke ind, at jeg vil straffe dig, Jo-
vian! De, du tilhører, higer efter sligt, som efter
en lykke. Og så kalder man eder blodvidner
bagefter. Eller hvad? Har man ikke således
ophøjet dem, jeg var nødt til at revse for deres
genstridigheds skyld?
vian! De, du tilhører, higer efter sligt, som efter
en lykke. Og så kalder man eder blodvidner
bagefter. Eller hvad? Har man ikke således
ophøjet dem, jeg var nødt til at revse for deres
genstridigheds skyld?
Gå til fortroppen! Jeg vil nødigt se dig
tiere. – O, dette bedrag imod mig, som I til-
hyller med talemåder om en dobbelt pligt og et
dobbelt rige! Dette skal vorde anderledes. Der
gives andre konger end Perser-kongen, som skal
få føle min fod på sin nakke.
tiere. – O, dette bedrag imod mig, som I til-
hyller med talemåder om en dobbelt pligt og et
dobbelt rige! Dette skal vorde anderledes. Der
gives andre konger end Perser-kongen, som skal
få føle min fod på sin nakke.
Til fortroppen, Jovian!
Krigsøversten Jovian.
Jeg skal gøre min skyldighed, herre!
(han går ud til højre.)
Kejser Julian.
Vi vil ikke, at denne morgenstund, der er
oprunden under så mange lykke-forkyndende
varsler, skal formørkes for os. Vi vil tage dette, og
andet mere, med et jævnt sind. Min drøm skal
dog kundgøres for hæren. Du, Kytron, og du,
min Priskos, og I andre venner, vil sørge for at
det sker på en værdig måde.
oprunden under så mange lykke-forkyndende
12*
s. 180
varsler, skal formørkes for os. Vi vil tage dette, og
andet mere, med et jævnt sind. Min drøm skal
dog kundgøres for hæren. Du, Kytron, og du,
min Priskos, og I andre venner, vil sørge for at
det sker på en værdig måde.
Visdomslærerne.
Med glæde, med usigelig glæde, herre!
(de modtager papirrullen og går ud til højre.)
Kejser Julian.
Jeg beder dig, o Hormisdas, ikke at tvile
på min magt, om det end kunde synes, som om
stridige viljer råded her. Gå; og du ligeså, Ne-
vita, og alle I øvrige, hver til sit; – jeg kommer
efter, når hæren er samlet ude på sletterne.
på min magt, om det end kunde synes, som om
stridige viljer råded her. Gå; og du ligeså, Ne-
vita, og alle I øvrige, hver til sit; – jeg kommer
efter, når hæren er samlet ude på sletterne.
(Alle, undtagen kejseren og Maximos, går ud til højre.)
Mystikeren Maximos
(efter en stund, rejser sig fra stenen, hvor han har siddet, og
går hen til kejseren).
(efter en stund, rejser sig fra stenen, hvor han har siddet, og
går hen til kejseren).
Min syge broder!
Kejser Julian.
Mere såret end syg. Hjorten, som træffes
af en skyttes pil, søger ind i tykningen, hvor
ikke dyrene kan se den. Det var mig utåleligt
at vise mig længere på Antiokias gader; – nu
synes jeg ikke, jeg kan vise mig for hæren.
af en skyttes pil, søger ind i tykningen, hvor
ikke dyrene kan se den. Det var mig utåleligt
at vise mig længere på Antiokias gader; – nu
synes jeg ikke, jeg kan vise mig for hæren.
Mystikeren Maximos.
Ingen ser dig, ven; thi de famler i blindhed.
Men du skal vorde en læge for deres øjne, og
da skal de se dig i din herlighed.
Men du skal vorde en læge for deres øjne, og
da skal de se dig i din herlighed.
s. 181
Kejser Julian
(stirrer ned i fjeldkløften).
(stirrer ned i fjeldkløften).
Hvor dybt under os! Hvor svindende små
bugter de sig ikke frem mellem krat og torner
langs med den stenede strøm.
bugter de sig ikke frem mellem krat og torner
langs med den stenede strøm.
Da vi stod foran denne snevring, da stævned
førerne, alle som en, lige ind i det trange. Det
var en times vej at korte, en smule møje at
spare – på vandringen imod døden.
førerne, alle som en, lige ind i det trange. Det
var en times vej at korte, en smule møje at
spare – på vandringen imod døden.
Og flokkene fulgte dem så villigt. Ingen
tanke på at lægge vejen ovenom; ingen længsel
efter den fri luftning heroppe, som vider brystet
ud og gør åndedraget rummeligt. Der går de,
og går og går, og ser ikke, at de har trang
himmel over sig – og véd ikke, at der gives
højder, hvor den er større. – Er det ikke, Maxi-
mos, som om menneskene leved for at komme
til at dø? Galilæerens ånd er i dette. Er det
sandt, som der siges, at hans fader skabte verden,
da foragter sønnen faderens værk. Og just for
dette formastelige vanvid er det, at han prises
så højt!
tanke på at lægge vejen ovenom; ingen længsel
efter den fri luftning heroppe, som vider brystet
ud og gør åndedraget rummeligt. Der går de,
og går og går, og ser ikke, at de har trang
himmel over sig – og véd ikke, at der gives
højder, hvor den er større. – Er det ikke, Maxi-
mos, som om menneskene leved for at komme
til at dø? Galilæerens ånd er i dette. Er det
sandt, som der siges, at hans fader skabte verden,
da foragter sønnen faderens værk. Og just for
dette formastelige vanvid er det, at han prises
så højt!
Hvad var dog ikke Sokrates imod ham!
Elsked ikke Sokrates nydelsen og lykken og
skønheden? Og dog forsaged han. – Men hvilket
bundløst svælg imellem dette – på den ene
side ikke at begære, – og på den anden side
at begære og dog forsage.
Elsked ikke Sokrates nydelsen og lykken og
skønheden? Og dog forsaged han. – Men hvilket
bundløst svælg imellem dette – på den ene
side ikke at begære, – og på den anden side
at begære og dog forsage.
O, denne tabte visdoms skat vilde jeg bringe
menneskene tilbage. Lig Dionysos fordum, kom
jeg dem glad og ung imøde, med løv om panden,
med druers fylde i mine arme. Men de viser
min gave fra sig, og jeg hånes og hades og be-
spottes af venner og af fiender.
menneskene tilbage. Lig Dionysos fordum, kom
jeg dem glad og ung imøde, med løv om panden,
s. 182
med druers fylde i mine arme. Men de viser
min gave fra sig, og jeg hånes og hades og be-
spottes af venner og af fiender.
Mystikeren Maximos.
Hvorfor? Jeg skal sige dig hvorfor.
I nærheden af en viss stad, hvor jeg engang
leved, var der et vinberg, vidt berømt for sine
druer; og når borgerne i staden ønsked ret søde
frugter på sit bord, da skikked de sine tjenere
ud til hint vinberg og lod hente druer der.
leved, var der et vinberg, vidt berømt for sine
druer; og når borgerne i staden ønsked ret søde
frugter på sit bord, da skikked de sine tjenere
ud til hint vinberg og lod hente druer der.
Mange år efter kom jeg til den samme stad;
men da vidste ingen længer besked om de for-
dum så højt priste druer. Da søgte jeg vingårds-
manden op og spurgte ham: sig mig, o ven, er
dine vinstokke uddøde, såsom ingen mere kender
dine druer? Nej, svarte vingårdsmanden, men du
véd, at unge vinstokke yder gode druer men
ringe vin; gamle vinstokke derimod dårlige druer
men god vin. Derfor, o fremmede, tilføjede han,
glæder jeg endnu mine medborgeres hjerter med
dette vinbergs overflod, kun i en anden skik-
kelse, – som vin, og ikke som druer.
men da vidste ingen længer besked om de for-
dum så højt priste druer. Da søgte jeg vingårds-
manden op og spurgte ham: sig mig, o ven, er
dine vinstokke uddøde, såsom ingen mere kender
dine druer? Nej, svarte vingårdsmanden, men du
véd, at unge vinstokke yder gode druer men
ringe vin; gamle vinstokke derimod dårlige druer
men god vin. Derfor, o fremmede, tilføjede han,
glæder jeg endnu mine medborgeres hjerter med
dette vinbergs overflod, kun i en anden skik-
kelse, – som vin, og ikke som druer.
Kejser Julian
(tankefuld).
(tankefuld).
Ja, ja, ja!
Mystikeren Maximos.
Det er dette, som du ikke har taget i agt.
Verdens vinstok er bleven gammel, og dog mener
du, lig fordum, at kunne byde druerne rå til
dem, der tørster efter den nye vin.
Verdens vinstok er bleven gammel, og dog mener
s. 183
du, lig fordum, at kunne byde druerne rå til
dem, der tørster efter den nye vin.
Kejser Julian.
Ak, min Maximos, hvem tørster? Nævn mig
en eneste, udenfor vort broderskab, som drages
af et åndeligt behov. – Ulykkelig er jeg, at jeg
fødtes i en slig jernalder.
en eneste, udenfor vort broderskab, som drages
af et åndeligt behov. – Ulykkelig er jeg, at jeg
fødtes i en slig jernalder.
Mystikeren Maximos.
Last ikke tiden. Havde tiden været større,
så var du bleven mindre. Verdens-sjælen er som
en rig mand, der har utallige sønner. Deler han
sin rigdom lige imellem alle sønnerne, da blir
de alle velhavende, men ingen af dem rig. Gør
han dem derimod alle arveløse på en nær, og
skænker alt til denne ene, da står denne ene
som en rig mand i en kreds af fattige.
så var du bleven mindre. Verdens-sjælen er som
en rig mand, der har utallige sønner. Deler han
sin rigdom lige imellem alle sønnerne, da blir
de alle velhavende, men ingen af dem rig. Gør
han dem derimod alle arveløse på en nær, og
skænker alt til denne ene, da står denne ene
som en rig mand i en kreds af fattige.
Kejser Julian.
Ingen lignelse passer mindre end denne. –
Eller står jeg således? Findes det ikke netop
delt på mange hænder, det, som verdens hersker
skulde besidde i rigere mål end alle andre; ja,
jeg tør vel sige – som han alene skulde be-
sidde! O, hvor er ikke magten delt! Har ikke
Libanios veltalenhedens magt i så fuldt et mål,
at man har kaldt ham talernes konge? Har ikke
du, min Maximos, den gådefulde visdoms magt?
Har ikke hin rasende Apollinaris i Antiokia
sangens og henrykkelsens magt i en fylde, som
jeg nok kunde misunde ham! Og nu Kappadokieren
Gregor! Har ikke han viljens ubændige magt
i et sligt overmål, at mangfoldige giver ham det
for en undersåt upassende tilnavn: den store!
Ja, – hvad end sælsommere er, – det samme
tilnavn gives Gregors ven, Basilios, manden med
det bløde sind og det pigeagtige øje. Og dog
træder han ikke frem i verden; her lever han,
denne Basilios, – just i denne fjerne egn, iført
en eneboers klædning, i samkvem alene med
sine lærlinge, og med sin søster Makrina og
andre kvinder, der kaldes fromme og hellige.
Og hvorledes virker ikke både han og søsteren
gennem de breve, som stundom udgår fra dem?
Alt, selv forsagelsen og tilbagetrukketheden,
vorder magt imod min magt. Men værst af dem
alle er dog den korsfæstede Jøde.
Eller står jeg således? Findes det ikke netop
delt på mange hænder, det, som verdens hersker
skulde besidde i rigere mål end alle andre; ja,
jeg tør vel sige – som han alene skulde be-
sidde! O, hvor er ikke magten delt! Har ikke
Libanios veltalenhedens magt i så fuldt et mål,
at man har kaldt ham talernes konge? Har ikke
du, min Maximos, den gådefulde visdoms magt?
s. 184
Har ikke hin rasende Apollinaris i Antiokia
sangens og henrykkelsens magt i en fylde, som
jeg nok kunde misunde ham! Og nu Kappadokieren
Gregor! Har ikke han viljens ubændige magt
i et sligt overmål, at mangfoldige giver ham det
for en undersåt upassende tilnavn: den store!
Ja, – hvad end sælsommere er, – det samme
tilnavn gives Gregors ven, Basilios, manden med
det bløde sind og det pigeagtige øje. Og dog
træder han ikke frem i verden; her lever han,
denne Basilios, – just i denne fjerne egn, iført
en eneboers klædning, i samkvem alene med
sine lærlinge, og med sin søster Makrina og
andre kvinder, der kaldes fromme og hellige.
Og hvorledes virker ikke både han og søsteren
gennem de breve, som stundom udgår fra dem?
Alt, selv forsagelsen og tilbagetrukketheden,
vorder magt imod min magt. Men værst af dem
alle er dog den korsfæstede Jøde.
Mystikeren Maximos.
Så bryd med al denne spredte myndighed!
Men tro ikke, at du kan knuse oprørerne, hvis
du kommer over dem som en feltherre, udsendt
af en hersker, hvem de ikke kender. I eget
navn må du komme, Julian! Kom Jesus af Na-
zareth som udsending fra en anden? Sagde han
sig ikke at være den, der udsendte ham? Sande-
lig, i dig er tidens fuldbyrdelse, og du ser det
ikke. Peger ikke alle tegn og varsler med en
usvigelig finger lige hen på dig? Skal jeg minde
dig om din moders drøm –?
Men tro ikke, at du kan knuse oprørerne, hvis
du kommer over dem som en feltherre, udsendt
af en hersker, hvem de ikke kender. I eget
navn må du komme, Julian! Kom Jesus af Na-
zareth som udsending fra en anden? Sagde han
sig ikke at være den, der udsendte ham? Sande-
lig, i dig er tidens fuldbyrdelse, og du ser det
ikke. Peger ikke alle tegn og varsler med en
s. 185
usvigelig finger lige hen på dig? Skal jeg minde
dig om din moders drøm –?
Kejser Julian.
Hun drømte, at hun fødte Akilleus.
Mystikeren Maximos.
Skal jeg minde dig om, at lykken har båret
dig, ligesom på stærke vinger, gennem et be-
væget og farefuldt liv? Hvem er du, herre? Er
du den genkomne Alexander, dengang ufærdig,
nu fuldbåren og rustet til at fuldbyrde værket?
dig, ligesom på stærke vinger, gennem et be-
væget og farefuldt liv? Hvem er du, herre? Er
du den genkomne Alexander, dengang ufærdig,
nu fuldbåren og rustet til at fuldbyrde værket?
Kejser Julian.
Maximos!
Mystikeren Maximos.
Der er en, som altid, med visse mellemrum,
kommer igen i menneskeslægtens liv. Han er
ligesom en rytter, der på ridebanen skal tæmme
en vild hest. Hver gang kaster hesten ham af.
En stund, så er rytteren i sadlen igen, altid
sikrere, altid mere øvet; men af måtte han i
sine skiftende skikkelser hver gang indtil denne
dag. Af måtte han som den gudsoprundne mand
i Edens lund; af måtte han som verdensrigets
grundlægger; – af må han som gudsrigets fyrste.
Hvo véd, hvor mange gange han har vandret
iblandt os, uden at nogen kendte ham?
kommer igen i menneskeslægtens liv. Han er
ligesom en rytter, der på ridebanen skal tæmme
en vild hest. Hver gang kaster hesten ham af.
En stund, så er rytteren i sadlen igen, altid
sikrere, altid mere øvet; men af måtte han i
sine skiftende skikkelser hver gang indtil denne
dag. Af måtte han som den gudsoprundne mand
i Edens lund; af måtte han som verdensrigets
grundlægger; – af må han som gudsrigets fyrste.
Hvo véd, hvor mange gange han har vandret
iblandt os, uden at nogen kendte ham?
Véd du, Julian, om du ikke var i ham,
som du nu forfølger?
som du nu forfølger?
s. 186
Kejser Julian
(ser frem for sig).
(ser frem for sig).
O, bundløse gåde –!
Mystikeren Maximos.
Skal jeg minde dig om hin gamle spådom,
som nu er sat i omløb igen? Det er bleven
forkyndt, at så mange år, som året har dage –
så mange år skal Galilæerens rige stå ved magt.
Om to år bliver det tre hundrede og fem og
sexti år siden, at denne mand fødtes i Bethlehem.
som nu er sat i omløb igen? Det er bleven
forkyndt, at så mange år, som året har dage –
så mange år skal Galilæerens rige stå ved magt.
Om to år bliver det tre hundrede og fem og
sexti år siden, at denne mand fødtes i Bethlehem.
Kejser Julian.
Tror du på denne spådom?
Mystikeren Maximos.
Jeg tror på den kommende.
Kejser Julian.
Altid gåder!
Mystikeren Maximos.
Jeg tror på den fri nødvendighed.
Kejser Julian.
End gådefuldere.
Mystikeren Maximos.
Se, Julian, – da Kaos væltede sig i det
tomme forfærdelige øde, og Jehova var alene,
– den dag, da han, efter de gamle jødiske
skrifter, slog ud med sin hånd og delte mellem
lys og mørke, mellem hav og land, – den dag
stod den store skabende gud på sin magts tinde.
tomme forfærdelige øde, og Jehova var alene,
– den dag, da han, efter de gamle jødiske
skrifter, slog ud med sin hånd og delte mellem
lys og mørke, mellem hav og land, – den dag
stod den store skabende gud på sin magts tinde.
s. 187
Men med menneskene opstod viljer på jorden.
Og mennesker og dyr og træer og urter skabte
sine lige efter evige love; og efter evige love
går alle stjerner i himmelrummet.
Og mennesker og dyr og træer og urter skabte
sine lige efter evige love; og efter evige love
går alle stjerner i himmelrummet.
Har Jehova angret? Alle folkeslags gamle
sagn véd at fortælle om en angrende skaber.
sagn véd at fortælle om en angrende skaber.
Vedligeholdelsens lov har han lagt i skab-
ningen. For sent at angre! Det skabte vil ved-
ligeholde sig – og så vedligeholdes det.
ningen. For sent at angre! Det skabte vil ved-
ligeholde sig – og så vedligeholdes det.
Men ensidighedens to riger fører krig med
hinanden. Hvor er han, hvor er han, fredskongen,
den tvesidige, han, som skal forlige dem?
hinanden. Hvor er han, hvor er han, fredskongen,
den tvesidige, han, som skal forlige dem?
Kejser Julian
(hen for sig).
(hen for sig).
To år? Alle guder uvirksomme. Ingen
lunefuld magt bagved, som gider krydse mine
hensigter – –
lunefuld magt bagved, som gider krydse mine
hensigter – –
To år? I to år kan jeg lægge jorden under
mit herredømme.
mit herredømme.
Mystikeren Maximos.
Du talte, min Julian; – hvad sagde du?
Kejser Julian.
Jeg er ung og stærk og sund. Maximos, –
det er min vilje at leve længe.
(han går ud til højre. Maximos følger ham.)
det er min vilje at leve længe.
s. 188
(En bakket skogegn med et vandløb mellem træerne. Oppe på
højden en liden landgård. Det er henimod solnedgang.)
højden en liden landgård. Det er henimod solnedgang.)
(Hærafdelinger drager fra venstre til højre forbi nedenunder
bakkerne. Basilios fra Cæsaræa og hans søster Makrina,
begge i eneboerklæder, står nede ved vejkanten og rækker
vand og frugter til de udmattede soldater.)
bakkerne. Basilios fra Cæsaræa og hans søster Makrina,
begge i eneboerklæder, står nede ved vejkanten og rækker
vand og frugter til de udmattede soldater.)
Makrina.
O, Basilios, se, – den ene blegere, den ene
mere udtæret end den anden!
mere udtæret end den anden!
Basilios fra Cæsaræa.
Og så utallig mange kristne brødre iblandt
dem! Ve over kejser Julian! Dette er gru-
sommere udtænkt end alle pinebænkens kvaler.
Imod hvem er det, at han fører sine hærskarer?
Mindre imod Perser-kongen end imod Kristus.
dem! Ve over kejser Julian! Dette er gru-
sommere udtænkt end alle pinebænkens kvaler.
Imod hvem er det, at han fører sine hærskarer?
Mindre imod Perser-kongen end imod Kristus.
Makrina.
Tror du dette forfærdelige om ham?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, Makrina, det går mere og mere op for
mig, at det er os, slaget skal ramme. Alle de
nederlag, han har lidt i Antiokia, al den mod-
stand, han har mødt, alle de ydmygelser og
skuffelser, han har måttet døje for sin ugudelige
færd, det tænker han alt sammen at dække over
med glemsel ved et sejrrigt krigstog. Og det
vil lykkes ham. En stor sejr vil udslette alt
hint. Menneskene er ikke anderledes; de ser
retten i lykken, og under magten bøjer de fleste sig.
mig, at det er os, slaget skal ramme. Alle de
nederlag, han har lidt i Antiokia, al den mod-
stand, han har mødt, alle de ydmygelser og
skuffelser, han har måttet døje for sin ugudelige
færd, det tænker han alt sammen at dække over
med glemsel ved et sejrrigt krigstog. Og det
vil lykkes ham. En stor sejr vil udslette alt
hint. Menneskene er ikke anderledes; de ser
retten i lykken, og under magten bøjer de fleste sig.
s. 189
Makrina
(peger ud til venstre).
(peger ud til venstre).
Nye skarer! Utællelige, uden ophør –
(En afdeling soldater kommer forbi; en ung mand i rækken
falder af udmattelse om på vejen.)
falder af udmattelse om på vejen.)
En underfører
(slår ham med sin kæp).
(slår ham med sin kæp).
Op med dig, du lade hund!
Makrina
(iler til).
(iler til).
O, slå ham ikke!
Soldaten.
Lad dem slå; – jeg lider så gerne.
Høvedsmanden Ammian
(kommer).
(kommer).
Atter ophold! – Nå, det er ham. Kan han
virkelig ikke mere?
virkelig ikke mere?
Underføreren.
Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige, herre; han
falder hvert øjeblik.
falder hvert øjeblik.
Makrina.
O, vær tålmodig! Hvem er denne ulykke-
lige? – Se her; sug saften af disse frugter. –
Hvem er han, herre?
lige? – Se her; sug saften af disse frugter. –
Hvem er han, herre?
Høvedsmanden Ammian.
En Kappadokier, – en af de vildfarende,
som var med at skænde Venus-templet i Antiokia.
som var med at skænde Venus-templet i Antiokia.
Makrina.
O, en af hine blodvidner –!
s. 190
Høvedsmanden Ammian.
Prøv at rejse dig, Agathon! Jeg ynkes over
dette menneske. De revsed ham voldsommere,
end han kunde tåle. Han har ikke været ved
sin forstand siden.
dette menneske. De revsed ham voldsommere,
end han kunde tåle. Han har ikke været ved
sin forstand siden.
Agathon
(rejser sig).
(rejser sig).
Jeg kan godt tåle det. Og jeg er fuldt ved
min forstand, herre! Slå, slå, slå; – jeg lider
så gerne.
min forstand, herre! Slå, slå, slå; – jeg lider
så gerne.
Høvedsmanden Ammian
(til underføreren).
(til underføreren).
Fremad; her er ikke tid at spilde.
Underføreren
(til soldaterne).
(til soldaterne).
Fremad; fremad!
Agathon.
Babylonios faldt; – snart skal den baby-
loniske horkarl falde. Zaitas løve blev fældet;
– fældes skal verdens kronede løve!
loniske horkarl falde. Zaitas løve blev fældet;
– fældes skal verdens kronede løve!
(Soldaterne drives ud til højre.)
Høvedsmanden Ammian
(til Basilios og Makrina).
(til Basilios og Makrina).
I sælsomme mennesker; – I farer vild og
øver dog det gode. Tak, at I har kvæget de
udmattede; og gid kejserens tarv tillod, at jeg
turde handle så mildt imod eders brødre, som
jeg gerne vilde.
(han går ud til højre.)
øver dog det gode. Tak, at I har kvæget de
udmattede; og gid kejserens tarv tillod, at jeg
turde handle så mildt imod eders brødre, som
jeg gerne vilde.
s. 191
Basilios fra Cæsaræa.
Gud være med dig, du ædle hedning!
Makrina.
Hvem mon denne mand var?
Basilios fra Cæsaræa.
Jeg kendte ham ikke.
(peger ud til venstre.)
O, se, se, – der er han selv!
Makrina.
Kejseren? Er det kejseren?
Basilios fra Cæsaræa.
Ja, det er ham.
(Kejser Julian med flere krigsøverster, ledsaget af livvagts-
føreren Anatolos samt en vagtafdeling kommer fra venstre.)
føreren Anatolos samt en vagtafdeling kommer fra venstre.)
Kejser Julian
(til sine ledsagere).
(til sine ledsagere).
Ej, hvad træt? Skulde en hests fald bringe
mig til at standse? Eller skulde det være mindre
sømmeligt at gå tilfods, end at bestige et ringere
dyr? Træt! Min stamfader har udsagt, at det
bør sig en kejser at dø stående. Jeg siger, at
det bør sig en kejser, i hans hele liv – ikke
blot i dødsstunden – at vise en efterfølgelses-
værdig udholdenhed; jeg siger – – Ah, ved
himlens store lys, ser jeg ikke der for mine øjne
Cæsaræeren Basilios!
mig til at standse? Eller skulde det være mindre
sømmeligt at gå tilfods, end at bestige et ringere
dyr? Træt! Min stamfader har udsagt, at det
bør sig en kejser at dø stående. Jeg siger, at
det bør sig en kejser, i hans hele liv – ikke
blot i dødsstunden – at vise en efterfølgelses-
værdig udholdenhed; jeg siger – – Ah, ved
himlens store lys, ser jeg ikke der for mine øjne
Cæsaræeren Basilios!
Basilios fra Cæsaræa
(bøjer sig dybt).
(bøjer sig dybt).
Din ringe tjener, o mægtigste herre!
s. 192
Kejser Julian.
Ja, det skal jeg tro! Du tjener mig i sand-
hed godt, Basilios!
(går nærmere.)
hed godt, Basilios!
Så dette er altså det landhus, der er kommet
i så stort ry ved de breve, som udgår herfra.
Man taler trindt i alle lande mere om dette hus,
end man taler om læresalene, skønt jeg hverken
har skyet flid eller møje for at bringe dem på
fode igen.
i så stort ry ved de breve, som udgår herfra.
Man taler trindt i alle lande mere om dette hus,
end man taler om læresalene, skønt jeg hverken
har skyet flid eller møje for at bringe dem på
fode igen.
Ikke sandt, – denne kvinde er sikkerlig
din søster Makrina?
din søster Makrina?
Basilios fra Cæsaræa.
Så er det, herre!
Kejser Julian.
Du er en skøn kvinde, og ung endnu. Og
dog har du, som jeg hører, givet afkald på livet.
dog har du, som jeg hører, givet afkald på livet.
Makrina.
Herre, jeg har givet afkald på livet for at
komme til ret at leve.
komme til ret at leve.
Kejser Julian.
Ak, jeg kender såre godt eders vildfarelser.
I sukker efter det, som ligger hinsides og hvor-
om I intet med visshed véd; I spæger eders kød;
I undertrykker alle menneskelige lyster. Og dog
siger jeg eder, at dette kan være en forfængelig-
hed, så godt som enhver anden.
I sukker efter det, som ligger hinsides og hvor-
om I intet med visshed véd; I spæger eders kød;
I undertrykker alle menneskelige lyster. Og dog
siger jeg eder, at dette kan være en forfængelig-
hed, så godt som enhver anden.
s. 193
Basilios fra Cæsaræa.
Tro ikke, herre, at jeg er blind for den
fare, som ligger i forsagelsen. Jeg véd vel, at min
ven Gregor har ret, når han skriver, at han trøster
sig til at være eneboer med hjertet uden at være
det med legemet. Og jeg véd også, at denne
grove klædning lidet båder min sjæl, ifald jeg
regner mig det til fortjeneste at bære den.
fare, som ligger i forsagelsen. Jeg véd vel, at min
ven Gregor har ret, når han skriver, at han trøster
sig til at være eneboer med hjertet uden at være
det med legemet. Og jeg véd også, at denne
grove klædning lidet båder min sjæl, ifald jeg
regner mig det til fortjeneste at bære den.
Men således føler jeg det ikke. Dette til-
bagetrukne liv fylder mig med en usigelig lykke;
det er alt. Hine vilde brydninger, som verden
oplever i denne tid, træder mig ikke her for øje
i sin uskønhed. Her fornemmer jeg mit legeme
opløftet i bønnen, og min sjæl renset ved en
tarvelig levemåde.
bagetrukne liv fylder mig med en usigelig lykke;
det er alt. Hine vilde brydninger, som verden
oplever i denne tid, træder mig ikke her for øje
i sin uskønhed. Her fornemmer jeg mit legeme
opløftet i bønnen, og min sjæl renset ved en
tarvelig levemåde.
Kejser Julian.
O, min nøjsomme Basilios, jeg tror dog, du
eftertragter noget mere. Hvis man har sagt sandt,
så har din søster her forsamlet om sig en hob
unge kvinder, hvilke hun oplærer efter sit for-
billede. Og du selv har jo, ligesom din galilæiske
mester, kåret dig tolv lærlinge. Hvad er din agt
med dem?
eftertragter noget mere. Hvis man har sagt sandt,
så har din søster her forsamlet om sig en hob
unge kvinder, hvilke hun oplærer efter sit for-
billede. Og du selv har jo, ligesom din galilæiske
mester, kåret dig tolv lærlinge. Hvad er din agt
med dem?
Basilios fra Cæsaræa.
At sende dem ud til alle lande for at styrke
vore brødre i striden.
vore brødre i striden.
Kejser Julian.
Ja så! Udrustet med alle veltalenhedens
våben sender du din hær imod mig. Og hvor
har du denne veltalenhed, denne skønne græske
kunst fra? Du har den fra vore læresale. Og
med hvilken ret besidder du den? Du har listet
dig som en spejder ind i vor lejr for at udforske,
hvor vi sikkrest kan rammes. Og nu nytter du
denne kundskab til vor største skade!
våben sender du din hær imod mig. Og hvor
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
13
s. 194
har du denne veltalenhed, denne skønne græske
kunst fra? Du har den fra vore læresale. Og
med hvilken ret besidder du den? Du har listet
dig som en spejder ind i vor lejr for at udforske,
hvor vi sikkrest kan rammes. Og nu nytter du
denne kundskab til vor største skade!
Véd du vel, Basilios, at jeg ikke er tilsinds
at tåle denne usømmelighed længere? Jeg vil
slå eder dette våben ud af hænderne. Hold eder
til Matthæus og Lukas og andre slige uhøvlede
bogskrivere. Men I skal ikke herefter få lov til
at fortolke vore gamle digtere og heller ikke vore
gamle visdomslærere; thi jeg agter det ubilligt, at
I suger kundskab og fordel af disse kilder, på
hvis sandhed I slet ingen tro har. Ligervis
skal det forbydes alle galilæiske lærlinge at
komme i vore læresale; thi hvad vil de vel
der? Frastjæle os vor kunst for at bruge den
imod os selv.
at tåle denne usømmelighed længere? Jeg vil
slå eder dette våben ud af hænderne. Hold eder
til Matthæus og Lukas og andre slige uhøvlede
bogskrivere. Men I skal ikke herefter få lov til
at fortolke vore gamle digtere og heller ikke vore
gamle visdomslærere; thi jeg agter det ubilligt, at
I suger kundskab og fordel af disse kilder, på
hvis sandhed I slet ingen tro har. Ligervis
skal det forbydes alle galilæiske lærlinge at
komme i vore læresale; thi hvad vil de vel
der? Frastjæle os vor kunst for at bruge den
imod os selv.
Basilios fra Cæsaræa.
Herre, jeg har allerede før hørt dette sæl-
somme forsæt omtale. Og jeg må give Gregor
medhold, når han skriver, at du ikke har nogen
udelukkende ret til den græske lærdom, ej heller
til den græske talekunst. Jeg må give ham
medhold, når han siger, at du jo bruger bogstav-
skriften, som dog er opfunden hos Egypterne,
og at du ifører dig purpuret, skønt det først
kom i brug hos folkene i Tyros.
somme forsæt omtale. Og jeg må give Gregor
medhold, når han skriver, at du ikke har nogen
udelukkende ret til den græske lærdom, ej heller
til den græske talekunst. Jeg må give ham
medhold, når han siger, at du jo bruger bogstav-
skriften, som dog er opfunden hos Egypterne,
og at du ifører dig purpuret, skønt det først
kom i brug hos folkene i Tyros.
s. 195
Ja, herre, – mere end det. Du underkaster
dig lande og gør dig til hersker over folkeslag,
hvis sprog du ikke forstår og hvis sæder du ikke
kender. Og det har du ret til. Men den samme
ret, du har i den synlige verden, den samme ret
har han, som du kalder Galilæeren, i den usyn-
lige –
dig lande og gør dig til hersker over folkeslag,
hvis sprog du ikke forstår og hvis sæder du ikke
kender. Og det har du ret til. Men den samme
ret, du har i den synlige verden, den samme ret
har han, som du kalder Galilæeren, i den usyn-
lige –
Kejser Julian.
Nok om dette! Jeg vil ikke oftere høre
sligt. I taler, som om der gaves to verdens-
herskere, og med den indvending prøver I at
standse mig på alle mine veje. O, I latterlige!
I stiller en død imod en levende. Men I skal
snart få vide, hvorledes det hænger sammen.
Det skrift imod eder, som jeg længe har arbejdet
på, det må I ikke tro, at jeg har lagt tilside
under krigens sysler. Tænker I kanske, at jeg
tilbringer mine nætter med at sove? Ah, I for-
regner eder! For «Skæg-haderen» høsted jeg
kun spot, – og det selv hos dem, som kunde
havt besynderlig gavn af at lægge sig visse sand-
heder på hjerte. Men det skal ingenlunde af-
skrække mig. Eller skulde det sømme sig for
en mand med kæp i hånden at vige tilbage for
en flok gøende hunde? – Hvorfor smilte du,
kvinde? Hvad var det du lo af?
sligt. I taler, som om der gaves to verdens-
herskere, og med den indvending prøver I at
standse mig på alle mine veje. O, I latterlige!
I stiller en død imod en levende. Men I skal
snart få vide, hvorledes det hænger sammen.
Det skrift imod eder, som jeg længe har arbejdet
på, det må I ikke tro, at jeg har lagt tilside
under krigens sysler. Tænker I kanske, at jeg
tilbringer mine nætter med at sove? Ah, I for-
regner eder! For «Skæg-haderen» høsted jeg
kun spot, – og det selv hos dem, som kunde
havt besynderlig gavn af at lægge sig visse sand-
heder på hjerte. Men det skal ingenlunde af-
skrække mig. Eller skulde det sømme sig for
en mand med kæp i hånden at vige tilbage for
en flok gøende hunde? – Hvorfor smilte du,
kvinde? Hvad var det du lo af?
Makrina.
Hvorfor, o herre, ivrer du så stærkt imod
en, som du kalder død?
en, som du kalder død?
13*
s. 196
Kejser Julian.
Ah, jeg skønner! Du vil dermed sige, at
han lever.
han lever.
Makrina.
Jeg vil dermed sige, at du, o mægtige herre,
i dit hjerte føler, at han visselig lever.
i dit hjerte føler, at han visselig lever.
Kejser Julian.
Jeg? Hvad nu! Jeg skulde føle –?
Makrina.
Hvad er det, du hader og forfølger? Ikke
ham men din tro på ham. Og lever han ikke
i dit had og i din forfølgelse, således, som han
lever i vor kærlighed?
ham men din tro på ham. Og lever han ikke
i dit had og i din forfølgelse, således, som han
lever i vor kærlighed?
Kejser Julian.
Jeg kender eders vredne talemåder. I Gali-
læere siger et og mener dermed et andet. Og
sligt kalder I for talekunst! O, I middelmådige
ånder! Hvilken dårskab! Jeg skulde føle, at
den korsfæstede Jøde lever? O, hvilken sunken
tid, der kan lade sig nøje med sligt! Men
menneskene er ikke bedre nutildags. Galskab
regnes for visdom. Hvorledes har jeg ikke i
usigelig mange nætter våget og gransket for at
finde tingenes rette grund? Men hvor er de,
som følger mig efter? Mange priser min tale;
men få eller ingen lader sig overtyde.
læere siger et og mener dermed et andet. Og
sligt kalder I for talekunst! O, I middelmådige
ånder! Hvilken dårskab! Jeg skulde føle, at
den korsfæstede Jøde lever? O, hvilken sunken
tid, der kan lade sig nøje med sligt! Men
menneskene er ikke bedre nutildags. Galskab
regnes for visdom. Hvorledes har jeg ikke i
usigelig mange nætter våget og gransket for at
finde tingenes rette grund? Men hvor er de,
som følger mig efter? Mange priser min tale;
men få eller ingen lader sig overtyde.
Dog, sandelig, enden er ikke endnu. Der
skal komme noget over eder som en overraskelse.
I skal fornemme, hvor alt det spredte stræber
hen, for at ene sig i et. I skal erfare, at alt
det, som I nu foragter, det har herligheden i
sig, – og det kors, som I hænger eders for-
trøstning på, det vil jeg tømre om til en stige
for ham, som I ikke kender.
skal komme noget over eder som en overraskelse.
s. 197
I skal fornemme, hvor alt det spredte stræber
hen, for at ene sig i et. I skal erfare, at alt
det, som I nu foragter, det har herligheden i
sig, – og det kors, som I hænger eders for-
trøstning på, det vil jeg tømre om til en stige
for ham, som I ikke kender.
Makrina.
Og jeg siger dig, kejser, at du ikke er
andet end en svøbe i Guds hånd, – en svøbe,
som må slå os for vore synders skyld. Ve os,
at dette skulde komme! Ve os, at vi, splidagtigt
og kærlighedsløst, veg af fra den rette vej!
andet end en svøbe i Guds hånd, – en svøbe,
som må slå os for vore synders skyld. Ve os,
at dette skulde komme! Ve os, at vi, splidagtigt
og kærlighedsløst, veg af fra den rette vej!
Der var ingen konge mere i Israel. Derfor
slog Herren dig med vanvid, at du skulde
tugte os.
slog Herren dig med vanvid, at du skulde
tugte os.
Hvilken ånd har han ikke formørket, for at
den skulde rase imod os! Hvilket blomstrende
træ har han ikke kvistet af til ris for vore
skyldtyngede skuldre!
den skulde rase imod os! Hvilket blomstrende
træ har han ikke kvistet af til ris for vore
skyldtyngede skuldre!
Varsler mante dig, og du agted dem ikke.
Røster kaldte dig, og du hørte dem ikke. Hænder
skrev sin ildskrift på væggen for dig, og du strøg
skriften ud uden at tyde den.
Røster kaldte dig, og du hørte dem ikke. Hænder
skrev sin ildskrift på væggen for dig, og du strøg
skriften ud uden at tyde den.
Kejser Julian.
Basilios, – jeg gad gerne have kendt denne
kvinde før idag.
kvinde før idag.
Basilios fra Cæsaræa.
Kom, Makrina!
s. 198
Makrina.
Ve mig, at jeg fik se disse skinnende øjne!
Engel og slange, enet til et; den frafaldnes længsel
og fristerens list på en gang! O, hvorledes har
vore brødre og søstre kunnet bære sejrshåbet
højt i denne udsendings nærhed? I ham er en
større. Ser du det ikke, Basilios, – i ham vil
Gud Herren slå os til døden.
Engel og slange, enet til et; den frafaldnes længsel
og fristerens list på en gang! O, hvorledes har
vore brødre og søstre kunnet bære sejrshåbet
højt i denne udsendings nærhed? I ham er en
større. Ser du det ikke, Basilios, – i ham vil
Gud Herren slå os til døden.
Kejser Julian.
Du har sagt det!
Makrina.
Ikke jeg!
Kejser Julian.
Første vundne sjæl!
Makrina.
Vig fra mig!
Basilios fra Cæsaræa.
Kom, – kom!
Kejser Julian.
Bliv her! – Anatolos, slå vagt om dem! –
Det er min vilje, at I skal følge hæren, – både
I og eders lærlinge, – ynglinge og kvinder.
Det er min vilje, at I skal følge hæren, – både
I og eders lærlinge, – ynglinge og kvinder.
Basilios fra Cæsaræa.
Herre, det kan du ikke ville.
Kejser Julian.
Det er ikke klogt at efterlade fæstninger i
ryggen. Se, jeg slår ud med min hånd og
dæmper denne brændende pileregn, som I har
udgydt fra hint lille landhus.
ryggen. Se, jeg slår ud med min hånd og
s. 199
dæmper denne brændende pileregn, som I har
udgydt fra hint lille landhus.
Basilios fra Cæsaræa.
Nej, nej, herre, – denne voldsgerning –
Makrina.
Ak, Basilios, – her eller hist – alt er ude!
Kejser Julian.
Står der ikke skrevet, at I skal give kejseren,
hvad kejserens er? Jeg bruger alle hænder på
dette tog. I kan pleje mine syge og sårede.
Derved tjener I Galilæeren tillige; og holder I
dette endnu for en pligt, så råder jeg eder at
nytte tiden. Han har ikke længe igen.
hvad kejserens er? Jeg bruger alle hænder på
dette tog. I kan pleje mine syge og sårede.
Derved tjener I Galilæeren tillige; og holder I
dette endnu for en pligt, så råder jeg eder at
nytte tiden. Han har ikke længe igen.
(Nogle soldater har omringet Basilios og Makrina; andre iler
gennem tykningen op mod huset.)
gennem tykningen op mod huset.)
Makrina.
Synkende sol over hjemmet; synkende håb
og synkende verdens lys! O, Basilios, at vi
skulde opleve at se natten.
og synkende verdens lys! O, Basilios, at vi
skulde opleve at se natten.
Basilios fra Cæsaræa.
Lyset er.
Kejser Julian.
Lyset vorder. Ryggen mod aftenrøden, Gali-
læere! Øjet mod øst, mod øst, hvor Helios
drømmer. Sandelig, jeg siger eder, I skal se
jordens solkonge.
læere! Øjet mod øst, mod øst, hvor Helios
drømmer. Sandelig, jeg siger eder, I skal se
jordens solkonge.
(Han går ud til højre; alle følger ham.)
s. 200
(Hinsides Eufrat og Tigris. En vid slette med den kejserlige
teltlejr. Småkrat til venstre og i baggrunden dølger Tigris-flodens
krumninger. Skibsmaster rager op over krattet i en lang uover-
skuelig række. Skyfuld aften.)
teltlejr. Småkrat til venstre og i baggrunden dølger Tigris-flodens
krumninger. Skibsmaster rager op over krattet i en lang uover-
skuelig række. Skyfuld aften.)
(Soldater og krigsfolk af alle slags er ifærd med at slå
lejr på sletten. Allehånde forråd bringes fra skibene. Vagtilde
langt borte. Hærføreren Nevita, krigsøversten Jovian og
flere høvdinger kommer fra flåden.)
lejr på sletten. Allehånde forråd bringes fra skibene. Vagtilde
langt borte. Hærføreren Nevita, krigsøversten Jovian og
flere høvdinger kommer fra flåden.)
Hærføreren Nevita.
Se nu, om ikke kejseren valgte det rette.
Her står vi uden sværdslag på fiendens grund;
ingen har gjort os overgangen over floderne
stridig; ikke så meget som en eneste persisk
rytter er at øjne.
Her står vi uden sværdslag på fiendens grund;
ingen har gjort os overgangen over floderne
stridig; ikke så meget som en eneste persisk
rytter er at øjne.
Krigsøversten Jovian.
Nej, herre, ad denne vej har fienden visselig
ikke ventet os.
ikke ventet os.
Hærføreren Nevita.
Du siger dette, som om du endnu holdt
fast ved, at valget af denne vej var uklogt.
fast ved, at valget af denne vej var uklogt.
Krigsøversten Jovian.
Ja, herre, det er fremdeles min mening, at
vi heller skulde slåt ind på en nordligere retning.
Der kunde vi støttet vor venstre fløj til Arme-
nien, som er os venligt sindet, og hentet alt for-
nødent underhold fra dette overflødige landskab.
Men her? Hæmmet i vor fremgang af de tunge
lastskibe. Rundt om os en øde slette, næsten
en ørk – – Ah, kejseren kommer. Jeg vil gå;
han er mig ikke nådig i denne tid.
vi heller skulde slåt ind på en nordligere retning.
Der kunde vi støttet vor venstre fløj til Arme-
nien, som er os venligt sindet, og hentet alt for-
nødent underhold fra dette overflødige landskab.
Men her? Hæmmet i vor fremgang af de tunge
lastskibe. Rundt om os en øde slette, næsten
s. 201
en ørk – – Ah, kejseren kommer. Jeg vil gå;
han er mig ikke nådig i denne tid.
(Han går ud til højre. I det samme kommer kejser Julian
med nogle ledsagere fra skibene. Livlægen Oribases, vis-
domslærerne Priskos og Kytron samt nogle flere træder
frem mellem teltene på højre side og går kejseren imøde.)
med nogle ledsagere fra skibene. Livlægen Oribases, vis-
domslærerne Priskos og Kytron samt nogle flere træder
frem mellem teltene på højre side og går kejseren imøde.)
Kejser Julian.
Således ser vi kejser-riget vokse. Hvert
skridt, jeg træder imod øst, flytter rigets grænse.
(han stamper i jorden.)
skridt, jeg træder imod øst, flytter rigets grænse.
Denne jord er min! Jeg er i riget, ikke
udenfor. – Nu, Priskos –?
udenfor. – Nu, Priskos –?
Visdomslæreren Priskos.
Uforlignelige kejser, dit bud er udført. Hvad
du så underfuldt drømte, har vi ladet oplæse
for alle hærens afdelinger.
du så underfuldt drømte, har vi ladet oplæse
for alle hærens afdelinger.
Kejser Julian.
Vel, vel. Og hvad virkning lod min drøm
til at øve på soldaterne?
til at øve på soldaterne?
Visdomslæreren Kytron.
Nogle priste dig med glad røst og kaldte
dig den guddommelige; andre derimod –
dig den guddommelige; andre derimod –
Visdomslæreren Priskos.
Disse andre vare Galilæere, o Kytron!
Visdomslæreren Kytron.
Ja, ja, de fleste andre var Galilæere, og
disse slog sig for sit bryst og udstødte høje
klageråb.
disse slog sig for sit bryst og udstødte høje
klageråb.
s. 202
Kejser Julian.
Jeg vil ikke blive stående ved dette. De
brystbilleder af mig, som jeg har ladet forfærdige
for at opstille dem i de byer, jeg kommer til at
undertvinge, de skal oprejses trindt om i lejren
ved alle borde, hvor skatmestrene uddeler krigs-
folkets lønning. Lamper skal tændes ved siden
af billederne, et fyrfad med vellugtende røgelse
skal brænde foran, og hver soldat skal, idet han
går frem for at modtage sin løn, kaste nogle
røgelsekorn på ilden.
brystbilleder af mig, som jeg har ladet forfærdige
for at opstille dem i de byer, jeg kommer til at
undertvinge, de skal oprejses trindt om i lejren
ved alle borde, hvor skatmestrene uddeler krigs-
folkets lønning. Lamper skal tændes ved siden
af billederne, et fyrfad med vellugtende røgelse
skal brænde foran, og hver soldat skal, idet han
går frem for at modtage sin løn, kaste nogle
røgelsekorn på ilden.
Livlægen Oribases.
Min nådigste kejser, tilgiv mig, men – er
det rådeligt?
det rådeligt?
Kejser Julian.
Hvorfor ikke rådeligt? Jeg forbauses over
min Oribases.
min Oribases.
Visdomslæreren Priskos.
Ak, herre, du må vel forbauses! Skulde det
ikke være rådeligt, at –?
ikke være rådeligt, at –?
Visdomslæreren Kytron.
Skulde ikke en Julian turde vove, hvad
mindre guddommelige mænd har vovet?
mindre guddommelige mænd har vovet?
Kejser Julian.
Jeg finder også, at det voveligste her vilde
være at lægge dølgsmål på de gådefulde magters
rådslagninger, Er det kommen så vidt, at de
guddommelige nedlægger sin magt i jordiske
hænder, – hvilket vi af mange tegn tør slutte
at være tilfældet, – så vilde det i sandhed være
højst utaknemmeligt at fordølge sådant. Det er
under så farefulde forholde, som disse, ingen-
lunde ligegyldigt, om soldaterne yder sin dyrkelse
til den urette, da de dog skulde påkalde en helt
anden.
være at lægge dølgsmål på de gådefulde magters
rådslagninger, Er det kommen så vidt, at de
guddommelige nedlægger sin magt i jordiske
s. 203
hænder, – hvilket vi af mange tegn tør slutte
at være tilfældet, – så vilde det i sandhed være
højst utaknemmeligt at fordølge sådant. Det er
under så farefulde forholde, som disse, ingen-
lunde ligegyldigt, om soldaterne yder sin dyrkelse
til den urette, da de dog skulde påkalde en helt
anden.
Jeg siger dig, Oribases, og jeg siger eder
andre, – om der ellers findes nogen anden her,
som således vil afstikke grænser for den kejser-
lige magt, – at just dette vilde være den virke-
lige ugudelighed, og at jeg derfor nødes til at
ivre derimod.
andre, – om der ellers findes nogen anden her,
som således vil afstikke grænser for den kejser-
lige magt, – at just dette vilde være den virke-
lige ugudelighed, og at jeg derfor nødes til at
ivre derimod.
Har ikke allerede Platon forkyndt den sand-
hed, at kun en gud kan herske over menneskene?
Hvad mente han med dette udsagn? Svar mig
på det, – hvad mente han? Langt være det
fra mig at ville påstå, at Platon, – denne for
øvrigt mageløse vismand, – dermed, ligesom i
en spådom, skulde have sigtet til noget enkelt
menneske, end ikke det ypperste. Men jeg
tænker, vi alle har været vidne til de forstyrrel-
ser, som flyder af, at den højeste magt ligesom
kløves og deles på flere hænder.
hed, at kun en gud kan herske over menneskene?
Hvad mente han med dette udsagn? Svar mig
på det, – hvad mente han? Langt være det
fra mig at ville påstå, at Platon, – denne for
øvrigt mageløse vismand, – dermed, ligesom i
en spådom, skulde have sigtet til noget enkelt
menneske, end ikke det ypperste. Men jeg
tænker, vi alle har været vidne til de forstyrrel-
ser, som flyder af, at den højeste magt ligesom
kløves og deles på flere hænder.
Nok om dette. Jeg har allerede påbudt,
at de kejserlige billeder skal stilles til skue i
lejren.
at de kejserlige billeder skal stilles til skue i
lejren.
Ah, hvad søger du så ilsomt, Eutherios?
(Husmesteren Eutherios, ledsaget af en mand i opkiltrede
klæder, kommer fra skibene.)
klæder, kommer fra skibene.)
s. 204
Husmesteren Eutherios.
Ophøjede kejser, denne Antiokier er udsendt
fra statholderen Alexandros og bringer dig et
brev, som han siger er vigtigt.
fra statholderen Alexandros og bringer dig et
brev, som han siger er vigtigt.
Kejser Julian.
Ah, lad dog se! Lys hid!
(En fakkel bringes; kejseren åbner brevet og læser.)
Kejser Julian.
Kan dette være muligt! Lys bedre! Ja,
det står der; – og her –; hvad nu? – Dette
går i sandhed over alt, hvad jeg kunde tænkt mig!
det står der; – og her –; hvad nu? – Dette
går i sandhed over alt, hvad jeg kunde tænkt mig!
Hærføreren Nevita.
Slemme nyheder fra vesterlandene, herre?
Kejser Julian.
Nevita, sig mig, hvor lang tid bruger vi for
at nå frem til Ktesifon?
at nå frem til Ktesifon?
Hærføreren Nevita.
Det kan umuligt gøres på kortere tid end
treti dage.
treti dage.
Kejser Julian.
Det må gøres på kortere tid! Treti dage!
En hel måned! Og imens vi kryber frem her,
skulde jeg lade disse rasende –
En hel måned! Og imens vi kryber frem her,
skulde jeg lade disse rasende –
Hærføreren Nevita.
Du véd selv, herre, vi må for skibenes skyld
følge alle flodens krumninger. Strømmen er strid,
og derhos både grund og stenet. Jeg holder det
for ugørligt at nå hurtigere frem.
følge alle flodens krumninger. Strømmen er strid,
og derhos både grund og stenet. Jeg holder det
for ugørligt at nå hurtigere frem.
s. 205
Kejser Julian.
Treti dage! Og derefter skal staden ind-
tages, – Perser-hæren skal slås på flugt, –
freden skal sluttes. Hvor lang tid vil ikke alt
dette kræve? Og endda var der nogle iblandt
jer, som dårligen foreslog mig at gøre en end
længere omvej. Ha-ha, man pønser på min
undergang!
tages, – Perser-hæren skal slås på flugt, –
freden skal sluttes. Hvor lang tid vil ikke alt
dette kræve? Og endda var der nogle iblandt
jer, som dårligen foreslog mig at gøre en end
længere omvej. Ha-ha, man pønser på min
undergang!
Hærføreren Nevita.
Herre, vær tryg; toget skal fremmes af al
magt.
magt.
Kejser Julian.
Det gøres vel nødigt. Kan I tænke jer, hvad
Alexandros melder? Galilæernes vanvid overstiger
alle grænser siden min afrejse. Og dette uvæsen
øges dag for dag. De skønner, at min sejr i
Persien vil drage deres udryddelse efter sig; og
med hin skamløse Gregor som hovedmand står
de nu, lig en fiendtlig hær, i ryggen på mig; i
de frygiske egne forberedes hemmelige ting, som
ingen ret kan få rede på –
Alexandros melder? Galilæernes vanvid overstiger
alle grænser siden min afrejse. Og dette uvæsen
øges dag for dag. De skønner, at min sejr i
Persien vil drage deres udryddelse efter sig; og
med hin skamløse Gregor som hovedmand står
de nu, lig en fiendtlig hær, i ryggen på mig; i
de frygiske egne forberedes hemmelige ting, som
ingen ret kan få rede på –
Hærføreren Nevita.
Hvad vil det sige, herre? Hvad tager de
sig for?
sig for?
Kejser Julian.
Hvad de tager sig for? Beder, prædiker,
synger, forkynder verdens yderste dag. O, var det
endda ikke andet; – men de river vore tilhængere
med sig og drager dem ind i sit oprørske for-
bund. I Cæsaræa har menigheden kåret dommeren
Eusebios til biskop, – Eusebios, en udøbt mand,
– og denne forvildede har modtaget en slig
kaldelse, som til og med er ugyldig efter deres
egne kirkelove.
synger, forkynder verdens yderste dag. O, var det
endda ikke andet; – men de river vore tilhængere
med sig og drager dem ind i sit oprørske for-
bund. I Cæsaræa har menigheden kåret dommeren
s. 206
Eusebios til biskop, – Eusebios, en udøbt mand,
– og denne forvildede har modtaget en slig
kaldelse, som til og med er ugyldig efter deres
egne kirkelove.
Dog, dette er langt fra det værste. Værre,
værre, tifold værre er det, at Athanasios er
kommen tilbage til Alexandria.
værre, tifold værre er det, at Athanasios er
kommen tilbage til Alexandria.
Hærføreren Nevita.
Athanasios?
Visdomslæreren Priskos.
Hin gådefulde biskop, som forsvandt i ørken
for sex år siden?
for sex år siden?
Kejser Julian.
Et kirkemøde forjog ham for hans usømme-
lige ivers skyld. Galilæerne var føjelige under
min formand.
lige ivers skyld. Galilæerne var føjelige under
min formand.
Ja, vil I tænke jer, – nu er denne rasende
sværmer kommen tilbage til Alexandria. Hans
indtog var lig en konges; landevejen var belagt
med tæpper og grønne palmegrene. Og hvad
skede derefter? Hvad tror I vel? Samme nat
brød et oprør ud blandt Galilæerne. Georgios,
deres retmæssige biskop, denne retsindige og
velvillige mand, hvem de beskyldte for lunken-
hed i troen, er bleven myrdet, levende sønder-
revet i stadens gader.
sværmer kommen tilbage til Alexandria. Hans
indtog var lig en konges; landevejen var belagt
med tæpper og grønne palmegrene. Og hvad
skede derefter? Hvad tror I vel? Samme nat
brød et oprør ud blandt Galilæerne. Georgios,
deres retmæssige biskop, denne retsindige og
velvillige mand, hvem de beskyldte for lunken-
hed i troen, er bleven myrdet, levende sønder-
revet i stadens gader.
Hærføreren Nevita.
Men, herre, hvor kunde det komme så vidt?
Hvor var dog statholderen Artemios?
Hvor var dog statholderen Artemios?
s. 207
Kejser Julian.
Du må vel spørge, hvor Artemios var. Jeg
skal sige dig det. Artemios er gåt over til Gali-
læerne! Artemios er selv med væbnet hånd trængt
ind i Serapeion, hint verdens herligste tempel, –
har sønderslåt billedstøtterne, – har plyndret
alterne og ødelagt hine umådelige bogskatte, som
vi just i denne vildfarende og vankundige tid
havde så højlig brug for, og som jeg vilde be-
græde, lig en af døden bortrykket ven, dersom
min harme tillod mig at udgyde tårer.
skal sige dig det. Artemios er gåt over til Gali-
læerne! Artemios er selv med væbnet hånd trængt
ind i Serapeion, hint verdens herligste tempel, –
har sønderslåt billedstøtterne, – har plyndret
alterne og ødelagt hine umådelige bogskatte, som
vi just i denne vildfarende og vankundige tid
havde så højlig brug for, og som jeg vilde be-
græde, lig en af døden bortrykket ven, dersom
min harme tillod mig at udgyde tårer.
Visdomslæreren Kytron.
Sandelig, dette går over al forestilling!
Kejser Julian.
Og ikke at kunne nå disse elendige for at
tugte dem! At måtte være vidne til, at slige
udskejelser griber videre og videre om sig! –
Treti dage, siger du! Hvi nøler man? Hvi slår
man lejr? Hvi sover man? Véd ikke mine
hærførere, hvad her står på spil? Vi må holde
rådslagning. Når jeg tænker på, hvad den make-
doniske Alexander udretted i treti dage –
tugte dem! At måtte være vidne til, at slige
udskejelser griber videre og videre om sig! –
Treti dage, siger du! Hvi nøler man? Hvi slår
man lejr? Hvi sover man? Véd ikke mine
hærførere, hvad her står på spil? Vi må holde
rådslagning. Når jeg tænker på, hvad den make-
doniske Alexander udretted i treti dage –
(Krigsøversten Jovian, ledsaget af en mand i persisk klæd-
ning, uden våben, kommer fra lejren.)
ning, uden våben, kommer fra lejren.)
Krigsøversten Jovian.
Vredes ikke, herre, at jeg træder dig for
øjne; men denne fremmede –
øjne; men denne fremmede –
Kejser Julian.
En persisk kriger!
s. 208
Perseren
(kaster sig ned på jorden).
(kaster sig ned på jorden).
Ingen kriger, du mægtige!
Krigsøversten Jovian.
Han kom våbenløs jagende tilhest over sletten
og meldte sig ved forposterne –
og meldte sig ved forposterne –
Kejser Julian.
Så er dine landsmænd i nærheden?
Perseren.
Nej, nej!
Kejser Julian.
Men hvor kommer du så fra?
Perseren
(slår sine klæder tilside).
(slår sine klæder tilside).
Se disse arme, du jordens hersker, – blodige
af rustne lænkeringe. Føl denne flåede ryg, –
sår i sår. Jeg kommer fra pinebænken, herre!
af rustne lænkeringe. Føl denne flåede ryg, –
sår i sår. Jeg kommer fra pinebænken, herre!
Kejser Julian.
Ah, – du er flygtet fra kong Sapores?
Perseren.
Ja, du vældige, du, som véd alt! Jeg stod
højt i nåde hos kong Sapores indtil jeg, dreven
af rædsel ved din nærmelse, dristed mig til at
forudsige ham, at denne krig vilde volde hans
undergang. Véd du, herre, hvorledes han har
lønnet mig? Min hustru gav han til pris for sine
bueskytter fra bergene; mine børn lod han sælge
som slaver; alle mine ejendomme lod han sine
tjenere dele imellem sig; mig selv lod han pine
i ni dage. Derpå bød han mig ride ud og dø
som et dyr på sletterne.
højt i nåde hos kong Sapores indtil jeg, dreven
af rædsel ved din nærmelse, dristed mig til at
forudsige ham, at denne krig vilde volde hans
undergang. Véd du, herre, hvorledes han har
lønnet mig? Min hustru gav han til pris for sine
bueskytter fra bergene; mine børn lod han sælge
s. 209
som slaver; alle mine ejendomme lod han sine
tjenere dele imellem sig; mig selv lod han pine
i ni dage. Derpå bød han mig ride ud og dø
som et dyr på sletterne.
Kejser Julian.
Og hvad vil du mig?
Perseren.
Hvad jeg vil dig efter denne medfart? Jeg
vil hjælpe dig at ødelægge min forfølger.
vil hjælpe dig at ødelægge min forfølger.
Kejser Julian.
Ah, du pinte mand, – hvad kan du hjælpe?
Perseren.
Jeg kan fæste vinger ved dine krigsfolks
ankler.
ankler.
Kejser Julian.
Hvad vil du sige med det? Rejs dig, og sig
mig, hvad du mener.
mig, hvad du mener.
Perseren
(rejser sig).
(rejser sig).
Der var ingen i Ktesifon, som tænkte, at
du vilde vælge denne vej –
du vilde vælge denne vej –
Kejser Julian.
Det véd jeg.
Perseren.
Nu er det ikke nogen hemmelighed længer.
Kejser Julian.
Du lyver, mand! I Persere véd intet om
mine hensigter.
mine hensigter.
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
14
s. 210
Perseren.
Herre, du, hvis visdom stammer fra ilden
og solen, du véd godt, at mine landsmænd nu
kender dine hensigter. Du har sat over floderne
på dine skibe; disse skibe, flere end tusend i
tallet, og ladede med alle hærens fornødenheder,
skal trækkes opover Tigris, og hæren skal rykke
frem jævnsides med skibene.
og solen, du véd godt, at mine landsmænd nu
kender dine hensigter. Du har sat over floderne
på dine skibe; disse skibe, flere end tusend i
tallet, og ladede med alle hærens fornødenheder,
skal trækkes opover Tigris, og hæren skal rykke
frem jævnsides med skibene.
Kejser Julian.
Utroligt –!
Perseren.
Når skibene er komne Ktesifon så nær som
muligt, – hvilket vil sige to dagsrejser fra staden,
– da vil du gå løs på denne, omringe den og
tvinge kong Sapores til at overgive sig.
muligt, – hvilket vil sige to dagsrejser fra staden,
– da vil du gå løs på denne, omringe den og
tvinge kong Sapores til at overgive sig.
Kejser Julian
(ser sig om).
(ser sig om).
Hvem har forrådt os?
Perseren.
Dette forehavende står nu ikke længer til
at udføre. Mine landsmænd har i al hast bygget
stendæmninger i flodsengen, og på dem vil dine
skibe strande.
at udføre. Mine landsmænd har i al hast bygget
stendæmninger i flodsengen, og på dem vil dine
skibe strande.
Kejser Julian.
Menneske, véd du, hvad det koster dig,
ifald du ikke taler sandhed?
ifald du ikke taler sandhed?
Perseren.
Mit legeme er i din vold, du mægtige!
Taler jeg ikke sandhed, da står det dig frit for
at lade mig brænde levende.
Taler jeg ikke sandhed, da står det dig frit for
at lade mig brænde levende.
s. 211
Kejser Julian
(til Nevita).
(til Nevita).
Floden lukket! Der vil kræves uger for at
gøre den farbar igen.
gøre den farbar igen.
Hærføreren Nevita.
Ifald det kan gøres, herre! Slige redskaber
fattes –
fattes –
Kejser Julian.
Og dette skulde møde os nu, – nu, da det
gælder at rejse med al hastighed!
gælder at rejse med al hastighed!
Perseren.
Du verdens hersker, jeg har sagt dig, at jeg
kan skænke din hær vinger.
kan skænke din hær vinger.
Kejser Julian.
Tal! Véd du nogen kortere vej?
Perseren.
Hvis du lover mig, efter sejren, at skaffe
mig min ranede ejendom tilbage og derhos en
ny hustru af høj byrd, så kan jeg –
mig min ranede ejendom tilbage og derhos en
ny hustru af høj byrd, så kan jeg –
Kejser Julian.
Jeg lover dig alt; blot tal – tal!
Perseren.
Lægger du vejen tværs over sletterne, da
kan du på fire dage stå udenfor Ktesifons mure.
kan du på fire dage stå udenfor Ktesifons mure.
Kejser Julian.
Glemmer du bergryggen hinsides sletterne?
14*
s. 212
Perseren.
Herre, har du aldrig hørt tale om hin sæl-
somme snevring mellem bergene?
somme snevring mellem bergene?
Kejser Julian.
Jo, jo, en kløft; «Arimans gade» kaldes den.
Er det sandt, at en slig findes?
Er det sandt, at en slig findes?
Perseren.
Jeg red gennem Arimans gade for to dage
siden.
siden.
Kejser Julian.
Nevita!
Hærføreren Nevita.
I sandhed, herre, hvis så er –
Kejser Julian.
Underfulde hjælp i nøden –!
Perseren.
Men vil du frem ad hin vej, du vældige, da
er ingen tid at spilde. Den persiske hær, som
var trukken sammen i de nordlige landskaber,
den er nu kaldt tilbage for at stænge berg-
kløfterne.
er ingen tid at spilde. Den persiske hær, som
var trukken sammen i de nordlige landskaber,
den er nu kaldt tilbage for at stænge berg-
kløfterne.
Kejser Julian.
Véd du det med visshed?
Perseren.
Nøler du, vil du selv erfare det.
Kejser Julian.
Hvor mange dage bruger dine landsmænd
for at nå did hen?
for at nå did hen?
s. 213
Perseren.
Fire dage, herre!
Kejser Julian.
Nevita, vi må stå hinsides kløfterne inden
tre dage!
tre dage!
Hærføreren Nevita
(til Perseren).
(til Perseren).
Er det gørligt for os at nå kløfterne på tre
dage?
dage?
Perseren.
Ja, store kriger, det er gørligt, hvis I tager
denne nat til hjælp.
denne nat til hjælp.
Kejser Julian.
Lejren skal brydes af! Ingen søvn; ingen
hvile nu. Inden fire dage – højst fem – må
jeg stå for Ktesifon. – Hvad tænker du på?
Ah, jeg véd det.
hvile nu. Inden fire dage – højst fem – må
jeg stå for Ktesifon. – Hvad tænker du på?
Ah, jeg véd det.
Hærføreren Nevita.
Flåden, herre!
Kejser Julian.
Ja, ja, ja, flåden.
Hærføreren Nevita.
Kommer Perser-hæren en dag senere til
kløfterne end vi, så vil den – om den end ikke
kan tilføje dig anden skade – vende sig vest-
over imod dine skibe –
kløfterne end vi, så vil den – om den end ikke
kan tilføje dig anden skade – vende sig vest-
over imod dine skibe –
s. 214
Kejser Julian.
– gøre et umådeligt bytte til at forlænge
krigen med –
krigen med –
Hærføreren Nevita.
Kunde vi efterlade tyve tusend mand ved
skibene, så vilde de være sikrede –
skibene, så vilde de være sikrede –
Kejser Julian.
Hvad tænker du på! Tyve tusend? Næsten
tredjedelen af alt våbenført mandskab. Hvor
var så den stridsmagt, hvormed jeg skulde sejre?
Splittet, spredt, delt. Ikke en eneste mand kan
jeg afse til sligt øjemed.
tredjedelen af alt våbenført mandskab. Hvor
var så den stridsmagt, hvormed jeg skulde sejre?
Splittet, spredt, delt. Ikke en eneste mand kan
jeg afse til sligt øjemed.
Nej, nej, Nevita; men der turde vel gives
et tredje middel –
et tredje middel –
Hærføreren Nevita
(viger tilbage).
(viger tilbage).
Min store kejser –!
Kejser Julian.
Flåden må hverken falde i Persernes hænder
eller volde os mandespilde. Der gives et tredje
valg, siger jeg! Hvi nøler du? Hvi udtaler du
det ikke?
eller volde os mandespilde. Der gives et tredje
valg, siger jeg! Hvi nøler du? Hvi udtaler du
det ikke?
Hærføreren Nevita
(til Perseren).
(til Perseren).
Véd du, om borgerne i Ktesifon har forråd
på korn og olje?
på korn og olje?
Perseren.
I Ktesifon er overflødige forråd af alle slags.
s. 215
Kejser Julian.
Og har vi først staden inde, så ligger hele
det rige landskab åbent for os.
det rige landskab åbent for os.
Perseren.
Borgerne ville åbne sine porte for dig, herre!
Jeg er ikke den eneste, som hader kong Sapores.
De vil rejse sig imod ham og falde dig tilfode,
hvis du kommer uventet over dem, i forfærdelsens
vælde, og med al din samlede magt.
Jeg er ikke den eneste, som hader kong Sapores.
De vil rejse sig imod ham og falde dig tilfode,
hvis du kommer uventet over dem, i forfærdelsens
vælde, og med al din samlede magt.
Kejser Julian.
Just det; just det.
Perseren.
Brænd skibene, herre!
Hærføreren Nevita.
Ah!
Kejser Julian.
Hans had ser, mens din troskab famler,
Nevita!
Nevita!
Hærføreren Nevita.
Min troskab så, herre; men den vånded sig
ved det, den så.
ved det, den så.
Kejser Julian.
Er ikke disse skibe som en lænke om vor
fod? Vi har levnetsmidler for fire fulde dage i
lejren. Det er godt, at soldaterne ikke tynges
formeget. Og hvad tjener så skibene til? Vi
har ingen floder mere at sætte over –
fod? Vi har levnetsmidler for fire fulde dage i
lejren. Det er godt, at soldaterne ikke tynges
formeget. Og hvad tjener så skibene til? Vi
har ingen floder mere at sætte over –
s. 216
Hærføreren Nevita.
Herre, hvis det virkelig er din vilje –
Kejser Julian.
Min vilje, – min vilje? O, i en aften som
denne – uvejrsfuld og stormende –; hvorfor
kunde ikke et lyn slå ned og –
denne – uvejrsfuld og stormende –; hvorfor
kunde ikke et lyn slå ned og –
Mystikeren Maximos
(kommer ilsomt fra venstre).
(kommer ilsomt fra venstre).
Du solens udkårne søn, – hør, hør!
Kejser Julian.
Ikke nu, min Maximos!
Mystikeren Maximos.
Intet er vigtigere end dette. Du må høre mig!
Kejser Julian.
I lykkens og visdommens navn, så tal, min
broder!
broder!
Mystikeren Maximos
(drager ham tilside og siger dæmpet).
(drager ham tilside og siger dæmpet).
Du véd, jeg har forsket og gransket, både
i bøger og gennem varsler, for at komme efter
udfaldet af dette krigstog.
i bøger og gennem varsler, for at komme efter
udfaldet af dette krigstog.
Kejser Julian.
Jeg véd, at du intet har kunnet forudsige mig.
Mystikeren Maximos.
Varslerne talte og skrifterne samstemte med
dem. Men svaret, som altid kom igen, var så
sælsomt, at jeg måtte tro, jeg havde forregnet mig.
dem. Men svaret, som altid kom igen, var så
sælsomt, at jeg måtte tro, jeg havde forregnet mig.
s. 217
Kejser Julian.
Men nu –?
Mystikeren Maximos.
Da vi drog ud fra Antiokia skrev jeg til
Rom for at rådføre mig med de sibyllinske
bøger –
Rom for at rådføre mig med de sibyllinske
bøger –
Kejser Julian.
Ja, ja –!
Mystikeren Maximos.
I denne time er svaret kommet; en brev-
drager fra statholderen i Antiokia har bragt det.
drager fra statholderen i Antiokia har bragt det.
Kejser Julian.
Ah, Maximos, – og det lyder –?
Mystikeren Maximos.
Det lyder som alt, hvad varsler og skrifter
har sagt mig; og nu tør jeg tyde det. Glæd
dig, min broder, – du er usårlig i denne kamp.
har sagt mig; og nu tør jeg tyde det. Glæd
dig, min broder, – du er usårlig i denne kamp.
Kejser Julian.
Udsagnet, – udsagnet?
Mystikeren Maximos.
De sibyllinske bøger siger: «Julian skal vogte
sig for de frygiske egne».
sig for de frygiske egne».
Kejser Julian
(viger tilbage).
(viger tilbage).
De frygiske –? Ah, Maximos!
Mystikeren Maximos.
Hvi blev du bleg, min broder?
s. 218
Kejser Julian.
Sig mig, dyrebare lærer, – hvorledes tyder
du dette svar?
du dette svar?
Mystikeren Maximos.
Er mere end en udtydning tænkelig? De
frygiske egne? Hvad har du i Frygien at gøre?
I Frygien, – et landskab, som ligger afsides,
langt bag dig, og hvor du aldrig har nødig at
sætte din fod? Ingen fare truer dig, du lykke-
lige, – det er meningen.
frygiske egne? Hvad har du i Frygien at gøre?
I Frygien, – et landskab, som ligger afsides,
langt bag dig, og hvor du aldrig har nødig at
sætte din fod? Ingen fare truer dig, du lykke-
lige, – det er meningen.
Kejser Julian.
Dette gådesvar har en tvefoldig mening.
Ingen fare truer mig i kampen – men fra hint
fjerne landskab. –
Ingen fare truer mig i kampen – men fra hint
fjerne landskab. –
Nevita; Nevita!
Hærføreren Nevita.
Herre –?
Kejser Julian.
I Frygien altså? Alexandros skriver om løn-
domsfulde ting, der forberedes i Frygien. Det
er engang bleven forudsagt, at Galilæeren skal
komme igen –
domsfulde ting, der forberedes i Frygien. Det
er engang bleven forudsagt, at Galilæeren skal
komme igen –
Brænd skibene, Nevita!
Hærføreren Nevita.
Herre, er det din faste ufravigelige vilje –?
Kejser Julian.
Brænd dem! Nøl ikke. Der truer os løn-
lige farer bagved.
lige farer bagved.
s. 219
(til en af høvedsmændene.)
Giv nøje agt på denne fremmede. Han
skal tjene os til vejviser. Kvæg ham med spise
og drikke, og lad ham hvile godt ud.
skal tjene os til vejviser. Kvæg ham med spise
og drikke, og lad ham hvile godt ud.
Krigsøversten Jovian.
Min kejser, jeg bønfalder dig, – byg ikke
for sikkert på en slig overløbers udsagn.
for sikkert på en slig overløbers udsagn.
Kejser Julian.
Aha, – du tykkes rystet, min galilæiske
rådgiver! Alt dette er nok ikke efter dit sind.
Kanske véd du mere, end du skøtter om at sige.
rådgiver! Alt dette er nok ikke efter dit sind.
Kanske véd du mere, end du skøtter om at sige.
Gå, Nevita, – og brænd skibene!
(Hærføreren Nevita bøjer sig og går ud til venstre. Høveds-
manden fører Perseren bort mellem teltene.)
manden fører Perseren bort mellem teltene.)
Kejser Julian.
Forrædere i min egen lejr! Vent, vent, –
jeg skal vel komme tilbunds i disse underfundig-
heder.
jeg skal vel komme tilbunds i disse underfundig-
heder.
Hæren skal bryde op! Gå, Jovian, og sørg
for, at fortroppen rykker ud inden en time. Perseren
kender vejen. Gå!
for, at fortroppen rykker ud inden en time. Perseren
kender vejen. Gå!
Krigsøversten Jovian.
Som du byder, min høje kejser!
(han går ud til højre.)
Mystikeren Maximos.
Du brænder flåden? Sikkerlig har du store
ting isinde.
ting isinde.
Kejser Julian.
Jeg gad vide, om den makedoniske Alexander
havde vovet dette?
havde vovet dette?
s. 220
Mystikeren Maximos.
Vidste Alexander, hvor faren trued?
Kejser Julian.
Sandt; sandt! Jeg véd det. Alle sejr-
bringende magter er i forbund med mig. Varsler
og tegn udfolder sin hemmelighedsfulde kund-
skab til fromme for mit rige.
bringende magter er i forbund med mig. Varsler
og tegn udfolder sin hemmelighedsfulde kund-
skab til fromme for mit rige.
Siges det ikke om Galilæeren, at ånderne
kom og tjente ham? – Hvem tjener ånderne nu?
kom og tjente ham? – Hvem tjener ånderne nu?
Hvad vilde Galilæeren sige, hvis han var
usynlig tilstede iblandt os?
usynlig tilstede iblandt os?
Mystikeren Maximos.
Han vilde sige: det tredje rige er nær.
Kejser Julian.
Det tredje rige er kommet, Maximos! Jeg
føler, at verdens Messias er levende i mig. Ånden
er vorden kød, og kødet ånd. Alt skabt ligger
indenfor min vilje og min vælde.
føler, at verdens Messias er levende i mig. Ånden
er vorden kød, og kødet ånd. Alt skabt ligger
indenfor min vilje og min vælde.
Se, se, – hist fyger de første gnister ivejret.
Luerne slikker i tougværket og i de tætte maste-
klynger.
(råber imod ilden.)
Luerne slikker i tougværket og i de tætte maste-
klynger.
Tænd; tænd!
Mystikeren Maximos.
Vinden aner din vilje. Den vokser og tjener dig.
Kejser Julian
(byder med knyttet hånd).
(byder med knyttet hånd).
Vord storm! Mere vestlig! Jeg vil det!
s. 221
Høvedsmanden Fromentinos
(kommer fra højre).
(kommer fra højre).
Nådigste herre, – tillad, at jeg varer dig
ad. Der er udbrudt en farefuld uro i lejren.
ad. Der er udbrudt en farefuld uro i lejren.
Kejser Julian.
Jeg tåler ingen uro mere. Hæren skal rykke
frem.
frem.
Høvedsmanden Fromentinos.
Ja, min kejser, – men de genstridige Gali-
læere –
læere –
Kejser Julian.
Galilæerne? Hvad de?
Høvedsmanden Fromentinos.
Da skatmestrene nylig skulde uddele lønning
til soldaterne, havde de opstillet dit høje billede
foran lønningsbordene –
til soldaterne, havde de opstillet dit høje billede
foran lønningsbordene –
Kejser Julian.
Således skal det stedse ske herefter.
Høvedsmanden Fromentinos.
Det pålagdes hver mand, alt som han gik
frem, at kaste noget røgelse i fyrfadene –
frem, at kaste noget røgelse i fyrfadene –
Kejser Julian.
Nu ja, ja?
Høvedsmanden Fromentinos.
Mange af de galilæiske soldater gjorde det
uden at tænke videre derved; men andre vægred
sig –
uden at tænke videre derved; men andre vægred
sig –
s. 222
Kejser Julian.
Hvad! De vægred sig?
Høvedsmanden Fromentinos.
I førstningen, herre; men da skatmestrene
forestilled dem, at det var en gammel skik, som
igen skulde indføres og som ikke havde noget
med det guddommelige at skaffe –
forestilled dem, at det var en gammel skik, som
igen skulde indføres og som ikke havde noget
med det guddommelige at skaffe –
Kejser Julian.
Aha; hvad så?
Høvedsmanden Fromentinos.
– så faldt de til føje og gjorde, som man
bød dem.
bød dem.
Kejser Julian.
Ser I vel; de faldt til føje!
Høvedsmanden Fromentinos.
Men siden, herre, smilte vore egne ad dem
og spotted og sagde ubetænksomt, at nu gjorde
de bedst i at udslette korsets og fiskens tegn,
som de plejer at indriste på armene; thi nu havde
de dyrket den guddommelige kejser.
og spotted og sagde ubetænksomt, at nu gjorde
de bedst i at udslette korsets og fiskens tegn,
som de plejer at indriste på armene; thi nu havde
de dyrket den guddommelige kejser.
Kejser Julian.
Ja, ja! Og Galilæerne?
Høvedsmanden Fromentinos.
De brød ud i høje klager – –; hør, hør,
herre; det er umuligt at tale dem til rette.
herre; det er umuligt at tale dem til rette.
(Vilde skrig høres udenfor mellem teltene.)
s. 223
Kejser Julian.
Disse rasende! Opsætsighed til det sidste.
De véd ikke, at deres mesters magt er brudt.
De véd ikke, at deres mesters magt er brudt.
(Kristne soldater løber frem på sletten. Nogle slår sig for
brystet; andre sønderriver sine klæder, alt under gråd og råb.)
brystet; andre sønderriver sine klæder, alt under gråd og råb.)
En soldat.
Kristus døde for mig, og jeg sveg ham!
En anden soldat.
O, du straffende Herre i himlen, slå mig;
jeg har dyrket falske guder!
jeg har dyrket falske guder!
Soldaten Agathon.
Djævlen på kejsersædet har dræbt min sjæl!
Ve, ve, ve!
Ve, ve, ve!
Andre soldater
(afriver blytegnene, som de bærer om halsen).
(afriver blytegnene, som de bærer om halsen).
Vi vil ikke tjene afguder!
Atter andre.
Gudsfornægteren er ikke vor hersker! Vi
vil hjem! Hjem!
vil hjem! Hjem!
Kejser Julian.
Fromentinos, grib disse afsindige! Hug
dem ned!
dem ned!
(Fromentinos og flere blandt de omstående vil styrte ind på de
kristne soldater. I det samme udbreder sig et stærkt lysende
skin; luer slår ivejret fra skibene.)
kristne soldater. I det samme udbreder sig et stærkt lysende
skin; luer slår ivejret fra skibene.)
Førere og soldater
(skrækslagne).
(skrækslagne).
Flåden brænder!
s. 224
Kejser Julian.
Ja, flåden brænder! Og mere end flåden
brænder. På dette røde væltende bål brænder den
korsfæstede Galilæer til aske; og den jordiske
kejser brænder med Galilæeren. Men op af
asken stiger – lig hin vidunderlige fugl –
jordens gud og åndens kejser i en, i en, i en!
brænder. På dette røde væltende bål brænder den
korsfæstede Galilæer til aske; og den jordiske
kejser brænder med Galilæeren. Men op af
asken stiger – lig hin vidunderlige fugl –
jordens gud og åndens kejser i en, i en, i en!
Flere stemmer.
Vanvid har slåt ham!
Hærføreren Nevita
(kommer fra venstre).
(kommer fra venstre).
Det er fuldbragt.
Krigsøversten Jovian
(ilsomt fra lejren).
(ilsomt fra lejren).
Sluk, sluk, sluk!
Kejser Julian.
Brænd, brænd!
Høvedsmanden Ammian
(fra lejren).
(fra lejren).
Herre, du er forrådt! Hin persiske overløber
var en bedrager –
var en bedrager –
Kejser Julian.
Du lyver, mand! Hvor er han?
Høvedsmanden Ammian.
Flygtet!
Krigsøversten Jovian.
Forsvunden, som en skygge –
s. 225
Hærføreren Nevita.
Flygtet!
Krigsøversten Jovian.
De, som ledsaged ham, udsiger, at han blev
ligesom borte mellem hænderne på dem.
ligesom borte mellem hænderne på dem.
Høvedsmanden Ammian.
Hans hest er også borte fra indhegningen,
hvor den stod; den fremmede må være flygtet
ind over sletterne.
hvor den stod; den fremmede må være flygtet
ind over sletterne.
Kejser Julian.
Sluk branden, Nevita!
Hærføreren Nevita.
Umuligt, min kejser!
Kejser Julian.
Sluk, sluk! Det skal være muligt!
Hærføreren Nevita.
Intet er umuligere. Alle landtouge er over-
hugne; alle skibe driver ned på de brændende vrag.
hugne; alle skibe driver ned på de brændende vrag.
Fyrst Hormisdas
(kommer frem mellem teltene).
(kommer frem mellem teltene).
Forbandelse over mine landsmænd! O, herre,
at du kunde lytte til denne rænkefulde.
at du kunde lytte til denne rænkefulde.
Råb fra lejren.
Flåden brænder! Skilte fra hjemmet! Døden
foran os!
foran os!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
15
s. 226
Soldaten Agathon.
Afgud, afgud, – byd stormen tie! byd
luerne dø!
luerne dø!
Krigsøversten Jovian.
Stormen vokser. Ilden er som et rullende
hav –
hav –
Mystikeren Maximos
(hvisker).
(hvisker).
Vogt dig for de frygiske egne.
Kejser Julian
(råber til hæren).
(råber til hæren).
Lad flåden brænde! Inden syv dage skal I
brænde Ktesifon.
brænde Ktesifon.
FEMTE HANDLING.
(En øde stenet ørkenslette uden træer og græs. Til højre
kejserens telt. Eftermiddag.)
kejserens telt. Eftermiddag.)
(Udmattede soldater ligger i klynger inde på sletten. Fra og
til drager hærafdelinger forbi fra venstre til højre. Udenfor
teltet går visdomslærerne Priskos og Kytron samt flere
andre af kjeserens ledsagere ventende i spænding og uro.
Livvagtsføreren Anatolos står med soldater foran telt-
åbningen.)
til drager hærafdelinger forbi fra venstre til højre. Udenfor
teltet går visdomslærerne Priskos og Kytron samt flere
andre af kjeserens ledsagere ventende i spænding og uro.
Livvagtsføreren Anatolos står med soldater foran telt-
åbningen.)
Visdomslæreren Kytron.
Er det ikke ufatteligt, at dette krigsråd kan
vare så længe?
vare så længe?
Visdomslæreren Priskos.
Ja, i sandhed, man skulde mene, her var
kun to ting at vælge imellem: at rykke frem
eller rykke tilbage.
kun to ting at vælge imellem: at rykke frem
eller rykke tilbage.
Visdomslæreren Kytron.
Dette er ikke til at blive klog på. –
Sig mig, gode Anatolos, hvorfor i gudernes
navn rykker vi ikke frem?
navn rykker vi ikke frem?
Visdomslæreren Priskos.
Ja, hvorfor ængster man os og gør holdt
her midt i ørken?
her midt i ørken?
15*
s. 228
Livvagtsføreren Anatolos.
Ser I den dirrende luft nede i himmelbrynet
både i nord, øst og syd?
både i nord, øst og syd?
Visdomslæreren Kytron.
Ja vel, ja vel; det er heden –
Livvagtsføreren Anatolos.
Det er sletten, som brænder.
Visdomslæreren Priskos.
Hvad siger du! Brænder sletten?
Visdomslæreren Kytron.
Spøg dog ikke så uhyggeligt, gode Anatolos!
Sig os – hvad er det?
Sig os – hvad er det?
Livvagtsføreren Anatolos.
Sletten brænder, siger jeg. Hist ude, hvor
ørkenen hører op, har Perserne tændt ild i græsset.
Vi kan ikke komme nogen vej, før jordbunden
er afkølet.
ørkenen hører op, har Perserne tændt ild i græsset.
Vi kan ikke komme nogen vej, før jordbunden
er afkølet.
Visdomslæreren Kytron.
O, er ikke dette forfærdeligt? Hvilke bar-
barer! At gribe til deslige midler –!
barer! At gribe til deslige midler –!
Visdomslæreren Priskos.
Men så er der jo intet valg. Uden levnets-
midler, uden vand –; hvorfor går vi ikke tilbage?
midler, uden vand –; hvorfor går vi ikke tilbage?
Livvagtsføreren Anatolos.
Over Tigris og Eufrat?
s. 229
Visdomslæreren Kytron.
Og flåden brændt! Hvorledes føres dog
denne krig? O, at dog ikke kejseren tænker
mere på sine venner! Hvorledes skal jeg komme
hjem igen?
denne krig? O, at dog ikke kejseren tænker
mere på sine venner! Hvorledes skal jeg komme
hjem igen?
Livvagtsføreren Anatolos.
Du, som vi andre, ven!
Visdomslæreren Kytron.
Som I andre? Som I andre! Ja, det er en
god tale. Med eder er det en anden sag. I er
krigsmænd. Det er eders kald at udholde visse
besværligheder, som jeg slet ikke er vant til.
Jeg har ikke fulgt med kejseren for at døje så
meget ondt. Her pines jeg af myg og giftfluer;
– se, hvorledes mine hænder ser ud!
god tale. Med eder er det en anden sag. I er
krigsmænd. Det er eders kald at udholde visse
besværligheder, som jeg slet ikke er vant til.
Jeg har ikke fulgt med kejseren for at døje så
meget ondt. Her pines jeg af myg og giftfluer;
– se, hvorledes mine hænder ser ud!
Visdomslæreren Priskos.
Tilvisse er vi ikke kommen her for dette.
Vi påtog os at følge hæren for at affatte lov-
taler over de sejre, som kejseren agtede at vinde.
Hvor er der blevet af disse sejre? Hvad har
man udrettet i de sex møjsommelige uger siden
flådens brand? Man har ødelagt nogle forladte
byer af det usleste slags. Man har fremvist i
lejren nogle fanger, som fortropperne skulde
have taget. Jeg véd rigtignok ikke, i hvilke slag
det skulde være sked! Og jeg synes også, at
hine fanger så ligere ud til at være opsnappede
hyrder og bønder –
Vi påtog os at følge hæren for at affatte lov-
taler over de sejre, som kejseren agtede at vinde.
Hvor er der blevet af disse sejre? Hvad har
man udrettet i de sex møjsommelige uger siden
flådens brand? Man har ødelagt nogle forladte
byer af det usleste slags. Man har fremvist i
lejren nogle fanger, som fortropperne skulde
have taget. Jeg véd rigtignok ikke, i hvilke slag
det skulde være sked! Og jeg synes også, at
hine fanger så ligere ud til at være opsnappede
hyrder og bønder –
s. 230
Visdomslæreren Kytron.
Og så at man kunde brænde flåden! Sagde
jeg ikke straks, at dette vilde blive en kilde til
ulykker?
jeg ikke straks, at dette vilde blive en kilde til
ulykker?
Livvagtsføreren Anatolos.
Det hørte jeg dog ikke.
Visdomslæreren Kytron.
Hvad? Sagde jeg det ikke? Hørte ikke
du, o Priskos, at jeg sagde det?
du, o Priskos, at jeg sagde det?
Visdomslæreren Priskos.
Jeg véd sandelig ikke, ven; men jeg véd, at
jeg selv til ingen nytte ivrede imod dette ulyk-
salige foretagende. Ja, jeg kan sige, at jeg har
været imod det hele krigstog på denne årstid.
Hvilken overilelse! Hvor har dog kejseren havt
sine øjne? Er det den samme helt, der fægtede
så overmåde heldigt ved Rhin-strømmen? Skulde
man ikke tro, at han var slagen med blindhed
eller med en åndelig sygdom?
jeg selv til ingen nytte ivrede imod dette ulyk-
salige foretagende. Ja, jeg kan sige, at jeg har
været imod det hele krigstog på denne årstid.
Hvilken overilelse! Hvor har dog kejseren havt
sine øjne? Er det den samme helt, der fægtede
så overmåde heldigt ved Rhin-strømmen? Skulde
man ikke tro, at han var slagen med blindhed
eller med en åndelig sygdom?
Livvagtsføreren Anatolos.
Hyss, hyss; – hvad tale er det?
Visdomslæreren Kytron.
Ja, det var visst nok lidet sømmeligt sagt
af vor Priskos. Men heller ikke jeg kan nægte,
at jeg sporer en sørgelig mangel på visdom i
flere af den kronede visdomselskers senere hand-
linger. Hvor overilet, at stille sit billede op i
lejren og lade sig dyrke, som om han var en
gud! Hvor uklogt, så åbenbart at håne hin sæl-
somme lærer fra Nazareth, hvilken dog må siges
at råde over en særdeles magt, der ellers kanske
kunde kommet os alle til gode under disse fare-
fulde omstændigheder.
af vor Priskos. Men heller ikke jeg kan nægte,
at jeg sporer en sørgelig mangel på visdom i
flere af den kronede visdomselskers senere hand-
linger. Hvor overilet, at stille sit billede op i
lejren og lade sig dyrke, som om han var en
s. 231
gud! Hvor uklogt, så åbenbart at håne hin sæl-
somme lærer fra Nazareth, hvilken dog må siges
at råde over en særdeles magt, der ellers kanske
kunde kommet os alle til gode under disse fare-
fulde omstændigheder.
Ah, der kommer Nevita selv. Nu får vi
høre –
høre –
(Hærføreren Nevita kommer ud fra teltet. I åbningen vender
han sig og gør et tegn indad. Straks efter kommer livlægen
Oribases ud.)
han sig og gør et tegn indad. Straks efter kommer livlægen
Oribases ud.)
Hærføreren Nevita
(drager lægen tilside).
(drager lægen tilside).
Sig mig ærligt, Oribases, – er der noget
ivejen med kejserens sind?
ivejen med kejserens sind?
Livlægen Oribases.
Hvor falder du på det, herre?
Hærføreren Nevita.
Hvorledes skal jeg ellers tyde hans adfærd?
Livlægen Oribases.
O, min elskede kejser –!
Hærføreren Nevita.
Oribases, du må ikke dølge noget for mig.
Visdomslæreren Kytron
(nærmer sig).
(nærmer sig).
O, tappre hærfører, hvis det ikke er på-
trængende –
trængende –
Hærføreren Nevita.
Siden, siden!
s. 232
Livlægen Oribases
(til Nevita).
(til Nevita).
Vær rolig, herre! Der skal ikke ske nogen
ulykke. Eutherios og jeg har lovet hverandre
at holde øje med ham.
ulykke. Eutherios og jeg har lovet hverandre
at holde øje med ham.
Hærføreren Nevita.
Ah, du vil da vel ikke dermed sige, at –?
Livlægen Oribases.
Sidste nat var han nær ved at forkorte sit
liv. Lykkeligvis kom Eutherios tilstede –; o,
tal ikke til nogen om det!
liv. Lykkeligvis kom Eutherios tilstede –; o,
tal ikke til nogen om det!
Hærføreren Nevita.
Slip ham ikke af syne.
Visdomslæreren Priskos
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Det vilde være os en stor trøst at erfare,
hvad krigsrådet –?
hvad krigsrådet –?
Hærføreren Nevita.
Tilgiv; jeg har vigtige ting at skøtte.
(Han går ud bag teltet. Krigsøversten Jovian kommer i det
samme ud fra åbningen.)
samme ud fra åbningen.)
Krigsøversten Jovian
(indad).
(indad).
Skal ske, min nådige kejser!
Visdomslæreren Kytron.
Ah, højst fortræffelige Jovian! Nu? Er til-
bagetoget besluttet?
bagetoget besluttet?
s. 233
Krigsøversten Jovian.
Jeg vil ikke råde nogen at kalde det et til-
bagetog.
(han går ud bag teltet.)
bagetog.
Visdomslæreren Kytron.
O, disse krigsmænd! En visdomselskers
sindsro gælder intet for dem. Ah!
sindsro gælder intet for dem. Ah!
(Kejser Julian kommer ud fra teltet; han er bleg og indfalden.
Sammen med kejseren kommer husmesteren Eutherios og
flere krigsøverster, hvilke sidste straks går bort over sletten
til højre.)
Sammen med kejseren kommer husmesteren Eutherios og
flere krigsøverster, hvilke sidste straks går bort over sletten
til højre.)
Kejser Julian
(til visdomslærerne).
(til visdomslærerne).
Glæd jer nu, mine venner! Nu vil snart alt
blive godt.
blive godt.
Visdomslæreren Kytron.
Ak, velsignede herre, har du fundet en udvej?
Kejser Julian.
Vi har udveje nok, Kytron; det gælder kun
at vælge den bedste. Nu vil vi ændre noget ved
hærens fremrykning –
at vælge den bedste. Nu vil vi ændre noget ved
hærens fremrykning –
Visdomslæreren Priskos.
O, priset være din klogskab!
Kejser Julian.
Dette tog imod øst, – det leder ikke til
noget.
noget.
Visdomslæreren Kytron.
Nej, nej, det er visst!
Kejser Julian.
Nu går vi mod nord, Kytron!
s. 234
Visdomslæreren Kytron.
Hvad, herre, – imod nord?
Visdomslæreren Priskos.
Altså ikke vestover?
Kejser Julian.
Ikke vestover. Langt fra ikke vestover. Det
vilde have sin vanskelighed for flodernes skyld.
Og Ktesifon må vi lade ligge til senere. Uden
skibene kan vi ikke tænke på at tage staden.
Det var Galilæerne, som voldte dette med skibs-
branden; jeg har mærket et og andet.
vilde have sin vanskelighed for flodernes skyld.
Og Ktesifon må vi lade ligge til senere. Uden
skibene kan vi ikke tænke på at tage staden.
Det var Galilæerne, som voldte dette med skibs-
branden; jeg har mærket et og andet.
Hvo tør kalde det et tilbagetog, at jeg går
nordover? Hvad véd I om mine hensigter?
Perser-hæren står et steds i det nordlige; det er
vi nu temmelig visse på. Har jeg først slåt
Sapores –; det skal gøres af i et slag –; i
Persernes lejr vil vi finde umådelige forråd –
nordover? Hvad véd I om mine hensigter?
Perser-hæren står et steds i det nordlige; det er
vi nu temmelig visse på. Har jeg først slåt
Sapores –; det skal gøres af i et slag –; i
Persernes lejr vil vi finde umådelige forråd –
Når jeg fører Perser-kongen som fange gennem
Antiokia og de andre stæder, så gad jeg dog se,
om ikke borgerne falder mig tilfode.
Antiokia og de andre stæder, så gad jeg dog se,
om ikke borgerne falder mig tilfode.
Kristne soldater
(drager syngende over sletten).
(drager syngende over sletten).
Øksen ligger ved træets rod;
verdens ceder skal fældes.
På Golgata skyder af Herrens blod
palmen, som aldrig ældes.
(ud til højre.)
Kejser Julian
(følger dem med øjnene).
(følger dem med øjnene).
Galilæerne synger altid. Sange om død og
sår og smerte. Hine kvinder, jeg tog med som
sygeplejersker, – de har gjort os mere skade
end gavn. De har lært soldaterne sælsomme
sange, hvilke jeg ikke før har hørt.
sår og smerte. Hine kvinder, jeg tog med som
s. 235
sygeplejersker, – de har gjort os mere skade
end gavn. De har lært soldaterne sælsomme
sange, hvilke jeg ikke før har hørt.
Dog vil jeg ikke herefter straffe nogen for
sligt. Det leder kun til des større forvildelse.
Véd du, Priskos, hvad der hændte med de op-
sætsige, som nys nægtede at vise de kejserlige
billeder den skyldige ærefrygt?
sligt. Det leder kun til des større forvildelse.
Véd du, Priskos, hvad der hændte med de op-
sætsige, som nys nægtede at vise de kejserlige
billeder den skyldige ærefrygt?
Visdomslæreren Priskos.
Nys, herre?
Kejser Julian.
Da jeg, for at indgyde ligesindede en gavnlig
skræk, vilde lade nogle af disse mennesker aflive,
så trådte den ældste frem og bad, under høje
glædesråb, om at måtte få lov til at dø først. –
Ser du, Priskos, – da jeg igår erfor dette –
skræk, vilde lade nogle af disse mennesker aflive,
så trådte den ældste frem og bad, under høje
glædesråb, om at måtte få lov til at dø først. –
Ser du, Priskos, – da jeg igår erfor dette –
Visdomslæreren Priskos.
Igår! O herre, du fejler. Dette er sked for
firti dage siden.
firti dage siden.
Kejser Julian.
Så længe? Ja, ja, ja! Hebræerne måtte
vandre firti år i ørken. Alle de gamle måtte
uddø. Der måtte vokse op en ny slægt; men
den – mærk jer det – den slap ind i det land,
som var dem alle lovet.
vandre firti år i ørken. Alle de gamle måtte
uddø. Der måtte vokse op en ny slægt; men
den – mærk jer det – den slap ind i det land,
som var dem alle lovet.
Husmesteren Eutherios.
Det er højt på dagen, herre; – vil du ikke
tænke på måltidet?
tænke på måltidet?
s. 236
Kejser Julian.
Ikke endnu, min Eutherios! Kødets spægelse
tør være til gavn for alle mennesker.
tør være til gavn for alle mennesker.
Ja, jeg siger eder, vi må lægge vind på at
vorde en ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget
med jer, således, som I nu er. Vil I ud af ørken,
så må I vandre i et rent levnet. Se til Galilæerne.
Vi kunde lære visse ting af de mennesker. Der
gives ingen nødlidende og hjælpeløse iblandt dem;
de lever som brødre og søstre indbyrdes, – og
mest nu, da deres genstridighed har tvunget
mig til at tugte dem. Disse Galilæere, skal I vide,
har noget i hjertet, som jeg højlig skulde ønske,
at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterføl-
gere af Sokrates, af Platon, af Diogenes. Er der
nogen af eder, som vilde gå glad i døden for
Platons skyld? Mon vor Priskos vilde ofre sin
venstre hånd for Sokrates? Mon Kytron vilde
for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjorde det
sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave!
Gå fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!
vorde en ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget
med jer, således, som I nu er. Vil I ud af ørken,
så må I vandre i et rent levnet. Se til Galilæerne.
Vi kunde lære visse ting af de mennesker. Der
gives ingen nødlidende og hjælpeløse iblandt dem;
de lever som brødre og søstre indbyrdes, – og
mest nu, da deres genstridighed har tvunget
mig til at tugte dem. Disse Galilæere, skal I vide,
har noget i hjertet, som jeg højlig skulde ønske,
at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterføl-
gere af Sokrates, af Platon, af Diogenes. Er der
nogen af eder, som vilde gå glad i døden for
Platons skyld? Mon vor Priskos vilde ofre sin
venstre hånd for Sokrates? Mon Kytron vilde
for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjorde det
sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave!
Gå fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!
(Visdomslærerne går nedslagne bort; de øvrige fjerner sig også
under bekymret hvisken. Kun livlægen Oribases og husmeste-
ren Eutherios blir tilbage hos kejseren. Livvagtsføreren Ana-
tolos står fremdeles med sine soldater udenfor teltet.)
under bekymret hvisken. Kun livlægen Oribases og husmeste-
ren Eutherios blir tilbage hos kejseren. Livvagtsføreren Ana-
tolos står fremdeles med sine soldater udenfor teltet.)
Kejser Julian.
Hvor sælsomt! Hvor er det ikke i sin
dybeste grund ufatteligt? Oribases, – kan du
forklare mig denne gåde?
dybeste grund ufatteligt? Oribases, – kan du
forklare mig denne gåde?
s. 237
Livlægen Oribases.
Min kejser, – hvilken gåde mener du?
Kejser Julian.
Med tolv ringe mænd, fiskere, uvidende
mennesker, grundlagde han dette.
mennesker, grundlagde han dette.
Livlægen Oribases.
O herre, disse tanker afkræfter dig.
Kejser Julian.
Og hvem er det, som har holdt det sammen
til denne dag? Kvinder og ukyndige for største
delen –
til denne dag? Kvinder og ukyndige for største
delen –
Livlægen Oribases.
Ja, ja, herre; men nu vil snart en lykkelig
vending af krigstoget –
vending af krigstoget –
Kejser Julian.
Meget sandt, Oribases; så snart lykken har
vendt sig, så vil alt vorde godt. Tømmermands-
sønnens rige falder inden føje tid; det véd vi
nok. Så mange år, som året har dage, så længe
skal han herske; og nu har vi jo –
vendt sig, så vil alt vorde godt. Tømmermands-
sønnens rige falder inden føje tid; det véd vi
nok. Så mange år, som året har dage, så længe
skal han herske; og nu har vi jo –
Husmesteren Eutherios.
Min elskede herre, vilde ikke et bad gøre
dig godt?
dig godt?
Kejser Julian.
Mener du det? – Du kan gå, Eutherios!
Gå, gå! Jeg har noget at tale med Oribases.
Gå, gå! Jeg har noget at tale med Oribases.
(Husmesteren Eutherios går ud bag teltet. Kejseren drager
Oribases over til den anden side.)
Oribases over til den anden side.)
s. 238
Kejser Julian.
Har Eutherios fortalt dig noget denne morgen?
Livlægen Oribases.
Nej, herre!
Kejser Julian.
Har han ikke fortalt dig om noget fra inat –
Livlægen Oribases.
Nej, min kejser, – slet intet. Eutherios
er meget taus.
er meget taus.
Kejser Julian.
Skulde han fortælle dig noget, så må du
ikke tro det. Det er ingenlunde gåt således til,
som han siger. Det er ham selv, som står mig
efter livet.
ikke tro det. Det er ingenlunde gåt således til,
som han siger. Det er ham selv, som står mig
efter livet.
Livlægen Oribases.
Han, – din gamle trofaste tjener!
Kejser Julian.
Jeg vil holde øje med ham.
Livlægen Oribases.
Det vil jeg også.
Kejser Julian.
Vi vil begge to holde øje med ham.
Livlægen Oribases.
Herre, jeg tror, du har nydt ringe søvn inat.
Kejser Julian.
Ja.
Livlægen Oribases
(vil tale men besinder sig).
(vil tale men besinder sig).
s. 239
Kejser Julian.
Véd du, hvoraf det kom, at jeg ikke fik
sove?
sove?
Livlægen Oribases.
Nej, min kejser!
Kejser Julian.
Sejrherren fra den mulviske bro var hos mig.
Livlægen Oribases.
Den store Konstantin?
Kejser Julian.
Ja. I de sidste nætter har jeg ikke havt ro
for denne skygge. Han kommer lidt efter midnat
og går ikke bort før henimod morgenstunden.
for denne skygge. Han kommer lidt efter midnat
og går ikke bort før henimod morgenstunden.
Livlægen Oribases.
Herre, det er fuldmånen; den har altid øvet
en sælsom virkning på dit sind.
en sælsom virkning på dit sind.
Kejser Julian.
Efter de gamles mening plejer deslige syner
– – Hvor blir dog Maximos af? Men hines
mening er ingenlunde at bygge på. Vi ser jo,
de har faret vild i så mangt og meget. Selv
hvad de fortæller om guderne tør vi ikke ubetinget
tro. Ikke heller om skyggerne og de magter
for øvrigt, som råder for menneskenes velfærd.
Hvad véd vi om disse magter? Vi véd intet,
Oribases, – fraregnet deres lunefuldhed og ube-
standighed, for hvilke egenskaber vi har temmelig
sikkre vidnesbyrd.
– – Hvor blir dog Maximos af? Men hines
mening er ingenlunde at bygge på. Vi ser jo,
de har faret vild i så mangt og meget. Selv
hvad de fortæller om guderne tør vi ikke ubetinget
tro. Ikke heller om skyggerne og de magter
for øvrigt, som råder for menneskenes velfærd.
Hvad véd vi om disse magter? Vi véd intet,
Oribases, – fraregnet deres lunefuldhed og ube-
standighed, for hvilke egenskaber vi har temmelig
sikkre vidnesbyrd.
s. 240
Jeg skulde ønske, Maximos vilde komme. –
(hen for sig.)
Her? Det er jo ikke her, at det faretruende
uvejr trækker op. Det skulde jo være i de fry-
giske egne –
uvejr trækker op. Det skulde jo være i de fry-
giske egne –
Livlægen Oribases.
Hvilke egne, herre, – og hvilket uvejr?
Kejser Julian.
O, intet – intet.
Hærføreren Nevita
(kommer fra højre side af sletten).
(kommer fra højre side af sletten).
Nu, min kejser, er hæren sat i gang –
Kejser Julian.
Nordover?
Hærføreren Nevita
(studser).
(studser).
Forstår sig, herre!
Kejser Julian.
Ja, vi skulde dog ventet til Maximos –
Hærføreren Nevita.
Hvad skal det sige, min kejser! Her er
intet at vente efter. Vi står uden levnetsmidler;
spredte fiendtlige rytterhobe viser sig allerede
både i øst og i syd –
intet at vente efter. Vi står uden levnetsmidler;
spredte fiendtlige rytterhobe viser sig allerede
både i øst og i syd –
Kejser Julian.
Ja, ja, vi må frem, – nordover. Nu kommer
Maximos straks. Jeg har ladet de etruskiske spå-
mænd hente fra bagtroppen; de skal endnu
engang forsøge – – Nogle Magere har jeg
også fåt fat på, og de siger sig at være vel
forfarne i de kaldæiske hemmeligheder. Vore
egne prester tager varsler på ni forskellige steder –
Maximos straks. Jeg har ladet de etruskiske spå-
mænd hente fra bagtroppen; de skal endnu
s. 241
engang forsøge – – Nogle Magere har jeg
også fåt fat på, og de siger sig at være vel
forfarne i de kaldæiske hemmeligheder. Vore
egne prester tager varsler på ni forskellige steder –
Hærføreren Nevita.
Herre, hvorledes varslerne end falder ud, så
siger jeg dig, vi må frem. Soldaterne er ikke
længere at stole på; de skønner godt, vor eneste
redning er at nå de armeniske berge.
siger jeg dig, vi må frem. Soldaterne er ikke
længere at stole på; de skønner godt, vor eneste
redning er at nå de armeniske berge.
Kejser Julian.
Did vil vi, Nevita, – hvorledes så varslerne
falder ud. Men det er dog en stor tryghed at
vide, at man handler ligesom efter samråd med
hine uudgrundelige magter, der, når de vil, kan
gribe så overordentlig dybt ind i et menneskes
skæbne.
falder ud. Men det er dog en stor tryghed at
vide, at man handler ligesom efter samråd med
hine uudgrundelige magter, der, når de vil, kan
gribe så overordentlig dybt ind i et menneskes
skæbne.
Hærføreren Nevita
(går fra ham og siger kort og bydende).
(går fra ham og siger kort og bydende).
Anatolos, tag kejserens telt ned!
(han hvisker nogle ord til livvagtsføreren og går ud til højre.)
Kejser Julian.
Alle varsler har i disse firti dage været
ulykkespående; og det viser just, at man tør
sætte lid til dem; thi i al denne tid er vor sag
kun lidet fremmet. Men ser du vel, min Oribases,
– nu, da jeg har et nyt foretagende for øje –
ulykkespående; og det viser just, at man tør
sætte lid til dem; thi i al denne tid er vor sag
kun lidet fremmet. Men ser du vel, min Oribases,
– nu, da jeg har et nyt foretagende for øje –
Ah, Maximos!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
16
s. 242
Mystikeren Maximos
(kommer inde fra sletten).
(kommer inde fra sletten).
Hæren er alt undervejs, herre; stig tilhest!
Kejser Julian.
Varslerne – varslerne?
Mystikeren Maximos.
Ej, hvad – varslerne! Spørg ikke om
varslerne.
varslerne.
Kejser Julian.
Tal! Jeg vil vide, hvad de har svaret.
Mystikeren Maximos.
Alle varsler tier.
Kejser Julian.
De tier?
Mystikeren Maximos.
Jeg var hos presterne; offerdyrenes indvolde
gav intet tegn. Jeg var hos de etruskiske gøglere;
fuglens flugt og skrig sagde dem intet. Hos
Magerne var jeg også; deres skrifter havde intet
svar at give. Og jeg selv –
gav intet tegn. Jeg var hos de etruskiske gøglere;
fuglens flugt og skrig sagde dem intet. Hos
Magerne var jeg også; deres skrifter havde intet
svar at give. Og jeg selv –
Kejser Julian.
Du selv, min Maximos?
Mystikeren Maximos.
Nu kan jeg sige dig det. Jeg har i denne
nat gransket stjernernes stilling. De forkyndte
mig intet, Julian!
nat gransket stjernernes stilling. De forkyndte
mig intet, Julian!
s. 243
Kejser Julian.
Intet. – Taushed – taushed, som om sol-
skiven var i færd med at formørkes. Alene!
Ingen bro mere mellem mig og ånderne.
skiven var i færd med at formørkes. Alene!
Ingen bro mere mellem mig og ånderne.
Hvor er du nu, du hvide sejlskinnende flåde,
som kom og gik i dagglans og som bar bud
mellem jord og himmel?
som kom og gik i dagglans og som bar bud
mellem jord og himmel?
Flåden er brændt. Også denne flåde er
brændt. O, alle mine skinnende skibe.
brændt. O, alle mine skinnende skibe.
Eller hvad, Maximos, – hvad tror du om
dette?
dette?
Mystikeren Maximos.
Jeg tror på dig.
Kejser Julian.
Ja, ja, – gør det!
Mystikeren Maximos.
Verdensviljen har nedlagt sin vælde i din
hånd; derfor tier den.
hånd; derfor tier den.
Kejser Julian.
Således vil vi tyde det. Og vi får handle
derefter, – skønt vi helst kunde ønsket at – –
Denne taushed! At stå så helt alene.
derefter, – skønt vi helst kunde ønsket at – –
Denne taushed! At stå så helt alene.
Dog gives der andre, som også må siges at
stå næsten alene. Galilæerne. De har kun den
ene gud; og en gud er jo dog næsten ingen gud.
stå næsten alene. Galilæerne. De har kun den
ene gud; og en gud er jo dog næsten ingen gud.
Hvorledes går det da til, at vi daglig ser
disse mennesker – –?
disse mennesker – –?
16*
s. 244
Livvagtsføreren Anatolos
(der imidlertid har ladet teltet nedtage).
(der imidlertid har ladet teltet nedtage).
Min kejser, nu må du stige tilhest; jeg tør
ikke længere lade dig tilbage her.
ikke længere lade dig tilbage her.
Kejser Julian.
Ja, nu vil jeg stige tilhest. Hvor har I min
gode Babylonios? Se så; med sværdet i hånden –
gode Babylonios? Se så; med sværdet i hånden –
Kom, I dyrebare venner!
(Alle går ud til højre.)
(Sumpig skogegn. Et mørkt stillestående vand mellem træerne.
Vagtblus langt borte. Måneskinsnat med drivende skyer.)
Vagtblus langt borte. Måneskinsnat med drivende skyer.)
(Nogle soldater står på vagt i forgrunden.)
Makrina og kvinderne
(synger udenfor til venstre).
(synger udenfor til venstre).
Ve os! Ve!
Slægten er lagt
under vredens magt.
Vi skal døden se!
En af soldaterne
(lyttende).
(lyttende).
Hyss! Hører I? Der borte synger de gali-
læiske kvinder.
læiske kvinder.
En anden soldat.
De synger som ugler og natteravne.
s. 245
En tredje soldat.
Da vilde jeg dog gerne være hos dem. Det
er tryggere hos Galilæerne end hos os. Galilæernes
gud er stærkere end vore.
er tryggere hos Galilæerne end hos os. Galilæernes
gud er stærkere end vore.
Den første soldat.
Kejseren har fortørnet guderne, det er sagen.
Hvor kunde han falde på at sætte sig i gudernes
sted?
Hvor kunde han falde på at sætte sig i gudernes
sted?
Den tredje soldat.
Det er værre, at han har fortørnet Galilæernes
gud. Véd I ikke, det siges for ganske sikkert,
at han og hans heksemester en af de sidste nætter
har skåren bugen op på en svanger kvinde for
at tage varsler af hendes indvolde?
gud. Véd I ikke, det siges for ganske sikkert,
at han og hans heksemester en af de sidste nætter
har skåren bugen op på en svanger kvinde for
at tage varsler af hendes indvolde?
Den første soldat.
Ja, men jeg tror ikke på det. I alt fald
har det ikke været nogen græsk kvinde; det må
have været en barbarkvinde.
har det ikke været nogen græsk kvinde; det må
have været en barbarkvinde.
Den tredje soldat.
Det siges, at Galilæernes gud tager sig af
barbarerne også; og hvis så er, så kommer det
til at gå ud over os.
barbarerne også; og hvis så er, så kommer det
til at gå ud over os.
Den anden soldat.
Å hvad, – kejseren er en stor kriger.
Den første soldat.
Kong Sapores skal også være en stor kriger.
s. 246
Den anden soldat.
Tror du det er hele Perser-hæren, vi har
for os?
for os?
Den første soldat.
Nogle siger, det skal bare være fortroppen;
ingen véd det så nøje.
ingen véd det så nøje.
Den tredje soldat.
Jeg skulde ønske, jeg var over hos Galilæerne.
Den første soldat.
Vil du også falde fra?
Den tredje soldat.
Der falder jo så mange fra. I de sidste
dage har –
dage har –
Den første soldat
(råber ud i mørket).
(råber ud i mørket).
Stå – stå! Hvem kommer der?
En røst.
Venner fra forposterne!
(Nogle soldater kommer frem mellem træerne med Kappado-
kieren Agathon imellem sig.)
kieren Agathon imellem sig.)
Den anden soldat.
Ho-ho; en, som har villet løbe bort.
En af de kommende.
Nej, han er gåt fra vid og samling.
Soldaten Agathon.
Jeg er ikke fra vid og samling. O, for
Guds store barmhjertigheds skyld, – slip mig løs!
Guds store barmhjertigheds skyld, – slip mig løs!
s. 247
Soldaten fra forposterne.
Han siger, han vil dræbe et dyr med syv
hoveder.
hoveder.
Soldaten Agathon.
Ja, ja, ja, det vil jeg. O, slip mig dog løs!
Ser I dette spyd? Véd I, hvad det er for et
spyd? Med dette spyd vil jeg dræbe dyret med
de syv hoveder, og så får jeg min sjæl igen.
Kristus har selv lovet mig det. Han var hos
mig inat.
Ser I dette spyd? Véd I, hvad det er for et
spyd? Med dette spyd vil jeg dræbe dyret med
de syv hoveder, og så får jeg min sjæl igen.
Kristus har selv lovet mig det. Han var hos
mig inat.
Den første soldat.
Det er hunger og træthed, som har gjort
ham forstyrret.
ham forstyrret.
En af de kommende.
Til lejren med ham; der kan han sove ud.
Soldaten Agathon.
Slip mig! O, I skulde vide, hvad dette er
for et spyd!
for et spyd!
(Soldaterne fører ham bort i forgrunden til højre.)
Den tredje soldat.
Hvad kunde han mene med det dyr?
Den første soldat.
Det er galilæiske hemmeligheder. De har
så meget sådant imellem sig.
så meget sådant imellem sig.
(Husmesteren Eutherios og livlægen Oribases kommer hur-
tigt og spejdende oppe fra højre.)
tigt og spejdende oppe fra højre.)
Husmesteren Eutherios.
Ser du ham ikke?
s. 248
Livlægen Oribases.
Nej. – Ah, soldater! – Sig mig, gode
venner, gik nogen her forbi?
venner, gik nogen her forbi?
Den første soldat.
Ja, en deling spydkastere.
Livlægen Oribases.
Godt, godt! Men ingen andre? Ingen af
de høje herrer? Ingen af hærførerne?
de høje herrer? Ingen af hærførerne?
Soldaterne.
Nej, ingen.
Livlægen Oribases.
Altså ikke her! O, Eutherios, hvor kunde
du –?
du –?
Husmesteren Eutherios.
Ja, hvad kunde jeg –? Hvad kunde jeg –?
Mine gamle øjne havde ikke lukket sig på tre
nætter –
Mine gamle øjne havde ikke lukket sig på tre
nætter –
Livlægen Oribases
(til soldaterne).
(til soldaterne).
I må hjælpe os at søge. Jeg kræver det i
overførerens eget navn. Spred jer mellem træerne;
og finder I nogen af de fornemme herrer, så
meld det ved vagtilden der borte.
overførerens eget navn. Spred jer mellem træerne;
og finder I nogen af de fornemme herrer, så
meld det ved vagtilden der borte.
Soldaterne.
Skal ske, herre!
(De går alle ud ad forskellige veje til venstre. Lidt efter kom-
mer kejser Julian tilsyne bag et træ til højre. Han lytter, ser
sig om og vinker tilbage.)
mer kejser Julian tilsyne bag et træ til højre. Han lytter, ser
sig om og vinker tilbage.)
s. 249
Kejser Julian.
Hyss! Kom frem, Maximos! De så os ikke.
Mystikeren Maximos
(fra samme side).
(fra samme side).
Oribases var den ene af dem.
Kejser Julian.
Ja, ja; både han og Eutherios holder øje
med mig. De bilder sig nok ind, at – – Har
ingen af dem sagt dig noget?
med mig. De bilder sig nok ind, at – – Har
ingen af dem sagt dig noget?
Mystikeren Maximos.
Nej, min Julian! Men hvorfor vækker du
mig? Og hvad vil du her i den mørke nat?
mig? Og hvad vil du her i den mørke nat?
Kejser Julian.
Jeg vil være ene med dig for sidste gang,
min elskede lærer!
min elskede lærer!
Mystikeren Maximos.
Ikke for sidste gang, Julian!
Kejser Julian.
Se dette sorte vand. Tror du – hvis jeg
uden spor forsvandt fra jorden, og mit legeme
aldrig fandtes, og ingen fik vide, hvor jeg var
bleven af – tror du, at det sagn da vilde ud-
brede sig, at Hermes var kommen til mig og
havde ført mig bort, og at jeg var optagen i
gudernes samfund?
uden spor forsvandt fra jorden, og mit legeme
aldrig fandtes, og ingen fik vide, hvor jeg var
bleven af – tror du, at det sagn da vilde ud-
brede sig, at Hermes var kommen til mig og
havde ført mig bort, og at jeg var optagen i
gudernes samfund?
s. 250
Mystikeren Maximos.
Den tid er nær, da menneskene ikke behøver
at dø for at leve som guder på jorden.
at dø for at leve som guder på jorden.
Kejser Julian.
Jeg fortæres af hjemve, Maximos, – af
hjemve efter lyset og solen og alle stjerner.
hjemve efter lyset og solen og alle stjerner.
Mystikeren Maximos.
O, jeg besværger dig, – tænk ikke på
sørgelige ting. Perser-hæren står lige over for
dig. Imorgen vil det komme til et slag. Du
vil sejre –
sørgelige ting. Perser-hæren står lige over for
dig. Imorgen vil det komme til et slag. Du
vil sejre –
Kejser Julian.
Jeg – sejre? Du véd ikke, hvem der var
hos mig for en time siden.
hos mig for en time siden.
Mystikeren Maximos.
Hvem var hos dig?
Kejser Julian.
Jeg var falden i søvn på mit leje i teltet.
Da blev jeg vækket ved, at et stærkt rødligt
skin ligesom skar igennem mine lukkede øjenlåg.
Jeg så ivejret og skimted en skikkelse, der stod
i teltet. Den havde over issen et langt klæde,
som faldt ned til begge siderne, så ansigtet var frit.
Da blev jeg vækket ved, at et stærkt rødligt
skin ligesom skar igennem mine lukkede øjenlåg.
Jeg så ivejret og skimted en skikkelse, der stod
i teltet. Den havde over issen et langt klæde,
som faldt ned til begge siderne, så ansigtet var frit.
Mystikeren Maximos.
Kendte du denne skikkelse?
s. 251
Kejser Julian.
Det var det samme ansigt, jeg så i lyset
hin nat i Efesos for mange år siden, – hin nat,
da vi holdt symposion med de to andre.
hin nat i Efesos for mange år siden, – hin nat,
da vi holdt symposion med de to andre.
Mystikeren Maximos.
Rigets ånd.
Kejser Julian.
Siden har den vist sig for mig en gang i
Gallien, – ved en lejlighed, som jeg ikke gider
tænke på.
Gallien, – ved en lejlighed, som jeg ikke gider
tænke på.
Mystikeren Maximos.
Talte den?
Kejser Julian.
Nej. Det lod som den vilde tale; men den
talte ikke. Den stod ubevægelig og så på mig.
Dens ansigt var blegt og fordrejet. Med et slog
den med begge armene klædet sammen om
hovedet, tilhyllede sit ansigt og gik ud tvers
gennem teltvæggen.
talte ikke. Den stod ubevægelig og så på mig.
Dens ansigt var blegt og fordrejet. Med et slog
den med begge armene klædet sammen om
hovedet, tilhyllede sit ansigt og gik ud tvers
gennem teltvæggen.
Mystikeren Maximos.
Det afgørende står for døren.
Kejser Julian.
Ja, det står visselig for døren.
Mystikeren Maximos.
Ikke forsagt, Julian. Den villende sejrer.
s. 252
Kejser Julian.
Og hvad vinder den sejrende? Er det møjen
værd at sejre? Hvad har den makedoniske
Alexander, hvad har Julius Cæsar vundet? Grækere
og Romere taler om deres ry med kold undren,
– medens den anden, Galilæeren, tømmermands-
sønnen, sidder som kærlighedens konge i varme
troende menneskehjerter.
værd at sejre? Hvad har den makedoniske
Alexander, hvad har Julius Cæsar vundet? Grækere
og Romere taler om deres ry med kold undren,
– medens den anden, Galilæeren, tømmermands-
sønnen, sidder som kærlighedens konge i varme
troende menneskehjerter.
Hvor er han nu? – Er han virksom andet-
steds efter den tid, da hint gik for sig på Gol-
gata?
steds efter den tid, da hint gik for sig på Gol-
gata?
Jeg drømte nys om ham. Jeg drømte, at
jeg havde lagt hele jorden under mig. Jeg bød,
at Galilæerens minde skulde være udslettet på
jorden; og så var det udslettet. – Da kom
ånderne og tjente mig, og bandt vinger til mine
skuldre, og jeg svinged mig ud i det endeløse
rum, til jeg fæsted min fod på en anden jord.
jeg havde lagt hele jorden under mig. Jeg bød,
at Galilæerens minde skulde være udslettet på
jorden; og så var det udslettet. – Da kom
ånderne og tjente mig, og bandt vinger til mine
skuldre, og jeg svinged mig ud i det endeløse
rum, til jeg fæsted min fod på en anden jord.
Det var en anden jord end min. Dens
runding var større, den havde et gulere lysskær,
og flere måneskiver drejed sig om den.
runding var større, den havde et gulere lysskær,
og flere måneskiver drejed sig om den.
Da så jeg ned på min egen jord, kejserens
jord, som jeg havde gjort Galilæer-løs, – og jeg
fandt, at alt, hvad jeg havde gjort, var såre godt.
jord, som jeg havde gjort Galilæer-løs, – og jeg
fandt, at alt, hvad jeg havde gjort, var såre godt.
Men se, min Maximos, – da kom et tog
forbi mig på den fremmede jord, hvor jeg stod.
Der var krigsmænd og dommere og bødler i
spidsen, og grædende kvinder fulgte toget. Og
se – midt i den langsomt skridende skare gik
Galilæeren lys levende og bar et kors på ryggen.
Da råbte jeg til ham og sagde: hvor hen,
Galilæer? Men han vendte sit ansigt imod mig,
smilte, nikked langsomt og sagde: til hoved-
pandestedet!
forbi mig på den fremmede jord, hvor jeg stod.
Der var krigsmænd og dommere og bødler i
spidsen, og grædende kvinder fulgte toget. Og
se – midt i den langsomt skridende skare gik
Galilæeren lys levende og bar et kors på ryggen.
Da råbte jeg til ham og sagde: hvor hen,
s. 253
Galilæer? Men han vendte sit ansigt imod mig,
smilte, nikked langsomt og sagde: til hoved-
pandestedet!
Hvor er han nu? Om hint på Golgata ved
Jerusalem kun var en landsby-gerning, øvet,
ligesom under en gennemrejse, i en ledig stund?
Om han går og går, og lider og dør og sejrer
om igen fra den ene jord til den anden?
Jerusalem kun var en landsby-gerning, øvet,
ligesom under en gennemrejse, i en ledig stund?
Om han går og går, og lider og dør og sejrer
om igen fra den ene jord til den anden?
O, om jeg kunde lægge verden øde! Maxi-
mos, – gives der ingen gift, ingen fortærende
ild, der kan lægge det skabte øde, som det var
på hin dag, da den ensomme ånd svæved over
vandene?
mos, – gives der ingen gift, ingen fortærende
ild, der kan lægge det skabte øde, som det var
på hin dag, da den ensomme ånd svæved over
vandene?
Mystikeren Maximos.
Jeg hører larm fra vagtposterne. Kom,
Julian –
Julian –
Kejser Julian.
At tænke sig, at der skal følge århundrede
på århundrede, og at der i dem alle skal leve
mennesker, vidende, at det var mig, som bukked
under, og ham, som sejred!
på århundrede, og at der i dem alle skal leve
mennesker, vidende, at det var mig, som bukked
under, og ham, som sejred!
Jeg vil ikke bukke under! Jeg er ung; jeg
er usårlig; – det tredje rige er nær –
(med et højt skrig.)
er usårlig; – det tredje rige er nær –
Der står han!
Mystikeren Maximos.
Hvem? Hvor?
s. 254
Kejser Julian.
Ser du ham? Hist mellem træstammerne, –
i krone og purpurkåbe –
i krone og purpurkåbe –
Mystikeren Maximos.
Det er månen, som spiller i vandet. Kom –
kom, min Julian!
kom, min Julian!
Kejser Julian
(går truende imod synet).
(går truende imod synet).
Vig for mig! Du er død. Dit rige er ude.
Af med gøglerkåben, tømmermands-søn!
Af med gøglerkåben, tømmermands-søn!
Hvad gør du der? Hvad er det du tømrer?
– Ah!
– Ah!
Husmesteren Eutherios
(fra venstre).
(fra venstre).
Alle guder være prisede! – Oribases, –
hid, hid!
hid, hid!
Kejser Julian.
Hvor blev han af?
Livlægen Oribases
(fra venstre).
(fra venstre).
Er han der?
Husmesteren Eutherios.
Ja. – O, min højt elskede kejser!
Kejser Julian.
Hvem var det, som sagde: jeg tømrer
kejserens kiste?
kejserens kiste?
Livlægen Oribases.
Hvad mener du, herre?
s. 255
Kejser Julian.
Hvo talte, spørger jeg! Hvem var det, som
sagde: jeg tømrer kejserens kiste?
sagde: jeg tømrer kejserens kiste?
Livlægen Oribases.
Følg med til teltet, jeg besværger dig!
(Larm og skrig høres langt borte.)
Mystikeren Maximos.
Krigsråb! Perserne overfalder os –
Husmesteren Eutherios.
Forposterne er alt i fuld kamp!
Livlægen Oribases.
Fienden er i lejren! Ah, herre, du er
våbenløs –
våbenløs –
Kejser Julian.
Jeg vil ofre til guderne.
Mystikeren Maximos.
Hvilke guder, du dåre? Hvor er de, – og
hvad er de?
hvad er de?
Kejser Julian.
Jeg vil ofre til denne eller hin. Jeg vil ofre
til mange. En eller anden må dog høre mig.
Jeg vil anråbe noget udenfor mig og over mig –
til mange. En eller anden må dog høre mig.
Jeg vil anråbe noget udenfor mig og over mig –
Livlægen Oribases.
Her er ikke et øjeblik at spilde –!
Kejser Julian.
Ah, – så I den brændende fakkel bag skyen?
Den tændtes og slukned i samme stund. Et bud
fra ånderne! Et skinnende skib mellem himmel
og jord! – Mit skjold; mit sværd!
(Han iler ud til højre. Oribases og Eutherios følger ham.)
Den tændtes og slukned i samme stund. Et bud
s. 256
fra ånderne! Et skinnende skib mellem himmel
og jord! – Mit skjold; mit sværd!
Mystikeren Maximos
(råber).
(råber).
Kejser, kejser, – kæmp ikke i denne nat!
(ud til højre.)
(Åben slette med en landsby langt borte. Daggry og tåget luft.)
(Slagtummel. Skrig og våbenlarm ude på sletten. I forgrunden
romerske spydbærere under høvedsmanden Ammian i kamp
med persiske bueskytter. Disse drives efterhånden tilbage
mod venstre.)
romerske spydbærere under høvedsmanden Ammian i kamp
med persiske bueskytter. Disse drives efterhånden tilbage
mod venstre.)
Høvedsmanden Ammian.
Ret så! Ind på dem! Stik dem ned! Giv
dem ikke tid til at skyde!
dem ikke tid til at skyde!
Hærføreren Nevita
(med følge fra højre).
(med følge fra højre).
Godt kæmpet, Ammian!
Høvedsmanden Ammian.
O, herre, hvorfor kommer ikke rytterne til
hjælp?
hjælp?
Hærføreren Nevita.
Det er umuligt. Perserne har elefanter foran
i rækken. Den blotte lugt gør hestene sky.
Stik – stik! Nedenfra, venner, – under bryst-
pladerne!
i rækken. Den blotte lugt gør hestene sky.
Stik – stik! Nedenfra, venner, – under bryst-
pladerne!
s. 257
Visdomslæreren Kytron
(i natklæder, belæsset med bøger og papirruller, fra højre).
(i natklæder, belæsset med bøger og papirruller, fra højre).
O, at jeg skulde komme midt ind i disse
rædsler!
rædsler!
Hærføreren Nevita.
Har du set kejseren, ven?
Visdomslæreren Kytron.
Ja, men han ændser mig ikke. O, jeg beder
ydmygst om en afdeling krigsknægte, som kan
beskytte mig!
ydmygst om en afdeling krigsknægte, som kan
beskytte mig!
Hærføreren Nevita
(til sine ledsagere).
(til sine ledsagere).
De viger. Skjoldbærerne skal rykke frem.
Visdomslæreren Kytron.
Du hører mig ikke, herre! Det er højst
vigtigt, at jeg ikke kommer til skade; mit skrift
«Om sindsro under vanskelige forhold» er ikke
færdigt –
vigtigt, at jeg ikke kommer til skade; mit skrift
«Om sindsro under vanskelige forhold» er ikke
færdigt –
Hærføreren Nevita
(som før).
(som før).
Perserne har fåt forstærkning på højre hånd.
De trænger frem igen.
De trænger frem igen.
Visdomslæreren Kytron.
Trænger de frem? O, denne blodige mord-
lyst! En pil! Den havde nær truffet mig! Hvor
uvorrent de skyder; ingen agt for liv og lemmer!
(han flygter ud i forgrunden til venstre.)
lyst! En pil! Den havde nær truffet mig! Hvor
uvorrent de skyder; ingen agt for liv og lemmer!
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
17
s. 258
Hærføreren Nevita.
Kampen står. Det går hverken frem eller
tilbage.
(til høvedsmanden Fromentinos, som kommer med en ny skare
tilbage.
fra højre.)
Hej, høvedsmand, – har du set kejseren?
Høvedsmanden Fromentinos.
Ja, herre; han kæmper i spidsen for de
hvidklædte ryttere.
hvidklædte ryttere.
Hærføreren Nevita.
Ikke såret?
Høvedsmanden Fromentinos.
Han synes usårlig. Pile og kastespyd bøjer
af, hvor han viser sig.
af, hvor han viser sig.
Høvedsmanden Ammian
(råber tilbage fra kamptrængselen).
(råber tilbage fra kamptrængselen).
Til hjælp; vi kan ikke holde det længer!
Hærføreren Nevita.
Frem, min kække Fromentinos!
Høvedsmanden Fromentinos
(til soldaterne).
(til soldaterne).
Tæt sammen, og ind på dem, Grækere!
(han iler Ammian til hjælp; kampen trækker sig noget tilbage.)
Livvagtsføreren Anatolos
(med nogle folk fra højre).
(med nogle folk fra højre).
Er ikke kejseren her?
Hærføreren Nevita.
Kejseren! Skal ikke du svare for kejseren?
s. 259
Livvagtsføreren Anatolos.
Hans hest blev skudt under ham – der
opstod en umådelig trængsel; det var umuligt
at komme frem til ham –
opstod en umådelig trængsel; det var umuligt
at komme frem til ham –
Hærføreren Nevita.
Ah, tror du, han er kommen til skade?
Livvagtsføreren Anatolos.
Nej, jeg tror det ikke. Der blev råbt, at
han var uskadt, men –
han var uskadt, men –
Flere af hærførerens følge.
Der er han! Der er han!
(Kejser Julian, uden hjelm og rustning, kun med sværd og
skjold, ledsaget af kejserlige hustropper, kommer fra højre.)
skjold, ledsaget af kejserlige hustropper, kommer fra højre.)
Kejser Julian.
Godt, at jeg fandt dig, Nevita!
Hærføreren Nevita.
Ah, herre, – uden våbenklædning; hvor
uforsigtigt –!
uforsigtigt –!
Kejser Julian.
I disse egne bider intet våben på mig. Men
gå, Nevita; tag hele anførselen; hesten blev
skudt under mig og –
gå, Nevita; tag hele anførselen; hesten blev
skudt under mig og –
Hærføreren Nevita.
Min kejser, så er du dog kommen til skade?
Kejser Julian.
Nej; kun et stød i hovedet; lidt svimmel.
Gå, gå – – Hvad er det? Der trænger så
mange forunderlige skarer midt ind imellem os.
Gå, gå – – Hvad er det? Der trænger så
mange forunderlige skarer midt ind imellem os.
17*
s. 260
Hærføreren Nevita
(dæmpet).
(dæmpet).
Anatolos, du indestår for kejseren.
Livvagtsføreren Anatolos.
Vær rolig, herre!
(Hærføreren Nevita går med sine ledsagere ud til højre. Kejser
Julian, livvagtsføreren Anatolos og nogle af hustropperne blir
tilbage. Kampen på sletten fjerner sig mere og mere.)
Julian, livvagtsføreren Anatolos og nogle af hustropperne blir
tilbage. Kampen på sletten fjerner sig mere og mere.)
Kejser Julian.
Hvor mange af vore tror du, der er faldne,
Anatolos?
Anatolos?
Livvagtsføreren Anatolos.
Det er visst intet ringe antal, herre! men
jeg er sikker på, at der er faldne flere af Perserne.
jeg er sikker på, at der er faldne flere af Perserne.
Kejser Julian.
Ja, ja; men der er dog faldne mange, både
Grækere og Romere. Tror du ikke?
Grækere og Romere. Tror du ikke?
Livvagtsføreren Anatolos.
Min kejser, du er visselig ikke vel. Dit
ansigt er ganske blegt –
ansigt er ganske blegt –
Kejser Julian.
Ser du disse, som ligger der, – nogle på
ryggen, andre forover med udstrakte arme? De
er dog vel alle døde?
ryggen, andre forover med udstrakte arme? De
er dog vel alle døde?
Livvagtsføreren Anatolos.
Ja, herre, det er ikke at tvile på.
Kejser Julian.
De er døde, ja! De véd altså intet, hverken
om nederlaget i Jerusalem eller om de andre
nederlag. – Tror du ikke, Anatolos, at der vil
falde mange flere Grækere i dette slag?
om nederlaget i Jerusalem eller om de andre
s. 261
nederlag. – Tror du ikke, Anatolos, at der vil
falde mange flere Grækere i dette slag?
Livvagtsføreren Anatolos.
Herre, vi vil håbe, det blodigste arbejd er
over.
over.
Kejser Julian.
Der vil falde mange, mange flere, siger jeg!
Men det forslår ikke. Hvad hjælper det, at
mange falder? Det kommer dog til efter-
slægten – –
Men det forslår ikke. Hvad hjælper det, at
mange falder? Det kommer dog til efter-
slægten – –
Sig mig, Anatolos, hvorledes tror du, at
kejser Kaligula tænkte sig hint sværd?
kejser Kaligula tænkte sig hint sværd?
Livvagtsføreren Anatolos.
Hvilket sværd, herre?
Kejser Julian.
Du véd, han ønskte sig et sværd, hvormed
han i et eneste hugg kunde –
han i et eneste hugg kunde –
Livvagtsføreren Anatolos.
Hør hærskriget, herre! Nu er jeg sikker på,
at Perserne viger.
at Perserne viger.
Kejser Julian
(lytter).
(lytter).
Hvad er det for sang i luften?
Livvagtsføreren Anatolos.
Herre, tillad at jeg henter Oribases; eller
endnu bedre, – kom, kom; du er syg!
endnu bedre, – kom, kom; du er syg!
Kejser Julian.
Det er sang i luften. Kan du ikke høre det?
s. 262
Livvagtsføreren Anatolos.
Hvis så er, så er det Galilæerne –
Kejser Julian.
Ja, visst er det Galilæerne. Ha-ha-ha, de
kæmper i vore rækker og ser ikke, hvem der
står på den anden side. O, I dårer tilhobe!
Hvor er Nevita? Hvorfor går han imod Perserne?
Ser han ikke, at Perserne ikke er de farligste?
– I forråder mig alle.
kæmper i vore rækker og ser ikke, hvem der
står på den anden side. O, I dårer tilhobe!
Hvor er Nevita? Hvorfor går han imod Perserne?
Ser han ikke, at Perserne ikke er de farligste?
– I forråder mig alle.
Livvagtsføreren Anatolos
(sagte til en af soldaterne).
(sagte til en af soldaterne).
Skynd dig til lejren; hent kejserens livlæge!
(Soldaten går ud til højre.)
Kejser Julian.
Hvilke myldrende skarer! Tror du, de har
fåt øje på os, Anatolos?
fåt øje på os, Anatolos?
Livvagtsføreren Anatolos.
Hvem, herre? Hvor?
Kejser Julian.
Ser du dem ikke, – hist – højt oppe og
langt borte! Du lyver! Du ser dem godt.
langt borte! Du lyver! Du ser dem godt.
Livvagtsføreren Anatolos.
Ved de evige guder, det er kun morgen-
skyerne; det er dagen, som bryder frem.
skyerne; det er dagen, som bryder frem.
Kejser Julian.
Det er Galilæerens hærskarer, siger jeg dig!
Se, – de i de rødbræmmede klæder, det er dem,
som led bloddøden. Syngende kvinder omringer
dem og spinder buestrenge af sit lange afrevne
hår. Børn er i følge med dem og tvinder sten-
slynger af sine udhaspede tarme. Brændende
fakler –! Hvor tusendfoldige, – hvor talløse!
De stævner lige hid! Alle ser de på mig; alle
går de ret imod mig!
Se, – de i de rødbræmmede klæder, det er dem,
som led bloddøden. Syngende kvinder omringer
s. 263
dem og spinder buestrenge af sit lange afrevne
hår. Børn er i følge med dem og tvinder sten-
slynger af sine udhaspede tarme. Brændende
fakler –! Hvor tusendfoldige, – hvor talløse!
De stævner lige hid! Alle ser de på mig; alle
går de ret imod mig!
Livvagtsføreren Anatolos.
Det er Perserne, herre! Vore rækker viger –
Kejser Julian.
De skal ikke vige. – I skal ikke! Stå
fast, Grækere! Stå, stå, Romere! Idag skal vi
frigøre verden!
fast, Grækere! Stå, stå, Romere! Idag skal vi
frigøre verden!
(Kampen har imidlertid trukket sig fremover sletten igen. Kejser
Julian styrter sig med hævet sværd ind i den vildeste slagtummel.
Almindelig forvirring.)
Julian styrter sig med hævet sværd ind i den vildeste slagtummel.
Almindelig forvirring.)
Livvagtsføreren Anatolos
(råber ud til højre).
(råber ud til højre).
Til hjælp! Kejseren er i den yderste fare!
Kejser Julian
(mellem de kæmpende).
(mellem de kæmpende).
Jeg ser ham; jeg ser ham! Et længere
sværd! Hvem har et længere sværd at låne mig?
sværd! Hvem har et længere sværd at låne mig?
Fremstormende soldater
(fra højre).
(fra højre).
Med Kristus for kejseren!
Soldaten Agathon
(blandt de kommende).
(blandt de kommende).
Med Kristus for Kristus!
(han kaster sit spyd; det strejfer kejserens arm og borer sig
ind i hans side.)
s. 264
Kejser Julian.
Ah!
(han griber i spyd-jernet for at drage det ud, men sønderskærer
derved sin hånd, udstøder et højt skrig og falder.)
Soldaten Agathon
(råber i trængselen).
(råber i trængselen).
Romer-landsen fra Golgata!
(han kaster sig våbenløs ind mellem Perserne; man ser, at han
nedhugges.)
Forvirrede råb.
Kejseren! Er kejseren såret?
Kejser Julian
(forsøger at rejse sig, men falder tilbage og råber):
(forsøger at rejse sig, men falder tilbage og råber):
Du har sejret, Galilæer!
Mange stemmer.
Kejseren er falden!
Livvagtsføreren Anatolos.
Kejseren er såret! Værg ham – værg ham,
i gudernes navn!
i gudernes navn!
(Han stiller sig med fortvilelse imod de fremtrængende Persere.
Kejseren bæres afmægtig bort. I det samme kommer krigs-
øversten Jovian med nye skarer ud på sletten.)
Kejseren bæres afmægtig bort. I det samme kommer krigs-
øversten Jovian med nye skarer ud på sletten.)
Krigsøversten Jovian.
Frem – frem, troende brødre; giv kejseren,
hvad kejserens er!
hvad kejserens er!
Vigende soldater
(råber ham imøde).
(råber ham imøde).
Han er falden! Kejseren er falden!
Krigsøversten Jovian.
Falden! O, hævnens vældige Gud! Frem,
frem; Herren vil, at hans folk skal leve! Jeg
ser himlen åben; jeg ser englene med flammende
sværd –!
frem; Herren vil, at hans folk skal leve! Jeg
s. 265
ser himlen åben; jeg ser englene med flammende
sværd –!
Soldater
(fremstormende).
(fremstormende).
Kristus er iblandt os!
Ammians skarer.
Galilæernes gud er iblandt os! Tæt om
ham! Han er den stærkeste!
ham! Han er den stærkeste!
(Vild slagtummel. Krigsøversten Jovian trænger ind i de fiendt-
lige rækker. Solopgang. Perserne flygter til alle sider.)
lige rækker. Solopgang. Perserne flygter til alle sider.)
(Kejserens telt med tildækket indgang i baggrunden. Lys dag.)
(Kejser Julian ligger bevidstløs på sit leje. Sårene i hans højre
side, arm og hånd er forbundne. Tæt ved ham står livlægen
Oribases og Makrina samt husmesteren Eutherios. Længere
tilbage Basilios fra Cæsaræa og visdomslæreren Priskos.
Ved foden af sengen står mystikeren Maximos.)
side, arm og hånd er forbundne. Tæt ved ham står livlægen
Oribases og Makrina samt husmesteren Eutherios. Længere
tilbage Basilios fra Cæsaræa og visdomslæreren Priskos.
Ved foden af sengen står mystikeren Maximos.)
Makrina.
Han bløder igen. Jeg må lægge bindet
fastere.
fastere.
Livlægen Oribases.
Tak ske dig, du milde kvinde; dine varlige
hænder kom os vel tilpas.
hænder kom os vel tilpas.
Husmesteren Eutherios.
Lever han virkelig endnu?
Livlægen Oribases.
Visst lever han.
s. 266
Husmesteren Eutherios.
Men han ånder jo ikke.
Livlægen Oribases.
Han ånder dog.
(Høvedsmanden Ammian kommer sagte ind med kejserens sværd
og skjold, som han lægger fra sig, og blir stående ved forhænget.)
og skjold, som han lægger fra sig, og blir stående ved forhænget.)
Visdomslæreren Priskos.
Ak, gode høvedsmand, hvorledes står sagerne
derude?
derude?
Høvedsmanden Ammian.
Bedre end her. Er han allerede –?
Visdomslæreren Priskos.
Nej, nej, – endnu ikke. Men er det visst,
at vi har drevet Perserne tilbage?
at vi har drevet Perserne tilbage?
Høvedsmanden Ammian.
Ja, fuldstændigt. Det var krigsøversten Jovian,
som slog dem på flugt. Nys kom tre fornemme
udsendinger fra kong Sapores til lejren for at
bede om våbenstilstand.
som slog dem på flugt. Nys kom tre fornemme
udsendinger fra kong Sapores til lejren for at
bede om våbenstilstand.
Visdomslæreren Priskos.
Og tror du, Nevita går ind på det?
Høvedsmanden Ammian.
Nevita har overgivet anførselen til Jovian.
Alle flokker sig om Jovian. Alle ser i ham den
eneste redningsmand –
Alle flokker sig om Jovian. Alle ser i ham den
eneste redningsmand –
Livlægen Oribases.
Tal sagte; han rører sig.
s. 267
Høvedsmanden Ammian.
Rører sig? Vågner kanske til samling? O,
om han skulde få opleve dette!
om han skulde få opleve dette!
Husmesteren Eutherios.
Hvilket, Ammian?
Høvedsmanden Ammian.
Både soldater og førere rådslår om valget
af den nye kejser.
af den nye kejser.
Visdomslæreren Priskos.
Hvad siger du!
Husmesteren Eutherios.
O, hvilken skamløs utålmodighed!
Høvedsmanden Ammian.
Hærens farefulde stilling undskylder det til-
dels; og dog –
dels; og dog –
Makrina.
Han vågner; – han slår øjnene op –
Kejser Julian
(ligger en stund stille og ser mildt på de omstående).
(ligger en stund stille og ser mildt på de omstående).
Livlægen Oribases.
Herre, kender du mig?
Kejser Julian.
Ja, fuldkommen, min Oribases.
Livlægen Oribases.
Lig blot stille.
s. 268
Kejser Julian.
Ligge stille? Hvad minder du mig om?
Jeg må op!
Jeg må op!
Livlægen Oribases.
Umuligt, herre; jeg bønfalder dig –
Kejser Julian.
Jeg må op, siger jeg. Hvor kan jeg ligge
stille nu? Jeg må slå Sapores fuldstændigt.
stille nu? Jeg må slå Sapores fuldstændigt.
Husmesteren Eutherios.
Sapores er slåt, herre! Han har skikket
sendebud til lejren for at bede om våbenstilstand.
sendebud til lejren for at bede om våbenstilstand.
Kejser Julian.
Har han virkelig? Dette er mig såre kært.
– Ham sejred jeg dog altså over.
– Ham sejred jeg dog altså over.
Men ingen våbenstilstand. Jeg vil slå ham
helt til jorden. – Ah, hvor har jeg mit skjold?
Skulde jeg have mistet skjoldet?
helt til jorden. – Ah, hvor har jeg mit skjold?
Skulde jeg have mistet skjoldet?
Høvedsmanden Ammian.
Nej, min kejser, – her er både dit skjold
og dit sværd.
og dit sværd.
Kejser Julian.
Det er mig i sandhed såre kært. Mit gode
skjold. Jeg vilde nødig vide det i barbarernes
hænder. Giv mig det på armen –
skjold. Jeg vilde nødig vide det i barbarernes
hænder. Giv mig det på armen –
Makrina.
O, herre, det er dig for tungt nu!
s. 269
Kejser Julian.
Ah, – du? Du har ret, fromme Makrina;
det er lidt for tungt. – Læg det foran mig, så
jeg kan se det. Hvad? Er det dig, Ammian?
Holder du vagt hos mig? Hvor er Anatolos?
det er lidt for tungt. – Læg det foran mig, så
jeg kan se det. Hvad? Er det dig, Ammian?
Holder du vagt hos mig? Hvor er Anatolos?
Høvedsmanden Ammian.
Herre, han er nu salig.
Kejser Julian.
Falden? Den trofaste Anatolos falden for
mig! – Salig, siger du? Hm! –
mig! – Salig, siger du? Hm! –
En ven mindre. Ak, min Maximos! – Jeg
vil ikke modtage Perser-kongens sendebud idag.
De pønser kun på at spilde tiden for mig. Men
jeg går ikke ind på noget forlig. Jeg vil forfølge
sejren med det yderste eftertryk. Hæren skal
atter vende sig imod Ktesifon.
vil ikke modtage Perser-kongens sendebud idag.
De pønser kun på at spilde tiden for mig. Men
jeg går ikke ind på noget forlig. Jeg vil forfølge
sejren med det yderste eftertryk. Hæren skal
atter vende sig imod Ktesifon.
Livlægen Oribases.
Ugørligt nu, herre; tænk på dine sår.
Kejser Julian.
Mine sår vil snart være lægte. Ikke sandt,
Oribases, – lover du mig ikke –?
Oribases, – lover du mig ikke –?
Livlægen Oribases.
For al ting ro, herre!
Kejser Julian.
Hvilken højst uheldig hændelse! Og det
just nu, da så mange vigtige sager strømmer
ind på mig. Jeg kan ikke lægge disse sager i
Nevitas hænder. I sligt har jeg ikke tillid
hverken til ham eller til de andre; alt dette må
jeg selv – Jeg føler mig virkelig noget mat.
Højst fortrædeligt! – Sig mig, Ammian, hvad
heder hint uheldsvangre sted?
just nu, da så mange vigtige sager strømmer
s. 270
ind på mig. Jeg kan ikke lægge disse sager i
Nevitas hænder. I sligt har jeg ikke tillid
hverken til ham eller til de andre; alt dette må
jeg selv – Jeg føler mig virkelig noget mat.
Højst fortrædeligt! – Sig mig, Ammian, hvad
heder hint uheldsvangre sted?
Høvedsmanden Ammian.
Hvilket sted, min nådige kejser?
Kejser Julian.
Hint sted, hvor det persiske kastespyd
traf mig.
traf mig.
Høvedsmanden Ammian.
Det kaldes efter landsbyen Frygia –
Mystikeren Maximos.
Ah!
Kejser Julian.
Hvad kaldes –? Hvad sagde du egnen hed?
Høvedsmanden Ammian.
Herre, den heder, efter landsbyen dernede,
den frygiske egn.
den frygiske egn.
Kejser Julian.
Ah, Maximos – Maximos!
Mystikeren Maximos.
Bedragen!
(han tildækker sit ansigt og synker sammen ved foden af sengen.)
Livlægen Oribases.
Min kejser, hvad volder dig denne angst?
s. 271
Kejser Julian.
Intet, – intet. –
Frygia? Ja så? – Nevita og de andre får
dog tage sagerne i sine hænder. Gå, og sig
dem –
dog tage sagerne i sine hænder. Gå, og sig
dem –
Høvedsmanden Ammian.
Herre, de har nok allerede på dine vegne –
Kejser Julian.
Har de? Ja, ja, så er det godt. –
Verdensviljen har ligget i baghold efter mig,
Maximos!
Maximos!
Makrina.
Dit sår bryder op, herre!
Kejser Julian.
O, Oribases, hvorfor vilde du dølge det
for mig?
for mig?
Livlægen Oribases.
Hvad skulde jeg ville dølge, min kejser?
Kejser Julian.
Jeg må gå bort. Hvi har du ikke sagt mig
det før?
det før?
Livlægen Oribases.
O, min kejser!
Basilios fra Cæsaræa.
Julian – Julian!
(han kaster sig grædende ned ved sengen.)
s. 272
Kejser Julian.
Basilios, – ven, broder, – vi to har levet
skønne dage sammen. – –
skønne dage sammen. – –
I skal ikke græde, fordi jeg går fra eder i
så ung en alder. Det er ikke stedse et tegn på
skæbnemagternes mishag, at de rykker et menneske
bort i hans tidlige år. Hvad er vel det, at dø?
Er det andet, end at betale sin gæld til støvets
evigt vekslende rige? Ingen klager! Elsker vi
ikke alle visdommen? Og lærer ikke visdommen
os, at den højeste lyksalighed er bunden til
sjælens liv og ikke til legemets? For så vidt
har Galilæerne ret, endskønt –; dog, derom vil
vi ikke tale. Havde livets og dødens magter
forundt mig at få et visst skrift færdigt, så tror
jeg nok, det skulde lykkets mig at –
så ung en alder. Det er ikke stedse et tegn på
skæbnemagternes mishag, at de rykker et menneske
bort i hans tidlige år. Hvad er vel det, at dø?
Er det andet, end at betale sin gæld til støvets
evigt vekslende rige? Ingen klager! Elsker vi
ikke alle visdommen? Og lærer ikke visdommen
os, at den højeste lyksalighed er bunden til
sjælens liv og ikke til legemets? For så vidt
har Galilæerne ret, endskønt –; dog, derom vil
vi ikke tale. Havde livets og dødens magter
forundt mig at få et visst skrift færdigt, så tror
jeg nok, det skulde lykkets mig at –
Livlægen Oribases.
O, min kejser, matter det dig ikke at tale
så længe?
så længe?
Kejser Julian.
Nej, nej, nej. Jeg føler mig såre let og fri.
Basilios fra Cæsaræa.
Julian, elskede broder, – har du intet at
kalde tilbage?
kalde tilbage?
Kejser Julian.
Jeg véd i sandhed ikke, hvad det skulde
være.
være.
s. 273
Basilios fra Cæsaræa.
Angrer du intet, Julian?
Kejser Julian.
Jeg har intet at angre. Den magt, som om-
stændighederne lagde i min hånd, og som er en
udstråling af det guddommelige, den véd jeg
med mig selv, at jeg har brugt efter bedste evne.
Jeg har aldrig villet forurette nogen. Dette
krigstog havde gode og gyldige grunde for sig;
og dersom enkelte skulde mene, at jeg ikke har
fyldestgjort alle forventninger, så bør de billig
betænke, at der er en hemmelighedsfuld magt
udenfor os, og at denne i væsentlig grad råder
for udfaldet af de menneskelige foretagender.
stændighederne lagde i min hånd, og som er en
udstråling af det guddommelige, den véd jeg
med mig selv, at jeg har brugt efter bedste evne.
Jeg har aldrig villet forurette nogen. Dette
krigstog havde gode og gyldige grunde for sig;
og dersom enkelte skulde mene, at jeg ikke har
fyldestgjort alle forventninger, så bør de billig
betænke, at der er en hemmelighedsfuld magt
udenfor os, og at denne i væsentlig grad råder
for udfaldet af de menneskelige foretagender.
Makrina
(sagte til Oribases).
(sagte til Oribases).
O, hør – hør, han drager ånden så tungt.
Livlægen Oribases.
Stemmen svigter ham snart.
Kejser Julian.
Om valget af en efterfølger drister jeg mig
ikke til at give noget råd. – Du, Eutherios,
skal skifte mine ejendele mellem dem, som stod
mig nærmest. Jeg efterlader ikke meget; thi
jeg har altid holdt for, at en ret visdomselsker – –
ikke til at give noget råd. – Du, Eutherios,
skal skifte mine ejendele mellem dem, som stod
mig nærmest. Jeg efterlader ikke meget; thi
jeg har altid holdt for, at en ret visdomselsker – –
Hvad er det? Går solen allerede ned?
Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. II.
18
s. 274
Livlægen Oribases.
Visst ikke, min kejser; det er endnu lys dag.
Kejser Julian.
Sælsomt. Jeg synes det blev så mørkt for
mine øjne. – –
mine øjne. – –
Ja, visdommen – visdommen. Hold fast
ved visdommen, gode Priskos! Men vær stedse
rustet imod noget uudgrundeligt udenfor, som – –
ved visdommen, gode Priskos! Men vær stedse
rustet imod noget uudgrundeligt udenfor, som – –
Er Maximos gåt bort?
Mystikeren Maximos.
Nej, min broder!
Kejser Julian.
Mit svælg brænder. Kunde I ikke læske mig?
Makrina.
En drik vand, herre!
(hun holder en skål til hans læber.)
Livlægen Oribases
(hvisker til Makrina).
(hvisker til Makrina).
Hans sår bløder indvendigt.
Kejser Julian.
Græd ikke. Ingen Grækere skal græde for
mig; jeg stiger til stjernerne. – –
mig; jeg stiger til stjernerne. – –
Skønne templer. – Billeder. – Men så
langt borte.
langt borte.
Makrina.
Hvad taler han om?
s. 275
Livlægen Oribases.
Jeg véd ikke; jeg tror ikke han er ved sin
samling.
samling.
Kejser Julian
(med lukkede øjne).
(med lukkede øjne).
Alexander fik holde sit indtog – i Babylon.
– Jeg vil også – – Skønne løvkranste ynglinger
– dansende piger – – men så langt borte.
– Jeg vil også – – Skønne løvkranste ynglinger
– dansende piger – – men så langt borte.
Skønne jord – skønne jordliv –
(han slår øjnene vidt op.)
O, sol, sol, – hvi bedrog du mig?
(synker sammen.)
Livlægen Oribases
(efter en stilhed).
(efter en stilhed).
Det var døden.
De omstående.
Død – død!
Livlægen Oribases.
Ja, nu er han død.
(Basilios og Makrina knæler i bøn. Eutherios tilhyller sit
hoved. Lyd af trommer og horn høres langt borte.)
hoved. Lyd af trommer og horn høres langt borte.)
Råb fra lejren.
Leve kejser Jovian!
Livlægen Oribases.
O, hørte I dette råb?
Høvedsmanden Ammian.
Krigsøversten Jovian er udråbt til kejser.
18*
s. 276
Mystikeren Maximos
(ler).
(ler).
Galilæeren Jovian! Ja – ja – ja!
Livlægen Oribases.
Skændige hastværk! Endnu før de vidste,
at –
at –
Visdomslæreren Priskos.
Jovian, – denne sejrrige helt, som har frelst
os alle! Kejser Jovian er visselig en lovtale værd.
Jeg vil dog ikke håbe, at hin snedige Kytron
allerede –
(han går skyndsomt ud.)
os alle! Kejser Jovian er visselig en lovtale værd.
Jeg vil dog ikke håbe, at hin snedige Kytron
allerede –
Basilios fra Cæsaræa.
Glemt, før din hånd er bleven kold. Og
for denne skrøbelige herlighed solgte du din
udødelige sjæl!
for denne skrøbelige herlighed solgte du din
udødelige sjæl!
Mystikeren Maximos
(rejser sig).
(rejser sig).
Verdensviljen skal stå til regnskab for
Julians sjæl.
Julians sjæl.
Makrina.
Bespot ikke; skønt du visselig har elsket
denne døde –
denne døde –
Mystikeren Maximos
(nærmere ved liget).
(nærmere ved liget).
Elsket og forlokket ham. – Nej, ikke jeg!
Forlokket som Kain. Forlokket som Judas.
– – Eders gud er en ødsel gud, Galilæere!
Han bruger mange sjæle.
– – Eders gud er en ødsel gud, Galilæere!
Han bruger mange sjæle.
s. 277
Var du heller ikke denne gang den rette, –
du nødvendighedens slagtoffer?
du nødvendighedens slagtoffer?
Hvad er det værd at leve? Alt er spil og
leg. – At ville er at måtte ville.
leg. – At ville er at måtte ville.
O, min elskede, – alle tegn bedrog mig,
alle varsler talte med to tunger, så jeg i dig
skimted forsoneren mellem de to riger.
alle varsler talte med to tunger, så jeg i dig
skimted forsoneren mellem de to riger.
Det tredje rige skal komme! Menneskeånden
skal tage sin arv igen, – og da skal der tændes
sonoffer for dig og for dine to gæster i sym-
posiet.
(han går.)
skal tage sin arv igen, – og da skal der tændes
sonoffer for dig og for dine to gæster i sym-
posiet.
Makrina
(rejser sig bleg).
(rejser sig bleg).
Basilios, – fatted du hedningens tale?
Basilios fra Cæsaræa.
Nej, – men stort og strålende går det op
for mig, at her ligger et herligt, sønderbrudt
Herrens redskab.
for mig, at her ligger et herligt, sønderbrudt
Herrens redskab.
Makrina.
Ja, i sandhed, et dyrt og dyrebart redskab.
Basilios fra Cæsaræa.
Kristus, Kristus, – hvor var dit folk, at det
ikke så dit åbenbare råd? Kejser Julian var os
et tugtens ris – ikke til død men til oprejsning.
ikke så dit åbenbare råd? Kejser Julian var os
et tugtens ris – ikke til død men til oprejsning.
Makrina.
Udvælgelsens hemmelighed er forfærdelig.
Hvad véd vi –?
Hvad véd vi –?
s. 278
Basilios fra Cæsaræa.
Står det ikke skrevet: der æltes kar til van-
ære og kar til forherligelse?
ære og kar til forherligelse?
Makrina.
O, broder, lad os ikke tænke denne afgrund
tilbunds.
(hun bøjer sig over liget og tildækker dets ansigt.)
tilbunds.
Vildfarende menneskesjæl, – måtte du
fare vild, da skal det visselig regnes dig til gode
på hin store dag, når den vældige kommer i
skyen for at sige dommen over de levende døde
og over de døde levende! – –
fare vild, da skal det visselig regnes dig til gode
på hin store dag, når den vældige kommer i
skyen for at sige dommen over de levende døde
og over de døde levende! – –
